Sri Lanka 14.-27.7.18

Denne sommerferie var så tiden til realisering af en drøm, vi har haft i flere år: En rejse til Sri Lanka.
Efter vores rejse med TSS Travel Service Scandinavia til Tyrkiet/Dubai i 2013 har vi jævnligt fået tilbud om rejser med dette selskab til nære og fjernere rejsemål, og for nogle måneder siden var det så Sri Lanka, der var kommet på deres program; en uges rundrejse til nogle af øens seværdigheder efterfulgt af en uges afslapning/badeferie på et luksushotel i Kalutara syd for hovedstaden Colombo. Vi var ikke mange dage om at beslutte os, og bestilte rejsen i forventningen om at få små 14 dejlige dage på øen.

Lørdag d. 14.7.
Afrejse fra København først på aftenen med Turkish Airlines – med to indlagte stop undervejs. Først skulle vi skifte fly i Istanbul, hvorefter vi mellemlandede i hovedstaden Malé på Maldiverne, inden vi endelig midt på eftermiddagen landede i lufthavnen i Colombo.
Først her fik vi oversigt over, hvem der var med i vores gruppe og kunne begynde at lære de mennesker at kende, som vi skulle tilbringe de næste par uger sammen med. Efterhånden som gruppen blev samlet og vi fik vekslet til lidt lokal valuta, kunne vi bevæge os ud i bussen og køre til vores hotel, Suriya Resort Kamala i Negombo, hvor vi skulle tilbringe den næste nat.

Efter indkvarteringen blev der tid til at strække benene i området omkring hotellet, og ved den lejlighed faldt vi – i en lille dam foran hotellet – over en flok hvidbrystede rørhøns (Amaurornis phoenicurus). der havde slået sig ned sig her, og endda havde ynglet.

I øvrigt kunne vi godt trætte flade ud på værelset efter en lang rejsedag.

Søndag d. 15.7.
Dette var en dag med en del transport, idet vi skulle fra Negombo til Sigiriya – en bustur på 4-5 timer, inden vi kunne indlogeres på Sigiriya Village Hotel i nærheden af den berømte Løveklippe med resterne af en historiske by og paladset Sigiriya på toppen.
Efter vi havde fundet os til rette på hotellet og havde fået tildelt vores helt egen hytte, fik vi lidt at spise, og vandrede rundt mellem hotellets hytter for at lære området at kende. På vores vej stødte vi på flere interessante dyr i form af asiatisk båndvaran (Varanus salvator), bengalsk varan (Varanus bengalensis), oppe i et træ, og den allestedsnærværende srilankansk grå langur (Semnopithecus priam thersites), der havde slået sig ned nær hotellets restaurant.

Efter frokosten drog vi af sted for at besøge Løveklippen, der i virkeligheden er en monolith, der rager 180 meter op i forhold til det omgivende skovområde, og som siden 1982 har været på UNESCOs Verdensarvliste.

Historisk set er klippen interessant, idet kong Kasyapa, der var konge fra 479-495 e.Kr., byggede et paladskompleks på toppen af klippen og flyttede hovedstaden fra Anuradhapura til Sigiriya for at kunne beskytte sig mod sine fjender – først og fremmest sin egen bror, Moggallana, som han i nogle år forinden havde snydt for tronen.
I området neden for klippen er der anlagt haver og damme, og herfra fører stejle trapper mod toppen af klippen.

Den vestvendte side af klippen var oprindelig dekoreret med over 500 klippemalerier, der afbillede apsaraer, kvindelige guddommelige nymfer i form af sangere og dansere. I dag er det kun 21 af disse malerier, der er bevarede. De befinder sig i en lille halvtag halvvejs oppe af klippen, hvor de er beskyttet af vejr og vind.
Oprindelig førte vejen fra bunden af klippen ad trappetrin, der var hugget ind i klippen, men de er efterhånden for slidte og ikke egnede til større mængder af turister. Derfor er er trinnene afspærret, og man søger opad på nyere metaltrapper og gange, der – på trods af at de mange steder ser lidt usikre ud – indtil videre holder…

Når man har forceret de mange trappetrin, kommer man til den sidste afsats inden toppen, og fra denne afsats mod toppen af klippen med ruinerne af det tidligere palads passerer man gennem to løvepoter, der er de eneste tilbageværende og intakte dele af en indgang, der på kongens tid var formet som en monumental løve.

Og turen til toppen betaler sig. Ikke blot på grund af den flotte og betagende udsigt, men også fordi man kan se kongetronen – hugget ud af klippen, ruinerne af de kongelige gemakker og en række haver og damme.

Alt i alt var vores flere timer lange besøg på og ved klippen en stor oplevelse, og mættede med indtryk kunne vi drage tilbage til hotellet, hvor vi hvilede ud ved poolen – og så ellers fik lidt at spise, inden vi gik til ro.

Mandag d. 16.7.
Efter morgenmaden deltog vi i en udflugt til Polonnaruwa, hvor vi skulle besøge den antikke by, der daterer sig tilbage til før 1070 e.Kr., og som område ligeledes er et af UNESCOs Verdensarvsteder i Sri Lanka. Området med den antikke by er så stort, at man er nødt til at køre rundt, hvis man skal nå at se nogle af de mange ruiner, templer og andre religiøse seværdigheder i løbet af en dag, så det gjorde vi naturligvis – med 4 indlagte stop på vejen rundt.
Første stop gjaldt de sydligste seværdigheder, herunder det kongelige palads, Vijayotpaya, der tilhørte Kong Maha Parakramabahu – der regerede i kongeriget Polonnaruwa fra 1153-1186.
Paladset har været et imponerende bygningsværk, hvor kun ruinerne af tre etager står tilbage.

Man mener dog, at paladset har været et 7 etagers bygningsværk, hvor hver etage har haft bjælker, der har understøttet trægulve, og i alt mener man, at det har rummet omkring 1000 værelser. Der er ligeledes beviser på, at paladset blev ødelagt af en omfattende brand.

Rundt om paladset ser man spor efter rituelle bygninger, lagerrum og boliger for paladsets ansatte.
Der var en del besøgende ved paladset, herunder flere buddhistiske munke.
Meget tæt ved paladset ligger den kongelige audienssal, som er en af de bedst bevarede bygninger i gruppen af bygninger omkring paladset.

Bygningens vægge er udsmykket med udhuggede elefanter i forskellige positioner, og trappen op til hallen er forsynet med to store stenløver, der passer på indgangen.

Lidt længere mod sydøst, men stadigvæk i det royale område, finder man Kumara Pokuna, det kongelige bad. Badet er anlagt i korsform, og det er lavet af stenplader. Vandet i badet føres gennem en underjordisk passage fra voldgraven til badet og falder ned i bassinet gennem dragemunde.

Ved siden af badet ligger ruinerne af en lille pavillon, der menes at være et omklædningsrum (Salu Mandapaya) for de personer, der skulle bruge badet, og ved indgangen til denne pavillon ligger en elegant udskåret månesten (Sandakada Pahana) af form som en halvcirkel. Blandt udsmykningen på stenen ses både elefanter og løver.

På grund af pavillonens fornemme udsmykning er der i dag flere forskere, der argumenterer for, at den nok snarere har været en slags kongeligt sommerhus.
Efter vi var færdige med besøget her i det kongelige område gik turen videre til The Sacred Quadrangle, der er et afgrænset område med en gruppe af smukke og imponerende buddhistiske templer – eller ruinerne af dem – på en hævet platform. Dette er samtidig den mest koncentrerede samling af bygninger i hele det antikke Polonnaruwa.
Området er helligt, og der er derfor besøgt af mange troende – og hvor der er mange turister eller lokale valfartende, ja, der er det også basis for salg af mad, vand, frugt, is og andet læskende – og allerede ved parkering af vores bus kom de handlende og falbød deres varer.
Det var ved den lejlighed, at vi så stande med kongekokosnødder (Cocos nucifera var. aurantiaca), der er hjemmehørende her på øen.

Bygningerne i området, der hedder Dalada Maluva, er nogle af de ældste og mest hellige monumenter i hele byen, og de er alle forbundet med tilbedelsen af Buddhas tand, der dog lige nu er at finde i Tandens tempel i Kandy.
Den vigtigste og mest iøjnefaldende bygning er Polonnaruwa Vatadage, der menes af være bygget under Parakramabahu I’s regeringstid for at holde relikvien fra Buddhas tand eller under Nissanka Mallas regeringstid til almisseskålen, der blev brugt af Buddha. Uanset om det er den ene eller anden forklaring, der er den rigtige, så har det givet bygningen en stor betydning gennem tiderne.

Polonnaruwa Vatadage er bygget op omkring en lille stupa med 4 indgange bevogtet af hver sin Buddha-statue, og uden om dette har der været 3 koncentriske rækker af stensøjler og en murstensmur.

De to inderste rækker af søjler – inden for murstensmuren – er der intet tilbage af, mens den yderste række, bestående af 32 søjler med en højde på ca. 2,4 meter, er bevaret.
Efter vi havde besøgt den imponerende Vatadage – uden sko, naturligvis – gik vi videre til en bygning kaldet Nissankalata Mandapa, som er en lille pavillon bygget under Nissanka Malla (1187-1196), og hvorfra han lyttede til fremførelsen af religiøse tekster.

Herefter fortsatte vi til områdets ældste bygning og det første tempel, hvor relikvien fra Buddhas tand blev opbevaret – bare kaldet Tandens tempel, Temple of the Tooth. Bygningen er bygget under kong Vijayabahu den Store (1055-1110), og der var oprindelig tale om en bygning i to etager, men i dag er det meget begrænset, hvad der er tilbage af bygningen.

Nær templet ser man en sten med en tamilsk tekst, der fortæller, at tand-relikvien beskyttes af kongens private vagtværn, de såkaldte Velaikkara soldater.

Vores vej rundt i området førte os videre forbi endnu et tempel for tand-relikvien. Dette tempel, der går under navnet Hatadage, fordi det blev opført på 60 (hata) timer, byggedes under kong Nissanka Malla. Også dette tempel var bygget i to etager til at opbevare tand-relikvien, og der er fundet tre inskriptioner af Nissanka Malla i templet. Den ene indeholder teksten ‘Nissanka Hatadage’, en anden omtaler kongens uselviske væsen og hans ønske om at beskytte sit folk, mens den tredje rådgiver samfundets buddhistiske munke.

Alt i alt en spændende og interessant rundgang blandt de gamle ruiner, der stadigvæk den dag i dag har stor betydning for de troende buddhister.
Fra Dalada Maluva fortsatte vi i vores bus til næste stop i Polonnaruwa, den enorme stupa Rankoth Vehera, der er den fjerdestørste i Sri Lanka og opført under Nissanka Malla. På singalesisk betyder ran guld, kotha er navnet på toppen af ​​en stupa, og vehera betyder stupa eller tempel. Således kan navnet Rankoth Vehera oversættes til ‘Den guldtoppede Stupa’.

Stupaen er lavet udelukkende af mursten og har en højde på 33 meter og en omkreds på 170 meter. Gennem tiden har senere herskere ladet udføre flere vedligeholdelsesarbejder på stupaen, og den er derved blevet noget lavere; dens oprindelige højde anslås til ca. 61 meter.

Stupaen er bygget i centrum af en stor firkantet terrasse med en mur omkring, og rundt om stupaen er 4 vahalkadaer – placeret i de fire verdenshjørner – bygget til at understøtte stupaen og brugt til blomsterceremonier. Alt i al en imponerende konstruktion – placeret her midt i junglen.

Fra stupaen gik turen videre til sidste stop i Polonnaruwa, der var Gal Vihara, et klippetempel, som kong Parakramabahu I lod indrette.

Templets centrale træk er fire relieffer af Buddha, som er blevet hugget ind i ​​en stor klippe af gnejs. Reliefferne fremstiller Buddha i fire forskellige stillinger: en stor siddende Buddha, en mindre siddende (inde i en kunstig hule), en stående og en tilbagelænet. Disse relieffer anses for at være nogle af de bedste eksempler på gammel singalesisk skulptur- og udskæringskunst og har gjort Gal Vihara til det mest besøgte monument i Polonnaruwa.

Også vi tilbragte noget tid på dette meget hellige sted – naturligvis igen uden fodtøj.
Herefter var vores besøg i Polonnaruwa slut, og vi kørte herefter tilbage ad vejen til Sigiriya, og her fik vi et bevis på, at vi er ude, hvor det vilde liv findes. Ved siden af vejen dukkede en vild elefant op…

Nå, men vi kom da tilbage til hotellet i Sigiriya for at få lidt sen frokost, inden det gik videre til det andet punkt på en lang dags program: Dambulla. Byens historie går tilbage til mellem det 7. og det 3. århundrede før Kristi fødsel, og den er kendt som stedet for Sri Lankas bedst bevarede huletempel, Rangiri Dambulla Cave Temple, hvor man i 5 huler finder 2100 m² buddhistiske vægmalerier og 160 statuer; 153 Buddha-statuer, 3 statuer af srilankanske konger og 4 statuer af guder og gudinder, hvoraf de to er Hindu-guderne Visnu og Ganesh.

Templet, der naturligvis er hulerne optaget på UNESCOs Verdensarvliste, ligger i en 150 meter høj og 600 meter bred klippe. Foran det tre etager høje Gyldne Tempel med en stor, gylden Buddha siddende på toppen med hænderne i lærer stilling møder vi – til højre for templet – en lang række munkestatuer, der er placeret i række, som om de er på vej til templet.

Og ved siden af templet fører en vej til indgangen til hulerne, som man når efter en hård opstigning – Men anstrengelserne belønner sig, og besøget i de fem huler var en stor oplevelse…
Hule 1 – Devarajalena eller Lord of the Gods templet. Denne hule domineres af en 14 meter lang Buddha i sovende stilling, der repræsenterer Herrens endelige bortgang, mens væggene er prydet af flotte malerier.

Hule 2 – Maharaja Lena eller The Cave of Great Kings. Hulen, der er 53 meter lang, 23 meter bred og 7 meter høj, er den største af de fem huler. I hulen ser man 60 statuer, bla. statuerne af kong Valagamba og kong Nissankamalla, en lang række siddende Buddhaer, og statuer af nogle guder. Endvidere er der tusindvis af farvestrålende billeder, der skildrer vigtige begivenheder i den buddhistiske kultur og historie på væggene og loftet, ligesom der er blevet plads til en lille stupa i hulen.

Hule 3 – Maha Alut Viharaya eller The Cave of Great New Temple. Her ser man en liggende Buddha – godt 9 meter lang – sammen med 50 andre Buddha-statuer, der omgiver en siddende Buddha. Igen er det hele suppleret med mange, strålende vægmalerier.

Hule 4 – Paccima Viharaya eller The Cave of Western Temple. I denne hule er hovedattraktionen en smuk siddende Buddha med en dragebue over . Blandt gudestatuerne i hulen er Vishnu og Saman, og – som det har været tilfældet i de andre huler – er der også i denne hule suppleret med smukke, farvestrålende malerier på væggene.

Hule 5 – Devana Alut Viharaya eller The Cave of Second New Temple. Dette er den yngste af de fem huler, og her ser man statuer af både en liggende, en siddende og en stående Buddha, mens vægmalerierne i denne hule er billeder af Buddha, primært i røde og gule farver.
Til forskel for de øvrige huler, hvor statuerne er skåret ud af klippestykker, er statuerne i denne hule lavet af mursten og gips.

Med besøget her i klostret i Dambulla var en lang dag så småt ved at nærme sig enden, og vi hastede derfor tilbage til vores hotel i Sigiriya for at nye aftensmaden, inden endnu en nats søvn i vores små hytter.

Tirsdag d. 17.7.
Efter morgenmaden gik turen videre på vores rundtur her i Sri Lanka, og efter pakning af bussen kørte vi sydpå i retning af øens 8. største by, Kandy.
Vi havde dog et enkelt stop på vejen ved Ceylon Ayurvedic Village/Sri Lanka Spice Garden, der dels er et center, der har specialiseret sig i ayurvedisk behandling, og dels en krydderihave. Allerede da vi steg ud af bussen, blev vi mødt at et blomsterflor af eksotiske blomstrende planter, hvoraf de mest dominerende var purpurkrans (Petrea volubilis) og hængende hummerklo (Heliconia rostrata).

Efter at have nydt dette syn fik vi en guidet tur i haven, hvor vi så mange af Sri Lankas krydderurter samt nydelsesplanter, f.eks. kakao.

På turen rundt i haven fik vi også en demonstration af, hvordan kanelbark skrælles af grenene, og turen endte i en pavillon, hvor vi fik massage med æteriske olier – udført af nogle af centrets elever.

Der var efterfølgende mulighed for at købe nogle af centrets mange naturprodukter med hjem – og selvfølgelig faldt vi i!
Herefter gik turen videre til Kandy, hvor vi – efter frokost ved bredden af Kandy Lake – besøgte Sri Dalada Maligawa, Tandens Tempel.
Noget af det første, der mødte os på vej ind til Tandens Tempel var en mindetavle for og en statue af Madduma Bandara, der var i parken foran templet.
Madduma Bandara var en 9-årig dreng, der blev halshugget i 1814 af kongen af Kandy for forræderi. Drengen var født ind i en fremtrædende aristokratisk familie, som blev mistænkt for at gøre oprør mod det britiske styre, og kongen arresterede – da faderen var bortrejst – hele den resterende familie og halshuggede Madduma Bandara, der modigt så døden i øjnene og bad om at blive henrettet med et enkelt hug. Også hans bror blev halshugget, mens hans mor og søstre blev druknet.

En barsk historie at starte Kandy-besøget med.
Kandy var i mange år Sri Lankas hovedstad i den singalesiske kongedømme i perioden fra  1300-tallet og frem til 1815, hvor byen som den sidste i Sri Lanka blev indtaget af de britiske koloniherrer.
Efter at have spadseret gennem en grøn, velfriseret park ved bredden af Kandys kunstigt anlagte sø, kommer vi til Sri Dalada Maligawa, Tandens Tempel, der er på UNESCOs Verdensarvliste.

Templets vigtigste indhold er en af Buddhas hjørnetænder, som blev snuppet fra Buddhas ligbrænding i Indien i år 483 f.Kr. – og smuglet til Sri Lanka i en prinsesses hår i 1590. Tanden ligger nu godt beskyttet i et smukt dekoreret kammer, der er omgivet af syv guldstupaer besat med ædelsten, og kammerets døre er udskåret i elfenben.

Naturligvis besøger buddhister i hobetal templet hvert år, da det er et af buddhismens vigtigste pilgrimssteder – et spirituelt centrum.

Ud over Buddhas tand er templet fyldt med statuer af guld og kostbare vægmalerier.
Fra templet gik turen gennem parken til den ventende bus, der skulle køre os til vores hotel på den anden side af Kandy Lake, men på turen gennem parken så vi flere af de lokale dyr og fugle, herunder palmeegern (Funambulus palmarum) og den meget smukke og farverige hvidbrystede isfugl, også kaldet Smyrnaisfugl (Halcyon smyrnensis).

Efter lidt kørsel af smalle bjergveje kom vi til vores hotel, Oak Ray Heritage Hotel, hvor vi blev indkvarteret og kunne slappe lidt af på altanen med en kølig drik i hånden – og så ellers bare nyde udsigten over byen.

Sidst på eftermiddagen kørte vi til et teater, hvor vi skulle opleve et show, hvor lokale dansere fremførte forskellige, traditionelle Kandy-danse. Efter dansene fik vi – som et ekstra krydderi på oplevelsen – en demonstration, hvor artister slugte ild samt gik barfodede på glødende kul.

I samme bygning besøgte vi – før forestillingen – forskellige små værksteder, der arbejdede med traditionelle teknikker inden for træ og stof.  Det blev f.eks. til et kig ind i et træværksted, der fremstillede traditionelle masker samt et væveværksted.

Efter forestillingen gik turen tilbage til hotellet til aftensmad, hvor vi overraskedes af en lokal musikgruppe, der underholdt os under maden. På den ene side meget hyggeligt – på den anden side er avanceret form for betleri.

Onsdag d. 18.7.
Efter morgenmaden tjekkede vi ud fra hotellet for at fortsætte vores tur gennem Sri Lankas højland, men først skulle vi lige begøge en ædelstensvirksomhed her i Kandy, hvor vi – ud over at se de færdige ædelstene med mulighed for at købe dem – fik demonstreret, hvordan minedriften foregik og til dels stadigvæk forgår på Sri Lanka, lige som vi kunne følge slibningen af nogle sten.

Efter dette besøg gik turen videre op i højlandet, hvor vi gjorde holdt ved Glenloch Tea Factory and Tea Center – en teplantage med tilhørende fabrik, hvor den færdige te blev fremstillet og pakket – naturligvis med salg for øje.

Vi fik en guidet tur rundt på fabrikken, hvor vi kunne følge tørrings- og fermenterings-processen og endte med at se det færdige produkt – fint præsenteret af nogle af fabrikkens arbejdere.

Efter rundvisningen demonstrerede et par kvinder ude i marken, hvordan tebladene blev udvalgt på buskene og plukket.

Besøget her endte med prøvesmagning af et par af de forskellige teer, de producerede.
Efter pausen i og ved te-fabrikken gik turen videre til Nuwara Eliya, der er centrum for Sri Lankas te-produktion og beliggende i godt 1800 meters højde over havet.
Nuwara Eliya, der er grundlagt i 1846 af den engelske opdagelsesrejsende Samuel Baker, udviklede sig til at blive et fristed for de britiske embedsmænd, der kunne trække sig tilbage til byen, der har et tempereret klima og med en del regnfulde dage – som englænderne kender det hjemmefra.

Byen har mange bygninger og haver, der er bevaret og vedligeholdt i original stil, og på vores tur rundt i byen var det især byens posthus, der faldt i øjnene.

Vi brugte noget af tiden – i regnvejret – til at vandre rundt på markedet, hvor vi så flere eksotiske frugter og grøntsager som durian, røde bananer og mangostan. Det var første gang, vi stiftede bekendtskab med disse tre frugter, og især mangostan, der kaldes frugternes dronning på grund af den intense smag og som er rig på antioxidanter, var en forfriskende oplevelse.

I øvrigt var vi ikke begunstiget af ret megen tid til at udforske denne interessante by, idet vi absolut skulle nå vores tog, der afgik fra en af nabobyerne, Nanuoya (eller Nanu Oya) .
(At det så viste sig, at toget var mere end en time forsinket, betød bare, at vi måtte vente på perronen – lidt frysende i det kolde vejr)

Da toget endelig kom, oplevede vi dog en smuk og langsommelig togrejse fra Nanuoya til Ella – en tur på godt et par timer. En tur der bragte os fra vestsiden af bjergene med koldt, regnfuldt og tempereret klima til østsidens varme, tørre og subtropiske klima.

Togrejsen, der gik via byen Bandarawela, sluttede sidst på eftermiddagen i Ella, hvor vi fra banegården gik med bagage fra stationen til vores hotel, City Grand Ella, hvor vi skulle tilbringe natten.

Torsdag d. 19.7.
Efter morgenmaden gik det videre på vores rundrejse i Sri Lanka – sydpå til lavlandet.
Første stop var dog 6 kilometer uden for Ella ved de høje og flotte vandfald, Ravana Falls.
Vandfaldene er opkaldt efter kong Ravana, der – i følge det indiske epos Ramayana – havde kidnappet prinsesse Sita og gemt hende i en hule bag vandfaldene.

Efter et kort ophold, hvor vi straks blev overfaldet af sælgere med alle mulige varer, og hvor der var mulighed for at købe drikkevarer og frugt ved de mange forskellige stande langs vejen, gik turen videre mod lavlandet. Det næste stop blev – lidt improviseret – indlagt hos vores chaufførs familie, der ejede en bod ved 3rd Mile Post Junction, der ligger i vejkrydset mellem hovedvejene B427 og B528. Familie levede af salg af en slags yoghurt lavet af bøffelmælk; meget sjovt at prøve, men ikke noget jeg behøver prøve igen…
Efter dette korte stop kørte vi til Udawalawa, hvor vores første besøg gjaldt en lejr, Udawalawe Elephant Transit Home, hvor hjemløse elefantkalve, der havde mistet deres mor, voksede op og klargjort til livet i naturen. Det var en stor oplevelse at opleve de mange, små elefanter, der ikke havde kunnet klare sig, hvis ikke denne organisation, Born Free Foundation, havde taget dem under sine vinger og sørget for dem.

Efter besøget i elefantlejren kørte vi til vores hotel, Centauria Wild, hvor vi blev indkvarteret og havde lidt tid for os selv; en tid som vi brugte på en spadseretur i hotellets have.

Herefter gjorde vi os klar til dagens sidste programpunkt: på tur til og ind i Udawalawa Nationalpark i 4-hjulstrækkere – til dels off road.

Turen, der varede lidt over to timer, viste sig at blive et overflødighedshorn af dyreoplevelser. Først og fremmest oplevede vi prægtige asiatiske elefanter (Elephas maximus) i større mængder, både til lands og til vands, og vi fik af vores guide oplyst, at parken skulle huse omkring 600 eksemplarer af dette prægtige dyr.

Og netop som vi skulle til at køre tilbage til hotellet, oplevede vi en flok vandbøfler (Bubalus arnee), der krydsede vandet i parken.

Ud over disse store dyr var det først og fremmest spændende og til dels farverige fuglearter, der stod på programmet. I vilkårlig orden skal her nævnes: Påfugl (Pavo cristatus), rødvibe (Vanellus indicus), lille grøn biæder (Merops orientalis), en hel flok af indiske skovstorke (Mycteria leucocephala), asiatisk næbstork (Anastomus oscitans), silkehejre (Egretta garzetta), plettet due (Spilopelia chinensis) og sangbusklærke (Mirafra javanica).

Og så skal vi ikke i den forbindelse glemme sumpkrokodiller (Crocodylus porosus) og forskellige øgler…

Alt i alt en spændende palet af eksotiske dyr i deres rette element.
Efter denne strålende naturoplevelse kørte vi tilbage til hotellet til aftensmad og overnatning efter en dag, hvor vi slet ikke havde religion og buddhisme på programmet.

Fredag d. 20.7.
Efter morgenmaden gik turen videre til Sri Lankas sydkyst til byen Matara, hvor vi gjorde holdt ved Matara Resthouse, fik strakt benene og fik en kop sen formiddagskaffe. Matara havde en flot strand, men der var gang i bølgerne, så en tur i vandet trak det ikke op til. I stedet fik vi kigget os lidt omkring – på den lille ø Parewi med et buddhistisk tempel og en flot bro af nyere dato over til øen, samt på Matara Fort.

Matara Fort har haft en noget omskiftelig historie. Det var portugiserne, der byggede den første udgave af fortet i 1595, man fortet blev erobret af hollænderne i 1640, hvorefter de byggede de fæstningsværker, der står den dag i dag. Under Matara-oprøret i 1761 erobrede Kandys konge, Kirti Sri Rajasinha, fortet og hollænderne måtte flygte over hals og hoved.
Hollænderne generobrede dog fortet året efter, men overdrog det til briterne i 1796.
Herefter skete der en større renovation af fortet, og i 1883 tilføjede briterne så det 12 meter høje klokketårn, der i dag står som et vartegn i området.

Efter pausen i Matara gik turen videre langs kysten til Galle, men med et kort stop undervejs, hvor vi så nogle styltefiskere på arbejde. Arbejde var så meget sagt – de demonstrerede, hvordan styltefiskerne arbejdede, siddende på pæle i havet – tydeligvis købt ind til lejligheden.

I Galle gjorde vi holdt ved Rampart Hotel og Restaurant i den gamle bydel og nær vandet, men inden for bymuren og bastionen, og det var først tid til frokost.
Herefter havde vi et par timer på egen hånd i byen. I første omgang gik vi på bastionen, der nu om dage beskytter den gamle bydel mod havet, og på vores vej på muren så vi både smyrnaisfugle og varaner, ligesom vi kunne betragte koraller, der var indstøbt i de sten, der udgjorde bymuren.

Med et par timer til at vandre rundt var der også tid til at udforske flere af de kendte bygninger i denne historiske by, der er på UNESCOs Verdensarvliste. Byens fort er anlagt af portugiserne, kort efter at der havde indtaget byen i 1587, og det blev viderefært og udbygget af hollænderne, der fordrev den portugisiske kolonialmagt i 1649.

Vores tur bragte os forbi Meeran Jumma Moskeen – almindeligvis bare omtalt som Fredagsmoskeen. Bygningen, der er fra 1904, er bestilt af en velhavende muslim, Ahamed Haji Ismail, og den er opkaldt efter sydinderen Meeran Saheb, der blev anset som skytshelgen for sømænd til og fra Sri Lanka.
Moskeen blev bygget i en blanding af victoriansk og barok stil med islamiske detaljer, og den ligner nok mere en kirke – set udefra…

Næste mål for vores vandretur var Court Square med de mange historiske bygninger. Pladsen var i øvrigt en rolig og skyggefuld plads, der er domineret af store, gamle og skyggefulde træer.

Her besøgte vi bla. det gamle hollandske hospital, der i dag er blevet shopping- og restaurantområde. Hospitalsbygningen er en af de ældste bygninger i Galle, opført i løbet af det 17. århundrede i to etager med det formål at hjælpe syge hollændere på tjeneste i Østindien, med læger og sygeplejersker ansat. I 1796 erobrede briterne Galle, og herefter udvidede de hospitalet med flere værelser, men i samme stil som hollændernes bygninger. I 1850 omdannede de hospitalet til kaserne, og den britiske administrator af Galle-distriktet fik sit kontor her.
Efter Sri Lankas uafhængighed i 1948 blev bygningen brugt som Galles Rådhus.

På den modsatte side af Court Square ligger byretten, der ligeledes er bygget af hollænderne.

Foran retsbygningen kom vi i snak med en politibetjent, der anviste os en ung fyr, der kunne vise os og fortælle os om Det Sorte Fort, der er resterne af, hvad der er tilbage af det oprindelige portugisiske bastion i byen.

Bastionen, der er en af de 14 bastioner i Galle Fort, er bygget i 1588 af mudder og koralsten, og dens oprindelige portugisiske navn var Fortaleza.
Bastionens navn kommer af, at der her på stedet lå en smedje til fremstilling af våben, og røgen fra denne sortnede bygningerne og hele området.

Vores ‘guide’ kendte bastionen rigtig godt, og han kunne krydre turen rundt gennem fæstningens tunneler, hemmelige aflukker og mure bygget på strategiske punkter, med fortællinger om dengang, fortet var i brug. En interessant tur, der gav ham lidt håndører…

Ved den i øvrigt godt skjulte indgang til fortet lå det maritime museum i en bygning, der oprindelig hørte til bastionen og hvor den oprindelige indgang engang fandtes.

Fra Court Square gik vi nu videre til Church Street, hvor vi passerede All Saints Church, Dutch Reformed Church, National Museum Galle og flere andre interessante bygninger fra kolonialtiden.

Stille og roligt gik vi gennem de interessante og gamle gader til restauranten – stadigvæk med blik for de mange skønne hjørner af byen.

Ved restauranten ventede vores bus på os for at køre os til vores hotel i Kalutara, Hotel Royal Palms Beach, hvor vi skulle bo den næste uge. Rundrejsen var forbi, og fra nu af var vi overladt til os selv ved poolen, ved stranden eller – som vi gjorde det – med småture til seværdigheder, vi gerne ville have med, når vi nu engang var i landet.

Lørdag d. 21.7.
Dette blev en dag, hvor vi i første omgang skulle slappe af og lade den sidste uges mange indtryk bundfælde sig, men da vi ikke havde tænkt os bare at ligge ved poolen eller stranden, fik vi også lige en af tale i hus med en lokal guide om en tur ned langs kysten til Hikkaduwa – bare Claudia og jeg sammen med en chauffør og en guide. Prisen blev aftalt, og så var dagen i morgen ellers booket. Også en tur arrangeret af vores rejseselskab – ligeledes til området omkring Kalutara – blev booket, så nu havde vi to af de kommende dage besat med oplevelser…

Derefter vandrede vi bare lidt rundt i gaderne lige omkring hotellet – og langs jernbanen, der løb lige forbi hotellet. Ved en Primary school kunne vi se det sigende slogan: ‘Today a reader, Tomorrow a leader’, en vigtig pointe for udviklingen af samfundet her i landet.

Et andet sted oplevede vi, hvordan et par drenge kunne iagttage en stor båndvaran krybe i land fra en grøft – både med overraskelse og glæde.

På stranden hjemme foran vores hotel var mange af lokalbefolkningen samlet – det var jo lørdag. De slappede af og morede sig sammen, mens vi var mere optaget af de små, krabber, der krøb rundt i sandet og skyndte sig ned i deres huller, når vi kom tæt på.

Og langs med stranden oplevede vi en bevoksning af Stillehavsskruepalme (Pandanus tectorius), hvis frugter, halafrugt, har en vis lighed med ananas.

Ellers slappede vi af resten af dagen i hotellets have, inden vi kunne gå til bords i en overdådig aftensmad.

Søndag d. 22.7.
Efter morgenmaden blev vi afhentet ved hotellets indgang den guide og chauffør, der skulle vise os rundt denne dag, og vi lagde ud med at køre sydpå til Kosgoda, hvor vi besøgte Kosgoda Sea Turtle Conservation Project. Projektet, der blev startet i 1988 af Dudley Pereras, arbejder på flere felter med at beskytte de truede havskildpadder, idet de overvåger deres æglægning og bevarer de strande, hvor de lægger æg. Endvidere er en del af deres arbejde at indsamle skildpaddernes æg og lade dem udruge i sand under beskyttede forhold – væk fra rovdyr og mennesker.

Da kun et par unger fra hvert kuld nogensinde vil nå at blive voksne, har hver redeplads, hvert æg og hver skildpadde, der kan overleve fra klækningen til ungen når ud i havet, afgørende betydning for artens overlevelse.
Vi så flere bassiner, hvor man havde forskellige arter af de kritisk truede skildpadder gående, f.eks. grøn havskildpadde (Chelonia mydas) og Hawsbill skildpadde (Eretmochelys imbricata)

Vores besøg var rigtig spændende, og vi så både rugekasserne – eller sandkasserne – med de indsamlede skildpaddeæg, de små unger og ældre eksemplarer af de 5 forskellige havskildpaddearter, der lever i havet omkring Sri Lanka.
Efter dette interessante besøg kørte vi videre mod stranden ved Hikkaduwa, men med et par stop undervejs. Det første sted, vi holdt, var ved nogle ruiner – huse, der var blevet ødelagt af tsunamien, der ramte hele regionen om morgenen d. 26. december 2004. Bølgerne, der var op til 10 meter høje, ramte kysten klokken 9:20 lokal tid, og omkring 35.000 mennesker omkom, mens mere end 100.000 hjem blev ødelagt.

Andet stop gjaldt den historiske helligdom Sinigama Sri Devol, der ligger mellem Ambalangoda og Hikkaduwa og er en buddhistisk helligdom. Vi blev kun lige i indgangen til helligdommen, der ligger både på land og strækker sig ud til nogle småøer ud for kysten. Måske skulle vi nok have brugt mere tid her?

Vores tur ‘endte’ ved Hikkaduwa, hvor vi stod i vandet og fodrede fisk, der svømmede mellem benene på os, med brød, som vores guide havde købt til formålet ved et tidligere stop på turen.

Efter en pause, hvor vi nød det varme vand og solen, gik turen nordpå igen – retning Kalutara, men igen var der indlagt nogle interessante pauser.
Første stop på hjemturen trak igen tråde til tsunamien i 2004, idet vi standsede for at se mindesmærket, der er rejst for ofrene ved Queen of the Sea togulykken. Mindesmærket står i vejkanten ved Telwatta, ca. 5 kilometer nord for Hikkaduwa, og det mindes de mellem 1700 og 2000 ofre for ulykken, hvor toget ‘Queen of the Sea’ blev ramt af to bølger fra tsunamien.
Der var solgt 1500 billetter til toget, der kørte sydpå fra hovedstaden Colombo, men man regner med, at ca. 200 blinde passagerer kan være sprunget på toget undervejs. Derudover har et ukendt antal indbyggere fra Telwatta prøvet at undslippe bølgerne ved at kravle op på togets tag. En mission der – som bekendt – mislykkedes.

Fra Telwatta fortsatte turen til en ædelstensforhandler, hvor vi – ud over at kunne købe lokale smykkesten – også kunne se, hvordan minedriften på Sri Lanka foregår den dag i dag. Stor åbne, lodrette mineskakter, der graves 10-25 meter ned i den sumpede jord, hvorved man kommer til sandlag, der med lidt (meget) held kan indeholde ædelstene og halvædelstene. Vi fik demonstreret, hvordan en arbejder kravlede rundt i minen og efterfølgende vaskede sandet for at finde lidt sten af værdi.

Da jeg havde vist min interesse for at se små lokale fiskerbåde, blev næste stop havnen i Beruwala, en naturlig bugt beskyttet af nogle moler, hvor lokale fiskere havde deres farvestrålende både liggende. Men allerede før vi nåede frem til havnen, kunne vi kaste et blik på den lille charmerende ø Barberyn med et hvidt og 34 meter højt fyrtårn, der kunne ses langsvejs fra. Fyrtårnet er et af Sri Lankas 4 internationale fyrtårne.

Med dette stop var vores tur ved at være slut, og vi var tilbage i Kalutara, hvor vi blev sat af ved Kalutara Bodhiya, et helligt figentræ, der tilbedes, og hvor der derfor også er bygget et buddhistisk tempel og en moderne stupa, Kalutara Chaitya. Det blev i øvrigt ikke til et besøg i helligdommen i denne omgang.

I stedet tog vi en tuktuk det sidste lille stykke til hotellet, hvor vi ankom i god tid inden aftensmaden. Ved aftensmaden kom vi i snak med to andre par, der var med på turen, og vi blev enige om at tage en to-dages tur ind i Sri Lankas oprindelige skovområde, så det var noget, vi begyndte at arbejde videre på…

Mandag d. 23.7.
Endnu en dag, hvor vi skulle ud at se på omegnen af Kalutara, men denne gang tog vi med på en tur, som vores rejseselskab TSS udbød – og som i øvrigt var noget dyrere, end den tur vi selv havde arrangeret i går…
Det blev en tur, der startede med et besøg i stupaen og ved figentræet, som vi kort så i går. Det helligste her på stedet var figentræet, Kalutara Bodhiya, der anses som en af de 32 spirer af hellige figner, der blev plantet under kong Devanampiyatissas, der levede i Anuradhapura i det 2. århundrede e.Kr.

Ud over at besøge træet brugte vi også tid inde i stupaen, Kalutara Chaitya, der ligger på den anden side af landevejen mellem Colombo og Galla. Der er tale om Sri Lankas første hule stupa, hvor man kan betragte 74 vægmalerier, der skildrer Buddhas liv.

Stupaen er bygget på det sted, hvor portugiserne under koloniseringen af Sri Lanka nedrev et tidligere tempel og i stedet opførte et fort.
Efter besøget i stupaen var næste punkt på dagsordenen en slags deja-vu fra i går; et besøg på Kosgoda Sea Turtle Conservation Project, og det blev et besøg, der i store træk lignede gårsdagens – med én stor undtagelse: Netop i dag klækkede nogle af æggene i rugekassen, og de små skildpadder kravlede frem fra sandet, delvist hjulpet af Dudley Perera, der er manden bag centret.

Ved samme lejlighed fik vi en snak med ham om, hvorfor centret er så vigtigt i kampen for at bevare de store havdyr. Det er f.eks. en kamp op ad bakke, når kun et par procent af de nyfødte skildpadder var hunner.

Det var i øvrigt noget af en speciel og rørende oplevelse at se de små individer kæmpe sig frem af sandet.
Fra Kosgoda gik vores tur videre til Madu River, hvor den stod en sejlads op ad floden og ud på Madu Ganga-søen. Først sejlede vi gennem mangroveskove, hvor der også var specielle planter som f.eks. Macarthur palmen (Ptychosperma macarthurii), og vi så lokale fiskeres udstyr i form af fanggårde rundt omkring i vandet. Også forskellige dyr som krokodiller, asiatiske båndvaraner (Varanus salvator) og et større antal fugle stødte vi på undervejs.

Vores rute løb også forbi Cinnamon Island – Kaneløen – hvor vi af lokale folk fik demonstreret, hvordan kanel blev fremstillet ved at skrælle barken af kaneltræ (Cinnamomum zeylanicum). Det der bliver til det krydderi, kanel, som vi kender er den tørrede inderbark af træet.
Inderbarken er ikke det eneste af træet, der anvendes, idet man af bladene udtrækker og destillerer en æterisk olie, der skulle hjælpe på alt fra hovedpine til gigt. På den lille, interessante ø gik vi rundt i knasende rester – blade og bark – fra kaneltræet, og der blev frigivet en lugt af krydderi, når vi gik på frem og tilbage til båden.
Vores næste stop var en skøn lille restaurant ved søbredden, hvor vi blev budt på en lækker frokost, og herefter sejlede vi forbi det buddhistiske tempel Kothduwa Raja Maha Viharaya, der ligger på en ø i søen. Templet menes engang at have beskyttet det hellige relikvie af Buddhas tand, der nu er at finde i Kandy.

Herefter gik turen videre til en ædelstensforhandler, hvor vi lige som i går fik en demonstration af den minedrift, der stadigvæk finder sted på Sri Lanka – i dag dog præsenteret på en mere realistisk vis.

Og så var denne dagstur ellers til ende, og der resterede nu kun aftensmaden på hotellet og pakning af tøj til en 2-dages-tur, som vi skulle på fra i morgen tidlig sammen med to andre par fra rejsegruppen.

Tirsdag d. 24.7.
Allerede for et par dage siden havde vi lavet en aftale om at tage på en tur via Ratnapura til Sinhajara Forest Reserve, der er den eneste tilbageværende område med primær tropisk regnskov på Sri Lanka. Med andre ord en tur, som vi ventede os meget af. Ratnapura fordi det er hotspot for ædelstene i landet og Sinhajara Forest Reserve på grund af biodiversiteten og dyr og fugle.
Efter morgenmaden blev vi derfor samlet op af en chauffør og en guide fra det firma, som Claudia og jeg med stor tilfredshed var på tur med rundt i oplandet i forgårs.
Første stop var en gummiplantage, hvor vi kunne se, hvordan gummisaften blev tappet af træerne og opsamlet i halve kokosnødder.

Turen gik herefter videre retning Ratnapura, men inden vi kom så vidt, fik vores guide øje på en mine et stykke fra vejen, hvor der blev arbejdet på at finde ædelsten, og efter lidt råben frem og tilbage, fik vi lov til at træde nærmere og opleve arbejdet i minen på nærmeste hold.

Dermed fik vi en oplevelse af den ægte vare – i modsætning til museumsbesøg tidligere på turen.Vi var helt tæt på skakten og kunne se, hvordan arbejdet foregik på bunden skaften under kummerlige og usunde forhold, hvor arbejderne stod i vand – nogen gange til livet og med vand der sivede ned ovenfra.

Alligevel var det åbenbart arbejdet værd, og det var især rubiner, der var skatten, man gravede efter. På vej tilbage til bilen blev en af de andre i vores lille gruppe, Flemming, passet op af en af arbejderne med tilbud om at kunne købe nogle rubiner, de havde gravet frem fra dybet i denne mine. Et tilbud, der var meget gunstigt, og som han naturligvis tog imod.
Fra minen gik turen videre til Ratnapura, der er hotspot for mineindustrien på Sri Lanka, og her besøgte vi Dhanaja Gem Museum, hvor vi fik en gennemgang af, hvilke ædelstene, der kunne findes i landet – og vi fik mulighed for at sjældne ædelsten og halvædelsten.
– Og endnu engang fik vi demonstreret minedriften – dog denne gang med en model – et tværsnit – af en mineskakt.

Her satte vi også vores guide af, og vi fortsatte ind i landet mod Sinharaja Forest Reserve sammen med vores chauffør.
På den videre færd blev det først til et mindre stop i byen Tiriwanakatiya, hvor vi fik lejlighed for at besøge hindutemplet Sri Kathirvelayutha Swami Kovil.

Templet i sig selv var ikke noget enestående, men vi fik nået at besøge templet, mens man var i gang med en hellig handling ‘i røg og damp’. I øvrigt var templet ved at lukke, mens vi gik rundt indenfor og fik set os omkring i den farvestrålende udsmykning.

Efter dette hindubesøg gik turen videre til Sinharaja Forest Reserve, hvor vi blev sat af ved Mederipitiya Bus station og skulle køres de sidste par kilometer til vores hotel, Sinharaja Forest Edge  i en åben jeep, som vores hotelvært havde sendt for at samle os op. Da vi oplevede den ‘vej’, vi skulle køre på og den bro, vi skulle over på vejen til hotellet, gav dette bilskifte mening!

Ellers stod resten af dagen på indkvartering på vores lækre værelser, lidt kiggen på området og en lækker middag – inden vi kunne gå til ro.

Onsdag d. 25.7.
Efter en god nats søvn samt en lækker morgenmad var vi klar til dagens program, en guidet tur ind i nationalparken – og indgangen til denne lå få meter fra hotellet, der af mange benyttes som udgangspunkt for vandringer ind i regnskoven, der er på UNESCOs Verdensarvliste.
I øvrigt blev vi ved morgenmaden overrasket af et par indiske kæmpeegern (Ratufa indica), der var dukket op ved vores restaurant og tiggede bananer – eller var de blevet lokket til, ved at personalet fodrede dem med bananer?

Altså gjorde vi os klar til at vandre gennem den mere eller mindre tætte skov – i første omgang var at iklæde os gode vandresko med lange strømper og præpareret med groft salt, der skulle sørge for at holde iglerne på afstand; noget der senere viste sig at have begrænset succes.
Allerede ved billethuset ved indgangen til nationalparken mødtes vi af en stor tarantel med det latinske navn Poecilotheria rajaei. Denne fugleedderkop blev opdaget så sent som i 2009, og den har et benspænd på op til 20 cm. En ordentlig krabat, der dog ikke er giftig for mennesker.

Herefter gik turen ind i skoven, hvor vi stoppede op ved endemiske snegle og tusindben, inden vores guide spottede en grøn piskesnog (Ahaetulla nasuta), også kendt som srilankansk grøn vinslange. Denne mildt giftige slange, der er endemisk for Sri Lanka, lever af frøer og firben, og den bevæger sig langsomt og camouflerer sig som vinstokke i løv.

Senere opdagede guiden endnu en slange, den srilankanske pitviper (Craspedocephalus trigonocephalus), der lå sammenrullet og hvilede sig i et træ.

Mens vi holdt lidt pause – for nogen tissepause – i et lejrområde i parken, faldt vi først over nogle kæmpetusindben – af ubestemmelig race – og herefter over en bengalsk varan (Varanus bengalensis), der hvilede sig i flodbredden.

Og der blev ved med at dukke smukke og specielle dyr op lige foran os – og selv om de var svære at få øje på, så kunne de ikke skjule sig for vores guides trænede øjne. Denne gang var det en lyrehovedet øgle (Lyriocephalus scutatus), han fik øje på.

Efter nogle timers vandring gennem denne meget interessante skov, både ad mere eller mindre tydelige skovstier, over interimistiske broer over den flod, vi til dels gik langs med og med edderkoppespind om ørerne, var vi fremme ved målet for vores tur, vandfaldet Lankagama Kekuna Ella Falls, hvor der var mulighed for at få dyppet tæerne i det dejligt kolde vand – og her spiste vi ligeledes vores medbragte madpakke.

Og når vi nu engang var dem, der så anderledes ud, så henvendte en familie sig og ville have taget et familiefoto sammen med undertegnede – lidt den omvendte verden…

Vel tilbage på hotellet stod den på frokost og udtjekning, og inden turen gik tilbage til vores ‘egen’ bil ved Mederipitiya Bus station – igen i åben jeep, der kunne klare vejene, gik vi lidt rundt omkring hotellet, hvor der var endnu et par oplevelser på tapetet.
Først så vi en hvidbrystet isfugl, også kaldet smyrnaisfugl (Halcyon smyrnensis), der lod os komme helt tæt på, og som vi tidligere havde set både i Kandy og Galle.
Lidt senere faldt vores blik på et maned skovfirben (Bronchocela jubata), der løb rundt i stenene ved swimmingpoolen.

Ellers gik det bare hjemad mod Kalutara, hvor vi dog undervejs gjorde holdt for at betragte en ung toppet slangeørn (Spilornis cheela), der sad og præsenterede sig pænt i toppen af en telefonmast.

Ved aftentide var vi hjemme på hotellet igen – og godt trætte og med en masse fantastiske billeder på nethinden kunne vi takke af efter et par oplevelsesrige dage. Og så skadede det da heller ikke med en lækker aftensmad – the last supper!

Torsdag d. 26.7.
Hjemrejsen begynder…
Efter morgenmaden blev værelset forladt og bussen pakket, og så gik turen de knap 45 km nordpå til Sri Lankas hovedstad, Colombo, hvor vores mål var Independence Memorial Hall på Independence Square i midten af byen.
Independence Memorial Hall er et nationalt monument, der er bygget til minde om Sri Lankas uafhængighed fra det britiske styre 4. februar 1948 – på netop det sted, hvor en formel ceremoni markerede starten på selvstyret. For enden af monumentet er der en statue af landets første premierminister, Don Stephen Senanayake, ‘Nationens Fader’.

Bygningens design er baseret på Magul Maduwa (Fejringshallen), der er den kongelige audienssal i Kongeriget Kandy – det sidste indfødte kongerige på øen. I Fejringshallen blev Kandyan-konventionen underskrevet af de britiske og de Kandyanske høvdinge den 5. marts 1815, hvorved Kongeriget Kandy ophørte at eksistere.
Monumentet har også den dag i dag stor betydning for den menige srilankaner, og både voksne og hele skoleklasser valfarter til stedet til fods eller i busser…

Efter et kvarters ophold ved monumentet var det tid til frokost, inden vi kørte på en kort sightseeingtur gennem Colombos gader.
På denne tur kom vi forbi flere berømte bygninger i byen – lad mig i flæng nævne BMICH (Bandaranaike Memorial International Conference Hall), Colombos nye rådhus, Viharamahadevi Park, den gamle parlamentsbygning, Jami Ul-Alfar moskeen, Colombos gamle rådhus og Lotustårnet. Alt i alt en række bygninger og steder, der have fortjent mere tid.

Som det kan forstås på ovenstående, var selve turen rundt blandt byens mange seværdigheder noget overfladisk, og den blev bare jabbet igennem, fordi den nu engang var på programmet og med den begrundelse, at vi skulle være i god tid i lufthavnen – mindst 4 timer før afgang, fortalte guiden, der nok snarere bare ville af med os, og dermed selv holde fri… Og så kunne vi ellers bare sidde der i lufthavnen og kukkelure.
Men tiden gik da, og vi kunne sætte os i flyet med retning Maldiverne/Malé, hvor vi endnu engang mellemlandede, inden den lange tur til Istanbul, hvor vi ankom sidste på natten – og endnu engang skulle have nogle timer til at gå i en lufthavn.

Fredag d. 27.7.
Morgenmad i lufthavnen i Istanbul og herefter afgang retning Køvenhavn.
Og så var der bare en afslappende togtur til Vejle – sovende i nogle behagelige sæder.