Madagaskar, 11.-26.10.19

Tur med efterårsrejsegruppen – og for 2. gang gik turen til Madagaskar.
I år lød rejsebeskrivelsen på en tur til den nordlige del af øen, det vilde nord, med fokus på at få set nogle af de sjældneste lemurer i verden. Det betød så overnatning under til dels primitive forhold samt en del strabadser i uvejsomt terræn. Det betød også, at rejsegruppen kun bestod af den ‘unge’ kerne på bare 8 personer. Så få har vi aldrig tidligere været; men sikken en tur!

Fredag d. 11.10.
Denne fredag stod den på afrejse med Air France fra Kastrup kl. 06:15 – så vi havde valgt at tage en overnatning på Hotel Park Inn – et par Metrostationer fra lufthavnen.
Ellers blev dagen tilbragt i fly og lufthavne, inden vi om aftenen kl. 22:15 lokal tid kunne lande i lufthavnen i Antananarivo. Herfra kørte vi til vores hotel, Gassy Country house, hvor vi tilbragte en meget kort nat, inden vi skulle videre til Sambava, der var udgangspunktet for de første dage på rejsen.

Lørdag d. 12.10.
Som sagt: Meget tidligt op og med morgenflyet til Sambava, hvor vi landede 05:30.

Herefter gik turen til vores hotel, Mimi Hotel, hvor vi havde en enkelt overnatning, inden den videre tur ind i landet.

Dagen gik først og fremmest med lidt afslapning her i Vaniljens hovedstad oven på en lang rejse, og efter at have hvilet om formiddagen, stod den på frokost i Orchidea Beach, der lå helt ned til stranden i byens sydlige udkant.

Samtidig blev der lejlighed til lige at nyde den brede strand, hvor vi blandt andet fandt frugter af Barringtonia Asiatica, der på engelsk bærer navnet ‘Fish Poison Tree’, idet frøene – når de kastes i vandet – slår fisk ihjel eller bedøver dem, så er der nemme at fange.
Efter frokosten blev der endvidere tid til en kort tur gennem Sambavas hovedgade, inden det var tid til at slappe af med en øl på hotellet.

Søndag d. 13.10.
Endnu en dag med tidlig morgenmad, inden der var dømt afgang retning Marojejy Nationalpark, hvor vi skulle tilbringe et par nætter under primitive forhold inde i parken.

Turen startede tidligt om morgenen – efter morgenmaden og gik retning sydvest langs Lokoho-floden, hvor vi undervejs gjorde holdt ved et – for de lokale indbyggere – helligt træ ved flodbredden, hvor de ofrede til flodguden.

Herefter gik turen videre til Marojejyparkens besøgscenter, hvor vi skulle mødes med vores hjælpere på turen ind i nationalparken. Vi skulle køre få kilometer videre til landsbyen Mandena, inden vi gik over til at bevæge os gennem terrænet til fods.

Vores hjælpere – flere bærere, en kok, køkkenpersonale og spottere – var gået forud og havde lagt depoter med vand ud til os, ligesom de havde gjort klar til aftensmad, og gjort vores senge klar til vi engang nåede frem.

Vi bevægede os i et noget mere adstadigt tempo gennem terrænet og tog os en del pauser, men vi havde jo også nogle tunge vandrestøvler at bære – noget der ikke var de indfødte forundt!

Undervejs så vi træer med kæmpestore jackfruit, den specielle sommerfugleært (Clitoria ternatea), vanilje, vilde ananas, primitive rismarker, kamæleoner, firben, store tusindben, monarksommerfugle og de meget mystiske og specielle plantehoppere (Flatidae).

Efter et par kilometer gennem ujævnt terræn, nåede vi til grænsen af naturparken, hvor vi gjorde holdt, mens vi spiste vores medbragte madpakke og snakkede om de oplevelser, der ventede forude. Vi følte os lidt som pionerer, der var på vej ind i ukendt terræn – med hvad deraf følger.

Herefter tog vi os sammen og gjorde klar til at vandre de sidste 4,3 km med 175 meter stigning gennem skoven op til vores lejr for natten – en tur der forventeligt ville tage 3 til 4 timer!
Sidst på eftermiddagen kom vi endelig frem til vores primitive camp, Camp Mantella, hvor vi skulle bo i små telte – uden nogen faciliteter. Lejren i sig selv havde i øvrigt heller ikke nogen faciliteter!

Dagen sluttede med en lækker aftensmad kreeret af vores kok, inden det – før vi krøb under dynerne – blev til en vandretur i lejrens omegn for at se nataktive dyr.

Mandag d. 14.10.
Efter en temmelig urolig nat – vi var jo ikke vant til skovens lyde – stod vi op til endnu en dag i nationalparken, hvor vi skulle tilbagelægge 2 km til den næste lejr, Camp Marojejya, der lå i 775 meters højde.

Efter morgenmaden pakkede vores hjælpere/bærere sammen og gjorde rent efter natten og morgenmaden, og så begav de sig af sted i forvejen med mad, levende høns (=dagens aftensmad), gasflasker og andet udstyr samt sengetøjet på skuldrene.
Og så skulle vi ellers bare sørge for selv at kunne finde frem til næste lejr.
Det blev en anstrengende tur, hvor vi ud over en del højdemeter skulle over stenede vandløb og mudrede skråninger – men sådan en tur belønner sig så også. Vores formål med at besøge Marojejy nationalparken var at se de ekstremt sjældne silkesifakaer (Propithecus candidus), der kun lever dybt inde i dette uvejsomme område.
Efter nogle timers vandren fik vi signal fra en af de spottere, der var med på turen; han havde spottet lemurer. Ikke silkesifakaer, men en flok hvidhovedet brun lemur (Eulemur albifrons), der huserede i træerne tæt på den sti, vi vandrede på. Det gav os så lejligheden for en lille pause, hvor vi kunne betragte disse flotte dyr – inden vi gik videre, eller kæmpede os videre, om man vil.

Og så skete det… Efter en halv times vandring fik vi endnu engang besked fra en spotter: Lemurer forude, og denne gang var heldet i den grad med os. Han havde fundet en familie silkesifakaer (Propithecus candidus), der havde sat sig til rette i et træ og ikke tog notits af os, da vi nærmede os.
Silkesifakaen er et meget socialt dyr, der lever i små grupper på 2 til 9 medlemmer, og den anses for at være et af de sjældneste pattedyr på Jorden.
Det var en meget stor oplevelse at se dette sjældne dyr, og vi var godt klar over, at vi havde været utrolig heldige, og vi kunne da heller ikke lige tage os sammen til at gå videre. Det syn måtte vi bare nyde…

Efter nogen tid tog vi os sammen og gik videre det sidste stykke til vores camp, hvor vi skulle overnatte – en camp med telte, der lignede det, vi havde forladt om morgenen.
Og ved vores ankomst til lejren belønnede vores bærere os med lokale øl (og en enkelt cola), som de havde lagt på køl i isnende koldt kildevand fra bjergene.

Efter at vi lige havde fået pakket ud og indkvarteret os i vores primitive hytter, tog vi på en kort tur i området, hvor vi så den meget sjældne gekko Uroplatus phantasticus, der kun lever i skovene på det nordlige Madagaskar. På dansk har den flere navne: den sataniske bladhalegekko, den øjenvippebladhalede gekko og den fantastiske bladhalegekko. Et natdyr, som en af vore spottere var heldig at få øje på…

Ellers bød turen på flere specielle planter og træer, som vi aldrig havde set før, og lige i vores lejr stod klyngefigen (Ficus Racemosa), der netop på denne tid af året bar frugter.

Efter aftensmaden – og da mørket var faldet på – gik vi en tur i området for at se på nattelivet.
Her mødte vi flere sjældne arter af edderkopper: Darwins barkedderkop (Caerostris darwini), der er edderkoppen, der laver det stærkeste spind, man kender.

Vi fandt også andre edderkopper som f.eks. den afrikanske eremitedderkop (Nephilingis cruentata), der kendes på sit kraftigt røde brystben, og den Madagaskiske silkespinder (Nephila inaurata madagascariensis), der har røde ben.

Endvidere fandt vi småfrøer (Boophis madagascariensis), knælere (slægt: Phyllocrania), gekkoer (slægt: Cyrtodactylus).

Tirsdag d. 15.10.
Efter to nætter under primitive forhold i bakkerne i nationalparken var det tid til – efter morgenmaden – igen at søge mod det mere civiliserede lavland, og vi begav os nedad på vej mod udgangen. Samtidig kunne vi for sidste gang betragte det storslåede landskab med frodige bjerge omkring os.

Og for sidste gang fik vi så lejlighed til at betragte nogle af de fantastiske dyr i parken, f.eks. den blå silkegøg (Coua caerulea), Madagaskarfirben (Zonosaurus madagascanensis), og flere forskellige kamæleoner.

Undervejs tilbage til landsbyen Mandena, hvor frokosten ventede, gjorde vi holdt ved en vaniljemark, der var ejet af vores guides familie, og her fik vi et foredrag om, hvorfor vanilje var så dyrt et krydderi.
Hvordan alle blomster skulle bestøves i hånden, fordi det insekt, der sørgede for denne del i naturen, var uddødt på Madagaskar. Og hvordan ejerne af markene måtte sætte vagter ud for at beskytte deres afgrøder, fordi bander forsøgte at stjæle vaniljestængerne i ly af natten. Alt i alt en spændende historie, som vi aldrig havde hørt om før…

Undervejs fik vi så også et lille eksempel på, hvor primitivt landbruget er i Madagaskar. Et par unge bønder var ved at klargøre/pløje et (lille) stykke jord, hvor de skulle plante ris. Arbejdet skete med et par zebuokser spændt for noget, der kunne minde om en meget primitiv plov. Der lå mange timer forude med at gøre jordstykket klar…

Ellers gjorde vi holdt ved en lille ‘restaurant’ i byen, før det gik tilbage til Mimi hotel i Sambava, hvor vi skulle have en overnatning i rigtige senge, før det videre på rejsen nordpå.

Onsdag d. 16.10.
Efter morgenmaden på hotellet samledes vi i de tre biler, der skulle bringe os til det næste overnatningssted i Vohemar – en tur der bragte os gennem frugtbare og grønne landskaber.
Undervejs blev der plads til nogle indlagte pauser – første gang ved passagen af floden Bemarivo, hvor vi fik et indblik i den lokale befolknings brug af floden; til tøjvask og personlig hygiejne.

Vi passerede grønne rismarker, hvor hele familier arbejdede i marken og så smukke, blomstrende Merremia med store cremefarvede blomster.

I en lille landsby gjorde vi holdt ved en stand langs vejen, hvor en familie solgte mango, der netop nu var modne – og de smagte altså noget anderledes, end vi var vant til hjemme fra Danmark.

I øvrigt var der mange småstande langs vejen, og der var ingen grænser for, hvad man kunne købe. Samtidig oplevede vi i stadig større grad, at biler blev erstattet af kærrer, der blev trukket af zebuokser.

Ved middagstid var vi fremme ved vores hotel, La Baie d’Iharana, der lå lige i strandkanten – bogstavelig talt! Det viste sig, at vores 4 hotelværelser var af meget forskellig standard (2 værelser mod havet og 2 værelser mod baggården), så der måtte en lodtrækning til at få fordelt værelserne. Vi var heldige at få baggården.
I vandkanten stod et stort flot kapoktræ (Ceiba pentandra), der netop nu bar modne frugter, der hang under træet – lidt af et særligt tilfælde, idet kapoktræet kun blomstrer og sætter frugter hvert andet år!

Efter indkvarteringen kørte vi til en fiskerestaurant, Paradisia, hvor der stod lokale retter af alt godt fra havet på menuen.

Tilbage på hotellet var der tid til at få dyppet legemet i det friske hav og/eller at gå lidt langs stranden og få et indtryk af stedets charme.

Torsdag d. 17.10.
Efter en urolig nat, hvor jeg havde kløen over hele kroppen, blev det endelig morgen, og her kunne det afsløres, at jeg havde røde prikker over hele kroppen – væggelus eller lopper, hvad ved jeg; ubehageligt var det i hvert fald.
Efter morgenmaden gik turen så videre i retning Daraina Reserve, der var vores næste destination. Turen gik ad et dirt track – en af de værste veje, vi endnu havde oplevet her i landet, og det siger ikke så lidt! Turen foregik gennem et tørt og goldt landskab, hvor jorden var helt rød, og selv om vi kun skulle køre 55 km, varede det mere end 3 timer, før vi var fremme.

Undervejs passerede vi små landsbyer med primitive hytter og glade børn, og en en af landsbyerne gjorde vi holdt og vandrede lidt rundt i landsbyen – og gjorde et forsøg på at snakke med nogen af de børn, der stimlede sammen omkring os.

Ellers var den største underholdning på vejen, når vi passerede en eller flere marker med udhungrede køer (og kohejrer), og sådan gik det længe, indtil vi kom frem til Manambato-floden cirka midtvejs på turen.

Herefter igen tørre ‘veje’ med et enkelt stop i endnu en lille landsby, hvor det var som om at livet stod stille. Det var ikke mange aktiviteter, der var mulige…

Endelig kom vi frem til vores overnatningssted, Camp Tattersalli, der skulle være udgangspunktet for både en nattur for at lede efter nataktive dyr, herunder lemurer, samt en tur til et område, hvor den meget sjældne gyldenkronede sifaka (Propithecus tattersalli), med en del held skulle kunne spottes.
Efter indkvarteringen i vores bungalows gik turen ud i et område, hvor de indfødte gravede efter guld – og hvor den gyldenkronede sifaka skulle kunne ses. Og ja, vi så den – endda en større flok, der lod os komme ganske tæt på. Selv om denne sifaka er en af de mindste, var den et flot og smukt syn. Vi kunne betragte den på tæt hold i længere tid – den forsvandt ikke.

Imponerende var det endvidere at betragte guldgraverne, der tilbragte hele dagen med at skovle sand i et gammelt flodleje og søge efter guldkorn. Det var noget, der involverede hele familien – og selv små børn var med på arbejde.

Efter denne tur, tog vi tilbage til campen, hvor vi efter aftensmaden skulle med vores guide ud i terrænet og lede efter nataktive lemurer.
På denne nattur så vi både den gaffelmærkede lemur (Phaner pallescens), der ligeledes er ekstremt truet, en muselemur (Cheirogaleidae sp.) samt flere andre interessante dyr som kæmpe fårekylling og en nataktiv gekko.

Ud over at se disse nataktive lemurer, stødte vi også på andre interessante dyr, f.eks. fandt vi på jorden en zebraedderkop (Viridasius fasciatus), der kun lever på Madagaskar, og – sovende på en gren i et træ – en Frances’ spurvehøg (Tachyspiza francesiae), der ligeledes er endemisk for Madagaskar.

Alt i alt en udbytterig aftentur, og vi kunne gå til ro med en masse flotte synsindtryk på nethinden.

Fredag d. 18.10.
Efter morgenmaden, der bla. indebar pandekager lavet over åben ild bag restauranten, samlede vi lige et par frugter fra baobabtræet, inden det var afgang videre.

Det betød, at vi havde en lang dag på 117 km og mere end 6 timer foran os på endnu et dirt track til Ambilobe. Og man må forbavses over vores chauffør, der ud over at holde øje med huller i vejen samtidig kunne spotte en kamæleon, der eller faldt god i med opgivelserne.

I dag var vejen om end endnu mere støvet og rød end i går, og den ophvirvlede støv gjorde også vegetationen i miles omkreds helt rød. Her kunne et raskt lille regnvejr være på sin plads.

Efter nogle timers kørsel gjorde vi holdt i en lille by for at strække benene og gå en tur mellem byens huse. Og som i går var vi landet i en landsby, hvor tiden stod stille.
En sjov lille ting: Mens vi gik roligt rundt i byen mellem husene, blev vi kontaktet af en teenagepige, der på fineste skoleengelsk fik fremstammet: ‘Do you speak english?’ Da vi svarede bekræftende og prøvede at kommunikere med hende, løb hun væk og gemte sig i et af husene. Det var vist så som så, hvor meget engelsk, hun kunne tale…

Herefter endnu et par timer i bilen, inden vi gjorde holdt – spisepause – ved et vadested i et vandløb, der var stort set udtørret. Det var i øvrigt et lækkert, skyggefuldt sted at få strakt benene under mangotræerne.

I denne pause passerede et par spøjse mennesker på deres cykler os: en ismand!!! og et par fjerkræsælgere med bure med høns bag på cyklerne. Også de indlagde en pause her i skyggen i vadestedet.
Efter pausen tog vi så det sidste stykke gennem Ambilobe til dagens destination, Iharana Bush Camp, der lå ved foden af Tsingy D’Ankarana nationalparken.

Og så var den dag ellers gået, og vi havde nu mest af alt brug for lidt afslapning med et glas vin eller det, der var stærkere i hotellets bar med en flot udsigt over søen lige udenfor lejren.

Lørdag d. 19.10.
Denne dag var dedikeret til en vandring i Ankarana nationalparken, der er sammensat af 150 millioner år gammel limstens karst, der har fået det meget specielle udseende, fordi de underliggende klipper er blevet eroderet, så der er opstået huler og dybe spalter og underjordiske floder i landskabet.
Det meget utilgængelige klippelandskab har gjort, at området er delvist beskyttet mod menneskelig indtrængen, og man har derfor heller ikke fået beskrevet alle dyr og planter, der lever her. Hele tiden opdages der nye arter, der hidtil har været ukendte. Det er meget specielt at stå og se ud over det nøgne bjerglandskab med de nålespidse bjergtoppe.

Fra vores bungalows gik vi gennem et fladt landskab med beplantninger af bla. cashew, ricinus, tobak, kapok og maniok, inden vi kom til klipperne, der rejste sig lodret op foran os.
Vi kunne være glade for, at vi havde en lokal guide med, der kendte stierne og adgangsvejene op i klipperne.

På turen op gjorde vi af og til holdt – ikke bare fordi det var anstrengende at gå op. op, op – men også fordi vi mødte spændende og anderledes dyr og planter.

På vej op i området faldt vi over planter som elefantfod, træet katrafay (Cedrelopsis grevei), der bruges i medicinsk øjemed, og ibenholt. Vi så også flere glenter, der kom tæt på os; de havde sikkert unger på reden.

Efter at have vandret rundt i de imponerende klipper, hvor man skulle passe på, hvor man trådte og hvor man greb fast med hænderne, vandrede vi gennem en af de huler, der var dannet ved erosion for millioner af år siden. Vi har været i huler mange gange før – med dette var en noget anderledes oplevelse.

Der var ingen foranstaltninger for at hjælpe turisterne, og pladsen var det meste af vejen meget trang. Man skulle ikke lide af klaustrofobi!

Efter den noget anstrengende tur i klippelandskabet, gik vi tilbage til vores camp, hvor vores guide – lige ved indgangen til campen fik øje på en panterkamæleon (Furcifer paradalis), der desværre blev forstyrret så meget af os, at den ‘smed’ farverne…

Søndag d 20.10.
Efter endnu en nat i vores bungalow, hvor en frø havde taget bolig i vores toilet, var det tid til at drage videre nordvestpå, hvor vores mål var Akiba Lodge, også kaldet Black Lemur Camp, der er en eco-lodge i Andrafiamena Protected Reserve.

På vejen til lodgen kørte vi igennem områder, hvor alt var afbrændt – en noget deprimerende syn. Besøget i dette område, skulle så gerne give os mulighed for at se den sjældne sorte lemur (Propitecus perreri) der kun lever i dette område.

Efter ankomsten blev vi indkvarteret i lækre bungalows med en super udsigt over hele området. Herefter stod den på lidt afslapning og et par vandreture i vores nærområde, hvor vi så et par forskellige firben og gekkoer.

Da mørket var faldet på, fik vi en guidet tur gennem noget af vegetationen omkring lodgen – uden at vi dog fik set noget særligt.

Mandag d 21.10.
Efter morgenmaden startede vores guidede tur gennem området. En lokal guide med kendskab til de sorte lemurers livsmønster og gemmesteder førte os gennem området ad små stier – dybere og dybere ind i nationalparken.

På vejen fik han øje på en væsellemur (Lepilemur mustelinus), der tittede frem fra sin hule i en stamme, højt oppe. Væsellemurer er nataktive dyr, der ikke gør meget væsen af sig, når det er lyst, men gemmer sig i hule træer.

Herefter gik det videre, og efter nogen tid fik vi øje på et par sorte lemurer, der opholdt sig i træerne nær stien. Helt tæt på kunne vi ikke komme, men de var et imponerende syn, helt sorte som de var…

Videre gik det til en svalende pool, hvor vi fik lejlighed til en dukkert og mulighed for at spise de medbragte madpakker.
Herefter gik det tilbage til lodgen, hvor der var lejlighed for at slappe af og i øvrigt lige gå en ekstra tur på egen hånd. Her fik vi øje på en kronet lemur (Eulemur coronatus), en han, der betragtede os på afstand fra sin plads i buskadset.

Da vi kom tilbage fra turen oplevede vi en kronet lemur, en hun, der kom ganske tæt på.
Efter en dejlig dag udenfor stod den på lækker aftensmad i lodgens restaurant.

Mandag d 22.10.
Egentlig skulle dagen bare – som sædvanlig – starte med morgenmad, men netop denne morgen var anderledes. Nogle sorte lemurer – som vi havde ledt efter hele dagen i går – havde indtaget træerne lige uden for vores bungalows, og vi kunne stå på vores verandaer og betragte dem helt uforstyrret.

Det var et prægtigt øjeblik, der bare skulle nydes, og vi fik nogle flotte billeder af disse sjældne dyr i kassen, hvor de var i gang med at fouragere.

Efter morgenmaden fik vi lige pakket og så gik turen ellers nordpå af asfalterede veje; dvs. vejene, der var bygget af franskmændene i kolonitiden og ikke vedligeholdt siden, var så hullede, at bilerne kom nemmere frem ved at køre i rabatten – så det gjorde vi!
Første stop var i en lille landsby, hvor der var gang i et marked, og hvor vi blev sat af i den ene ende af byen og samlet op i den anden ende. Hele hovedgaden var en levende markedsplads, hvor der blev handlet med alt, hvad hjertet begærer. Det var en noget anderledes oplevelse at vandre mellem boderne, de handlende og folk fra omegnen, der var kommet til byen for at handle.

Efter pausen i byen, hvor vi fik lejlighed til at strække benene og komme tæt på lokalbefolkningen, gik turen videre til Tsingy Rouge, et lille, men meget specielt område ca. 60 km syd for Antsiranana. Tsingy Rouge er dannet ved at en lokal flod, Irodo-floden, har eroderet landskabet, således at skulpturer af laterit står tilbage som spidse formationer over jordoverfladen. Et surrealistisk og smukt landskab – et must-see!

Efter at vi havde vandret rundt i landskabet (og efter en let frokost) gik turen videre til næste stop, havnebyen Antsiranana, der i tidligere tider hed Diego Suarez.

Efter et kort stop med et vue ud over Sukkertoppen (man fik her associationer til Brasiliens bjerg af samme navn), kørte vi videre til vores hotel for de kommende dage og nætter, Meva Plage Hotel, der lå lige i strandkanten uden for byen. Også vores bungalows lå, så vi kunne træde ud – og lige ned – i vandet, og her kunne vi fra verandaen nyde en flot solnedgang.

Tirsdag d 23.10.
Dette blev en dag, hvor vi splittede lidt op. Claudia og jeg fulgte den oprindelige plan, nemlig at besøge Montagne D’Ambre – en nationalpark ca. 30 km syd for Antsiranana – mens resten af gruppen valgte at slappe af i byen.
Vi havde en bil for os selv, og kørte delvist på smattede veje, fordi det i løbet af natten og morgenen havde regnet.

Undervejs fik vi øje på 5 drenge, der legede med deres hjemmelavede biler på vejen – og det måtte vi da lige have et billede af. Det er fantastisk, så innovative de er på trods af manglede midler og ressourcer.

Bilerne var lavet af plasticflasker, der havde fundet ude i naturen! Og de 5 drenge havde tilsammen – i alt – kun én sko!
Det sidste stykke fra byen Joffreville og op til nationalparken gik ad ‘vanskelige veje’ – men op til indgangen til parken, hvor vi mødte vores lokale guide, det kom vi da.

Herefter lå der nogle timer foran os, hvor vi vandrede gennem parken, der ligger på toppen af en vulkansk klippe. Nationalparken er berømt for sine sceniske vandfald og kratersøer, om vi da også så undervejs. På turen fortalte vores guide om det meget specielle dyreliv, som parken kunne fremvise.

Det mest specielle var nok, at han kunne fremtrylle verdens mindste kamæleon (Brookesia nana), der er på størrelse med en fingernegl. Efter lidt tids søgen på jorden, kunne han grave et velvoksent eksemplar frem af bladene i skovbunden.

Herefter gik vi videre af frodige stier, hvor vi bla. så orkideer, lokale ingefær og ylang-ylang (Cananga odorata), inden vi kom frem til et af parkens flotte vandfald, Cascade Antakarana, der lå helt uberørt hen.

Videre gennem områder, der i tidligere tider var kunstigt tilplantet, inden vi endte ved en lille teltplads, hvorfra det var muligt at besøge det nærliggende vandfald, Cascade Sacree, der var helligt for lokalbefolkningen og hvor man bragte offergaver før brylluppet.

På lejrpladsen spottede vores guide en mosset bladhalegekko (Uroplatus sikorae), der var så godt camoufleret og bare lignede et stykke mos på en gren, at vi andre almindelige mennesker ikke havde en chance for at opdage den.

Efter nogle timer i parken gik turen tilbage til Joffreville – med det nuværende navn Ambohitra. Byen ligger lige uden for parken, og her skulle vi mødes med resten af gruppen til en god gang frokost på Relais de la Montagne d’Ambre, der er et gammelt landsted, der i dag også fungerer som hotel og restaurant.

Joffreville var tidligere en fransk koloniby og et resort for det franske militær i kolonitiden, og den er den dag i dag præget at gamle, nedslidte og alligevel charmerende bygninger fra den tid.
Efter frokosten kørte vi tilbage til hotellet for at slappe af resten af dagen, men undervejs indlagde vi lige et fotostop for at fotografere en klynge baobabtræer, der var typiske – og endemiske – for det nordlige Madagaskar.

Denne art hedder Adansonia suarezensis og er den mest sjældne af de 6 typer af baobabtræer, der findes på øen.

Ellers var det bare at slappe af med en øl eller drink i hånden og en tur i vandet på denne smukke eftermiddag – og vente på aftensmaden.

Onsdag d 24.10.
Denne dag brugte vi langt væk fra naturen – i storbyen Antsiranana, der indtil 1975 hed Diego Sanchez. Byen, der ligger ved en rolig bugt, har gennem tiderne været en vigtig flådeby, og i dag lægger mange krydstogtskibe an her i havnen. Byen er Madagaskars 7. største by.

Vi brugte det meste af dagen på at vandre lidt rundt og betragte de statelige bygninger fra tiden som fransk koloni og iagttage livet omkring os. Det slog os, at se ældre franske mænd, der var i selskab med yngre, lokale kvinder – og vi kunne da godt lægge to og to sammen.

Der var små, lokale hoteller, hvor vi ikke kunne se os selv overnatte, og større engang så fornemme hoteller med alle mulige faciliteter, der var forbeholdt eliten.

Havnen er en større fiskerihavn, hvor der dagligt landes store mængder af fiske fra Det Indiske Ocean. Efter nogle timer i det pulserende centrum af byen, kørte vi ud til et gademarked, hvor der kunne købes kunsthåndværk i varierende kvalitet – men til billige penge.

Efter frokosten gik det tilbage til hotellet for at hvile ud – eller som jeg valgte – en tur for at få en svalende dukkert i det kurkisblå Indiske Ocean på stranden Baie des Dunes, der ligger helt ud til det Indiske Ocean – nordøst for vores hotel.
Turen gik ud på halvøen til Orangea Beach, hvor franskmændene i kolonitiden installerede militære anordninger for at forhindre fjendtlige skibe i at krydse ind i bugten Baie du Tonnerre, hvor Diego Suarez ligger. I Orangea-lejren kan man se resterne/ruinerne bygninger og batterier fra 1890’erne – efterladt af den franske hær, da de forlod Madagaskar.
Fæstningsværkerne huser kanoner fra dengang, der ligger efterladt i batteriet i Cap Miné, hvor vi gik rundt mellem rustne 320 mm kanoner. Ruinerne af selve lejren, militærbarakker, et underjordisk ammunitionslager, et hospital og Ankorika-radiostationen er stadig synlige på stedet.

På turen gjorde vi holdt ved Baie des Dunes for en dukkert i havet i med fødderne i kridhvidt strandsand uden antydninger af sten – samt ved kiteparadiset Baie des Sakalava. En flot tur gennem et klitlandskab på veje, hvor underlaget var sand, og hvor vi skulle prise os lykkelige for ikke at komme til at hænge fast.

Torsdag d. 25.11.
Dette var vores sidste dag i Madagaskar for denne gang.

Da vi havde god tid, før vore fly skulle gå til Antananarivo ved tretiden, startede vi med en sidste slapper på verandaen ved vores bungalow, inden vi kørte tilbage til Antsiranana for at spise en lækker frokost på en lækker restaurant i vandkanten.
Herefter til lufthavnen lidt uden for byen, hvor vi fik sagt farvel til vores gennemgående guide for alle vores 14 dage på Madagaskar. Og så var det ellers en dag (og nat) der stod i hjemrejsens tegn med mellemlanding i Paris.

Fredag d. 26.10.
Hjemme igen i København sidst på eftermiddagen – og så ellers toget tilbage til Aarhus, hvor vi lige skulle have fordøjet en helt fantastisk ferie i et fantastisk selskab på en fantastisk ø.
Her skal vi simpelthen ned igen…