Aserbajdsjan, 10.-15.7.19

Efter min tur til Aserbajdsjan sammen med Silas i april sidste år (for at se Formel 1), blev jeg så fascineret af landet, at jeg ville tage Claudia med på en længere ferietur – hvor vi ville udvide, så vi skulle besøge alle de tre lande i Kaukasus: Aserbajdsjan, Georgien og Armenien.
Som sagt, så gjort – og da vi omtalte vores planer for vores gode venner, Karsten og Grethe fra Hedensted, var de straks med på ideen, så det blev til en tur på knap tre uger rundt i Kaukasus for os to par.
Fly og hotel blev bestilt og jeg tog kontakt til den guide, som Silas og jeg brugte, da vi var af sted, Fuad, der ejer firmaet Guided Azerbaijan, guidedazerbaijan.com.
Så alt var velforberedt til en fantastisk ferie…

Onsdag d 10.7.
Da vores rejse startede fra Kastrup, valgte vi at indlægge et stop i Ishøj ved Tanja og familie – med lidt frokost og hyggeligt samvær, inden vi blev kørt til lufthavnen sidst på eftermiddagen.
Her stod vi så klar – blot for at beskeden om, at vi var blevet ombooket, da flyet fra Baltic Air var overbooket. Så i stedet for at flyve over Riga til Baku (og være fremme lidt over 3 om natten), havde vi nu en længere rejse over Doha med Qatar Airways – og ville være fremme ved hotellet med 8 timers forsinkelse.

Men at flyve med Qatar Airways i stedet for Baltic Air var noget af en opgradering…

Torsdag d. 11.7.
Efter at vi var landet i lufthavnen i Baku, stod den på en taxa ind til centrum og indkvartering på vores hotel, Old East Hotel, lige midt i Bakus gamle bykerne.

Herefter benyttede vi eftermiddagen til at få kigget lidt på bykernen, der samlet set står på UNESCOs Verdensarvsliste.
Første punkt på vores tur var havnepromenaden med tilhørende parkanlæg. Her kunne vi bla. nyde det nyopførte indkøbscenter, Dǝniz Mall – udefra.

Et imponerende bygningsværk, der ovenfra ligner en udsprungen blomst med 8 kronblade. Også tæppemuseet, et bygningsværk, der minder om et sammenrullet gulvtæppe, lå i dette område, og igen: et flot, anderledes og interessant bygningsværk. Det var i det hele taget en spændende sted at sidde og nyde eftermiddagskaffen eller en is.

Efter kaffen stod den på en tur i Mini-Venedig, der, som navnet siger, var et område med små kanaler. Herefter vandrede vi videre langs søen på promenaden mod nordøst…

… til anlægsbroen ved Aserbajdsjans Uafhængighedsmuseum, hvorfra der var en flot udsigt ind over byen og op til de tre Flammetårne.

Herfra gik vi så videre til Springvandspladsen, Fountains Square, der er et almindeligt mødested for byens borgere – bla. ved bronzestatuerne ‘Pigen på bænken’ eller ‘Pigen med paraplyen’. Et andet muligt mødested var ved ‘Violinspilleren’ på Nizami Street.

Mod øst – mod Molokan-parken – kunne man gå under arkader, og hvis man kiggede op, kunne man se scener fra livet i Aserbajdsjan.

Efter en kop kaffe gik turen tilbage til den gamle bykerne via Nizami-pladsen med Museet for Aserbajdsjansk Litteratur, og undervejs passerede vi de kendte byporte, Qoşa Qala Qapısı (Den dobbelte Slotsport).

Godt trætte fandt vi et sted at spise aftensmad, før det gik tilbage til hotellet for at få en god nats sammenhængende søvn.

Fredag d. 12.7.
Efter en behagelig nat i rigtige senge og en fin morgenmad på hotellets rooftop blev vi afhentet af vores guide fra Guided Azerbaijan; og dagens program stod på sightseeing i Bakus opland.

Første punkt på programmet var det historiske vartegn vest for Qobustan, sydvest for Baku, og på turen derud fik vi set store områder, hvor der blev boret efter olie, både til lands og til vands.
Qobustan State Historical and Cultural Reserve, der er på UNESCOs Verdensarvliste, er et område, hvor områdets beboere i en periode på flere tusind år har hugget petroglyffer (helleristninger) i områdets klipper.

Besøget i området startede på Gobustan National Park Museum med en rundvisning og en introduktion til områdets mange petroglyffer – inden vi kørte det sidste stykke op til selve området med klipperne og de illustrationer, der fandtes her. Og advarslerne var tydelige nok: Pas på slangerne – så det var bare med at se sig for, når man gik gennem området…

De fleste af de mere end 6000 petroglyfferne er meget velbevarede og forestiller mennesker og dyr samt scener med jagt, dans, stammelivet og daglige gøremål. De ældste af motiverne er omkring 20000 år gamle, og nyere motiver er til dels udhugget oven på ældre.

Ud over området med petroglyffer finder man også 4 syngende sten, hvoraf den ene af disse sten står ved indgangen til reservatet. Stenene giver en hul, ringende lyd, når den bliver ramt af en mindre sten, og det er derfor muligt at spille på den som på en tamburin.

Denne resonans er skabt af små huller inden i stenen skabt af det tørre klima og virkningen af naturgas.
Endelig er området – syd for Gobustan – også kendt for muddervulkaner.

Der er kendt ca. 700 muddervulkaner i verden – heraf findes de 600 i Aserbajdsjan og 300 alene i området syd for Gobustan. Muddervulkanerne indeholder mudder og andet finkornet materiale blandet med vand, der presses op af gasser og strømmer ud på jordoverfladen.
I Aserbajdsjan er gasserne kulbrinter, der er dannet af gas og olie i undergrunden, og da temperaturen i muddervulkaner er meget lavere end i ‘almindelige ildvulkaner’, så man kan bade i dem.

Turen ud til vulkanområdet gik ad fine veje – noget af en kontrast til mit besøg her i april sidste år sammen med Silas, hvor vulkanerne kun kunne nås på en halv time ad ikke-eksisterende veje i terrængående køretøjer.

Efter besøget ved muddervulkanerne vendte vi næsen nordpå, og vores næste stop var Bibi-Heybat moskeen i den sydlige udkant af Baku. Moskeen er en nøjagtig kopi fra 1990’erne af en moske af samme navn og bygget på samme sted i det 13. århundrede, der blev ødelagt af bolsjevikkerne i 1936.

Den nuværende moske er et flot bygningsværk med tre kupler og to minareter beliggende på en stor plads, hvorfra der er udsigt over området med Baku i horisonten.
Fra moskeen kørte vi de få kilometer til Vandsportspaladset i Baku – ikke så meget for paladsets skyld, men i parken foran havde man opstillet bla. en kopi af verdens første mekanisk borede oliebrønd fra 1846.

Videre gik det ind til Baku, hvor næste punkt på programmet var et besøg i Villa Petrolea, der var brødrene Nobels residens i Baku indtil 1920 – og i dag er den eneste museum for Nobel uden for Sverige. Villa Petrolea er bygget fra 1882-84, og det var den første bygning i Baku, der havde ventilationssystem og en telefonlinje.

En del af den formue, der bruges til Nobelprisen, stammer fra Alfred Nobels olieaktiviteter i Baku, men rent faktisk besøgte Alfred Nobel aldrig Baku, mens det var hans storebror Ludvig, der boede her og styrede familieforetagendet Branobel.

I øvrigt er det en statue af Alfred Nobel, der – omstændighederne taget i betragtning og noget misvisende – står i haven foran bygningen. I øvrigt er familien Nobel og deres olieeventyr i Aserbajdsjan en spændende historie, der er værd at sætte sig ind i!
Efter det spændende besøg i Nobels hus gik det videre til ‘Det brændende bjerg’, Yanar Dag.

Yanar Dag er en naturgasbrand, der brænder konstant på en bjergskråning – og det har den så gjort uafbrudt siden den blev antændt ved en fejl af en hyrde i 1950’erne.

Det er udsivende naturgas, der holder liv i flammerne, der kan blive op til 3 meter høje.
I øvrigt havde man bygget både et amfiteater, udstillingslokaler, toiletter og et moderne indgangsparti, siden jeg sidst besøgte stedet for godt et år siden.
Sidste besøg på dagens program var Heydar Alijev Center, der er et bygningsværk, der blev færdiggjort i 2012; byggeriet startede i 2007.

Centret, der er et imponerende bygningsværk helt uden skarpe vinkler, rummer udstillinger, konferencer og uddannelsesmæssige og videnskabelige konkurrencer. Centret er helt unikt i sin form og skulle illudere en foldning af landskabet…
Efter besøget her gik turen tilbage til aftensmad i den gamle bydel, efterfulgt af en god nats søvn på vores hotel og en fordøjelse af dagens mange indtryk.

Lørdag d 13.7.
Efter endnu en lækker morgenmad blev vi afhentet af vores guide – og på programmet stod nu en tur til det nordvestlige Aserbajdsjan, hvor hovedattraktionen var byen Shaki med Shaki Khans Palads.
Første stop på turen var Diri Baba Mausoleum i byen Qobustan. Bygningen er helt unik; der er tale om en 2-etagers mausoleum-moske fra det 15. århundrede indlejret i klippen bagved, og faktisk hænger den i klippen og er ikke bygget på jorden.
Mausoleet besøges af mange pilgrimme og nysgerrige, idet der er knyttet en del legender og mystiske begivenheder til stedet.

Fra mausoleet gik turen videre retning Shaki. Det betød også et rejse gennem flotte, bjergrige landskaber – visse steder på veje af tvivlsom kvalitet. Over en længere strækning måtte vi endda køre på grusveje, fordi de var ved at anlægge ny vej…

Vi passerede på vejen en del steder, hvor der blev solgt honning i alle mulige farver og former, ligesom vi stoppede i en mindre landsby, hvor vi smagte lokale pandekager, goyarti gutabi, der er lavet på en jernplade som pande og som er fyldt med årstidens grønt, f.eks. spinat eller koriander.

Uanset fremstillingsmåden, så smagte de fantastisk, og kvinden, der solgte os pandekagerne, havde helt sikkert en fantastisk og indbringende dag!
Efter en lang køretur kom vi endelig frem til Shaki, hvor vi i første omgang skulle besøge Shaki Khans Palads – et fantastisk udsmykket palads, der blev optaget på UNESCOs Verdensarvliste få uger før vi besøgte stedet.

Shaki Khans Palads var sommerresidens for Shaki-khanerne, der var et af de mest magtfulde khanater (svarende til fyrstedømmer, der eksisterede under den iranske shah) i Kaukasus. Paladset, der blev bygget i 1797 af Muhammed Hasan Khan, ligger i en fæstning i Shaki sammen med flere andre bygninger, bla. et rundt tempel, som man ikke rigtig har kunnet identificere som moske eller kirke.

Paladset er overdådigt udsmykket i alle dets rum – fra gulv til loft, bla. med jagtscener og dyremotiver, og det er kun muligt at besøge det sammen med en lokal guide, der passer på, at intet bliver berørt på rundvisningen.

Efter besøget i paladset gik turen videre til byens Karavanserai, der er flot restaureret.

Et karavanserai finder man i mange byer i Aserbajdsjan (og andre muslimske lande), og de fungerede før i tiden som en slags kroer, hvor de rejsende, f.eks. på Silkevejen, kunne hvile ud efter dagens rejsestrabadser.

Med restaureringen af landets karavanseraier er det i dag muligt at overnatte her – til en anstændig pris.
Efter besøget i karavanseraiet var det tid til at vende retur til Baku, men inden vi begyndte den lange tur ‘hjemad”, tog vi en omvej omkring Kiş, hvor vi skulle besøge byens kirke, der er georgisk ortodoks, og i øvrigt har (haft) mange navne: Saint Eliseus’ Kirke og Den Hellige Guds Moders Kirke – for blot at nævne nogle af dem.

Kirken, der dateres til begyndelsen af det 12. århundrede, er delvist nedlagt på grund af mangel på sognebørn, men der holdes alligevel regelmæssigt messe i kirken af en georgisk præst.

Der har ad flere omgange været arkæologiske udgravninger i og omkring kirken, og i den forbindelse har man på et kultisk sted under kirkens alter fundet genstande, der daterer sig til omkring 3000 f.kr.

Kirkegården er meget lille, og højst 50 personer er begravet her; den ene grav er forsynet med en plastplade, så man i graven kan se skelettet af en temmelig høj mand…
Efter vores besøg i kirken gik turen så tilbage til Baku – med en enkelt ufrivillig pause, idet vi blev stoppet af politiet i mørket for at køre for stærkt på en laaaang strækning med vejarbejde.

Søndag d 14.7.
Tidlig morgenmad – og igen på langtur; denne gang nordpå og op i bjergene.
Derfor gik det gennem Aserbajdsjans tredjestørste by, Sumqayit – en soveby og industriby lige nord for Baku – og så på Hightway M1 nordpå til byen æble- og tæppebyen Quba, der er en by ved foden af Kaukasusbjergene i det nordøstlige hjørne af Aserbajdsjan.
Quba er af flere årsager interessant, idet den har både interessante og specielle moskeer, et tyrkisk bad, en jødisk bydel og et mindesmærke for det armenske folks massakrer på Aserbajdsjanerne.

Første stop var Juma-moskeen ved byens park, lige i centrum af byen. Moskeen, der er bygget i 1802 i røde mursten med en kuppel i metal, er ottekantet og faktisk et af de ældste religiøse centre i hele det nordøstlige Aserbajdsjan. Moskeen kaldes også Fredagsmoskeen, og dens ottekantede form er typisk for Quba – og i øvrigt ingen andre steder! Kuplen har en diameter på 16 meter, så moskeen tager ingen priser for dens størrelse.

Fra Juma moskeen gik turen videre til an anden af byens moskeer, Haji Jafar Moskeen, en tur på mindre end 300 meter. Denne moske er ligeledes ottekantet, og den er et farvestrålende bygningsværk fra 1902, altså nøjagtig 100 år yngre end Juma-moskeen.
Endnu et bygningsværk stod på besøgsprogrammet for Quba, nemlig byens tyrkiske bad, Gümbəzli hamam, fra det 18. århundrede.

Badet, der betragtes som en af perlerne i østlig arkitektur, var i brug indtil 1985, hvor driften blev indstillet, fordi kloakledningen var blokeret. I dag er bygningen, der er omgivet af et rækværk bygget af UNESCO, fredet.
Som et kuriosum – og en overgang til næste besøgssted i byen – druknede armenerne mennesker i badet under folkedrabet i 1918.
I øvrigt badede Alexandre Dumas her i badet under sin rejse til Kaukasus i 1858-59.

Vi fik herefter mulighed for at se lidt på byens til tider noget særprægede arkitektur, hvor bla. nedløbsrørene – eller rettere udsmykninger på nedløbsrørene – faldt os i øjnene.
Fra badet gik turen videre til Folkedrabsmuseet, Quba Genocide Memorial Complex, i byens nordvestlige udkant syd for floden Gudiyalchay. I 2007 ville man anlægge et nyt stadion i Quba, og da man gravede ud til dette, fandt man et massegravsted, som efterfølgende blev undersøgt af retsmedicinere fra Aserbajdsjans Videnskabsakademi.

Undersøgelsen af skeletresterne tydede på, at der var tale om folk, der først var blevet henrettet og derefter smidt i brønde op til 5 meter dybe, og den Aserbajdsjanske regering udtalte, at der var tale om en begravelse af ofrene for en massakre, begået af armenske militser mod den lokale befolkning i 1918. Denne påstand er aldrig blevet bevist eller efterprøvet af uvildige forskere.

Komplekset, der består af Memorial (hvor knoglerne blev fundet), en symbolsk kirkegård med æbletræer og selve folkedrabsmuseet, blev indviet 18.9.2013.
Efter det lidt dystre besøg i folkedrabsmuseet gik turen op i bjergene, hvor vi skulle besøge landsbyen Xınalıq, der efter sigende er den fjernest beliggende landsby i Europa.
Inden vi nåede så langt blev der dog tid til en spisepause ved Afurdzhin-vandfaldet, der er det højeste vandfald i Aserbajdsjan.

Frokosten bestod af pandekagerne med fyld – goyarti gutabi – solgt fra en stand langs vejen – som vi også fik i går.

Efter pausen gik turen videre gennem snørklede bjergveje i flotte og unikke, eroderede landskaber op i højderne ad veje, hvor biler ikke var i stand til at komme frem for blot få år tilbage, indtil vi – via landsbyen Qalaxudat – ankom til den helt isolerede by Xınalıq, der ligger i 2350 meters højde.

Her har man gennem århundreder levet isoleret fra omverdenen med det resultat, at man havde udviklet sin helt egen måde at leve på, med sit helt eget sprog og i huse – bygget med de forhåndenværende materialer, f.eks. sten indsamlet i bjergene.

Selv brændslet i byen var specielt: tørret dyremøg, som var møjsommeligt indsamlet og tørret i solen.

Et lille etnografisk museum, der viste fund fra byen, var der da også blevet plads til.

Efter et ophold på en times tid på dette fascinerende sted, gik turen tilbage til Quba, hvor vi ved vores guides mellemkomst kom ind på en fabrik, Qədim Quba, hvor der fremstilledes håndknyttede tæpper, og hvor hans mor viste os teknikken.

Hun fortalte os om sit arbejde med at knytte tæpper (med vores guide som tolk) og demonstrerede for os, hvordan hun arbejdede med garnet.

Sidste stop i Quba var den jødiske bydel, der tydeligvis var mere velstående med flottere huse end resten af byen.
Herefter gik turen tilbage til vores hotel, hvor vi ankom i mørke, og hvor vi – inden vi kunne lægge os til hvile – lige skulle have lidt mad på en af de mange restauranter i den gamle bydel, İçəri Şəhər.

Det gav os også lige mulighed for at kigge lidt på farvespillet på de tre ‘Flametowers’, der lyste godt op i mørket.

Mandag d 15.7.
Denne – vores sidste dag i Aserbajdsjan – var helliget Baku, hvor vi vandrede rundt på egen hånd.
Vi startede med en kop formiddagskaffe i restaurant Mado lige ved Fountains Square.

Den glade giver var Fuad – ejeren af firmaet GuidedAzerbaijan, som havde kørt os rundt i landet de seneste dage. I øvrigt var det også Fuad, der var guide ved mit besøg i landet sidste år sammen med Silas.
Herfra gik vi forbi Nizami-museet for aserbaidjansk litteratur og tilbage til den gamle bydel, İçəri Şəhər – gennem parken Sabir Bağı med et smukt, ottekantet springvand – og vi kunne beundre kunstværkerne uden for Ali Shamsi Artist Workshop.

Videre gik vi langs den gamle by- og fæstningsmur til Shirvanshahs palads, som blev bygget mellem det 13. og 16. århundrede.

Paladset anses for at være et af de mest storslåede arkitektoniske værker i det nære østen, og det kom i år 2000 på UNESCOs Verdensarvliste. Paladset er en del af et større kompleks, der består af mange bygninger, hvoraf de vigtigste er: Divank-hana, Shirvanshahs grav, Shah-moskeen, Palads badene, jagthytten, paladsforskeren Seyyed Yahya Bakuvis grav og resterne af Keygubad-moskeen.

Divankhana er en 8-kantet pavillon med en 12-sidet kuppel, hvis funktion er ukendt, men man mener, at den har været en reception, en statsrådsbygning eller en grav.

Vi fik besøgt en del af de anførte bygninger og mærkede historiens vingesus, idet mange af bygningerne var rigtig godt bevaret for eftertiden.

Efter besøget i paladset gik vi videre ned i byen – forbi flere cafeer, smukke altanerne på husene og gadesælgere, der solgte alt fra ragelse til deciderede antikviteter – til den gamle bydels anden store seværdighed, Jomfrutårnet, der samtidig er det helt store nationale symbol.

De ældste dele af tårnet er fra det 12. århundrede, og tårnet menes at have sin rod i zoroastrianismen, en iransk religion, der den dag i dag har tilhængere især i Mellemøsten. Tårnet skulle – mener en del forskere – have været et ildtempel under zoroastrianernes tid i det nuværende Aserbajdsjan, bla. bygget på, at tårnet har 7 brandudgange på toppen.
(Zoroastrianerne mente, at der er 7 trin eller 7 himmel for at nå himlen.)

Lige ved tårnet ligger det historiske Haci Bani Hamam, et badekompleks, der har ligget skjult under jorden i århundreder. Badet blev fundet under arkæologiske udgravninger i 1964, og er lukket for besøg – med undtagelse af en café, der er indrettet på taget – mellem kuplerne.

I nærheden af Jomfrutårnet er der ligeledes mulighed for at besøge et af byens Karavanseraier, hvor der i dag er hhv restaurant og handelssteder.

Nu var dagen efterhånden så fremskreden, at det var tid til lidt sen frokost, så vi søgte til den lidt afsides beliggende restaurant Old Garden i Azim Azimzadeh Park – opkaldt efter en aserbaidjansk kunstner, der blev kendt på sine karikaturer.

På restauranten fik vi – ud over en lækker frokost – levende musik til maden, idet en lokal musiker spillede og sang sit hjemlands vemodige sange for os.

Med maverne fyldte gik vores tur videre mod det lidt mere pulserende Baku nord for den ældste bydel, İçəri Şəhər, bla. for at kigge lidt på indkøbsmulighederne i nogle af byens malls.

Dette bragte os forbi Heydər Əliyev Sarayı  eller Heydar Aliyev Palace på ‘europæisk’. Den imponerende bygning, der tidligere hed Baku Palace eller Republik Palace, er et koncertkompleks, hvor der afholdes statsbegivenheder sideløbende med kulturelle programmer. Koncertsalen i paladset er den største scene i Aserbajdsjan.

Heydar Aliyev Palace ligger for enden af Vinterparken – som der i øvrigt ikke er meget park over, idet det meste af parken er beton suppleret med mindre bede, caféer og bænke, hvor man kan slappe af.

I øvrigt faldt vores blik på lokale vinduespudsere, der arbejdede i et af højhusene langs parken, hvor også hoteller som Marriott Baku og Winter Park Hotel Baku ligger.

Det var nu ved at væres sidst på eftermiddagen, så det var tid til at søge tilbage til den gamle bydel for at få lidt aftensmad og så komme tilbage til vores hotel og hente bagagen og søge mod lufthavnen, hvor vi skulle nå flyet mod Tbilisi. Men på vejen tilbage oplevede vi bla. at den lokale mandlige befolkning slappede af i parker og på gadehjørner med et slag backgammon.

Altså: Tak til Aserbajdsjan for denne gang.