Azorerne, 13.-27.7.21

Dette blev en ferie under mottoet: Væk – langt væk – fra Coronaen.
Efter mere end et år, hvor der var mere eller mindre lukket for ferie i udlandet, er verdenssamfundet så småt begyndt at lukke op for ferierejser igen. Ikke at det er nemt at komme hjemmefra, langt fra. Der var indrejse- og sundhedspapirer, der skulle udfyldes, og der var vaccinationer, der skulle overstås. Der var Corona-pas, der skulle bringes i orden.
Men når forarbejdet var gjort omhyggeligt, var det bare af sted!
Siden min onkel Bent havde besøgt Azorerne for efterhånden mange år siden, havde han sværmet for stedet og fortalt vidt og bredt om øernes fortræffeligheder. Derfor var vi også lidt hooked på at komme derhen, når nu muligheden bød sig.
Altså bookede vi en tur med Bravotours, hvor vi bestilte flyrejsen gennem dem, og så i øvrigt bookede alt andet selv: hotel, mad, ture og oplevelser.

Tirsdag, d. 13.7.
… startede turen i Billund, hvor et fly fra Great Dane Airlines skulle bringe os til Azorernes største ø, São Miguel, hvorfra vi – efter tjek af Corona-papirer – tog en taxa til vores hotel Solar do Conde på nordsiden af øen i byen Capelas.

Efter vi lige havde fået pakket ud, gik vi en tur til stranden til nogle fantastiske udsigtspunkter, bla. Miradouro das Pedras Negras, hvor man går gennem hel mørk, rå lava og frem til nogle stejle skrænter – også af lava – ned mod havet.

Hele kystområdet var et flot og interessant syn, og lavakysten fortsatte så langt øjet rakte mod både øst og vest. Men mest imponerende var nok udsigten mod vest, hvor man kunne se klippeformationen Tromba do Elefante – elefantsnablen. Og ja, klippeformationen ligner rigtig nok hovedet af en elefant, der står med snabelen i vand!

Mod øst fandt man en lille naturhavn, Poços de São Vicente, hvor der var rig mulighed for at få en svømmetur i sikkerhed for det ellers frådende hav. Stedet havde været et sted, hvor hvaler, fanget på havet, blev bragt i land til videre forarbejdning på en fabrik, der fremstillede tran af dyrenes spæk. I dag ligger der kun ruinerne af den gamle hvalfabrik, herunder fabrikkens skorsten, men det er ikke muligt at komme tæt på, da de ligger bag et højt hegn. Med et godt objektiv var det dog muligt at få nogle fine billeder af de sparsomme rester af fabrikken.

Over for fabrikken – og på den modsatte side af vejen – kan man se den plads, hvor hvalerne blev trukket i land, og her kan man også se det rustne spil, der tidligere blev brugt til dette formål.

Endvidere ligger der en række huse – samt en lille café, hvor vi fik serveret dagens kaffe.
På vejen tilbage til hotellet gik vi forbi flere haver med store flotte eksemplarer af Cycas, vist nok japansk koglepalme (Cycas revoluta), men ellers gik turen tilbage på hotellet til aftensmad og lidt afslapning på altanen efter dagens rejse.

Onsdag, d. 14.7.
Dette var dagen, hvor ferieoplevelserne for alvor skulle speedes op – først og fremmest med et besøg i den største by på São Miguel, Ponta Delgada. Altså af sted ved middagstid med den lokale bus til hovedstaden gennem et landskab ad små veje, hvor ‘ukrudtet’ i vejkanterne var meterhøje Hortensia.

Ved ankomsten til Ponta Delgada stod vi af bussen ved en af byens smukke pladser, Campo de São Francisco, hvorfra der også var udsigt til byens fort, hvis korrekte navn er São Brás-fæstningen, og som husede Museu Militar dos Açores, Azorernes militærmuseum.
Det var slet ikke på dagens program, at vi skulle besøge museet – militær siger os ikke så meget – men da porten ind til fortet (og museet) stod åben, skulle jeg da lige have et kig indenfor.
Og så skete der det, der ikke må ske: Jeg trådte ned i et hul, hvor der skulle have siddet en stele til at spærre for trafikken ind til fortet. Som et resultat af faldet ridser hele mit underben op, så blod stod ud i lårtykke stråler og huden var skrællet helt af. Jeg måtte have hjælp af en af vagterne med at få benet trukket op af hullet, og en militærlæge blev tilkaldt og et større arbejde gik i gang med at lappe mit ben sammen.

Der blev behandlet med desinficerende væsker, og jeg fik en kæmpe forbinding om benet. Mange undskyldninger fra kommandanten, der også var blevet hidkaldt – og sammen med Claudia fik jeg en guidet tur på både museet og fortet – uden beregning. Og det blev aftalt, at militæret den kommende dag ville hente mig på vores hotel og køre mig til videre undersøgelse på militærhospitalet. Jeg havde faktisk indstillet mig på, at ferien var forbi for mit vedkommende; benet kunne lige så godt have været brækket eller flækket.

Som skrevet var det slet ikke meningen, at vi ville besøge fortet, men de forskellige militærpersoner havde så dårlig samvittighed på grund af det usikrede hul, at de inviterede os ikke bare indenfor på fortet, men gav en en gratis guide med på vejen.
Det betød så også, at vi blev proppet med informationer om fortets betydning, f.eks. at fæstningen er den ældste og eneste tilbageværende fæstning i Ponta Delgada.
Vores vej førte os i første omgang langs de ydre mure, der endnu står fra dengang, fortet blev bygget, og det ligner andre fæstninger, der er bygget af portugiserne rundt omkring i verden.

Samtidig kunne vi også se en kanonstilling af nyere dato – med kanoner, der menes at stamme fra et skib.

I øvrigt var fortet absolut et besøg værd. Det er bygget i 1551-1553 på et forbjerg for at forsvare byen og området bag byen mod piratangreb. Der er blevet bygget meget om og til på fortet gennem tiderne og især i det 19. århundrede. Ud over at være museum, fungerer fortet i dag også som base for den portugisiske flåde.

Efter forskrækkelsen ved fortet, haltede jeg videre – og Claudia gik normalt – for at få kigget lidt på byen; dvs. at vi gik (halvdelen af os haltede) videre med vores oprindelige plan for en tur i byen.
Op mod den flotte og fredelige plads, Campo de São Francisco, ligger to kirker, Igreja de São José mod vest og Convento de Nossa Senhora da Esperança mod nord.
Opførslen af Igreja de São José påbegyndtes i 1709, og kirken er bygget i typisk kolonial barokstil, som en stor kirke med tre skibe med malede buer og altre, der var dekoreret med forgyldte træudskæringer. Specielle er også de blå og hvide flisepaneler fra det 18. århundrede.
På stedet, hvor kirken og klostret nu ligger, lå der tidligere en kirke fra det 16. århundrede, der var dedikeret til Vor Frue af Undfangelsen.
Vi var ikke inde i kirken, der var lukket, da vi kom forbi…

Klosterkirken Convento de Nossa Senhora da Esperança er noget ældre, idet den blev opført i hvert fald før 1535, og det siges, at den blev taget i brug af de første nonner i 1541.
Igreja de São José nøjedes vi med at se på ude fra pladsen, mens vi vovede os indenfor i Convento de Nossa Senhora da Esperança, der både er kloster og kirke.

Kirken var lige så prægtig indenfor som udenfor, og den præsenterede sig på bedste vis med en overdådig forgyldt altertavle i barokstil og væggene beklædt med fliser fra det 17. århundrede.

Efter vi havde tilbragt lidt tid i kirken og på pladsen udenfor, gik vi videre ind i byen ad gågaden med det mundrette navn Rua Marqués da Praia e Monfort, og her slog det os, at vi levede i en coronatid; der var stort set ingen mennesker i byen – blot små familiegrupper her og der.

Bag en lille park Jardim Sena Freitas på venstre hånd kunne vi skimte Palácio de Concecão, Undfangelsespaladset, der er en historisk regeringskontorbygning i en fantastisk blå farve. Bygningen er i dag sæde for den regionale regering.
Paladset blev bygget i slutningen af det 19. århundrede, og dets navn kommer af, at det byggedes på en plads, hvor det tidligere ‘Den Ubesmittede Undfangelses Kloster’ stod, ligesom nogle af klosterets bygninger blev bevaret og integreret i paladskomplekset.

Lidt senere nåede vi frem til centrum, dvs. torvet Praça de Gonçalo Velho med Portas da Cidade, byportene, der oprindelig er opført i 1783 og skulle fungere som et primitivt forsvar af byen fra søsiden. Portene er i dag et vartegn for byen.

På pladsen foran portene var der opstillet vogne fra forskellige af øens distrikter, der i dagene forinden havde været anvendt til religiøse processioner.
På et lille torv umiddelbart vest for Praça de Gonçalo Velho lå byens rådhus, der især er kendt for sit tårn, hvorfra man kan få en flot udsigt over midtbyen.

Mod nordøst lå Ponta Delgadas hovedkirke, Igreja Matriz de São Sebastião, som lige skulle blive genstand for et besøg.
Kirken, der er bygget mellem 1531 og 1547 i sengotisk portugisisk stil, er en smuk og overdådigt udsmykket kirke, der er ombygget ad flere omgange. Kirken har flere flotte kapeller og altre og taget bæres af to rækker af flotte, lyserøde søjler. Desværre var tårnet under restaurering – så et kønt foto kunne der ikke rigtig blive tale om.

Kirkens indgangsportal er i såkaldt manuelinsk stil, der er kendetegnet ved at være en dekorativ og skulpturel stilart, der udviklede sig under kong Manuel I’s regeringstid. Mange betegner stilen som en portugisisk variation af sen gotik.
Kirkens indre – dvs. kirkeskibet, koret og kapellerne – er ret kedelig og ikke så pompøse, som vi ellers ofte har været vant til i kirker i den portugisiske verden.

Rundt omkring i kirken fandtes der dog flere repræsentationer af Madonnaer, bla. en interessant skulptur, hvor en knælende Madonna bærer en lysestage.

Efter en kop kaffe på en fortovsrestaurant gik turen videre øst på gennem små gader, hvor vi kunne betragte den typiske lokale gadebelægning i sort-hvide mønstre. Turen bragte os forbi små tunneller under husene, flotte facader med kakler i blåhvide nuancer, huse, der trængte til en kærlig hånd, og religiøse motiver over indgangsdørene her og der.

Ved kirken Igreja de São Pedro drejede vi ned til havnen, hvor vi – ud over at vandre lidt rundt også valgte at få lidt frokost. Selvfølgelig skete det på en restaurant på havnen, hvorfra der var en flot udsigt over hav og by, og hvor vi blev overvåget af sultne måger.

Efter frokosten gik vi videre langs marinaen tilbage til rådhuset, der ligger ved ved Praça Gonçalo Velho og stammer fra det 17. århundrede. I årene efter opførelsen forfaldt bygningen imidlertid, og først i slutningen af det 20. århundrede moderniseredes bygningen og blev tilpasset til dens funktion.
Vi besøgte ikke selve rådhuset, men tog turen op i rådhustårnet – Torre Sineira – ad smalle trapper, hvor jeg havde problemer med benet. Men turen op var det hele værd.
Her fra toppen af tårnet var der en flot udsigt ned over havneområdet med de omkringliggende bygninger.

Og vendte man sig om, var det byens tage og huse, suppleret med lidt træer og grønne områder, man havde udsigt til. Og alt gjorde sig jo godt i det fine vejr, vi var blevet forvænt med her i dag.

Efterhånden trængte jeg til at få benet op – og vi fandt derfor en bus tilbage til vores hotel, hvor vi kunne nyde resten af dagen på vores egen terrasse, og hvor jeg kunne slappe rigtig godt af med benet oppe – noget jeg virkelig trængte til efter dagens vandretur.
Samtidig fik jeg i hotellets reception bestilt en taxa med chauffør, der skulle være vores guide ind på det indre af øen i morgen.

Torsdag, d. 15.7.
Efter en urolig nat – benet gjorde noget ondt – kunne vi stå op til en ny dag, der startede med, at jeg blev hentet i et militært køretøj – en stor mercedes – og bragt til undersøgelse på militærhospitalet i Ponta Delgada. Undersøgelsen endte med, at lægen nøjedes med at rense sårene og skifte forbindingen om benet og give mig ekstra forbinding og smertestillende piller med ‘hjem’. Derefter blev jeg kørt tilbage til hotellet, og vores dag med sightseeing kunne begynde i noget der lignede fuld sol og blå himmel.
Vi havde fået kontakt til et taxaselskab, Serviço Táxi, der tilbød ture rundt på øen, og kort efter middag blev vi afhentet af en taxa, der skulle køre os til nogle af de smukkeste steder på den nordøstlige del af São Miguel. Og det skete mens skyerne trak sig sammen, og regnen truede.
Vores mål for turen var området omkring Sete Cidades, der betegnes som det mest ikoniske naturmonument på Azorerne og et af Portugals 7 vidundere. Første stop på denne tur var Miradouro do Pico do Carvão, hvorfra der var en flot udsigt ud over området præget af udslukte vulkaner, grønne marker og hortensiahække.

Næste stop var ved Miradouro da Vista do Rei med det 5-stjernede luksushotel, Mount Palace Hotel, der blev opført i 1970’erne og taget i brug i 1989, men lukkede allerede 18 måneder senere. En af hovedårsagerne til hotellets tilbagegang og efterfølgende lukning var den skiftende rejsebranche, hvor de rejsende blev mere prisbevidste og ikke efterspurgte luksushoteller som Monte Palace Hotel. Endvidere lå hotellet i et afsidesliggende område, og selv om naturen på stedet og udsigten var fantastisk, var hotellet uden fremtid. Siden da har hotellet fået lov til at stå og forfalde.

I årevis var det almindeligt at gå ind for at udforske den forladte bygning og måske endda klatre op på toppen for at nyde udsigten. I dag anbefales det, at man ikke gør det; for det første er bygningen privat ejendom, idet den blev købt af en privat investor i 2017, og for det andet er den i en forfalden stand og kan være farlig at bevæge sig i og på.

Nu var det ikke så meget hotellet, vi kom for, men mere den enestående udsigt over vulkankrateret med tvillingesøerne Lagoa Verde (den grønne sø) og Lagoa Azul (den blå sø). En legende siger, at søerne er dannet af tårerne fra en prinsesse (den blå sø) og en hyrde (den grønne sø), der ikke måtte få hinanden. Men her fra Miradouro da Vista do Rei var der en fantastisk udsigt – selv i det efterhånden overskyede vejr.

Videre gik det til en lille P-plads, hvorfra vi gik til endnu et udsigtspunkt, Miradouro da Boca do Inferno, hvorfra man havde en imponerende udsigt over landskabet med Lagoa Azul i det fjerne og Lagoa de Santiago i forgrunden. Set heroppefra er det meget tydeligt, at Lagoa de Santiago er et gammelt vulkansk krater, der nu er blevet opfyldt med stillestående vand, helt uden til- og fraløb. Lidt surrealistisk at se denne sø med dens gullige overflade.

På vej til udsigtspunktet tog vi i øvrigt en afstikker til den idylliske lille sø, Lagoa do Canário, der lå skjult mellem japanske nåletræer af slægten cryptomeria – indført til Azorerne for år tilbage. Søen er – som så mange andre søer i området – af vulkansk oprindelse og ligger 575 meter over havets overflade.

For at komme ned til søen skulle man vandre af en mindre sti – lidt besværligt, måske, men når man nåede frem, så havde man det hele for sig selv. En larmende ro ved bredden af en intens grøn sø med blomstrende hortensia ved søbredden og cryptomeria i baggrunden.

Tilbage til bilen, og derefter gik det ned til Sete Cidades med et holdt ved udsigtspunkterne Miradouro do Cerrado das Freiras og Miradouro da Lagoa de Santiago, der begge ligger på vejen ned i krateret.

Nede i krateret kører man til byen Sete Cidades på en dæmning mellem den blå og den grønne sø, og det syn, der venter, kan ikke beskrives; det skal bare ses.

Næste stop var et kaffestop i Sete Cidades, hvor der så samtidig blev tid til at se på den lille landsbykirke, der lå midt i denne sovende by, hvor der ikke skete ret meget.
Dagens sidste stop blev ude ved havet ved endnu et udsigtspunkt, Miradouro da Ponta do Escalvado, der tidligere også var et punkt, hvorfra man spottede hvalerne, der kom forbi øen.

Herfra var der så bare en god times kørsel langs nordkysten af øen tilbage til hotellet.
Alt i alt en dag, der varmt kunne anbefales med en chauffør og guide, der kendte alle de steder, der var værd at besøge. Dagens sidste gerning var derfor at bestille en tur med samme chauffør til de næste dage.

Fredag, d. 16.7.
Det viste sig, at den chauffør, vi havde i går, var optaget af andre ture i dag, så vi fik kontakt til en anden chauffør, José Raposo, der blev vores trofaste følgesvend resten af vores tid på São Miguel.
Dagens tur skulle bla. bringe os til de varme kilder i Furnas, så vi startede med en tur langs São Miguels nordkyst til øens næststørste by, Ribeira Grande – undervejs med et holdt ved kirken Igreja do Bom Jesus og den lille havn i Rabo de Peixe.

I Ribeira Grande stoppede vi først ved Igreja de São Pedro, hvor vi fandt Ruína de Fontanário, der er ruinerne af et springvand, der blev begravet under et vulkanudbrud i 1563. Man så endnu væggen med det hul, hvor vandet oprindelig er kommet ud – et stykke under nutidigt gadeniveau.

Herefter gik det videre til bymidten ved Ponte da Ribeira Grande – broen over floden af sammen navn, og vi fik nu lidt tid til at gå rundt på egen hånd i de smalle og charmerende gader.

Vi startede – naturligt nok – på pladsen foran Paços do Concelho – den centrale bygning, der rummer byens rådhus og den berømte port, Torre Sineira.
Både porten og rådhusets tårn blev tilføjet bygningen i anden halvdel af det 18. århundrede for at give rådhusbygningen ‘et værdigt udtryk’. Der er det ekstra interessante at tilføje, at der ovenover buen var der et rum og et oratorium (et særligt rum til bøn), hvor fængselsbetjenten boede, og at tårnet blev bygget til uret og klokkerne, der blev midlertidigt opbevaret i en af byens kirker. Tårnet blev bygget med mursten og hvidkalket og har en højde på 27 meter.

Herefter gik vi gennem små gader til Igreja de Nossa Senhora da Estrela, der lidt hævet over resten af byen, og endte ved kirken Espirito Santo med den imponerende og overdådigt udsmykkede rokokofacade med dobbeltdøre.

Videre gik vi lidt rundt i byens små gader, hvor vi kunne betragte byens liv (eller mangel på samme – coronatid!) samt den karakteristiske byggestil med helt hvide facader, der var suppleret med de mørke lavasten, der brød den hvide facade. Det gav husene et interessant udtryk, som vi ikke tidligere havde set nogen steder i verden.

Ellers bevægede vi os ‘bare’ tilbage til byens torv, hvor vi var blevet sat af, og hvor vores chauffør og guide ventede på os.
Herefter gik det videre østpå, hvor vi efter en lille halv time i bilen ankom vi til et af øens mange udsigtspunkter, Miradouro de Santa Iria, hvor der var et flot vue ud over Atlanterhavet og de stejle klippeskrænter på nordsiden af øen.

Flotte var også de store bevoksninger af Afrikansk skærmlilje (Agapanthus africanus) i stærke blå farver rundt om udsigtspunktet.

Vi har på flere af vores tidligere rejser besøgt både marker med tebuske og fabrikker, der fremstillede te, men aldrig i Europa. Dette skulle dog ændre sig ved vores næste besøg, hvor vi besøgte Chá Gorreana, en virksomhed, der havde dyrket og fremstillet lokal te i 5 generationer.

Plantagen blev etableret i 1883, og den er dermed Europas ældste fungerende te-plantage, hvor der stadigvæk produceres 100 % naturlig og kemikaliefri sort og grøn te.
(Der er yderligere én te-plantage på øen, Porto Formosa Tea Factory, der lukkede i 1980’erne, men genåbnede i 2001 som fungerende plantage og museum.)
Vi blev ved indkørslen til Chá Gorreana budt velkommen af flotte skilte, der reklamerede for plantagen, og på det sidste stykke op til fabriksbygningen gik turen gennem velfriserede manrker med tebuske side og side.

Ved besøget kom vi bag om facaden og så både moderne og gammeldags tørring af te, samt hvordan en række kvinder håndsorterede teen. En meget interessant tur rundt i krogene på fabrikken.
Og ja, teen smagte rigtig godt.

Næste stop var Miradouro do Pico do Ferro, et udsigtspunkt med udsigt over vulkankrateret, hvor byen Furnas og søen Lagoa das Furnas ligger. Og igen må man bare forbavses over dette flotte og varierede landskab.
Ved udsigtspunktet var der hele krat af hortensiaer, der stod i fuldt flor, hvor det hovedsagelig var farverne lyseblå, lyserød og hvid, der dominerede.

Nede i krateret lå byen Furnas, der var vores næste mål på denne dags rundtur, og som var kendt for den vulkanske aktivitet, der er i og omkring byen – noget ikke kunne se heroppefra, men som vi senere skulle stifte bekendtskab med på nærmeste hold.

I krateret lå også søen Lagoa das Furnas, hvis stærke grønne farve ikke skyldes den vulkanske aktivitet på stedet, men at organisk materiale fra de mange græsningsarealer omkring søen havde ophobet sig i vandet.

Efter lidt tid med at kigge ned i krateret ovenfra, gik turen ned til byen Furnas i bunden af krateret. I udkanten af Furnas ligger en række varme kilder, Caldeiras, som vi skulle besøge og hvor vi fik mulighed for at bevæge os rundt mellem de sprudlende kilder med kogende vand og/eller boblende jord.

Vi gik rundt mellem de mange kilder, og så på nærmeste hold det aktive område, hvor dampen fra det varme vand stod ud af huller i jorden, ligesom der vr en kraftig stank af rådne æg. På turen mellem kilderne kom vi også forbi Caldeira de Pêro Botelho, der er er et dybt hul i området, også kendt som ‘Helvedes Mund’.

Undervejs på vejen gennem området, kunne vi også se, hvordan de lokale kunne udnytte det kogende vand – f.eks. blev et af de kogende vandbassiner brugt til at koge majskolber, så man så efterfølgende kunne købe ved en stand i vejkanten i nærheden.

Der er flere steder, hvor kilder med drikkevand dukker frem til overfladen, nogle med varmt vand, andre med kulsyreholdigt vand, og et sted præsenterede José os for to vandhaner lige ved siden af hinanden; den ene med varmt vand og den anden med stærkt kulsyreholdigt vand, der var vanskeligt at drikke på grund af mætningen med kulsyre. En sjov fornemmelse at få dette vand i munden…
I øvrigt var det betagende at vandre i dette geoaktive område.

Godt sultne kunne vi nu køre til den berømte restaurant Tony’s, hvor José havde bestilt bord for os. Her stod menuen på lokal sammenkogt ret, Cozido das Furnas, med okse- og svinekød, kylling, blodpølse og forskellige andre, krydrede pølser samt kål, gulerødder og kartofler. Retten tilberedt i et hul i jorden (nær søen), hvor den så står i den vulkanske varme jord og koger i flere timer. Det smagte dejligt – og var billigt. 15 Euro betalte vi pr. person for ovennævnte ret inklusiv forret, dessert og ost samt vin og kaffe ad libitum. Det skal bare prøves – men husk at bestille bord!
Efter maden gik turen videre til Parque Terra Nostra, der er en 12,5 ha stor botanisk have, der er 200 år gammel.
Allerede på vej ind i haven stødte vi på flere interessante planter og træer, og vi var især betaget af flere koralbuske (Erythrina crista-galli), der netop nu stod i fuldt flor.

I haven ligger bla. en geotermiske pool, der er en jernrig og brunfarvet sø med 35-40 grader varmt vand, der er rigt på mineraler.
Det blev til en tur i vandet for Claudia – jeg måtte desværre – på grund af mine forbindinger – blive på land, men kunne så passe på Claudias tøj imens. Det var også godt det samme, for Claudia kom helt brun op af vandet og havde problemer med at skylle den brune farve af igen.

Vi gik nu en times tid rundt i parken, der var inddelt i områder efter enten planteslægter eller voksested. Vi blev især optaget af afsnit med familierne Bromeliaceae, Zamiaceae og Macrozamia, der rigtig trivedes i det klima, der er på Azorerne.
Bromeliaceae (ananas-familien) er en stor familie af tropiske, enkimbladede planter, hvor den mest kendte plante er ananas.
Zamiaceae er en urgammel familie af palme- og bregnelignende frøplanter (koglebærere), der stammer fra tropiske og subtropiske egne og er kendetegnet ved en kraftig, ofte knoldformet stamme og stive, læderagtige blade. Hele planten er giftig.

Macrozamia er en slægt af palmelignende koglepalmer, der er hjemmehørende i Australien og hvor nogle arter kan blive op til 10 meter høje. De er kendt for deres meget langsomme vækst, og for at producere giftige frø.

Besøget i Furnas var ved at være slut, men vi skulle da lige have et besøg helt nede ved bredden af Lagoa das Furnas med – og dermed også en tur gennem det område, hvor restauranterne graver deres gryder med cozido ned. Man kan bare blive ved med at forbavses og overraskes over den vilde vulkanske aktivitet i området.

Og så lykkedes det os faktisk at finde et af de huller, som Restaurant Tony’s anvendte som ‘ovn’ – et af de mere civiliserede huller.
Ellers var der overalt i landskabet disse huller, der fungerede som ovne; nogle af dem mere primitive end andre, og sågar i selve søbredden var der gravet ud til madfremstilling.

Mens vi gik lidt rundt mellem huller, bobler og damp, opdagede vi at træerne i området havde deres rødder liggende i jordoverfladen eller oven på jorden, hvilket vi undrede os en del over. José kunne dog give os en plausibel grund til dette fænomen: Jorden var simpelthen så varm på grund af den vulkanske aktivitet, at rødderne ikke ville kunne overleve i varmen!

Det var nu ved at være sidst på eftermiddagen, og turen gik nu tilbage til hotellet i Capelas, mættet med indtryk fra en overvældende dag.

Lørdag, d. 17.7.
Efter morgenmaden stod vores chauffør og guide, José Raposo, klar ved sin Mercedes til at vise os mere af sin dejlige ø, og denne dag var det den vilde, nordøstlige del af øen, området Nordeste, der var vores mål.
Altså gik turen også i dag østpå langs São Miguels nordlige kyst, men i dag ad idylliske småveje tæt langs vandet. Første stop var et sted med et vandfald, Cascata do Porto Formoso, som ellers kun de lokale kendte til, og som José ville vise os.

Vi parkerede bilen ved noget, der ved første øjekast bare lignede en interimistisk campingplads med mange unge mennesker, men som viste sig at være lidt af en naturperle med et flot vandfald ned i et bassin, hvor der var mulighed for at bade i det kolde, klare og rene vand. Vi nøjedes dog med at kigge på.

Vi gik ad små stier langs med et lille vandløb og omgivet af mandshøje hortensiaer og vilde blomstrende fresier, og nød dette skønne sted anført af José.

Fra Cascata do Porto Formoso kørte vi videre langs kysten til et udsigtspunkt, der lå i tæt på byen Salga, Miradouro da Pedra dos Estorninhos, hvorfra der var en flot udsigt over de vilde klipper på nordkysten.
Der skulle være et 40 meter højt vandfald i nærheden, men på grund af manglende vand i floden, kunne det ikke ses. Floraen rundt om udsigtspunktet fremstod i flotte, stærke farver, f.eks. den gule/orange kanna (Canna indica) og den lyslilla blå halsurt (Trachelium caeruleum).

Langs en lille sti i nærheden kunne vi også se større mængder af den blå pragtsnerle (Ipomoea purpurea), der dominerede på skrænterne omkring os.

Næste stop var i naturparken Ribeira dos Caldeirões, hvor vi havde rigtig god tid til at udforske området og så i øvrigt drikke en kop kaffe på den lokale café.
Naturparken er berømt for en rig og varieret makaronesisk flora – Makronesien er en fælles betegnelse for øgrupperne Azorerne, Madeira, Kanariske øer og Kap Verde-øerne. Det er Laurissilvaskov (skov med træer af hovedsagelig laurbærfamilien), der – lige som på Madeira – er dominerende i området, men også store og flotte træbregner fanger øjnene, lige som der er mange hortensiaer og store kryptomerier.

Naturparken var først og fremmest kendt for sit ekstremt imponerende vandfald, Cascata da Ribeira dos Caldeirões, der direkte oversat betyder ‘Brudens slør’. Vandfaldet er enormt fotogent, og det tiltrækker store mængder af turister, der absolut skal foreviges foran vandfaldet, så det kan være svært at få et billede uden ukendte og uvedkommende personer. Her var vi dog godt hjulpet af coronaen, der holdt antallet af besøgende på et minimum.

Vandet fra vandfaldet løber videre ned i dalen og forbi 5 vandmøller, hvoraf de ældste stammer fra det 16. århundrede. Tre af møllerne er fredet som steder af offentlig interesse, og de var alle i tidligere tider indtægtsgrundlag for flere familier.
Den ene af møllerne er stadig i drift, mens en af de andre møller huser et etnografisk museum.

Længere nede langs floden i dalen finder man endnu et par vandfald – om end de ikke er så imponerende som hovedvandfaldet, Cascata da Ribeira dos Caldeirões.
Efter kaffen gik turen videre til Miradouro da Despe-te Que Suas – endnu engang med flot udsigt over Atlanterhavet, men efterhånden ‘mere af det samme’ – inden vi kom til regionens største by Nordeste. Her blev der lige tid til lidt frokost – majssuppe – på en lille lokal restaurant i en by, der ellers lå helt øde hen.
Byen er præget af traditionel portugisisk arkitektur, hvide bygninger trukket op med mørkegrå linjer, og hvor det mest særprægede nok var broen, Ponte dos Sete Arcos, og kirken, São Jorge.
Ponte dos Sete Arcos, ‘De Syv Buers Bro’, er et vartegn for byen, og når man kommer til Nordeste fra Ribeira Grande eller Ponte Delgado, er det denne bro, der giver adgang til bymidten. Broen er opført i 1882-83.

São Jorge-kirken stammer fra 1796, og den er bygget på stedet for byens tidligere kirke fra det 16. århundrede, der blev ødelagt under jordskælvet i 1522. Denne kirke blev nedrevet og genopbygget flere gange, indtil denne, nyeste kirke blev opført.

Ellers skete der som sagt intet i denne by, og ikke engang på det smukke torv var der nogen mennesker at se. Vi var overladt helt til os selv…

Altså videre…
Syd for byen ligger et udsigtspunkt Miradouro da Ponta do Sossega med tilhørende botanisk have på 13000 m³; et sted der er et yndet udflugtsmål for den lokale befolkning. Her var det muligt at betragte mange eksotiske planter – bla. planter vi i Danmark ville genkende som stueplanter. Her bare i noget, der lignede deres rette element.

Her er der mulighed for at nyde den medbragte mad ved borde, der er gamle møllehjul, der var anbragt under tag, så der var læ for en eventuel regn.

På turen – både i går og i dag – havde vi lagt mærke til nogle høje flotte planter i vejkanterne, og José havde fortalt, at der var tale om en invasiv art, som de lokale ønskede hen, hvor peberet gror, fordi den udkonkurrerer lokale planter. Vi stoppede, og han viste os, hvordan blomsterne var fulde af nektar, som man nemt kunne suge ud. Planten hedder Ingefærlilje (Hedychium coccineum), men han kaldte den ‘falsk ingefær’.

Næste store stop var byen Povoação i det sydøstlige hjørne af São Miguel. Povoação er den første bosættelse på Azorerne, og den blev grundlagt i 1432 af den portugisiske munk og opdagelsesrejsende Gonçalo Velho Cabral. (Man sætter almindeligvis lighedstegn mellem bosættelsen Povoação Velha og koloniseringen af øen São Miguel.)

Vi blev sat af i den ene ende af byen, og herfra gik vi til havnen til Porta dos Descobrimentos, Opdagerporten, der er opsat som et mindesmærke på det sted, hvor man formodede, at de første bosættere gik i land.

Her ved havnen blev vi så igen mødt af José, der samlede os op, og nu havde vi en lang tur tilbage til Capelas foran os, men da vejen nu alligevel gik via Furnas, hvor vi var i går, gjorde vi lige et ekstra stop ved Lagoa das Furnas, hvor vi gik en tur i parken rundt om søen.
Denne tur bragte os forbi Capela de Nossa Senhora das Vitórias, et lille begravelseskapel, der ligger ved sydsiden af søen. Kapellet er bygget med Sankt Sergius klostret i Angers som forbillede og blev indviet i 1886.

Og med denne afstikker til Furnas var dagen ved at gå på hæld, så herfra var det bare tilbage på værelset på hotellet og hvile ud efter endnu en god dag på denne spændende ø.
Og inden sengetid blev der da også lige tid til lidt aftensmad…

Søndag, d. 18.7.
Igen blev vi afhentet af José, der var klar til at vise os den midterste del af São Miguel, og turen gik først til Caldeira Velha, hvor vi var fremme før de lukkede op kl. 9 og hvor vi i øvrigt blev lukket ind uden om køen ved indgangen, fordi vi ikke skulle bade!

Stedet er anlagt som et naturmonument med formidling af naturen på Azorerne, og det er et yndet udflugtsmål for både turister og de lokale – mest på grund af de 4 termiske pools, der opvarmes af vand fra undergrunden.

Ud over de forskellige pools, hvor der kunne bades, var der også boblende vandhuller med kogende vand, hvor man nok ikke skulle stikke fødderne i, samt et flot vandfald, hvorunder man også kunne forfriske sig.

Da vi ikke var badende gæster, blev vi ført uden om køen af turister med håndklæder, der besøgte stedet med det formål at komme i en af de mange pools eller få en dukkert under vandfaldet, så vi kom indenfor, før der var overrendt…

Efter besøget i Caldeira Velha gik turen videre over udsigtspunktet Miradouro da Bela Vista til Lagoa do Fogo, Ildsøen, hvor vi – som så mange andre – gjorde holdt ved flere steder, hvor man havde en flot udsigt ned over søen. Ved det øverste af udsigtspunkterne, Miradouro do Barrosa, stod vi netop som tågen og tilhørende kulde kom snigende og til sidst fjerne udsigten over søen.

Da vi nu alligevel ikke kunne se noget, gik turen ned til sydkysten, hvor vi stoppede ved udsigtspunktet Miradouro do Pisão, hvor vi havde en fin udsigt ned over byen Caloura og byens kloster, der har haft en stor plads i Azorernes historie. Kysten neden for klostret med klippeskær og et naturskabt bassin for badende var i øvrigt et flot syn.

Herfra kørte vi til Ermida de Nossa Senhora da Paz, der er et lille kapel, der blev bygget på en bjergside i 1764 på det samme sted, hvor der allerede stod en helligdom fra det 16. århundrede. Fra p-pladsen fører trapper anlagt i terrasser op til kapellet, der er bygget på det sted, hvor en hyrde i det 16. århundrede, da han søgte læ for dårligt vejr, fandt et billede af Jomfru Maria. På hver terrasse er der kakler med bibelske motiver.

Fra pladsen rundt om kapellet er der en flot udsigt ned over byen Vila Franca med Vila Franca-øen ude i havet i horisonten, og det siges, at det skulle være særlig flot i solnedgange – men her var vi så for tidligt på den.

Og det blev så sidste på på denne dags tur, der kun var en halvdagstur.
Derfor havde vi også god tid, da vi var kommet tilbage til hotellet, og tiden blev slået ihjel med en vandretur ind til vores egen by, Capelas. Ud over en frokost på en lille restaurant på 2. sal, fik vi kigget lidt på et par af byens seværdigheder. Foran rådhuset – og over for kirken – var der en skulptur af to hvalfangere, der skulle symbolisere, at Capelas oprindelig var en driftig hvalfangerby.

Fra bymidten gik vi gennem smågader med mere eller mindre faldefærdige huse, og vi lagde vejen forbi havnen, der er en naturlig havn, der ligger fint i læ for klipperne.

Og så ellers tilbage til hotellet, hvor der var bryllups og bryllupsfest, så der var meget at se på med festklædte folk og flotte kjoler. Men det betød så også at vores aftensmad var forlagt til mere ydmyge lokaler – samt at menuen bestod af rester fra de riges bord!

Mandag, d. 19.7.
Oven på 4 dage med spændende og interessant sightseeing rundt omkring på øen. var dette dagen for endnu et besøg i Ponta Delgada – igen med bus fra Capelas til storbyen.
Efter et kort besøg i et storcenter for at købe en ny mobil til Claudia besøgte vi den interessante botaniske have, Jardim Botânico António Borges – opkaldt efter grundlæggeren af haven.

Haven har en stor samling af træer og planter fra det meste af verden, krydret med et par udsigtspunkter samt søer og vandløb. Alt i alt en forfriskende grøn plet i byen.

Efter at have gået rundt og mærket stemningen i haven gik turen tilbage til byen uden for murene – i første omgang til et besøg i Ponta Delgadas eneste tilbageværende synagoge, Sahar Hassamain-synagogen, der samtidig er den ældste af sin slags i Portugal.

Synagogen anvendes ikke til religiøse handlinger mere – og man skal faktisk være mere end heldig for at finde den, idet den ligger på førstesalen i et ganske almindeligt hus.
Herfra i det videre i byens centrum – endnu engang med rådhuset, torvet Praça de Gonçalo Velho med byportene og byens hovedkirke, Igreja Matriz de São Sebastião.

Og så sluttede denne dags besøg i Ponta Delgadas skønne kirke, Igreja de São Pedro, som vi denne gang vovede os ind i – hvilket vi ikke fortrød. Et flot interiør.

Efter besøget i kirken gik vi net til havnen/marinaen, hvor mange af de firmaer, der udbød hvalsafari til havet mod sydpå, havde deres kontorer. Vi skulle dog ikke ud på havet, men nøjedes med en gang fastfood – serveret lige på molen – inden vi skulle med bussen ‘hjem’ til hotellet i Capellas.

Tirsdag, d. 20.7.
Nu havde vi været på São Miguel en uges tid, så der skulle nu være plads til en slapper, hvor vi bare ikke havde noget på programmet. Den stod således på badning i den lille naturhavn mellem klipperne i Capelas – for Claudia forstås. Jeg kunne jo ikke/måtte ikke komme i vandet med mit sår og min store forbinding om benet.

Men jeg nød da at sidde på trapperne ved havnebassinet og betragte Claudia, der havde det som en fisk i vandet. Efter badeturen gik vi sammen op på den lille café, Bar dos Poços, som vi havde besøgt allerede den første dag her i byen, og vi nød et kop kaffe eller to og udsigten til den nedlagte hvalfangstfabrik, hvor kun skorstenen og en enkelt bygning stort set står uberørt tilbage.

I øvrigt kunne man se flere forskellige slags skinnende firben, bla. det meget flotte Madeirafirben (Teira dugesii), kravle rundt på klipperne i solskinnet, hvis man ellers gav sig tid og bevægede sig rundt i roligt tempo, så de ikke blev opskræmte.
Madeirafirbenet er egentlig endemisk for Madeira – deraf navnet – men der er meget introduceret i Azorerne via skibstrafikken mellem de to øgrupper, og det er nu i vid udstrækning udbredt her også.

Om aftenen kørte vi tilbage til Ponta Delgada for at besøge en fiskerestaurant, som vores driver, José, havde anbefalet, og her prøvede vi til forret den lokale specialitet Lapas (albueskæl) tilberedt på panden med hvidløg og citron.

En lækker ret, hvis man er til den slags. Heldigvis fik vi også en lækker hovedret bestående af grillet, lokal og friskfanget fisk.

Onsdag, d. 21.7.
I dag kopierede vi stort set gårsdagens program: badning – kaffe – kigge på firbenene, men nu blev programmet udvidet med en lille tur rundt i den del af Capelas, vi endnu ikke havde set. I en parentes bemærket: Ikke fordi der er så meget at se på, men alligevel kunne vi få øje på noget nyt, hver gang vi gik tur i byen…

I dag valgte vi at gå vestpå langs kysten til udsigtspunktet Maradouro do Sertão, hvor der var dybe kløfter i klipperne, inden vi gik forbi Bairro dos Baleeiros, der er hvalfangerboliger, bygget i 1964.

Boligerne blev stillet hvalfangerne og arbejderne på den lokale fabrik til rådighed kvit og frit af det selskab, São Miguel Whaling Stations Union, de arbejdede for.

Torsdag, d. 22.7.
Dagen startede med, at José kørte os i lufthavnen, da vi i dag tog flyet til Faial, der skulle være vores base de næste tre dage; en flyvetur på en time, hvor vi fløj tæt forbi Portugals højeste bjerg, Montanha do Pico, 2351 meter højt – og et imponerende syn.

Herefter tog vi til vores hotel, Azoris Faial Garden, i øens hovedby, Horta. Et noget fornemt sted med overdådige faciliteter! De bygninger, der i dag huser hotellet, er oprindelig opført i starten af det 20. århundrede af Western Union Telegraph Company til at huse firmaets mange arbejdere, der var ansat inden for den transatlantiske kommunikation.

Efter at vi var blevet godt indkvarteret, gik vi en tur ned i byen og så os de farvestrålende huse an. Denne tur førte os også forbi byens fort, Forte de Santa Cruz de Horta, der stammer fra det 16. århundrede – bygget på en sandstrand i udkanten af byen for at beskytte bugten og byen mod angreb fra pirater og kapere, der passerede gennem Azorerne i jagten på skibe med varer fra Indien og Brasilien

Fra fortet gik vi videre til marinaen, der er vidt berømt for de farvestrålende malerier, der dækker det meste af molen. Marinaen er et vigtigt stop for yachter, der krydser Atlanterhavet og her er cirka halvvejs over havet, og malerierne på havnens vægge, moler og gangbroer er skabt af besøgende søfolk, der noterede navnene på deres fartøjer, besætninger og de år, de besøgte byen. Også danske sejlende havde bidraget med illustrationer og inskriptioner her, og i følge overtroen giver det en sikker hjemrejse at efterlade sin signatur i form af et maleri her.

Fra havnen fortsatte vi gennem mindre gader i Horta for at se de mange smukke huse an. Både meget farvestrålende huse og mere traditionelle portugisiske huse i de kendte sort-hvide farver.

Turen gik videre langs havnen til færgelejet, hvor vi havde bestilt billet til færgen til Madalena, der er hovedbyen på øen Pico, og efter godt en time om bord havde vi fast grund under fødderne igen.
På turen passerede vi småøerne Ilhéu Deitado og Ilhéu em Pé, der ragede op af vandet og præsenterede sig smukt uden for Madalena by.

Det første tydelige landkendingsmærke i Madalene var kirken, Igreja de Santa Maria Madalena, der lå tæt ved havnen. Det står hen i det uvisse, hvornår denne kirke blev opført og indviet, men der findes optegnelser, der dokumenterer, at kirken allerede eksisterede i 1871.

Og netop denne dag var det en af festdagene for kirkens skytshelgen, Santa Maria Madalena, der fejres flere dage fra og med den 22. juli. Det var noget af et show at overvære hele denne festivitas med musik, taler og procession, hvor man bar rundt på en model af Santa Maria Madalena. Det var noget, der trak mange lokale og turister til.

Fra kirken gik vi videre ad hovedgaden, forbi rådhuset og lidt ud af byen til Museu do Vinho, vinmuseet, der er indrettet i et karmeliterkloster fra 17. århundrede.
Museet blev oprettet i 1999 og omfatter bla. karmelitermunkenes klosterhus, en vinpresse og et destillationsanlæg – ud over en specialkonstrueret bygning med en vinpresse med tre tude.

Man kunne derudover se, hvordan vinen blev dyrket i små parceller, og der var ganske interessant at gå tur mellem disse små parceller, der er helt unikke for Pico, og som er på UNESCOs Verdensarvsliste. Vi fik oplyst, at grunden til at man dyrkede vinen på denne måde var, at de mørke sten, der dannede murene om parcellerne, holdt på varmen og dermed gav optimale vækst- og modningsbetingelser for druerne.

Et kuriosum er det, at der på museets grund var en lund af gamle drageblodstræer (Dracaena draco), der anslås at være mellem 500 og 1000 år gamle. Det siges også, at verdens ældste drageblodstræ skulle stå her.

Efter besøget på vinmuseet gik turen videre via kirken til havnen med den maleriske og flotte mølle i rød-hvide farver, Moinho do Saca. Møllen er genopbygget mølle, som den oprindelig så ud, og den forsynede byens familier med mel, og den ligger lige udenfor øens fodboldstadion.

Fra møllen gik vi tilbage til havnen, hvor vi fandt både en smuk skulptur, der hyldede havnearbejderne, og fandt forskellige efterladenskaber fra havet – f.eks. skaller af albueskæl – ligesom der blev tid til en kop kaffe i skyggen i en lille café.

Da vi havde fornemmelse af, at optoget til ære for Santa Maria Madalena var lige på trapperne, fandt vi en plads i skyggen på en café nær kirken, hvor vi kunne følge med i optoget fra nærmeste hold, før det stimlede sammen med turister og byens beboere, der – ligesom os – ville have en god plads.
Det viste sig at være en interessant oplevelse med brandmænd, fuld hornmusik, udklædte folk og gejstlige der bar rundt på figuren af Santa Maria Madalena.
Først dukkede et orkester op, og de spillede for fuld udblæsning, så allerede inden, man kunne se dem, kunne man høre musikken, der ikke engang lød dårligt!

Herefter dukkede forskellige grupper af folk op, rangeret på en eller anden måde efter erhverv, inden de gejstlige til sidst dukkede op med kirkens skytshelgen, Santa Maria Madalena, placeret på en piedestal.
Herefter gik det løs med taler og underholdning, som vi ikke forstod ret meget af, så vi takkede af og overlod vores pladser til andre, og inden optogsseancen var ovre fandt vi et lille lusket sted ved havnen, hvor vi kunne nyde en kold øl.
Velfortjent, vil jeg mene, efter at vi havde gået rundt det meste af dagen i brændende sol – og i øvrigt havde glemt vores beskyttende hatte på hotellet i Capelas.

Herefter var vores dagsbesøg på Pico forbi, og som mørket begyndte at sænke sig, gik turen tilbage til Faial og Horta med færgen. En flot tur på grund af belysningen inde over Horta.

Dagen sluttede med rigtig lækker aftensmad hjemme på hotellet. Jo, nu var det rigtig ferie, og vi havde glemt alt om corona!

Fredag, d. 23.7.
Dette var en dag, hvor vi tilbragte formiddagen, mens vi om eftermiddagen – og belært af erfaringerne fra São Miguel – havde allieret os med en taxachauffør, der gav os en guidet tur rundt på øen til nogle af de specielle steder, Faial havde at byde på.

Formiddagens tur rundt i den gamle bykerne stank langt væk af øens historiske fortid som knudepunkt for den transatlantisk kommunikation. Det var mellem Faial og Lissabon det første undersøiske kabel blev lagt i 1883, og det var mellem Faial og Coney Island i New York at det næste kabel blev lagt i år 1900. I løbet af de næste år lagdes flere undersøiske kabler med udgangspunkt i Faial, der dermed blev knudepunkt for telekommunikation mellem Europa og USA. De forskellige firma, der var involverede i telekommunikationen, byggede mange huse og kontorbygninger i Horta – bygninger der består den dag i dag – og som har sat sit præg på en del af byen, især i og omkring Rua Cônsul Dabney.

Fra ‘telegrafkvarteret’ gik turen ned i bymidten til byen største kirke, Igreja do Santíssimo Salvador, der har været byens hovedkirke siden 1825, hvor Hortas oprindelige kirke fra ca. år 1500, Igreja Matriz da Horta, blev revet ned, fordi den var mere eller mindre ødelagt af flere jordskælv, der hærgede Horta. I dag står kun klokketårnet, Torre do Relógio, tilbage af denne kirke. Et kig ind i Igreja do Santíssimo Salvador fortæller os, at denne kirke egentlig ikke er noget særligt – ret simpel i sin indretning.

Fra hovedkirken i byens centrum gik vi op ad bakken – ad en smal og stejl vej og en masse trapper – til endnu en kirke, Igreja de Nossa Senhora do Carmo. Kirken var engang en del af et tidligere karmeliterkloster, der er det første af sin slags, der er bygget uden for det portugisiske fastland. Mens klostret står faldefærdigt ved siden af kirken, står kirkebygningen tilbage med en flot barokfacade.
Igreja de Nossa Senhora do Carmo er opført samtidig med klostret, i årene fra 1651 og fremefter – på stedet hvor der allerede i 1639 var blevet bygget en lille kirke, der snart viste sig at være for lille.

Efter nedlæggelsen af ​​religiøse ordener i Portugal i 1834 blev kirken og klostret forladt og forfaldt langsomt, indtil det mirakuløst reddet fra nedrivning, da kirken blev doneret til karmeliterordenen under dronning Maria I’s regeringstid.
Efter det kraftige jordskælv, der rystede øen Faial den 9. juli 1998, var den allerede meget forfaldne kirke i alvorlig fare for at kollapse, så Karmelordenen i Faial iværksatte endnu en restaurering af kirke og kloster, men på grund af manglende finansiering blev processen forsinket, og først i 2018 genåbnede kirken.

Klostret, der ligger i forbindelse med kirken var der dog ikke penge til at gøre noget ved, og det henligger stadigvæk forfaldent. Så nu må vi se, hvornår man får sat i gang med en restaurering her…?

Fra den højtliggende kirke bevægede vi os tilbage til byens centrum, hvor vi – på vej til frokost og kaffe i en af byens markedshaller – gjorde holdt ved Império dos Nobres, der er et lille religiøst mindesmærke, et ‘imperium’, der blev opført i 1760 til minde om et vulkanudbrud fra vulkanen Cabeço do Fogo i 1672. To hvide fredsduer og en mindeplade over døren refererer til dette vulkanudbrud.

Fra torvet gik vi lige nogle hundrede meter nordpå for at besigtige Torre do Relógio, der er et klokketårn – og hvad der er tilbage af en kirke, Igreja Matriz da Horta, der lå på dette sted, men er blevet ødelagt af jordskælv og revet ned i 1825.

Efter frokosten blev vi afhentet af den taxachauffør, der skulle være vores guide for resten af dagen – og så fik vi os en flot og ikke mindst interessant tur hele øen rundt.
Første stop blev udsigtspunktet Miradouro de Nossa Senhora da Conceição nord for Horta, og som er domineret af et stort monument, Vor Frue af Undfangelsens Monument, der består af en ca. 3 meter høj, hvid marmorskulptur, der viser Vor Frue af Undfangelsen fremstillet i hvid marmor. Ved siden af denne skulptur står et 28,65 meter højt kors.

Monumentet, der blev indviet den 13. maj 1962, var dengang kun 18 meter højt efter at være styrtet sammen under en voldsom storm fra 6. til 7. november 1969.
Fra monumentet var der et flot vue ud over både Horta og Horta-bugten på den ene side og den nærliggende ø Pico og Portugals højeste punkt, Pico-bjerget, på den anden side.

Herefter kørte vi op til vulkanen Caldeira do Faial midt på øen, hvor det var meningen, at vi skulle opleve udsigten over krateret, der er ca. 1,5 km i diameter og 400 meter dybt.
Men ak!
Fra P-pladsen fører en kort tunnel ind til et udsigtspunkt, hvorfra man kan danne sig et indtryk af vulkanens størrelse – bare ikke i dag, hvor tæt tåge lå i vejen for al udsigt til herlighederne. Intet at se…

Altså ind i bilen igen og videre til et område, der blev hårdt ramt under jordskælvet den 9. juli 1998, Ribeirinha. Vi besøgte ruinerne af byens ‘smukke’ kirke, São Mateus da Ribeirinha, der blev indviet i 1934, men ødelagt under omtalte, voldsomme jordskælv.

Da Ribeirinha er en fattig landsby med under 1000 indbyggere, har der ikke været midler til at genopbygge kirken, der stadigvæk står som i 1998 – som et monument over jordskælvet. Det siges dog, at der er forberedelser i gang med henblik på at genopbygge kirken, men når man går rundt i det, der engang var en fungerende krike, var det svært at se, at det nogensinde skulle kunne blive til en kirke igen.

Det samme gør sig så også gældende for fyrtårnet, Farol do Ribeirinha, der ligeledes ødelagdes under jordskælvet – uden at blive genopbygget. Fyrtårnet er ellers et af de vigtigste vartegn for Faial, og det er nævnt flere gange i litteraturen.

Byggeriet af fyrtårnet begyndte i maj 1915, og tårnet blevt indviet den 1. november 1919. Det bestod af et centralt tårn omgivet af en bygning, der fungerede som bolig/indkvartering for fyrtårnspasserne.
I øjeblikket er der en automatisk fyrtårn i drift i dets sted.

Fra Ribeirinha gik turen videre til Porto do Salão, et vildt naturområde med forrevne klipper, og det højt beliggende udsigtspunktet Miradouro da Ribeira das Cabras med flot udsigt ned over landskabet nedenfor med kystbyen Fajã.

Næste køretur førte os til den yngste del af Europa – et landområde, der blev føjet til Faial ved et stort vulkanudbrud i slutningen af 50’erne!
I 13 måneder, mellem 27. september 1957 og 24. oktober 1958 var vulkanen Vulcão dos Capelinhos aktiv her i området, og den spyede aske, vanddamp, lava og slagger ud over et stort område, således at der til sidst var dannet nyt land. Som et resultat af udbruddet voksede Faial med ca. 2,4 km², og dette nye område er en af de store ​​turistattraktioner ved Atlanterhavet på grund af dets unikke landskabsskønhed, helt nyt og næsten uberørt.

Udbruddet fra Vulcão dos Capelinhos er særdeles veldokumenteret og har haft stor betydning inden for vulkanologien, da det skete tæt på beboede områder, det var nemt at komme til (god infrastruktur) og blev betragtet på nært hold af mange mennesker, både videnskabsfolk og lægfolk.
Første del af udbruddet var karakteriseret ved udledning af vulkansk aske og vanddamp, mens den efterfølgende fase vekslede mellem perioder med udledning af vulkanske bomber og lavastrømme.
Resultatet af den første fase var, at flere bygninger blev helt eller delvist begravet under aske, og flere steder stak kun tagryggen af huse frem fra askelaget. Et sted fik jeg af vores chauffør lov til at gå hen ogver askelaget og helt tæt på et af disse dækkede huse.

I dag ligger området goldt hen – uden at planter har kunnet finde grobund i asken, og selv flere kilometer væk kunne man se tagrygge stikke op gennem den omgivende jord, der nok snarere var aske.

Fyrtårnet, det ligger på det yderste af ‘den gamle del af Faial’, var helt dækket med akse ved udbruddet. Lidt tankevækkende – og det fortæller noget om naturens kræfter.

Med et par enkelte korte fotostop gik det nu tilbage til Horta, hvor vores sidste rigtige stop var på halvøen syd for Horta, hvor vi stoppede øverst oppe ved udsigtspunktet Monte da Guia.

Herfra der var flot udsigt over Atlanterhavet, halvøens store bugt, Caldeira do Inferno, og de bevoksede skrænter omkring os.
Her gik vi også hen til det lille kapel, Capela de Nossa Senhora da Guia, hvorfra der er en rigtig fin udsigt ind over Horta. Kapellet, der er fra 1943, er hvert år mål for en procession af sømænd, der dels sejler og dels går (det sidste stykke) til kapellet.

Dette blev således afslutningen på endnu en skøn dag på Faial, hvor vi spiste på et lille spisested ved havnen, Taberna de Pim.

Lørdag, d. 24.7.
Denne dag stod på Whale Watching – noget vi havde glædet os længe til.
Vi havde – for et par dage siden – taget kontakt til et af de firmaer i Horta, der tilbød ture ud på havet for st se på ‘havets kæmper’, faktisk havde vi taget kontakt til flere firmaer, inden vi fandt et, der havde ledige pladser i en af deres både.
Vi vidste godt, at det ikke var sæson for de store hvaltræk fra den nordlige til den sydlige halvkugle eller omvendt, men vi vidste også, at havet omkring Azorerne var levested for flere hvaler (og delfiner), der opholdt sig her året rundt. Vi havde derfor store forventninger til sådan en tur, hvor vi faktisk blev lovet, at vi nok skulle få nogen hvaler at se.
Vi havde fået plads i en båd, der var ejet af universitetet i Lissabon, og – ud over at sejle med turister – var de også på vandet i forskningsøjemed.

Vores tur startede i overskyet vejr, så jag havde valgt at tage af sted uden beskyttelse mod solen, hvilket viste sig at være en dårlig disposition. Så snart vi var kommet ud på havet forsvandt skyerne og solen brændte fra himlen – hvilket blev forstærket ved genskinnet fra havoverfladen.

Vi sejlede ud syd for Pico – med bjerget Pico flot beliggende på vestre side på vej ud, og efter et par timer var vi – lige som en del andre både, der var på havet i samme anledning, på det sted, hvor der var spottet kaskelothvaler. Og ja, efter lidt ventetid dukke de op, i første omgang en mor med kalv, men senere også andre kaskelothvaler. Men derved blev det også, ingen større hvaler, og ingen delfiner.

Efter vi havde cirklet lidt rundt på havet, gik turen igen hjemover til Horta, hvor en enkelt flyvefisk fulgte os på vej.
Alt i alt en stor oplevelse, og vi var enige om, at det nok ikke var sidste gang, vi skulle til Azorerne – og næste gang skulle det så være på et tidspunkt med de store hvaltræk.

Søndag, d. 25.7.
Vores sidste dag i Horta på Faial.
Dette blev igen en dag, hvor vi vandrede lidt rundt – dog i dag med fokus på den sydlige del af byen. Vores tur gik forbi kirken, Nossa Senhora das Angústias, der ligger tæt ved havnen og har en smuk belægning af sorte og hvide fliser på pladsen foran kirken.
Selve kirken er en videreudbygning af en kirke, der blev bygget på dette sted af Faials første nybygger.

Fra kirkepladsen gik vi videre til Muralha Fortificada do Século XVII, der er resterne af det befæstningskompleks, der i det 17. århundrede blev bygget for at beskytte Porto Pim-bugten mod pirateri. Også Forte de São Sebastião, der ligger ved havnen, er en del af dette fæstningsværk. Fortet blev i tidligere tider betegnet som ‘De Dødes Kors’.

Vi fortsatte nu ad den fine badestrand Praia do Porto Pim til den gamle hvalfabrik, Fábrica da Baleia, der i dag fungerer som et museum, der fortæller om hvalfangsten på Azorerne, der engang var et stort og vigtigt erhverv.

Hvalfangst ophørte på Azorerne i 1987 af to årsager. For det første blev hvalfangst i kommercielt øjemed worldwide forbudt i 1986, og for det andet havde man fra midten af 1900-tallet fundet alternativer til brugen af tran, spermacet og ambra.
Museet var lukket, men set udefra kunne vi danne os et fint indtryk af, hvad der engang udspillede sig i disse – nu istandsatte – bygninger.

Vi gik syd om bygningerne på en lille vej, og det gav os lejlighed til at se, hvor hvalerne var blevet trukket i land og gjort klar til opskæring og videre forarbejdning, så vi fik da et overordnet indtryk af det arbejde, der foregik her på stedet.

Også vores næste destination på halvøen, akvariet, var lukket, så i stedet fortsatte vi til Casa dos Dabney, ligeledes et museum – i øvrigt også lukket.

Museet, der er indrettet i det sommerhus på Monte da Guia, som Charles William Dabney anskaffede sig i 1854, fortæller historien om familien Dabney, der kom til Faial i 1806, da John Bass Dabney blev udnævnt som USAs generalkonsul på Azorerne. Familien Dabney havde gennem et århundrede stor kulturel, historisk og videnskabelig indflydelse på Faial.
Herfra blev det til en gåtur ad den skønne sti langs havet til Miradouro do Neptuno, hvorfra der er en flot og enestående udsigt over havet.

På turen blev der mulighed for at se mange farvestrålende planter, bl.a. er gruppe af Canna Patens i stærke røde og gule farver.

Tilbage til byen blev der lige lejlighed til at vandre lidt mere rundt, inden vi kunne hente vores bagage på hotellet og tage en taxa tilbage til lufthavnen og flyturen til Ponta Delgada.

Mandag, d. 26.7.
Dette var så vores sidste hele dag på Azorerne – og det blev en dag uden nogen plan.

Altså blev det til endnu en hyggedag i Capelas – besøg i kirken, lidt frokost på en lille lokal restaurant på førstesalen i bymidten og ellers bare slappe af.

Tirsdag, d. 27.7.
Kort og godt: Hjemrejse. Og så er det nok her på sin plads at fortælle lidt om det flyselskab, der stod for transporten frem og tilbage til Azorerne, Great Dane Airlines. Der var ikke ret meget ‘great’ over det selskab, og både på udturen (i Billund) og her i lufthavnen i Ponta Delgada præsterede man en forsinkelse på 2 timer. Uden nogen form for info til passagererne. Det skulle man tro, at de kunne gøre bedre – men nej. Selv om jeg bad om noget info: hvor længe? og hvorfor? – fik jeg ikke noget svar. Måske kunne de ikke svare – måske ville de ikke!
Fakta er, at det var et selskab, vi ikke kunne anbefale.
Eftermæle: Et halvt år efter vores tur til Azorerne gik selskabet konkurs; i øvrigt mens Sarah og Henrik var på Azorerne med samme selskab…