Georgien, 16.-21.7-19

Andet land på vores lille sommerrundrejse i Kaukasus var Georgien, hvor vi oplevede et land i fuld firspring fremad.
Der var en fantastisk optimisme i landet, og især i hovedstaden Tbilisi mærkede vi energien. Det var tydeligt, at man ville frigøre sig fra åget fra Sovjettiden – og være en del af Europa, og man arbejdede således aktivt på at blive en del af både EU og Nato.
Vi ankom med natflyet fra Baku (i Aserbajdsjan) til Georgiens hovedstad Tbilisi – efter en tur på bare en time i luften. Allerede i lufthavnen i Baku havde vi mødt nogle guider fra vores rejsearrangør i Georgien, selskabet ‘Gamarjoba Georgia Tours’, https://gamarjobageorgiatours.com/.

De sørgede for, at vi blev afhentet i lufthavnen i Tbilisi og kørt til vores hotel, Amante Narikala,  – som de i øvrigt havde noget svært ved at finde i nattens mulm og mørke.

Tirsdag d. 16.7.
Efter en rimelig kort nats søvn vågnede vi op til en fin dag – og det viste sig, at vi havde valgt et hotel med en fantastisk udsigt over Tbilisi by; smukkere kunne det nok ikke gøres.
Efter morgenmaden vandrede vi gennem de smalle gader i Narikalakvarteret nord for vores hotel og kom bla. forbi byens synagoge på vej ned mod floden, Mtkvari.

Videre gik det herefter til området omkring de gamle termiske bade, hvor vi nød indtrykkene fra et af byens ældre kvarterer.

Vi vandrede bla. gennem dalen (eller kløften) med det mundrette navn Leghvtakhevi Canyon, og vi kom forbi smukke bygninger, der hang ud over kløften, og kærlighedsbroen, inden vi i bunden af kløften kunne betragte Leghvtakhevi vandfaldet.

På vejen tilbage gennem kløften kunne vi se Narikalafortet, der lå højt over os.
Vores tur førte os videre til Meidanbazaren, der lå under Vakhtang Gorgasali Pladsen, og videre gennem den hyggelige Jan Shardeni Gade med små cafeer og barer.

Herefter gjorde vi holdt ved Zion-Katedralen, men da der var en kirkelig handling i gang, nøjedes vi med at stikke hovedet indenfor – og så ellers betragte det flotte bygningsværk udefra. Katedralen blev oprindelig bygget i det 6. og 7. århundrede – og siden da ødelagt af udenlandske angribere og rekonstrueret flere gange. Den nuværende kirke er fra det 13. århundrede med nogle ændringer fra det 17. til det 19. århundrede. Zion-Katedralen var den vigtigste georgiske ortodokse katedral og sæde for den katolske patriark af hele Georgien, indtil Holy Trinity Katedralen blev indviet i 2004.

Fra Zion-Katedralen luntede vi videre af små gader og gik videre til Frihedspladsen med den imponerende statue i guld af Skt. George og dragen på toppen af en 30 meter høj søjle.

Ellers brugte vi en del tid på at slentre rundt i kvarteret bag Frihedspladsen, hvor husene bar præg af manglende vedligehold – men charmerende var de gamle altaner – på trods af alderen.
Kvarteret var i øvrigt præget af masser af miljø, og der mange små afkroge, der absolut var et foto værd.

I dette kvarter fandt vi også flere forskellige skulpturer i bronze – og det noget specielle klokketårn ved teatret Gabriadze.

Lige ved siden af klokketårnet lå Anchiskhati Basilikaen, der er den ældste overlevende kirke i Tbilisi – bygget i perioden fra 522-534 under kong Dachi af Iberien. Basilikaen, der oprindelig er dedikeret til Jomfru Maria, blev beskadiget og genopbygget flere gange i perioden fra det 15. til det 17. århundrede på grund af krige mellem Georgien, Persien og Tyrkiet. Under det sovjetiske styre blev kirken nedlagt, og bygningen blev omdannet til museum for kunsthåndværk.

Det var nu tid til at gå over Mtkvari-floden til et mere moderne Tbilisi, og her benyttede vi broen med det flotte navn: Nikoloz Baratashvili Broen, der ar udsmykket med billeder fra Georgien. Herefter vandrede vi videre langs floden gennem Rike-parken neden for Ceremoni-paladset. Paladset, der er bygget i 2004, huser den georgiske præsidents administration, lige som det er bygget til afholdelse af statsceremonier.

Vores tur gennem parken bragte os forbi Rike Concert Hall, der er et byggeri, hvis ydre aldrig er blevet gjort helt færdigt. Det indre af bygningen er fuldt færdig, og den er populær blandt turister og besøgende i det gamle Tbilisi-distrikt på grund af dets originale design. Men den tiltænkte funktion til at huse koncerter – tja, det blev der aldrig tale om. I skrivende stund forsøges bygningen solgt til private investorer.

Her fik vi lejlighed til at kigge nærmere på nogle af de futuristiske bygninger, f.eks. Rike Concert Hall – og så ellers gå ad Fredsbroen tilbage over floden.

Efter en skøn lang formiddagstur på egen hånd gennem Tbilisis centrum, trængte vi til lidt frokost og til at få hvilet benene, inden vi midt på eftermiddagen skulle mødes med vores guide, George, der ville vise os steder, vi ikke selv havde fundet – og fortælle os om byens liv og historie.

Vi mødte George på Avlabari-pladsen på den anden side af Mtkvari-floden, og hans guidede tur herfra gik tilbage mod Europa-pladsen – forbi Dronning Darejans palads, der tonede højt over byen.

I øvrigt kom vi forbi en del af de steder, hvor vi havde vandret om formiddagen, så vores fornemmelse af, hvad der var værd at se af Tbilisi – og hvad byen så ellers havde at byde på – viste sig at være helt rigtig. Alligevel var der noget nyt, idet George førte os gennem små gader fra Avlabari-pladsen og ned til Europapladsen – en tur, der førte os forbi charmerende bygninger med om muligt endnu mere charmerende altaner.

Turen gik herefter fra Europapladsen forbi Metekhi St. Virgin Church med statuen af kong Vakhtang Gorgasali  højt til hest ude foran kirken. Meget af den nuværende kirkebygning går tilbage til middelalderen og den blev oprindelig bygget i årene mellem 1278 og 1289, mens kong Demetrius II regerede Georgien, selv om mundtlige kilder angiver Metekhis oprindelse helt tilbage til det 5. århundrede.

Fra kirken gik vi – som tidligere på dagen –  gennem de små gader vest for floden. Her stødte vi først på en interessant skulptur i en af de små gågader, der har barer, natklubber, restauranter og caféer side om side, inden vi stødte på en interessant skulptur, Tamada (= toastmaster), der har sin rod i den georgiske tradition. Skulpturen, der viser en person med et drikkebærer, er lavet i bronze og står på et hjørne i Jan Shardeni Street.

Denne del af turen sluttede så passende med vinsmagning i den vinhandel, Wine Tower, der lå lige ved siden af skulpturen.

Selv om vi passerede en del af de samme steder, som vi havde besøgt om formiddagen, var det interessant at få knyttet noget historie på – hvilket George klarede på fornemmeste vis.

På vores gang rundt i byen stødte vi på en lille bod, der solgte traditionel georgisk slik/dessert:

Churchkhela, der er pølselignende strenge af nødder, der er overtrukket med en koncentreret druesaftblanding og derefter hærdet et par dage. Vores rundtur med George sluttede med en tur med kabelbanen op til Narikala Fortet, hvor vi oplevede mange forskellige grupper, der optrådte, spillede musik eller bare hyggede sig sammen. Og så i øvrigt en flot udsigt ned over Tbilisi med Treenighedskirken som et markant landmærke, mens mørket faldt på.

På vej ned fra fortet faldt vi i snak med et brudepar, der var ude at blive fotograferet i mørket. Bruden var fra Aserbajdsjan, mens gommen var fra Georgien, men bosat i Grenaa!

Onsdag d. 17.7.
Efter morgenmaden blev vi afhentet af vores guide, og programmet stod nu på to dage, hvor vi skulle se en række seværdigheder vest for Tbilisi – samt i øvrigt en overnatning undervejs i Kutaisi.

Dagen startede med, at vi kørte til Gori, der er Stalins fødeby, og her besøgte vi Stalinmuseet, hvor vi bla. kunne se Stalins fødehus samt den togvogn, han brugte til at blive transporteret rundt i Sovjetunionen med, og hvor han havde holdt møder med flere store regeringsledere.

Vi var så heldige, at vi fik lov til at komme ind i både huset og togvognen, hvilket var en stor oplevelse. Selve museet bød også på flere store oplevelser, der mere eller mindre forherligede Stalin og hans liv og gerninger.

Næste punkt på dagens program minebyen Chiatura, der tidligere var en sovjetisk mønsterby.
Besøget startede lidt uden for byen i/ved Mgvimevi klostret, dedikeret til Guds Moders fødsel.

Klostret, der fungerer som nonnekloster, består af flere dele, og det kan kun nås ad en smal klippevej, der fører op til indgangen. Klostret er grundlagt i det 13. århundrede.
En del af klostret er bygget ind i en naturlig hule, men derudover er der en lille kirke, et klokketårn og en mur.
Efter besøget i klostret stod den på frokost hos en lokal madmor nede i byen, og herefter besøgte vi en af stationerne for Chiaturas kabelbaner.

Der er mere end 40 kabelbaner i byen, hvor nogle anvendtes til persontransport, mens andre transporterede malm til en fabrik i nærved liggende fabrik i Zestaphoni. I dag har banerne ingen funktion, og de anvendes ikke mere – ud over til lidt transport af turister.
Chiatura var i sine velmagtsdage verdens vigtigste sted for udvinding af mangan, men efter 1991, da Sovjetunionen brød sammen, stoppede produktionen stort set, og byen Chiatura forfaldt og mistede sin betydning og position som vigtig mineby.

Videre gik turen vestpå, og efter et kort stop ved Chiatura Memorial, var næste stop efter en god halv times kørsel den besynderlige 40 meter høje klippe, Katskhi Pillar, der er en monolit af kalksten. Klippen står lodret op fra det omgivende landskab og ser ud som et stort mindesmærke i sten. Lokalbefolkningen anser klippen for Livets Søjle, og på toppen af klippen bor en munk, Maxim Qavtaradze, der har været bosat deroppe siden 1995.

På toppen af klippen findes en lille kirke, en krypt, tre eremitceller og en vinkælder – spredt ud over et areal på ca. 150 m². Man tilgår toppen af klippen ad en jernstige, som mandlige besøgende måtte anvende, men det er i dag ikke muligt at besøge toppen af klippen.

Ved foden af klippen finder man en nybygget kirke tilegnet Simeon Stylites, der er en helgen med rod i det nuværende Syrien. I kirken er der en række smukke malerier, der skildrer Simeon Stylites liv.

Sidste punkt på denne dag program var Gelati klosteret, der står på UNESCOs Verdensarvliste.

Klosteret er grundlagt i 1106 af David IV af Georgien som kloster og uddannelsescenter.
Inde i klosterets hovedkirke, Jomfru den Velsignedes kirke, finder man en større mængde af imponerende mosaikker og malerier, hvoraf det mest kendte forestiller Jomfru Maria, der holder Jesusbarnet.

I en anden bygning finder man kong David IVs gravsted, og her finder man også den eneste bevarede af de oprindelige 6 porte fra Ganja.

Dvs, at kun den ene halvdel af denne port er bevaret – og anbragt ved gravstedet.

Efter besøget på klosteret gik turen ind til Kutaisi, hvor vi blev indkvarteret på vores hotel, Sanapiro Hotel, der lå med en fin udsigt over Rioni-floden. Lidt aftensmad blev der da også tid til på et lille lokalt spisested, hvor vi kun kunne få lokale specialiteter.

Som et kuriosum skal jeg lige nævne prisen for denne overnatning: 2 dobbeltværelser, 4 personer, med morgenmad, pris i alt 187 Lari = 275 danske kr.

Torsdag d. 18.7.
Efter den lækre morgenmad, der blev serveret på en lille altan, hvor vi sad hævet over flodens vand, gik vi videre med turens program. Først kørte vi ud for at se fæstningen Kvertvisi, hvor vi gjorde holdt for et kort fotostop.

Der er tale om en gammel fæstning fra det 10.-11. århundrede, bygget på en klippetop ved sammenløbet af floderne Mtkvari og Paravani, og i øvrigt indbød fæstningen ikke til et længere og mere indgående besøg.
Derfor gik det også hurtigt videre til et af dagens højdepunkter, hulebyen Vardzia, hvor vi gik på opdagelse de næste par timer. Hulebyen ligger på østvendte skråninger af Erusheti-bjerget på bredden af floden Mtkvari, og umiddelbart før vi kom til indgangen til hulebyen, gjorde vi holdt på den anden side af floden og fik et fint oversigtsbillede af alle hulerne.

Herefter gik vi ind i hulebyen, der strakte sig over et større område med flere kirker og beboelsesgrotter.

Hulebyen et historisk monument og et aktivt sted for tilbedelse, og der bor stadigvæk munke i Vardzia-huleklosteret, der i øvrigt engang var en del af en meget større huleby. Bygningen af byen blev påbegyndt i 1184 under kong Giorgi, og blev udvidet under hans datter, Tamar.
I begyndelsen af det 13. århundrede havde hulebyen spredt sig til 13 etager med mere end 6000 værelser, vinkældre og stalde. Endvidere indeholdt komplekset en kirke, et bageri, et apotek, et bibliotek og et kunstvandingssystem.

Hulebyen blev delvist ødelagt af et jordskælv i 1238, og i 1551 invaderede perserne klostret og dræbte alle munkene. Senere er munkene dog vendt tilbage, og der lever i dag mellem 5 og 10 munke i hulebyens kloster.

Hele gåturen gennem hulerne var en stor oplevelse, der ud over at gøre indtryk på os også udfordrede os fysisk på grund af store højdeforskelle, smalle stier og broer, trange gange og mørke passager.
Efter besøget i hulebyen var det så småt tid til at vende næsen hjemad mod Tbilisi – men undervejs blev det tid til et stop ved Rabati-borgen i Akhaltsikhe.

Borgen indeholder et helt citadel, der er opført i det 9. århundrede. Citadellet er omgivet at 3 volde og er forbundet med de omkringliggende områder med tunneller.

Inde i borgen er der – ud over slottet – bla. en stor gårdsplads, et arsenal, et møntværk, et bad og en kirke.

I 1772 byggede den georgiske hersker Haji Ahmed-Pasha Jaqeli en moske i slottet efter forbillede fra Hagia Sophia i Istanbul.

Denne moske var i brug indtil 1828. Senere blev den indviet i Jomfru Marias navn og fungerede som kirke indtil 1920.

Vi havde god tid til at fordybe os i de smukke bygninger, og efter en tre kvarters tid gik turen så videre hjem til hotellet i Tbilisi.

Fredag d. 19.7.
Efter endnu en lækker morgenmad på vores hotel, blev vi afhentet af vores guide, der i dag skulle føre os nordpå – retning Rusland – hvor vores nordligste mål på turen var Gergeti Trinity Church, der højt beliggende i bjergene om nogen er et symbol på Georgien. Egentlig havde vi bedt om 4 stop på turen, men vores guide, der var meget vidende om seværdighederne i denne del af landet, lagde flere stop ind, som han mente vi absolut skulle have med – og med rette.
Men allerede inden vi var kommet helt ud af Tbilisi, stødte vi på et flot og futuristisk bygningsværk, Bank of Georgias hovedkontor, så blev der lige plads til et ekstra foto!

Første stop på dagens tur blev således Zhinvali Reservoir, der er en opdæmmet sø, der er dannet ved bygningen af vandkraftdæmningen over floden Aragvi i 1986. Et flot sted, hvor en række handlende af alskens ubrugelige souvenirs forsøgte at faldbyde deres varer.

Efter en pause, hvor vi kunne nyde den smukke udsigt og i øvrigt nyde en kop kaffe, gik turen videre til den nordlige ende af reservoiret for at besøge Ananuri – et slotskompleks fra det 13. århundrede, der gennem historien har været skueplads for mange kampe.

Hele komplekset står på UNESCOs verdensarvsliste.
Slotskomplekset består af to borge, der er forbundet af en fæstningsmur. Den øvre borg, der er forsynet med et stort firkantet tårn, Sheupovari, er velbevaret, mens den den nedre borg, der har et rundt tårn, ligger mere eller mindre i ruiner.

Inden for komplekset er der flere andre bygninger, bla. 2 kirker. Den største af de to kirker, Guds Moder kirke, er bygget i 1689 og har rigt dekorerede facader, herunder et flot udskåret indgangsparti fra nord. Endvidere indeholder denne kirke også resterne af en række smukke fresker. Tæt ved denne kirke ligger en ældre jomfrukirke, der støder op til et højt, firkantet tårn. 

Efter besøget i Ananurikomplekset fortsatte vi nordpå til Pasanauri, hvor den hvide og den sorte Aragvi-flod mødes og sammen fortsætter som én flod sydpå – et lidt specielt syn, men ikke et sted, vi kunne dvæle længe ved.

Her blev vi i øvrigt opmærksomme på, at vi tilsyneladende ‘fulgtes’ med en gruppe arabiske kvinder klædt i abaya og niqab.
Videre gik turen til skiområdet ved Gudauri, hvorfra vi tog kabelbanen op på bjerget, mens vores guide og chaufføren kørte om på den anden side af bjerget for at vente på os. På toppen af bjerget stod vi af og tilbragte lidt tid i sneen – i øvrigt sammen med føromtalte kvinder og deres familie, der kom fra Saudi Arabien og for første gang oplevede sne.

Det gav lejlighed til at høre om deres familie og deres oplevelser her i Georgien – samt at udveksle lidt fotos…
Vel nede på den anden side af bjerget mødtes vi med vores georgiske følgesvende og turen gik nu til turens fjerneste punkt, Stepantsminda, hvor Gergeti Trinity Church.
Kirken, der er bygget i det 14. århundrede og har et separat klokketårn fra samme periode, ligger i 2170 meters højde under Kazbekbjerget. 

Det var for nylig (december 2018) blevet muligt at køre helt op til kirken ad en asfaltvej fra Stepantsminda, så vi kunne spare en masse tid ved ikke at skulle vandre derop ad alternativet, en 1,5 km lang meget stejl stigning.
Selv om kirken ligger helt eventyrligt smukt, måtte vi nøjes med et noget omtåget billede af kirken, da den netop i dag lå badet i tåge… (Ærgerligt),

Efter besøget i kirken kørte vi tilbage til Stepantsminda til et hotel på den anden side af byen – hvor der i øvrigt skulle være en smuk udsigt over kirken. I stedet for udsigten kunne vi nyde en kop kaffe, mens vores guide måtte en tur til den lokale læge for at få noget medicin mod en kraftig, tiltagende influenza.
Da vores guide vendte tilbage, begyndte tilbageturen til Tbilisi – med første stop nord for Gudauri ved en bred strøm af vand, der indeholdt mineraler, der blev aflejret ned af bjerget.
Det gav nogle imponerende formationer af aflejret travertin i hvide og rustne farver. Vi prøvede ligeledes at smage vandet, der indeholdt store mængder jern – og smagte derefter.

Efter denne særegne oplevelse gik det videre til dagens sidste stop, mindesmærket for venskab mellem Rusland og Georgien.

Monumentet er fra 1983 og bygget for at fejre 200 året for Georgievsk-traktaten, og det ligger med en flot udsigt ned over Djævledalen. I øvrigt mærkede vi på vores besøg i Georgien ikke, at der skulle være megen venskab mellem de to lande, men imponerende var monumentet da.
Efter dette stop gik turen tilbage til hotellet i Tbilisi.

Lørdag d. 20.7.
Efter en lækker morgenmad stod vores guider igen klar til at køre os ud i det georgiske landskab – i dag østpå i landet. Hovedmålet for vores tur i dag var David Gereji klostrene, der ligger på grænsen til Aserbajdsjan – ja faktisk er nogle af klostrene i dette store klosterkompleks placeret på den aserbajdsjanske side af grænsen.
Den første del af turen gik på helt normale, asfalterede veje, men efterhånden blev asfalten udskiftet med grus, sand og sten, der vanskeliggjorde kørslen, og det føltes sikkert og godt, at vi var af sted i en 4 hjuls trækker.

Undervejs passerede vi steppeområder med golde marker og mere eller mindre indtørrede søer, f.eks. Kapatadze-saltsøen ved Udabno.

Dette gav os mulighed for et lille hvil, hvor vi bla. kunne se lidt på den lokale flora og fauna, inden det gik videre til P-pladsen ved David Gereji klostret, hvorfra der var en flot udsigt mod nord ned over klipper med bånd af forskellige farver, der ledte tankerne hen på slikkepinde.

Herefter var der tid til at besøge klostret, der består af hundredvis af celler, kirker, kapeller, refektorier og boligkvarterer, der dels er udhulet i klippevæggen, dels muret op på traditionel vis. Komplekset blev grundlagt i det 6. århundrede af David, der var en munk, der kom fra Assyrien, og det er blevet udvidet ad flere omgange.

På trods af at klostret ligger isoleret i et barsk miljø langt ude i bjergene, vedblev det med at være et vigtigt centrum for religiøs og kulturel aktivitet i mange århundreder. Dets storhedstid var fra det 11. til det 13. århundrede. 

I sovjettiden var klostret ubeboet, og først med Sovjetunionens kollaps i 1991, flyttede munke tilbage i klostret. Uheldigvis ligger en del af klostret – som sagt – på aserbajdsjansk territorium, og derfor er det til stadighed genstand for en grænsekonflikt mellem Georgien og Aserbajdsjan, hvilket vi fik at mærke, da vi klatrede fra klostret og op til grænsen. Her oplevede vi både bevæbnede georgiske grænsevagter, der i øvrigt var meget afslappede, og en helikopter, der patruljerede på den Aserbajdsjanske side.

Det skulle i øvrigt ikke holde os fra lige at klatre over grænsehegnet og få taget et par fotos!
Efter et par timer i det meget spændende område, gik turen videre til Udabno, hvor den stod på frokost i en lille, primitiv café, hvorefter vi – på vej til vores næste destination, Sighnaghi, også lige indlagde en ufrivillig pause, da bilen punkterede på den noget ugæstfrie vej. Det måtte jo komme…

Med lidt forsinkelse kom vi frem til Sighnaghi, der er en ganske lille, charmerende by med ca. 1500 indbyggere – lige i centrum af Georgiens vindistrikt.

Vores stopover i byen var delt i to, idet vi startede med at besøge Bodbe-klostret et par kilometer fra selve byen, inden vi besøgte selve Sighnaghi by.
Bodbe-klostret, eller rettere klostret St. Nino, er bygget i det 9. århundrede og fungerer som nonnekloster. Det er et af de store pilgrimssteder i Georgien på grund af dets tilknytning til St. Nino, der var kvindelig evangelist fra det 4. århundrede.

På området ser man St. Georges kirke med vægge dekoreret af fresker, og ved siden af kirken et fritstående klokketårn, bygget i samme stil. Endvidere finder man her den imponerende kirke St. Nino, der er helt nyopført.

Fra klostret kørte vi de få kilometer til Sighnaghi, hvor vi havde halvanden time på egen hånd i den charmerende lille by.

Vi parkerede ved kunstværket ‘Don Quixote’ og vandrede flere smukke gamle huse, nationalmuseet, et af bytårnene, der var bygget sammen med den meget lille St. Stephens kirke og endte på Den 9. April-parken med et stort mindesmærke for 2. Verdenskrig. 

Og da vi stadigvæk havde lidt tid, inden vi skulle mødes med vores guide igen, så slog vi os ned og nød et par kopper kaffe i skyggen i parken.

Og så stod den ellers på en tur tilbage til Tbilisi.

Søndag d. 21.7.
(3845) Efter en god nats søvn og endnu en lækker morgenmad stod vi klar til vores sidste dag i Georgien i denne omgang. Det betød afhentning og afgang nordpå til byen Mtskheta, hvor floderne Mtkvari og Aragvi løber sammen – for at besøge to af de helt store georgiske seværdigheder, i første omgang Jvari-klostret – og senere på dagen Svetitskhoveli-katedralen.

Jvari-klostret betyder oversat til dansk ‘Korsets kloster’, og der findes i Jerusalem et georgisk kloster med samme navn. Klostret, der er bygget på toppen Jvaribjerget  i det 6. århundrede, er et eksempel på en georgisk-ortodoks kirke, der har overlevet stort set uændret til i dag, og det har været UNESCO Verdensarvsted siden 1994.

Det første, der opførtes her på stedet, var et trækors, der efter sigende var i stand til at udføre mirakler, hvorfor der ca. 545 byggedes den første lille kirke på det sted, hvor trækorset stod. Resterne af denne lille kirke ligger stadigvæk ved siden af hovedkirken, der blev opført mellem 590 og 605, for at kunne tage imod de mange pilgrimme, der besøgte stedet.

Efter besøget i Jvari-klostret gik turen videre vestpå til Samtavisi – for at besøge byens katedral, der er fra det 11. århundrede.

Det første kloster på stedet blev opført af en missionær fra Assyrien, Isidore, i 572, og senere genopbygget og udvidet i det 10. århundrede. Begge disse bygninger har dog overlevet, og det er i stedet en del af en hovedbygning fra 1030, der er det ældst bevarede af katedralen, herunder en flot dekoreret østfacade.

I katedralen har man fundet kalkmalerier fra både det 11. og det 17. århundrede.
I forbindelse med katedralen finder man flere bygninger, bla. resterne af en bispebolig i to etager, en lille kirke og et 3-etagers klokketårn fra det 16.-17. århundrede, der er bygget sammen med hegnet rundt om komplekset.
Efter besøget i Samtavisi gik turen videre til Uplistsikhe – er gammel by udhugget i klipperne ca. 10 km øst for Gori.

De ældste af hulerne i Uplistsikhe kan føres tilbage til den tidlige jernalder, og der er tegn på beboelse frem til den sene middelalder, og der er derfor tale om en af de ældste bosætninger i Georgien.

Ud over en række bemærkelsesværdige huler – de fleste uden udsmykning – finder man i komplekset smalle gyder og trapper, der bla. udgår fra ‘den centrale gade’. Mod syd finder man en ceremonisal.

Det vigtigste sted i komplekset er en søjlehal, hvis loft blev understøttet af to søjler. Her finder man ligeledes en stenbænk – formodentlig et herskersæde.

I klipperne finder man også en basilika fra det 6. århundrede – stort set helt udskåret af klipperne.
Uplistsikhe var et ekstremt spændende historisk område, der da også er optaget på UNESCOs Verdensarvliste.
Efter besøget her i Uplistsikhe gik turen videre til dagens sidste stop, Svetitskhoveli-katedralen i Mtskheta – en storslået katedral, som vi tidligere på dagen havde set lidt fra oven, fra Jvari-klostret. 

Og ligesom Jvari står også Svetitskhoveli-katedralen på UNESCOs Verdensarvsliste.

Katedralen er den næststørste kirkebygning i Georgien – næst efter Holy Trinity Katedralen (Treenighedskatedralen) i Tbilisi.

Den nuværende katedral, der gennem århundreder var gravsted for Georgiens konger, blev bygget mellem 1010 og 1029, men der har været religiøs aktivitet på stedet, hvor katedralen ligger, tilbage til det 4. århundrede.

I følge georgiske sagn var en georgisk jøde fra Mtskheta, Elias, i Jerusalem, dengang Jesus blev korsfæstet, og her købte han Jesu kappe af en romersk soldat på Golgata, og bragte den tilbage til sin fødeby. Her skulle kappen være begravet sammen Elias’ søster, Sidonia, der døde, da hun berørte kappen, og i katedralen er stedet, hvor Sidonia ligger begravet, bevaret.
Katedralen, der er omgivet af en forsvarsmur bygget i 1787 under kong Erekle II, er rigt udsmykket med f.eks. stiliserede påfuglehalelignende dekorationer og relieffer af bla. en ørn med en løve nedenunder.

Mættet med indtryk gik turen nu tilbage til Tbilisi, hvor vi nød en sidste aftensmad i Georgien med udsigt ned over byen – før vi om aftenen blev kørt til banegården og guidet til den rigtige perron for at tage nattoget til Yerevan i Armenien – det sidste land på vores rundrejse i Kaukasus.