Prag, 15.-20.9.19

Årets skolerejse med 8. årgang fra Sdr. Vang Skole havde Prag som mål.
Det var undertegnede, der stod for det faglige indhold, i og med at jeg havde været i byen en del gange tidligere, både sammen med familien og på andre skolerejser/studieture, og det var som vanligt Vejle Turisttrafik, der stod for booking, og Svend Erik Blom, der var vores chauffør på turen.
Afgang fra Kolding var søndag aften – og forude ventede en natkørsel til vores første mål, Terezín – Theresienstadt på tysk.

Mandag d. 16.9.
Efter vi var kommet frem til P-pladsen ved Theresienstadt, stod den på medbragt morgenmad, før vi gik over pladsen med de mange grave til indgangen til selve koncentrationslejren.

Her blev vi delt i to grupper, drenge og piger, og med hver vores guide blev vi vist rundt i lejren og hørte om de uhyrligheder, der foregik her.

Oprindelig var Theresienstadt en garnisonsby og et fort, men 10. juni 1940 overtog Gestapo byen og gjorde fortet til et fængsel. I november samme år blev garnisonsbyen lavet om til en indhegnet ghetto for jøder, brugt i nazisternes propaganda for, hvor godt jøderne havde det i det tyske rige. I propagandaen omtaltes Theresienstadt som kurby, hvor ældre tyske jøder kunne ‘gå på pension’ i sikkerhed!

Theresienstadt var i virkeligheden dels en transitcamp for tjekkiske jøder, inden de blev sendt videre til udryddelseslejrene i bla. Dachau og Auschwitz, og dels en ghetto-arbejdslejr, hvortil jøder fra alle de tysk besatte lande blev deporteret.

I 1942 var dødsraten i Theresienstadt så høj, at man blev nødt til at bygge et krematorium syd for ghettoen for at bortskaffe ligene, og i slutningen af krigen udvidedes lejren med et nyt område – den 4. gårdsplads – ‘for at kunne følge med’ i behovet for plads.

I juni 1944 besøgte en Røde Kors-delegation lejren, og i den forbindelse havde tyskerne overført 17000 jøder til andre udryddelseslejre, lige som de havde forskønnet ghettoen til ukendelighed.
I alt ca. 140000 jøder blev overført til Theresienstadt. Heraf blev ca. 88000 deporteret til andre udryddelseslejre, mens ca. 33000 døde i lejren.

Efter besøget på godt og vel 2 timer i Theresienstadt gik turen videre til vores hotel i Prag, Hotel Prokopka i bydelen Žižkov i gangafstand fra centrum, og efter vi var blevet installeret i vores værelser, gik vi i samlet flok – alle tre klasser – ind til centrum.

Vores mål med gåturen var i første omgang den store, brede boulevard Václavské náměstí, Wenzelspladsen, med Nationalmuseet i den ene ende og indgangen til den gamle bydel i den anden ende.

Herfra gik turen til den gamle bydel med rådhuset og Old Town Square, inden vi endte ved Karlsbroen, hvor vi ved Den Gamle Bys Brotårn fik købt billetter til en bådtur på Moldau.

Herfra var der i øvrigt en flot udsigt op over katedralen og slottet.

Bådturen, der varede en times tid, bragte os forbi flere flotte, gamle palæer langs floden.

Efter vi var kommet i land igen (og havde fundet Albert, der missede bådturen), gik turen tilbage over Karlsbroen til Old Town Square, hvor vi oplevede, at klokken i det Astronomiske ur faldt i slag – noget af et tilløbsstykke for de mange turister i byen, der lige som os stod på pladsen og ventede på begivenheden.

Der var nu tid til – efter en kop kaffe – at udforske Old Town Square og området omkring denne, og det første, der falder i øjnene, var Jan Hus-monumentet midt på pladsen.

Jan Hus var præst og en af de første reformatorer, der gjorde op med det katolske kirke. Han fik en del tilhængere, hussitterne, da han prædikede på tjekkisk i stedet for latin, som det var sædvane. Jan Hus blev i 1415 dømt som kætter og brændt på bålet.
Turen gik videre til kvarteren øst for pladsen, hvor eleverne fik lidt frirum til at få noget aftensmad, mens vi lærere spiste på et mindre spisested på Ungeltpladsen, U Štupartů.

Her ligger også Granovskych House, der er en af de smukkeste renæssancebygninger i Prag. Huset – eller paladset, om man vil – blev bygget af den kongelige tolder Jakub Granovsky af Granov på jord, som han modtog af kejser Ferdinand I i 1558. Med sine arkader og sgraffitoer er huset et enestående bygningsværk fra denne tid, og også indvendigt er det overdådigt udsmykket med malerier og anden kunst.

Efter aftensmaden gik turen videre i den indre by over Frans Kafka Pladsen – forbi Absintheriet i Jilskagaden og Galleri Rudolfinum, der ligger ud til Moldau.

Herefter hjemad mod vores hotel – hvor vi vores vej bla. kom forbi Pinkas Synagoge ved indgangen til den gamle jødiske kirkegård, som vi havde på vores program senere på turen.

Ellers var det bare en rolig vandretur hjem til hotellet, hvor den stod på socialt samvær, som det nu altid gør på en skolerejse.

Tirsdag d. 17.9.
Dag 2 i Prag var i første omgang dedikeret til vestbredden af Moldau med slottet og katedralen højt placeret over byen. Efter morgenmaden gik vi derfor klassevis mod centrum, og undervejs passerede vi først den smukke hovedbanegård, Masaryk – bygget i årene 1844-45.

Derefter gik turen videre ad Hybernská-gaden til Obecní dům (Folkets Hus), der er en af de mest berømte jugendstilbygninger i Prag.

Bygningen, der er bygget i perioden 1905-12 og ligger på Náměstí Republiky, bruges i dag hovedsagelig til kulturelle begivenheder, f.eks. koncerter.
Herefter videre til Náměstí Franze Kafky med skulpturen Čtenář v křesle – en bronzeskulptur, der viser en (lille) læsende person i en meget stor lænestol.

Her blev der lige tid til at forevige 8.B foran skulpturen, før vi kunne fortsætte på Manes-broen over Moldau, og vi nåede dagens første større stop i Wallensteins Have.
Pausen brugte vores omvandrende historieleksikon, Martin Bendorf, til at fortælle om den tjekkiske hærleder og statsmand Albrecht von Wallenstein, der var en af de mest indflydelserige mænd i Trediveårskrigen fra 1618-48. Wallenstein blev i øvrigt snigmyrdet af sine egne mænd 25. februar 1634.

Wallensteins Have fra 1630 ligger lidt gemt af vejen med indgang fra gaden Mala Strana. I den ene ende af haven ligger Wallensteins Palads, der i dag huser det tjekkiske senat, mens Rideskolen Wallenstein ligger i den anden ende.

Da pausen var forbi, gik det videre op ad bakken til Pražský Hrad – Prags Borg, der er en hel by i sig selv. Området domineres af St. Vitus Katedralen så vel som Nový Královský Palác, det Nye kongelige Palads, der huser præsidentens embedsbolig.
På vej ind i borgområdet passerer man 1. og 2. borggård – gennem Matyášova brána,

Matiasporten mellem de to borggårde, og når man går ind i den 2. borggård, ser man på højre hånd Kaple svatého Kříže, Det hellige Kors’ Kapel, der i dag bruges til udstilling af St. Vitus-skatten (genstande fra St. Vitus Katedralen).
St. Vitus Katedralen er Tjekkiets vigtigste kirke. Det er den tredje kirke, der er bygget på dette sted, og byggeriet af den nuværende, gotiske kirke blev påbegyndt i 1344 af Karel IV og først færdiggjort i 1929.

Katedralen er smukt og overdådigt udsmykket – både ude og inde.
Går man lidt længere ind i borgområdet – bag katedralen, bliver man mødt af den enkle og stilrene St. George’s Basilica, der er den ældste bevarede kirkebygning i Prags borg, idet den blev bygget allerede i år 920 i romansk stil.

Fra pladsen foran basilikaen kan man gå ind i det idylliske kvarter med Zlatá ulička, Den gyldne Gade. Desværre krævede adgang til dette område nu en indgangsbillet (i modsætning til mine tidligere besøg i Prag), så det undlod vi.
Langsomt var klokken blevet 12 – så det var tid til at afbryde vores besøg i Prags Borg – i og med, at det trak op til vagtskifte; noget af et tilløbsstykke blandt de mange besøgende.

Vi bevægede os derfor uden for borgområdet og blev vidne til vagtskiftet foran slottet, inden det blev tid til frokost i små restauranter og caféer omkring Hradčanské náměstí, Hradcany Plads.
Efter frokosten bevægede vi os ned ad bakken igen mod Karlsbroen, hvor vi lod de næste timer stå i kunstens tegn på vestbredden af Moldau. Første stop på denne tur i kunstens verden var John Lennon-muren, en grafittimur i en lille sidegade, inspireret af John Lennons liv, musik og tekster.

Muren fornys hele tiden med ny grafitti, så ethvert besøg er unikt.
Videre gik turen sydpå langs Moldaus bred og gennem Kampaparken til Kampamuseet og skulpturen ‘De kravlende Babyer’ af David Černý.

Næste – og sidste – punkt på vores rundrejse i kunstens verden var kunstværket Pomník obětem komunismu, mindesmærket for kommunismens ofre.

Mindesmærket, der findes ved foden af ​​Petřín-bakken i bydelen Malá Strana, viser 6 statuer i bronze af et enkelt menneske – hver statue i et andet stadie af individets ødelæggelse, og det symboliserer, hvordan politiske fanger blev ødelagt af kommunismen.
Herfra gik turen tilbage til den vestlige bydel – over Moldau via Jiráskův most, Jirásek-broen, hvor vi passerede Tančící dům, Det Dansende Hus, også kendt som ‘Ginger and Fred’.

Huset, der i dag rummer en række kontorer, skabte en folkelig debat om moderne arkitektur i Prag, hvor nogle fandt, at det ikke passede i det historiske Prag og forstyrrer byens panorama, mens andre roste huset for dets nyskabende og moderne udtryk.
Hvorom alt er, så er bygningen i dag en turistmagnet.
Herfra kunne eleverne i eget tempo søge langs Moldaus bredder til vores næste fælles træfpunkt, Wenzelspladsen og Nationalmuseet, idet de blev opfordret til at smage en af byens kulinariske specialiteter, trdelník, på vejen.

Trdelník er lavet af en dej, der er viklet omkring en pind, derefter bagt og serveret med sukker og valnøddeblanding – en slags lokal wienerbrød.

På vejen til Wenzelspladsen passerede vi endnu engang Old Town Square – dog fra en lidt anden vinkel, således at vi havde et fint blik på Dům U Kamenného zvonu, Stenklokkehuset, og ​​Golz-Kinský-paladset, der ligger på hjørnet af Rådhuspladsen og Týnská-gaden.

Stenklokkehuset, der er resterne af en større bolig, har en lang historie, der går tilbage til 1363, og huset har været restaureret ad flere omgange, senest i 1975-87, hvor den oprindelige gotiske facade blev afdækket. Nabohuset, Golz-Kinský-paladset, er i dag et kunstmuseum.

Efter at vi var samlet igen efter gåturen til Wenzelspladsen, viste jeg eleverne det nøjagtige sted, hvor Jan Palach den 19. januar 1969 brændte sig selv ihjel i protest mod den sovjettiske nedkæmpning af Pragforåret i 1968 i Tjekkoslovakiet.

Efterfølgende kunne jeg også vise dem mindepladen for Jan Palach og Jan Zajic lige ved statuen af Sankt Wenceslas, før turen gik tilbage mod hotellet efter endnu en begivenhedsrig dag.

Onsdag d. 18.9.
Efter et par dage i Prags pulserende liv, var det i dag blevet tid til at søge lidt væk, og det blev til et par besøg i området nord for byen.
Det første stop på programmet var de imponerende sand- og kalkstensklipper omkring borgen Hrubá Skála i ‘Det Bøhmerske Paradis’, ca. 100 km nord for Prag. Området har jeg besøgt flere gange tidligere – første gang for ca. 20 år siden, hvor jeg var på studietur med Ungdomscenter Vejle til området – og faktisk boede på borgen Hrubá Skála med eleverne.

I dag førte jeg eleverne på en vandretur gennem det dramatiske landskab gennem sprækker mellem klipperne og op på nogle af de fantastiske udsigtspunkter, som landskabet bød på. En smuk tur, der selv kunne fascinere en del af de ellers kritiske 8. klasses elever.

Turen sluttede i Hrubá Skálas borggård – igen med en flot udsigt over området.
Efter denne naturoplevelse kørte vi videre til Mladá Boleslaw – hjemstedet for Skoda-fabrikkerne.

Her besøgte vi først Škoda Museet og derefter en af fabrikshallerne, hvor vi kunne betragte arbejdet langs og på samlebåndet og følge fremstillingsprocessen fra en metalplade til den færdige bil… En spændende oplevelse!
Herefter gik turen tilbage til Prag, hvor eleverne – efter en fælles aftensmad på en restaurant nær hotellet – havde aftenen til fri disposition. Det var jo trods alt deres sidste aften på hotellet.

Torsdag d. 19.9.
Vores sidste dag i denne charmerende storby, så dagen startede – ud over morgenmaden – med pakning af kufferter og rengøring af værelserne, inden vi stuvede vores habengut sammen i bussens kuffertrum. Herefter endnu engang den slagne vandretur i klassegrupper ind til Prags centrum.

Som vanligt ad den smukke Hybernská-gade, der førte forbi Prašná brána, den gamle og 65 meter høje krudtport fra 1475, der er starten på den kongelige vej til Prags borg. Vi fortsatte naturligvis ad denne kongelige vej, Celetná, som i dag er en indkøbsgade.
Formiddagen var dedikeret til et besøg i Prags jødiske bydel, Josefov, hvor vores rundtur startede lige midt i orkanens øje – blandt alle de andre turister – i gaden U Starého hřbitova, hvor man finder flere synagoger, ceremonihuset for Prags jødiske begravelsessamfund og det jødiske rådhus.

Her skulle vi i første omgang i Klausová Synagoga, Klausen Synagogen, købe billetter til de forskellige jødiske seværdigheder, vi ville besøge.

Klausen Synagogen er den største synagoge i Prags tidligere jødiske ghetto, og i dag anvendes den kun til udstillinger af hebræiske manuskripter og tidlige tryk, f.eks. af Tora og Talmud.

Efter at billetterne var købt, gik vi rundt om hjørnet til en anden af bydelens synagoger, Pinkasova synagoga, Pinkas Synagogen, hvor indgangen til den jødiske kirkegård også findes.

Pinkas Synagogen, der er den næstældste af de nuværende synagoger i Prag, forbindes til Horowitz-familien, og kan føres tilbage til 1535, hvor den første synagoge byggedes på dette sted. Ved slutningen af 2. Verdenskrig blev synagogens vægge dækket med navnene for ca. 78000 jøder, der blev ofre for shoah (= holocaust).

Pinkas Synagogen er derfor i dag et mindesmærke for de (tjekkiske) jøder, der blev ofre for nazisternes forfølgelser.
Fra synagogen gik turen videre gennem den jødiske kirkegård, der er den mest overfyldte kirkegård i Europa – og sandsynligvis i hele verden.

At der er begravet over 100.000 mennesker på denne lille kirkegård virker urealistisk, men forklaringen er, at gravene – hver gang kirkegården var fyldt med grave – er blevet tildækket og at der derefter er blevet begravet ovenpå dem. Dette blev gjort i alt 12 gange, så der er 12 niveauer af grave på visse steder.
Da vi kom ud fra kirkegården, kunne vi betragte det gamle, jødiske rådhus på hjørnet af Červená og Maiselova – og ikke mindst rådhusets berømte ur, der har hebræiske bogstaver og går baglæns!

Herefter havde eleverne mulighed for at gå lidt rundt i området – og så havde de, der måtte ønske det – fri til indkøb af souvenirs, eller indkøb af snolder til hjemturen…
Et par af eleverne valgt dog lige at følges med mig ved endnu et par besøg i den jødiske bydel.
Altså tog vi så lige et par synagoger mere, når vi nu var i den bydel.

Først gjaldt det et besøg i Staronová synagoga, den Gamle nye synagoge, der ligger over for rådhuset og er den ældste aktive synagoge i Europa. Synagogen blev bygget i 1270, og den var dengang en af Prags første gotiske bygninger. Den Gamle nye synagoge er den eneste synagoge i den jødiske ghetto i Prag, hvor der stadig finder religiøse handlinger sted.
Efter besøget i den Gamle nye synagoge skulle vi blot gå 150 meter ad Maiselova for at se den næste synagoge i rækken: Maiselova synagoga, Maisel synagogen.

Denne synagoge blev bygget i ghettoens guldalder – i slutningen af det 16. århundrede, og i en periode efter 2. Verdenskrig husede synagogen det jødiske museum i Prag. Synagogen er som sådan ikke i brug til religiøse handlinger i dag.
Det var nu tid til at bevæge sig lidt væk og over på den anden side af den fornemme hovedgade Pařížská, der skærer gennem den gamle jødiske ghetto og står som noget af en kontrast til alt det jødiske.

Vores mål var Španělská synagoga, den Spanske synagoge, der er den yngste synagoge i Prag, men ligger på stedet, hvor byens ældste synagoge oprindelig lå. Synagogen, der er to etager høj, er bygget i maurisk stil.
Efter en sen frokost var det så småt tid til at søge tilbage til hotellet i Žižkov, hvor vi skulle mødes med bussen, der skulle køre os tilbage til Kolding.

På vejen tilbage passerede flere markante bygninger, f.eks. Týn-kirken, hvor Tycho Brahe ligger begravet, og Jindřišská Vez, Jindrisskatårnet, fra det 14. århundrede, der med en højde på 67,7 meter er det højeste fritstående kirketårn i Prag.
Endvidere passerede vi den flotte Jeruzalémská synagoga, Jerusalem synagogen, der både ude og inde var domineret af meget stærke farver. Som i den Gamle nye synagoge i ghettoen finder der også religiøse handlinger sted i Jerusalem synagoge den dag i dag.

Synagogen, der tidligere hed Jubilæumssynagogen, idet den blev bygget i 1906 og navngivet til ære for kejser Franz Josef I af Østrigs sølvjubilæum, er i sit udtryk en mærkelig blanding af maurisk stil og jugendstil. Jerusalem synagogen går for at være den smukkeste af Prags 6 synagoger.
Og så var det ellers en række rimelig trætte elever, der vendte tilbage til bussen ved hotellet, og så gik det ellers nordpå – retning Kolding, hvor vi ankom midt på formiddagen fredag d. 20.9.