Cambodia, 13.10.-17.10.23

Dette er beretningen om og fra rejsen, der har været længe undervejs!
Sagt med andre ord: Allerede før Coronaen holdt sit indtog i starten af 2020, havde vi bestilt denne rejse til Indokina hos TourCompass (eller AsiaTours, som det hed dengang) sammen med vores gode venner, Karsten og Grethe. På grund af den nedlukning, der herefter fulgte på grund af Covid19-situationen, blev rejsen udskudt 3 gange, og først nu kunne vi så komme af sted og glæde os til en fantastisk rejse, der involverede landene Cambodia, Laos og Vietnam i den nævnte rækkefølge.
Den lokale agent, der stod for den praktiske afvikling af rejsen ‘on location’, var Discova, der sørgede for alt, fra det øjeblik vi stod ud af flyet i Siem Reap i Cambodia til vi sagde farvel til Vietnam i Danang.
For vores vedkommende startede rejsen allerede hjemmefra torsdag d. 12.10. med Kombardoekspressen til København og en overnatning på Copenhagen Go Hotel nær lufthavnen.

Fredag d. 13.10.
Udrejsedag, hvor vi først mødtes med Karsten og Grethe i lufthavnen, og hvor vi derefter – ved middagstid – kunne tage plads i flyet til Singapore. Dermed lå der lige en flyvetur på godt 12 timer foran os. Ud over at der var tale om en lang tur i luften med udsøgt god service om bord, er der ikke meget at skrive hjem om.

Lørdag d. 14.10.

Efter mellemlanding i Changi lufthavnen i Singapore, hvor der blev tid til lidt morgenkaffe, tog vi plads i flyet til Siem Reap, hvor vi landede midt på formiddagen. Her blev vi modtaget af vores guide for de næste dage, Nay Toum, og kørt til vores hotel, Steung Siemreap Hotel – lige i hjertet af byen og i gåafstand fra den gamle bydel.

Mens hotelværelserne blev gjort klar, vandrede vi lidt rundt i området omkring hotellet. Først  besøgte vi buddhisttemplet, Wat Preah Prom Rath, der var nabo til vores hotel.

Templet dateres tilbage til det 16. århundrede og byggedes til ære for Preah Ang Chang-Han Hoy (oversat: ‘Munk med de friskkogte ris i sin skål’), der levede fra 1358-1456. I følge legenden overlevede munken et hajangreb på sin båd, da han sejlede over en sø, og den lokale Buddhafigur blev fremstillet af dele af denne båd.

På grund af noget festivitas var der mange mennesker på templets område, men der blev alligevel tid til at indsnuse atmosfæren og vænne os til buddhismen, som i øvrigt var og blev omdrejningspunktet for en stor del af vores rejse.

Fra templet blev der tid til en lille gåtur rundt i Siem Reaps gamle bydel, der var præget at gamle bygninger fra kolonialtiden, hvor franskmændene var herrer over området. Husene havde tydeligt sydeuropæisk præg, om end de var mere farstrålende end vi er vant til fra Europa.

Efter den korte vandretur kunne vi indtage vores værelser og hvile lidt ud – inden vi igen drog ud i byen. Her hyrede vi to rickshaws og kørte ud for at besøge War Museum Cambodia.
Museet, der er det eneste af sin slags i landet og ligger i udkanten af byen, huser en række våben fra den cambodianske borgerkrig. Krigen startede med De Røde Khmerers magtovertagelse den 17. april 1975 og sluttede endegyldigt, da deres leder, Pol Pot, døde i husarrest af ukendte årsager i 1999. Under borgerkrigen døde mellem 1 og 2 millioner cambodianere som følge af De Røde Khmerers rædselsregime, og det gik bla. og især ud over de intellektuelle erhvervsgrupper. Således forsøgte regimet at udrydde alle, der bar briller, da folk med briller blev betragtet som intellektuelle!

Efter besøget på museet blev vi kørt tilbage til byen, hvor vi først besøgte et mindesmærke, Cambodia-Vietnam War Memorial Monument, hvor man hædrede borgere, der mistede livet under krigen.

Endelig gjorde vi holdt ved et moderne handelscenter for cambodiansk håndværk.
Dagen sluttede med aftensmad på hotellet – før vi kunne falde til ro i vores senge efter en lang dag.

Søndag d. 15.10.
Efter en god nats søvn og en lækker morgenmad blev vi afhentet af vores guide – og på programmet stod nu det område, der gik under fællesbetegnelsen Angkor World Heritage, og som er hjemsted for ca. 200 templer og tempelruiner.

Området, der strækker sig over ca. 400 km², indeholder resterne fra de forskellige hovedstæder i Khmer-imperiet i perioden fra det 9. til 15. århundrede, herunder Angkor Wat, Angkor Thom og Bayon-templet. Som et af de væsentligste arkæologiske steder i Sydøstasien er det naturligvis optaget på UNESCOs Verdensarvliste.

Efter at vi var blevet registreret, fotograferet og havde fået udleveret vores adgangspas til området, kørte vi til vores første stop, templet Ta Prohm – også kaldet Tomb Raider-templet, fordi det blev brugt som kulisse til filmen ‘Lara Croft: Tomb Raider’ fra 2001 med Angelina Jolie i hovedrollen.
Ta Prohm blev opført som et buddhistis kloster og læringscenter under kong Jayavarman VII i årene fra 1186, og det blev løbende udvidet indtil slutningen af det 15. århundrede, hvor Khmer-riget gik under og blev erobret af thairiget Ayutthaya.

Besøget på Ta Prohm var en overvældende og fascinerende oplevelse, idet træerne flere steder voksede ud af ruinerne, og junglen flere steder havde ‘overmandet’ bygningerne.
Efter besøget i Ta Prohm gik turen videre til Angkor Thom med flere ikoniske bygninger, hvor vi tilbragte resten af formiddagen.

Vi blev sat af ved den imponerende Elefantterrasse, der er en mur med en indgangsplatform til det kongelige palads. Terrassen er 300 meter lang og er op til 4 meter høj, og den er udsmykket med elefanter med lotusblomster i snablen – deraf navnet – samt blandt andet løver og slanger.
Fra elefantterrassen vandrede vi videre til Phimeanakas, der er et hindutempel, som er opført under Rajendravarmans regeringstid (941-968). Templet, der har form af en pyramide i tre lag, var oprindelig forsynet med et gyldent tårn, der dog nu er væk. I øvrigt var templet i en forfatning, der gjorde, at vi ikke måtte besøge det – så det blev ved synet på afstand.

I stedet bevægede vi os videre til et andet, nærved liggende hindutempel, Baphuon templet, der er opført på en kunstig bakke. Templet var oprindeligt dedikeret til Shiva, men senere omdannet til et buddhistisk tempel, og nye undersøgelser har afsløret, at det er bygget, mens Suryavarman I (1010-1050) regerede. Også Baphuon templet er bygget i tre niveauer, men templet tidens tand havde gjort, at det stort set var kollapset. Det lykkedes dog forskere og arkæologer at identificere og genopbygge templet ved at samle over 300000 af de oprindelige stenblokke. Dette blev kendt som verdens største 3D-puslespil.

Det betød også, at vi kunne komme hele vejen op til toppen af templet – og selv om trapperne var stejle, tog de fleste af os turen op til toppen – og ned igen.
Sidste tempel på formiddagens program var det velbevarede Bayon-tempel, der – til en afveksling – var et buddhisttempel. Bayon, der er det sidste tempel, der blev bygget i Angkor, er fra slutningen af ​​det 12. eller begyndelsen af ​​det 13. århundrede, og det er bygget som tempel for kong Jayavarman VII.

Templet er forsynet med en del smilende stenansigter af Buddha på hver side af de mange tårne, der rager ud fra templets øverste terrasse, og det udmærker sig i øvrigt ved at have et ydre galleri af særdeles velbevarede relieffer, der skildrer historiske begivenheder, kampscener og scener fra hverdagslivet.

Med besøget i Bayon-templet var Angkor Thom et overstået kapitel for os, og den stod nu på frokost på en hyggelig restaurant ved bredden af Srah Srang-søen.
Herefter stod den på et besøg i Angkor Wat – dagens ubestridte højdepunkt.

Angkor Wat er bygget til kong Suryavarman II i begyndelsen af det 12. århundrede, og uden om templet lå hovedstaden, der bestod af nu forsvundne træbygninger. Angkor Wat er det bedst bevarede tempel i området, og det er det eneste tempel, der har bibeholdt sin religiøse betydning op til vores dage – først som hinduistisk tempel indviet til guden Vishnu og senere som buddhistisk tempel. Angkor Wat anses for det arkitektoniske højdepunkt i den klassiske khmerkultur, og siden det blev genopdaget i 1857, har det undergået omfattende restaureringer. Ud over at være et storslået bygningsværk er det udsmykket med relieffer, der gengiver religiøse fortællinger, devaer (venlige guddomme), asuraer (dæmoniske guddomme) og apsaraer (nymfer).

Noget atypisk havde Toum valgt at vi skulle nærme os templet fra østsiden – hvilket var en rigtig god ide, idet vi derved undgik de helt store grupper af turister, og vi havde meget af tiden på templet mere eller mindre for os selv. Det gjaldt bla. da han gennemgik temaerne i de føromtalte relieffer for os.
Efter vi havde set reliefferne, gik turen ind i selve templet og op på den øverste terrasse, hvorfra der var en flot udsigt over de nedre dele af templet og hele området. Mens vi var heroppe, åbnede himlen sine sluser, så vores besøg på toppen – i ly for regnen – blev lidt længere end vi egentlig havde tænkt os.

Efter regnen havde renset luften, fortsatte vi gennem templet og ud af vestporten og over Regnbuebroen til vores ventende chauffør, der kørte os tilbage til Siem Reap.
Aftensmaden blev indtaget på en lille lokal restaurant over for hotellet, der havde specialiseret sig i juicer fremstillet på gode lokale frugter. For mit vedkommende blev det lejligheden til at prøve en juice fremstillet af durian – ikke lige min kop te, men nu var det da prøvet.

Mandag d. 16.10.
I stedet for at tage en fridag, havde vi bestilt vores guide til endnu en tur i omegnen af Siem Reap, og vi stod derfor klar klokken 8 til endnu flere tempelruiner… (Og nu havde vi jo købt en billet til hele Angkor-komplekset, så det skulle da udnyttes.)
Dagens første besøg gjaldt Pre Rup-templet, der blev indviet i år 961 eller 962, og som var dedikeret til kong Rajendravarman II. Der er tale om et af de tidligste templer i Angkor, og på grund af byggematerialerne – mursten, laterit (en rødlig jordart) og sandsten – har templet en behagelig rødlig tone, der forstærkes i morgen- og aftenlyset.

Pre Rup var dedikeret til den hinduistiske gud Shiva, og som besøgende kan man stadigvæk se løvestatuer og søjler, der er kunstfærdigt dekoreret. I en mindre, kvadratisk bygning kan man se en noget speciel sten, der anses for at have været basis for en bronzestatue af Nandi – vogterguden for Shivas bolig.

Navnet Pre Rup betyder – direkte oversat – ‘drejning af kroppen’, hvilket refererer til et gammelt kremeringsritual, hvor den afdødes aske blev kastet i forskellige retninger, efterhånden som gudstjenesten skred frem.

Vores besøg i templet inkluderede – ud over at se ovennævnte basissten – også en tur op på toppen af templet, hvorfra der var en rigtig fin udsigt over området.
Fra Pre Rup gik turen videre til et af de fjernest beliggende templer i Angkor, nemlig Banteay Srei, Det Pink Tempel, der ligger godt 35 km nordøst for Siem Reap.
Undervejs gjorde vi holdt ved en stand langs vejen, hvor vi smagte på nogle kager, hvor dejen var lavet af frugter fra palmyrapalmen, og som blev serveret helt varme. Vi fik bla. mulighed for at følge hele fremstillingsprocessen af kagerne. Det var en rigtig fin oplevelse – og kagerne smagte faktisk godt.

Efter en tur på knap en time gennem et varieret landskab kom vi frem til templet, der blev genopdaget i 1914, og det blev først berømt på grund af franskmanden André Malraux’ tyveri af nogle af templets værdifulde figurer. Siden blev templet nænsomt restaureret med schweizisk hjælp.

Banteay Srei, der blev indviet i år 967, er det eneste større tempel i Angkor, der ikke er bygget af en kongelig. Det er bygget af rød sandsten og forsynet med kunstfærdige udskæringer, der stadigvæk den dag i dag kan ses overalt i templet. Det er faktisk imponerende, hvor flot man på den tid var i stand til at fremstille så detaljerede udskæringer i sten.

Templet, der er dedikeret til hinduguden Shiva, er noget mindre end de øvrige templer i området, og det går som juvelen af Khmer-kunst.

Direkte oversat betyder Banteay Srei kvindernes eller skønhedens citadel.
På vejen væk fra templet mødte vi en gruppe krigsveteraner, der spillede for os (og de andre turister). Veteranerne manglede alle sammen flere lemmer, f.eks. efter at have trådt på landminer. De penge, de kunne spille ind, gik til ofre fra borgerkrigen.

Efter besøget i Banteay Srei gik turen videre til søen Tonle Sap, hvor vi skulle på en tur ud på søen og bla. besøge (dvs. sejle forbi) byen Kampong Phluk – en by, hvor husene er bygget på pæle ude i vandet. Byens huse var meget farverige, men der er som sådan ikke noget for turister at komme efter i byen, hvor man lever hovedsagelig af at fange fisk og rejer.

Vi fik en skøn tur gennem mangroveskoven og ud på søen, gik turen tilbage til fastlandet via en båd, hvor man holdt krokodiller i fangenskab. Et ikke opløftende syn.
Det skal i den forbindelse siges, at der ikke lever krokodiller i den frie natur mere i Cambodia – de er blevet udryddet af franskmændene, da de var herskere her i området.

Herefter gik turen tilbage til Siem Reap, hvor vi sluttede dagen af med kaffe sammen med vores guide og hans kone på Noi Café. Aftenen brugte vi med en drink på en bar i den berømte/berygtede Pub Street, der summede af liv og glade mennesker til langt ud på natten.

Tirsdag d. 17.10.
Rejsedag – og et farvel til Nay Toum og Cambodia.
Efter morgenmaden blev vi kørt til Siem Reaps nye lufthavn, der var blevet indviet i går (og naturligvis er bygget af kineserne). Desværre mærkede vi alt for tydeligt, at det hele var nyt: alt – afgangshaller, fællesområder, forretninger og terminaler –  lå øde hen, personalet kendte ikke procedurerne og ingen steder at få noget at spise – og det var jo ærgerligt her midt på dagen.

Men af sted kom vi da, og efter en mellemlanding i byen Pakse i det sydlige Laos, hvor vi bla. skulle have vores visum, gik turen videre til den gamle laotiske kongeby, Luang Prabang, hvor vi skulle være de næste tre dage.