Sønderho Fanø, 24.-28.3.18

I forbindelse med Påskeløbene i orienteringsløb, der i år fandt sted på Fanø, valgte vi at leje et lækkert sommerhus i første klitrække midt på øen og få lidt ekstra ud af påskeferien. Det betød også, at vi havde dagene i påskeugen fra lørdag til onsdag til at tage ud og se på nogle af Fanøs – i første omgang Sønderhos – seværdigheder, inden det Skærtorsdag gik løs med løbene.

Lørdag d. 24.3.
Tidligt hjemmefra fra Vejle og med færgen fra Esbjerg til Fanø ved middagstid, og herefter var der ikke andet på programmet end at køre til vores lejede sommerhus på Havstien nær ved Rindby Strand. Dog gjorde vi lige et ekstra holdt ved en sandbanke ud for Langelinje i Nordby, hvor en gruppe af spættede sæler havde indtaget sandet. Og her lå de så bare og hvilede ud – helt uforstyrrede.

Og efter at have beundret dette syn nogle minutter gik det videre til sommerhuset, hvor vi fik pakket ud, og slappede lidt af med en gåtur ved stranden og med at få kigget lidt på området.

Søndag d. 25.3.
Planen for dagen hed primært Sønderho og området heromkring, så efter morgenmaden og morgenrutinerne satte vi kursen mod Sønderho Kro, hvor vi nød vores frokost i den hyggelige krostue, der var indrettet i gammel stil.

Efterfølgende gik vi lidt rundt i byen og betragtede de gamle gårde og bygninger.
Denne tur bragte os forbi det gamle sprøjtehus, der er et af de ældste af sin slags i Danmark. Bygningen var almindelig bolig indtil 1868 og herefter sprøjtehus, hvor byens brandsprøjte stod placeret, indtil 1963.

I dag er bygningen brandmuseum og rummer bla. en sprøjtevogn fra 1895, der stammer fra Schackenborg – men som er af samme type som Sønderhos oprindelige sprøjtevogn fra 1868.
En anden markant bygning, som vi passerede, var Hannes Hus, der i dag er museum og et eksempel på et typisk Sønderhohjem. Huset er bygget i 1770’erne og været i samme families eje indtil Fonden Gamle Sønderho overtager huset i 1965, da den ugifte Karen Sørensen på 84 år sælger huset.

Huset står med sit oprindelige indbo og er et fremragende eksempel på en bolig fra 1800-tallets Sønderho. Desværre havde huset ikke åbent så tidligt på året – så det blev ved et syn udefra…
Efter nogle timer i Sønderho bevægede vi os knap 5 km nordpå for at besøge en af Fanøs tre unikke fuglekøjer, Sønderho gamle fuglekøje, der blev grundlagt i 1866 som den sydligste af de tre fuglekøjer.

Fuglekøjen, der er åben fra solopgang til solnedgang, står i dag som et eksempel på den meget specielle fangstmetode med lokkeænder, der engang var i brug, men som blev forbudt i Danmark i 1931.

En fuglekøje er et anlæg til fangst af vildænder og andre trækfugle i en kunstigt anlagt sekskantet dam, der i hvert hjørne er forsynet med 6 krumme kanaler, som er overdækket med net. Hver kanal afsluttes med en ruse. Ved hjælp af tamme og stækkede lokkeænder lokkes vildænder på efterårstræk ind i ruserne, hvor de af aflives af fangemesteren.

De første fuglekøjer blev anlagt i Holland i 1500-tallet, men siden 1866 blev der efter hollandsk forbillede også anlagt fuglekøjer på Fanø.

Mandag d. 26.3.
En dag, hvor kameraet blev hjemme, og hvor det var Nordby og hygge i sommerhuset, der stod på programmet. Det vil sige, at dagen i dag blev brugt på noget “ikke-sightseeing” med besøg i små forretninger, på bryggeriet og så ellers afslapning i sommerhuset, hvor vi fik besøg af Hjaltes venner Morten og Sarah fra Aarhus. Dagen blev endvidere brugt på en lang vandretur på stranden og tilberedelse af lækker mad.

Tirsdag d. 27.3.
Igen i dag havde vi blikket vendt mod Sønderho. Turen gik først til Sønderho Havn, der er en naturhavn, der ligger ved tidevandsrenden Dybet, der i 1980’erne begyndte at sande til og umuliggjorde sejlads til havnen.

Da sejladsen til og fra Sønderho gennem Vadehavet har dybe historiske rødder og har præget lokalsamfundet siden 1700-tallet, stiftede man i 2008 en forening med det formål at genetablere havnen – med en løsning som gjorde, at havnen ikke ville sande til igen. Projektet sættes i søen senere i år.
Men som tingene står nu, så kunne vi nyde havnen som naturlig – uden indgreb fra menneskehænder.

På havnen og uden for diget – lidt væk fra vandet – står en stormflodssøjle, opsat i 1998. Stormfloder har gennem tiderne været hårde ved Sønderho, og de højeste vandstande var i 1835 og 1839, hvor vandet begge gange var 5,33 meter over daglig vande.
På søjlen er med bånd markeret vandstandshøjden ved nogle af de mest markante stormfloder.

På havnen finder man ligeledes huset eller halvtaget “Børsen”, der tidligere var samlingssted for byens indbyggere, hovedsagelig søfolk, hvor de kunne sidde og diskutere, hvad der skete ude i verden.

Fra havnen gik vi endnu en tur gennem byens stræder og betragtede byens huse og gårde, inden vi tog vejen Søndertoft mod lyngbakkerne syd for byen. Her passerede vi – i Søndertoft nr. 8 – det lille, gule Lærerindens Hus og Sønderho Skole på Kåvervej. Skolen er nu lukket og bygningerne bruges til børnehus og diverse fritidsaktiviteter.

I bakkerne syd for skolen besøgte vi Kåveren, der er Danmarks ældste sømærke fra 1624, og som blev brugt som pejlemærke for de søfarende. Kåveren er 14,5 meter høj og ligger derudover på en 18,65 meter høj bakke, kaldet Kåverbjerget.

Fra Kåveren gik turen tilbage til byen – til Sønderho Kirke, beliggende i byens nordvestlige del, tæt ved Landevejen til Nordby. Kirken er opført i 1782 med en sådan størrelse, at der var plads til alle sognets voksne beboere, og kirkens grundplan er – noget atypisk – næsten kvadratisk.

Kirken er mest kendt for sit specielle indre med mange kirkeskibe og gamle gravsten fra omkring år 1700, og gravstenene på kirkegården bærer præg af, at byens befolkning gennem tiderne typisk var beskæftiget inden for søfart.
Fra kirken gik vi videre ad landevejen til nummer 27, Galionsgården, der har fået sit navn efter en farvestrålende galionsfigur opsat på en grønne port ind til huset.

Huset går for at være et af Fanøs mest fotograferede huse – og jeg kunne da heller ikke holde mig tilbage.
Under vores rundtur i byen faldt vi også over en væg med illustrationer af Sønderhos udvikling fra renæssancen til i dag.

Da uret efterhånden viste midt på eftermiddagen blev sidste punkt på dagens program lidt frokost og en is i Sønderho, inden gik turen tilbage til sommerhuset til at slappe af og ellers forberede lidt aftensmad.

Onsdag d. 28.3.
Dette blev igen en dag med lidt afslapning i sommerhuset – dog afbrudt af en eftermiddagstur til Sønderho, hvor vi lige skulle have en ekstra ting med: Møllen.

Sønderho Mølle er en hollændermølle fra 1895, og den var egentlig dømt til nedrivning, da fonden Gamle Sønderho købte den i 1928. Fonden restaurerede herefter møllen i etaper, som der blev råd til det, og har inden for de senere år fået nye møllevinger og krøjekrans.
Det er muligt at komme ind og se møllens indre – hvilket vi naturligvis gjorde.

Efter besigtigelsen af møllen gik turen tilbage til sommerhuset for at gøre klar til de næste trer dages orienteringsløb i klitterne ved Havside bjerge og i Fanø Klitplantage.

Men det er jo en helt anden historie…