Barcelona, 11.-18.2.24

Så var det skolernes vinterferie, og derfor ville vi benytte afbrækket i hverdagen til en tur sydpå til lidt varmere himmelstrøg – i år Barcelona, og denne gang sammen med noget familie på Claudias side, Ela og Dirk.
Flyrejsen bestilt og betalt, og en lejlighed nær Sagrada Familie booket gennem Airbnb. Og så var det ellers bare at nyde denne fantastiske storby.

Søndag d. 11.2.
Stille og roligt blev der pakket til en uge i varmen, og derefter blev vi kørt til Billund af Hjalte. En flytur på ca. 2½ time ventede, inden vi landede i lufthavnen Josep Tarradellas Barcelona-El Prat. Herefter stod den på godt en times kørsel med Metroen, inden vi nåede frem til lejligheden på Avinguda de Gaudi, 200 meter fra Sagrada Familia, hvor Ela og Dirk stod klar med aftensmaden.
Og så stod den ellers bare på hygge og lidt aftaler om de næste dages program, inden vi kunne se dyner…

Mandag d. 12.2.
Efter morgenmaden havde vi overladt til Dirk at føre os gennem dagens program – rundtur i Barcelonas gamle bydel, også kaldet Den Gotiske Bydel, og det blev en tur, der i store træk fulgte den rute, som Dirk og jeg fulgte i september sidste år.
Fra vores lejlighed gik vi en runde omkring Sagrada Familia – med et lille ophold i den lille park, Plaça de la Sagrada Família.

Herfra vandrede vi videre forbi Casa de les Punxes, der er tegnet af modernista-arkitekten Josep Puig i Cadafalch i 1905 og bygget til en velhavende tekstilfabrikants tre søstre. Huset minder om en gammel middelalderborg med seks spidse tårne – deraf navnet.

Næste stop var Casa Mila, populært kaldet La Pedrera, Stenbruddet, på grund af husets udseende. Casa Mila var den sidste private bolig, som Antoni Gaudí tegnede, og det er opført i perioden fra 1906-12. Huset blev i 1984 erklæret som verdensarvsted af UNESCO.
Casa Milà blev bygget til Roser Segimón og hendes anden mand Pere Milà. Roser Segimón var den velhavende enke efter en tidligere kolonist, der var vendt tilbage fra Sydamerika, hvor han havde tjent sin formue på en kaffeplantage i Guatemala.

Videre gik det til at andet af Gaudís bygningsværker, Casa Battló, der var et herskabshus fra 1877, som Gaudí ombyggede/redesignede i perioden 2004-06. Også dette hus er på UNESCOs Verdensarvliste – siden 2005. Huset har et ejendommeligt udseende, hvor dele af huset minder om knogler, drager og planter – hvorfor det også blandt de lokale kaldes Casa dels ossos, Knoglernes Hus. Huset blev i år 1900 købt af Josep Battló og hans kone Amalia, og de besluttede at give Gaudí frie tøjler til en forvandling af huset – i stedet for at det skulle rives ned for at give plads til et helt nyt hus. Og resultatet kan man så se i dag…

Ved siden af huset ligger et andet lidt specielt hus, Casa Amatller, der var ejet af den velhavende chokolademager og arkæologiske entusiast Antoni Amatller omkring år 1900, og som efter hans død i 1910 forblev i familiens eje indtil 1960. Huset interiør fra år 1900 er stort set bevaret intakt til i dag, og huset er nu museum. Huset, der er opført i 1875, er senere i århundredet redesignet…

Næste stop var Plaça de Catalunya, og ligesom ved vores forrige besøg var alle pladsens ellers flotte fontæner uden vand – på grund af vandmangel i byen.

Fra pladsen kunne man se flere imponerende bygningsværker, f.eks. Casa Rocamora, et imponerende lejlighedskompleks bestilt af den indflydelsesrige Rocamora-familie i første tredjedel af det 20. århundrede.

På den anden side af pladsen ligger den spanske nationalbank, Banc d’Espanya, og på pladsen står skulpturen Barcelona af Frederic Marés. Skulpturen viser viser en kvinde, der sidder på en hest og holder et skib over hovedet. Hermes, handelsguden, holder hestens tøjler med den ene hånd, mens han bærer et tandhjul i den anden hånd. Således viser Marès navigation, handel og industri som byens vigtigste erhverv.

Fra Plaça de Catalunya bevægede vi os videre ad La Rambla mod det gotiske kvarter.
Ramblaen er et travl gade, hvor fine og moderne indkøbscentre ligger side om side med forretninger med originale gamle facader, som f.eks. apoteket Farmacia Nadal.

Længere nede ad gaden finder man Palau Virreina, en bygning, der er bygget mellem 1772 og 1778, og som nu huser byens kulturinstitut.
Vi var så heldige at instituttet lige nu havde en udstilling af nogle af de kæmpedukker, der bruges til en procession i forbindelse med Barcelonas fødselsdag, Fiesta de Mercè.
Denne fest er en katalansk tradition, der har sin rod i middelalderen, og som efter sigende er opstået i et forsøg på at udbrede kristendommen for menigmand.
Dukkerne, der har forskellige navne, var flot præsenteret – og det var en udstilling, der tiltrak sig megen opmærksomhed fra nær og fjern.

Næsten som nabo til kulturinstitutet ligger markedshallen, La Boqueria, der mere eller mindre er blevet et sted, der er overtaget af turisterne, der blot kigger og fotograferer og jager de virkelige kunder, Barcelonas indbyggere, væk. Vi støttede dog stedet var at købe et mellemmåltid bestående af lokal pølse og ost samt et glas friskpresset juice.

Og så var det ellers bare om at komme væk fra de mange turister og ind i de små og roligere gyder i Den Gotiske Bydel med dens små og gamle forretninger. Det var i det hele taget et roligere og hyggeligere miljø at færdes i  – med gamle specialforretninger og idylliske, smalle gyder…

Videre til den livlige Plaça Reial, hvor det var cafélivet, der var i centrum – og som er berømt for nattelivet, og som er hjemsted for nogle af byens absolut bedste natklubber – ingen nævnt, ingen glemt. I øvrigt er det Gaudí, der havde tegnet pladsens lygtepæle.

Næste punkt på dagens program var området omkring katedralen, hvor vi først så et af Barcelonas mest fotograferede bygningsværker, El Pont del Bisbe, der forbinder Palau de la Generalitat med La Casa dels Canonges over en smal gade, Calle del Bisbe. Broen blev bygget af Joan Rubió i Bellver og den stod færdig til den internationale udstilling i Barcelona i 1929.
Joan Rubió i Bellver foreslog samtidig, at alle ikke-gotiske bygninger i kvarteret omkring katedralen skulle rives ned og erstattes med bygninger i gotisk stil, og da han ikke kom igennem med dette, indbyggede han en forbandelse i broen: et kranium gennemboret af en dolk. Dette motiv kan ses under broen…

I samme gade finder man Monumentet til heltene fra 1809, der viser fem martyrer, der blev henrettet efter et forsøg på oprør mod de franske tropper under besættelsen af ​​Barcelona i 1808.

Da klokken efterhånden var blevet halv tre og maverne knurrede, gjaldt det om at finde et sted af spise, og valget faldt på El Cafè d’en Víctor, der lå i udkanten af pladsen foran katedralen. Stedet var ikke hyggeligt – og maden var ikke god, men det fortravlede og overbebyrdede personale forsøgte at holde en god stemning med en række smarte bemærkninger. Alt i alt ikke et sted, der kan anbefales…

Ellers var det et besøg i katedralen, der stod på programmet. Katedralen, hvis fulde navn er La Seu de la Santa Creu i Santa Eulalia, er bygget mellem 1298 og 1441, er oprindelig bygget oven på et romersk tempel, siden en arabisk moské og sluttelig en romansk katedral, før det blev til den nuværende gotiske kirke. Katedralens facade er tilføjet noget senere, bygget mellem 1887 og 1890.
I krypten under kirken ligger resterne af Barcelonas skytshelgen, Santa Eulàlia.

Over for kirken ligger La Casa de l’Ardiaca (ærkediakonens hus) fra 1512, men ombygget op til flere gange og senest af Lluís Domènech i Montaner i 1902. Huset, der i dag huser Barcelonas historiske arkiv, har en unik marmorpostkasse med tre svaler samt en skildpadde.

Herefter bevægede vi os gennem de små gyder og stræder til havneområdet, hvor vi slog os ned på en lille tapasbar ved katamaran-marinaen, hvor det ene store skib overtrumfede det andet.

Her nød vi et glas iskold sangria i solen fra en skyfri himmel – og i temperaturer på over 20 grader, inden vi så småt vendte næsen hjemefter.

Først gik vi gennem Parc de la Ciutadella, hvor vildtlevende munkeparakitter (Myiopsitta monachus) efterhånden er en stor plage. Fuglene fodres af turister og byens beboere, og de lod sig lokke til af æblestykker og frø – lidt lige som man andre steder i verden fodrer duerne på markedspladser.

I parken blev der også tid til at beundre det imponerende Cascada Monumental, et springvand, der er tegnet af arkitekten Josep Fontseré i 1875 og indviet fem år senere. En af Fontserés elever, Antoni Gaudi, som på dette tidspunkt var arkitektstuderende, deltog i arbejdet med at tegne Cascada.

Fra parken gik turen til den nærmeste Metro-station, og herefter tilbage til lejligheden, hvor vi nød et stykke pizza sammen med et afsnit af Traumschiff, inden vi gik til ro – mættet med indtryk fra en lang dag.

Tirsdag d. 13.2.
Igen lidt sen morgenmad – og i dag et mere afslappende program, hvor første punkt på programmet var en kort vandretur op ad Avinguda de Gaudi til Hospital de la Santa Creu i Sant Pau (Hospital Sant Pau) for enden af gaden.
Hospitalet, der er bygget i perioden 1901-1930 af den catalanske arkitekt Lluís Domènech i Montaner i jugendstil, er et kompleks bestående af bla. 12 pavilloner, der er indbyrdes forbundne ved underjordiske gange. Der var oprindelig planlagt med 48 bygninger, men kun 27 af disse blev faktisk bygget, og hospitalet kom i 1997 på UNESCOs Verdensarvliste sammen med et andet af Domènechs bygningsværker, Palau de la Música Catalana.

Bygningerne, der fungerede som hospital indtil 2009, hvor et nyt hospital åbnede på grunden ved siden af, blev renoveret og blev i 2014 genåbnet som museum.
Vi brugte lang tid på at vandre gennem bygningerne og betragte de imponerende bygninger og få et godt indblik i datidens lægekunst gennem de mange udstillinger.

Efter at have nydt stedets ro og storhed vandrede vi videre op bag hospitalet for at komme op i bakkerne bag Barcelona, til Parc del Guinardó, hvorfra vi havde en storslået udsigt over byen – lidt diset, måske, men det skyldtes sikkert varmen.

På grund af årstiden var parken ikke det overflødighedshorn af blomster, som vi havde fået beskrevet, og vi måtte nøjes med grupper af blomstrende Kalanchoe, der kunne ses på lang afstand med deres stærkt røde blomster.

Efter turen gennem parken endte vi for enden af Carrer de Mühlberg til kaffe og kage på Las Delicias, inden vi gik videre ned ad bakkerne til bydelen Vila de Gràcia med stille fredfyldte pladser som Plaça de la Virreina og Plaça del Diamant.
På den sidstnævnte plads kunne vi fra en bænk betragte skulpturen La Colometa, mens vi lagde planer for vores videre færd denne eftermiddag. La Colometa er fremstillet i 1984 af billedhuggeren Xavier Medina Campeny, der med skulpturen refererer til hovedpersonen i novellen La plaça del diamant af den catalanske forfatterinde Mercè Rodoreda i Gurguí. Novellen er den mest populære catalanske novelle til dato og er oversat til mere end 30 sprog.

Efter vores lille pause på Plaça del Diamant gik turen videre et par gader vestpå til Casa Vicens, som anses for at være Gaudís første store projekt. Huset er bygget i perioden 1883-85 i orientalsk stil, og da det blev opført, var der en stor have rundt om, men med tiden er jorden udstykket til andre beboelsesejendomme, og Casa Vicens ligger i dag lidt indeklemt mellem de andre bygninger. Casa Vicens står på UNESCOs Verdensarvliste siden 2005.
På trods af husets lidt skjulte placering var vi ikke de eneste turister, der havde taget vejen hertil, og japanske turister kan jo altid finde vej – om ikke andet, så i en taxa.

Fra Casa Vicens gik vi ad bydelens hovedgade, Carrer Gran de Gràcia, tilbage i retning mod midtbyen – bla. for at finde et sted for en lidt sen frokost.
Carrer Gran de Gràcia er en travl og livlig shoppinggade med mange fine forretninger blandet med imponerende og svulstige huse i jugendstil – det ene ved siden af det andet. Gaden endte ved det flotte Hotel Casa Fuster.

Herefter kom vi endnu engang forbi Casa Mila, Barcelonas kommunale Musikkonservatorium og endnu engang Sagrada Familia, inden vi slog os ned og nød en rigtig lækker aftensmad hos Tuscania Food & Wine – et sted, hvor Dirk og jeg også spiste for knap et halvt år siden.
Ellers var det bare at flade ud hjemme i lejligheden på sofaen til endnu et afsnit af Traumschiff.

Onsdag d. 14.2.
Denne dag var planlagt til mindste detalje allerede hjemmefra, idet vi skulle besøge to af de mest overrendte steder i Barcelona – om formiddagen Parc Güell, og om eftermiddagen Sagrada Familia. Og fra tidligere vidste vi, at billetter til disse to steder skulle ikke bare købes allerede flere dage i forvejen, men også at vi skulle have overblik over, på hvilket tidspunkt, vi ville besøge stederne… Derfor var der heller ikke plads til svinkeærinder denne dag!
Efter morgenmaden tog vi ‘hjemmefra’ først med Metroen og siden med bus til parkens østlige indgang – og herefter blev det til nogle vandreture på kryds og tværs i parken.
Først besøgte vi Viaducte de Dalt, der er anlagt med tre rækker af søjler, der understøtter hvælvinger, således at der skabes en sekskantet form. Stedet, der er forsynet med stenbænke inde under hvælvingerne, er ment som et sted, hvor man kan hvile ud. Oven over viadukten er en ekstra etage med krukker beplantet med agave, Agave americana, og mellem krukkerne er der små cirkulære bænke. Dette var naturligvis et sted, der tiltrak mange turister.

På vores videre vej passerede vi Casa Martí Trias, der er et af de mest imponerende huse i parken. Huset er bygget til familien Trias, og det er tegnet af arkitekten Juli Batllevell, der er en elev af Domènech i Montaner og samarbejdspartner til Antoni Gaudí. Der er det interessante ved familien Trias, at det var familiens søn, der genkendte Gaudí på hospitalet, efter at han var blevet kørt ned af en sporvogn.

Næste stop på vores tur rundt i parken var Turó de les tres Creus – en lille høj med tre kors. Højen er rekonstrueret, da den blev ødelagt under den spanske borgerkrig.
I nærheden af højen hørte vi skrigene fra munkeparakitter, dom havde bygget reder i palmerne, og selv om de lokale opfatter dem som mere eller mindre en plage – så var de alligevel et flot syn.

Ellers brugte vi lidt tid ved parkens hovedindgang med de huse og konstruktioner af Gaudí som har gjort parken til et interessant udflugtsmål. Det første, der fanger vores blik er den store Plaça del Teatre Grec, der er fyldt med turister, der nyder udsigten over Barcelona. Øst for pladsen finder man en søjlegang, El Pòrtic de la Bugadera, bestående af dobbeltsøjler, der næsten falder i et med klippevæggen bagved. Søjlegangens navn skyldes en figur, der er skåret ind i en af søjlerne.

Under Plaça del Teatre Grec er der et søjlerum, Sala Hipòstila, med 86 dorisk inspirerede søjler. Her kan man i loftet i små kupler betragte flere smukke mosaikker, der er fremstillet af Gaudís samarbejdspartner Josep M. Jujol.

Foran søjlehallen er en trappe, Escalinata monumental, hvor der i midten er en farverig øgle, El Drac. Også denne øgle, der er parkens vogter, er fremstillet af ovennævnte Jujol ved en teknik, der går under navnet trencadís, hvor man anvender knuste mosaikfliser.

Lige ved indgangen – der altså blev til udgangen for os – ligger to huse, hvor Gaudís velkendte stil tydeligt kommer til udtryk. De to huse er i dag hhv. museum og en boghandel.

Fra Parc Güell gik turen videre via lidt frokost til Sagrada Familia, hvor vi havde tid til en rundvisning midt på eftermiddagen, og da vi var mødt frem i lidt god tid, slog vi os ned ved søen i Plaça de Gaudí, nordøst for kirken.

Herefter mødtes vi med vores erfarne guide, der efter lidt optælling og clearing af billetter startede en rundvisning i og foran kirken, hvor vi fik fortællinger om kirken, Gaudí og alle omstændighederne omkring byggeriet.
Ved rundvisningen, der startede ved den nuværende indgang mod nordøst, fik vi først rigtig gode forklaringer på de billeder, man finder ved indgangen – og symbolikken i billederne.

Herefter viste og fortalte hun om det flotte lysindfald, der var i kirken og om Gaudís planer om en kommende hovedindgang til kirken fra syd, inden rundvisningen sluttede uden for kirken igen – ved vestindgangen – og igen med billeder og symbolik i centrum af fortællingen.

Dernæst blev vi overladt til os selv – hvilket vi benyttede til en ekstra tur i kirken samt et besøg i museet, hvor kirkens historie blev fortalt på flot vis.
Sagrada Familia, der betyder ‘Den Hellige Familie’, er en ufærdig katolsk kirke, der betragtes som Antoni Gaudís mesterværk. Byggeriet af kirken begyndte i 1882 under ledelse af arkitekten Francisco de Paula del Villar y Lozano, men han blev sat fra bestillingen allerede året efter, og Gaudí blev herefter chefarkitekt på opgaven indtil sin død i 1926. På dette tidspunkt var mindre end en fjerdedel af kirken færdigbygget.
Under den spanske borgerkrig satte anarkister ild til krypten og brød ind i Gaudís værksted og ødelagde delvist Gaudís oprindelige planer. I 1939 blev arkitekten Francesc de Paula Quintana leder af det videre arbejde, som man kunne fortsætte på grund af det materiale, der blev reddet fra Gaudís værksted, og som var blevet rekonstrueret ud fra offentliggjorte planer og fotografier. Siden da har forskellige arkitekter varetaget arbejdet, og i dag er det Jordi Faulí i Oller, der leder arbejdet.
Engang færdiggjort vil kirken have 18 tårne:
12 tårne – ét tår for hver af apostlene (højde: 98,4 meter til 120 meter),
4 tårne – et for hver af evangelisterne (højde: 135 meter),
1 tårn for Jomfru Maria (højde: 138 meter) og
1 tårn for Jesus Krist (højde: 172,5 meter).

Af disse tårne mangler man blot at færdiggøre det højeste, der – når det står færdigt om et par år – vil være forsynet med et 17 meter højt kors.
Byggeriet af selve kirken, der finansieres af private donationer og entreindtægter fra besøgende, skal stå færdig på hundredåret for Gaudís dødsdag i 2026, mens de sidste dekorative elementer skal stå færdige i 2030 eller 2032.
Vores besøg sluttede vi med en tur gennem kirkens museum – nede under selve kirken. Her præsenterede man kirkens historie fra første sten blev lagt til i dag, præsenteret i billeder og fotos. Endvidere var der demonstration af de teknikker og materialer, som Gaudí anvendte i arbejdet med kirken, og man blev præsenteret for facts i rigelige mængder. Som et kuriosum havde man bevaret et rum, der var indrettet som Gaudís værksted – meget interessant.

Og for at feje al tvivl til side: Naturligvis er Sagrada Familia er UNESCO Verdensarvsted.
Med besøget i kirken var dagen ved at gå på hæld, og vi bevægede os mod lejligheden, hvor vi havde en hyggelig aften med lidt god mad og vin – indkøbt undervejs.

Det var jo også den sidste aften, hvor vi var fire beboere i lejligheden, idet Ela og Dirk skulle hjem i morgen formiddag.

Torsdag d. 15.2.
Efter en sidste morgenmad sammen med Dirk og Ela sagde de farvel – mens vi ryddede lidt op og gjorde klar til en dag i Den Gotiske Bydel for – måske i lidt langsommere tempo – at se på nogle af de andre skatte, som denne bydel gemte.
Første stop på denne tur var den ene af de oprindeligt tre tyrefægterarenaer, der lå i Barcelona. Arenaen hedder La Monumental – eller rettelig Plaza de Toros Monumental de Barcelona – og den ligger bare 4 gadehjørner fra La Sagrada Familia.

Egentlig ville vi slet ikke ind og se arenaen, men da indgangsbilletten var meget billig (6 €), og da der stort set ingen turister var, gik vi alligevel ind. Det viste sig at være et godt valg, idet vi kunne bevæge os frit overalt i hele arenaen, på tilskuerpladserne, inde på arenaen, hvor kampene fandt sted, staldene, hvor tyrene blev gjort klar til kamp og i gangene under tribunerne, hvor plakaterne fra sidste forestilling stadigvæk hang på væggene. Endvidere var der et lille, men interessant museum.

Vi gik rundt og fik set det hele, og vi kunne mærke suset fra dengang, forestillingerne kunne fylde arenaen til sidste tilskuerplads. Lidt specielt at tænke på, at der så sent som 25. september 2011 blev afholdt den sidste tyrefægtning i Catalonien her i arenaen, der har/havde plads til 19.582 tilskuere.

Fra La Monumental gik vi videre på kryds og tværs gennem gaderne i retning Plaça de Catalunya. På denne tur kom vi forbi endnu en bygning, som Gaudí havde tegnet, Casa Calvet, der ligger lidt anonymt og ikke nær så besøgt som flere af hans andre bygninger.
Huset, der ligger i Carrer de Casp, blev bygget mellem 1898 og 1900, og det var designet til en tekstilproducent, Pere Màrtir Calvet, der både havde forretningslokaler og privat bolig i ejendommen. Huset, der er et af Gaudís tidligste bygningsværker, anses for at være hans mest konservative værk – og ikke nær så specielt som mange af hans andre bygninger.

Herefter gik turen videre til en kop kaffe i en café i Carrer del Pi – tæt ved Placeta del Pi med mange gamle og skønne forretningsfacader. Og ud over de gamle butikker var her en afslappende atmosfære i den varmende sol.

Efter kaffen gik turen videre til en af byens største kirker, Basílica de Santa Maria del Mar – eller Havets Katedral, der lå godt indeklemt i hjertet af Den Gotiske Bydel. Kirken, der er den eneste bevarede kirke i ren catalansk gotisk stil, er bygget i perioden 1329 til 1383 på et sted, hvor der siden 300-tallet har været udført kristne ritualer, og hvor man i år 303 e.Kr. begravede den lokale helgeninde Santa Eulàlia, efter at hun var blevet tortureret og korsfæstet af romerne.

Kirken er designet af Berenguer de Montagut, og den er understøttet af meget høje søjler med en indbyrdes afstand på ikke mindre end 13 meter; det er dermed den største afstand mellem søjler i nogen kendt middelalderbygning! I øvrigt er kirken omdrejningspunktet i romanen ‘Havets Katedral’, der beskriver livet i Barcelona i 1300-tallet af Ildefonso Falcones.

Herefter gik vi lidt rundt i de smalle gader omkring kirken, og det førte os bla. forbi resterne af det gamle San Agustín-kloster ved Plaça de l’Acadèmia – i dag er medborgerhus.

Endvidere passerede vi El Born Centre de Cultura i Memòria – et kulturcenter i smedejern, der fungerede som markedshal i perioden fra 1876 til 1971.

Efter en let frokost i en lille café ved pladsen Jaume I gik vi videre gennem Carrer de la Tapineria, hvor vi kunne se rester af den gamle romerske bymur ved Capella de Santa Agata, et kongeligt kapel, der er bygget i 1302.

Ellers travede vi bare lidt videre gennem de gamle gader til dagens sidste stop, Palau de la Música Catalana, hvor vi vovede os indenfor for at betragte det indre af dette flotte bygningsværk, der er designet af Lluís Domènech i Montaner – arkitekten, der også var ophavsmand til Hospital de Sant Pau, som vi besøgte for et par dage siden.

Koncertsalen, der blev bygget mellem 1905 og 1908 og primært var finansieret af et kor, Orfeó Català, samt velhavende industri- og forretningsfolk, blev i 1997 optaget på UNESCOs Verdensarvliste sammen med Hospital de Sant Pau.

Efter dette overvældende besøg var det ellers bare hjem til lejligheden for derefter at søge tilbage til det lækre lille spisested, Tuscania, for at nyde endnu en lækker aftensmad, inden vores senge kaldte…

Fredag d. 16.2.
Efter morgenmaden gik vi i gang med dagens tema: Montjuïc.
Altså hjemmefra med først Metroen og derefter bjergbanen til endestationen på bjerget, Parc de Montjuïc. Og så var der en lang vandretur – forbi haven med det fine navn Jardins de Mossèn Cinto Verdaguer – opad, opad og opad til Castell de Montjuïc, hvor vi den næste times tid vandrede rundt og så det meste af fæstningsanlægget med de gamle bastioner.

Castell de Montjuïc blev oprindelig bygget som en befæstning i 1640, og allerede året efter stod det første slag om stedet, da katalanerne gjorde oprør mod Spanien – og vandt Slaget ved Montjuïc.
I 1694 udbyggedes fæstningen med flere bastioner, og den blev en decideret borg, der dog igen blev nedrevet i 1751, fordi den ikke var tidssvarende. I stedet opførtes det nuværende slot i slutningen af 1700-tallet, hvor slottet blev forbedret og kunne leve op til datidens behov. Bla. blev slottet udstyret med 120 kanoner.

Slottet er berygtet i catalanske historiebøger på grund af dets rolle i den spanske borgerkrig fra 1936 til 1939, da begge sider af konflikten fængslede, torturerede og skød politiske fanger ved Montjuïc.

I øvrigt har man en fantastisk udsigt fra slottet over både byen, havnen og Middelhavet.
Fra slottet gik vi ned ad bakken igen – denne gang for at besøge Fundació Joan Miró, der er et museum for moderne kunst til ære for Joan Miró. Museet åbnede 10. juni 1975.

Museet ejer over 10000 værker – dvs. malerier, tegninger, skulpturer og tæpper – fra Joan Mirós hånd, hvoraf de tidligste er tegninger, som han har fremstillet i 1901 – børnetegninger fra en 8 år gammel Miró.
Ved vores besøg var der udstilling af værker af både Miró selv og hans samtidige Pablo Picasso – som han i øvrigt var inspireret af. Det var meget fantastisk at gå gennem museets mange rum, hvor man ud over selve værkerne også kunne læse om historierne bag – samt forklaringer på den symbolik, der findes i hans værker.

Fra museet gik turen de få hundrede meter til det olympiske stadion, der var centrum for de Olympiske Lege i 1992. Stadion blev oprindelig bygget i 1927 til den internationale udstilling i Barcelona 1929, hvorefter der blev ombygget og renoveret i 1989 for at stå klar til OL ’92.

Med en kapacitet på 55926 sæder er det Spaniens 6.-største stadion, og det fungerer i 2023-24 som hjemmebane for FC Barcelona, hvis eget stadion, Camp Nou, er under ombygning.

Allerede på stor afstand får man øje på Montjuïc kommunikationstårn, der rager 136 meter højt op over området og blev bygget op til OL for at sende TV-dækning fra legene. Tårnet repræsenterer en atlet, der holder den olympiske ild, og på grund af dets orientering, fungerer det ligeledes som et kæmpe solur.

Lidt sjovt at mærke historiens vingesus fra ’92.
Sidste punkt på vores Montjuïc-rundtur var Museu Nacional d’Art de Catalunya (MNAC) og ikke mindst udsigten fra pladsen foran museet og ned over Plaça de les Cascades, Plaça de Josep Puigi Cadafalch, Avinguda da la Reina Maria Cristina og Plaça d’Espanya med Torres Venecianes.

Inde i museet var vi ikke, men vi nøjedes med den flotte udsigt, hvor vi dog manglede vandet i de forskellige springvand, herunder det imponerende Font Màgica – igen på grund af tørken i Catalonien og Spanien som sådan.

Fra Plaça d’Espanya valgte vi den lette løsning tilbage til vores lejlighed: Metroen.
Aftensmaden indtog vi – lidt desværre – på en lille italiensk restaurant, Paisano Bistró, som egentlig havde gode karakterer på Tripadvisor, men som vi nok skal lade være med at anbefale til andre. Tjenerne bragte de forkerte ting i forkert rækkefølge, og maden var kedelig og ikke noget at råbe hurra for, så desserten blev fravalgt!
Efter maden nød vi så en dessert og lidt vin på en restaurant, som vi vidste havde kvalitet, og hvor vi allerede havde spist et par gange: Tuscania.
Eller bare tilbage til lejligheden og hvile ud med benene lidt oppe…

Lørdag d. 17.2.
Efter morgenmaden gik vi østpå ad Avinguda Diagonal til den 144,44 meter høje Torre Glòries – en ‘ægformet’ skyskraber i stil med det 180 meter høje The Gherkin i London.
Torre Glòries er bygget i en periode fra 1999 og årene frem, og det stod færdigt og åbnede i juni 2005; dengang under navnet Torre Agbar, ejerne af bygningen.

Tårnet, der er konstrueret af beton, stål, aluminium og glas, har en diameter på det bredeste sted på 39 meter, og det blev i 2022 åbnet for offentligheden, der fik adgang til en udsigtsplatform i 125 meters højde, hvilket giver en fantastisk udsigt over Barcelona.
Inden man tager elevatoren op til platformen kan man se en udstilling i kælderen om alle facetter af livet i Barcelona.

Fra Torre Glòries gik turen nogle hundrede meter væk til et kæmpe loppemarked, Mercat dels Encants, hvor det var muligt at købe al muligt skrammel – det meste sikkert helt uden værdi. Men der var en masse stande med især tøj, isenkram og elektronik – og en masse potentielle købere. Et farverigt marked, der dog ikke indbød til at gøre en god handel.

Efter vi havde mast og kæmpet os forbi en masse stande, gik turen videre i retning af Den Gotiske Bydel, hvilket førte os forbi det tidligere Vilanova Power Plant, et kraftværk, der blev omdannet til hovedkvarter for strømforsyningen i Catalonien (Central Catalana de Electricidad) i 1980’erne. Selve bygningen er opført mellem 1903 og 1905 med Arnau Calvet som arkitekt, og den er i dag fredet.

Rundt om hjørnet lå herefter Arc de Triomf, der i øjeblikket restaureres og derfor ikke fremtræder så imponerende. Triumfbuen blev bygget af arkitekten Josep Vilaseca i Casanovas som indgangsparti til verdensudstillingen i Barcelona i 1888. Verdensudstillingen fandt sted på det område, hvor Parc de la Ciutadella i dag ligger.

Efterhånden var det tid til lidt pause, så vi slog os ned i cafeen i Museu de la Xocolata, hvor vi drak en kop rigtig tyktflydende chokolade – før vi besøgte museets udstillinger.
Herefter gik vi videre ad Carrer de la Princesa, hvor mange butikker havde facader, der næppe har ændret udseende i flere årtier…

Rundt om hjørnet faldt vi over endnu en butik, der både ude og inde lugtede langt væk af historie, idet Cereria Subirà, der udelukkende forhandlede stearinlys i alle mulige farver, former og lugte, havde et interiør, der daterede sig tilbage til 1761. Forretningen, der ligger i gaden Baixada de la Llibreteria, er absolut et besøg værd – også selv om de godt ved, hvad de vil have for deres lys.

Fra lysforretningen søgte vi ind i det jødiske kvarter med en synagoge, der kun kan findes, hvis man ved lige nøjagtig, hvor den ligger. Ellers var det mest synlige bevis på jødedommen her et par inskriptioner i latin og hebræisk på et af husene.

Igen lidt trætte i benene valgte vi den nemme vej tilbage til vores lejlighed – metroen – hvorefter vi fik købt lidt lækkert til aftensmaden, som vi i dag indtog hjemme. Og så begyndte vi så småt at pakke vores ting til at kunne forlade lejligheden i morgen formiddag efter morgenmaden.

Søndag d. 18.2.
(4514-)
Dette var den sidste morgen i lejligheden, hvor vi efter morgenmaden gjorde lidt rent, pakkede vores kufferter og forlod lejligheden, og da vores fly først gik efter kl. 18, valgte vi at vandre til byparken, Parc de la Ciutadella, hvor vi slog os ned og nød de sidste timer i solen og godt 25 grader i skyggen. Og ja, vi slæbte vores kufferter med os.

Der blev tid til en kop kaffe og til at nyde nogle af parkens flotte installationer, Cascada Monumental med springvandet og det Catalonske Parlament, Parlament de Catalunya, i parkens østlige hjørne.

Vi ville også gerne have været i Barcelona Zoo, der også ligger i parken, men på grund af det gode vejr var der mere end 100 meter lang kø for at komme ind, så vi stod over. (Vores kufferter havde nok heller ikke gjort turen så sjov).
I stedet valgte vi lige at kigge ind i banegårdsbygningen,

Estació de França Adif, der er endestation for tog fra Frankrig og bygget omkring år 1900 i modernistisk stil.
Herefter tog vi Metroen til lufthavnen og satte os i Loungen, indtil vil blev kaldt til gaten.
I øvrigt blev Claudia syg i flyet på vej hjem – så hun nød ikke så meget at turen, men fik til gengæld orienteret sig fint på toilettet.
Da vi landede i Billund, blev vi afhentet af Hjalte, der bragte os hjem til Aarhus – og en i øvrigt fantastisk uge var hermed omme… (Og nogle dage med dårlige maver ventede forude)