Armenien, 22.-25.7.19

Med Armenien var vi så kommet til det tredje ben på vores rundrejse i Kaukasus.
Armenien var det fattigste af de tre lande, vi besøgte, og det var tydeligt, at alting nu var lidt mere primitivt end i de to tidligere lande, Aserbajdsjan og Georgien.
Vi ankom med nattoget fra Tbilisi i Georgien til hovedstaden i Armenien, Yerevan, hvor vi kunne stige af toget allerede før kl. 8.

Derefter stod den på store oplevelser de næste 4 dage – godt hjulpet af vores guider fra firmaet ‘Land Of Noah’, https://landofnoah.com/.

Mandag, d. 22.7.
Efter ankomsten til en morgentravl banegård i Yerevan, fandt vi en taxa, der bragte os til vores hotel, Yerevan Boutique Hotel, der lå lige i udkanten af den gamle bydel, der blev grundlagt i den osmannisk-persiske periode i det 17. århundrede.
På hotellet fik vi så lige snakket os til lidt morgenmad, som vi ellers ikke havde betalt for, men så kunne vi da klare os de næste timer.
Efter vi havde fået vores værelser, gik vi ud i byen. Her mærkede vi straks byens tørre varme, der skyldes, at byen ligger i et hul omgivet af bjerge på alle sider.

Vi havde ikke gået ret mange meter, før vi bemærkede de mange huse og karreer i en dominerende lyserød farve, der har givet Yerevan tilnavnet ‘Den Lyserøde By’. Her og der blev den lyserøde farve dog desværre brudt af kedelige grå betonklodser af bygninger fra Sovjettiden. Hverken kønt eller charmerende!
I øvrigt var der i byen rigtig mange kunstfærdige indslag: skulpturer, monumenter, gavlmalerier og mosaikker, og i opslag på centrale steder hyldede man nogle af byens kendte personligheder, f.eks. Charles Aznavour.
Et af de mere spændende kunstværker var en mosaik, der sidder på facaden af Yerevan State Puppet Theatre. Mosaikken viser flere eventyrlige figurer, herunder musikanter og dansere, og det passer jo perfekt til et dukketeater.

Et andet sted faldt vi over  noget, der kunne minde om en stor reklame for et cirkus, måske det kendte Jerevan Cirkus, der er et vigtigt kulturelt vartegn for byen. Oprindelig en cirkusbygning af træ fra 1930’erne, mens den nuværende bygning stod færdig i 2012.

Et andet sted – på et hjørne – sad en kvinde på en bænk og sang, mens hun akkompagnerede på sin harmonika. Hun virkede smilende og frisk, men vi spekulerede på, om ikke de bæreposer med tøj og andre pakkenelliker, hun havde stående på og ved bænken, var alle hendes værdier?

Efter lidt vandren rundt passerede vi Yerevan Opera og Ballet Teater, en kedelig grå bygning, der er opført på Frihedspladsen – og hvor der i øvrigt var store reklameskilte for U19Euro i fodbold, der afvikledes mens vi var i byen.
Første spadestik til operaen blev taget den 28. november 1930 i anledning af 10-årsdagen for Sovjet-Armenien, og operaen åbnede officielt 3 år senere.

Fra operaen gik vi videre mod Cascade Complex, der er et imponerende terrasseanlæg med indbygget kunstmuseum, men i første omgang dvælede vi lige ved en mur med illustrationer af de 39 bogstaver fra det armenske alfabet, den såkaldte Eternal Alphabet Wall. Muren er en stor udendørs kunstinstallation, der er lavet af metalbogstaver fra det armenske alfabet, og det pryder pryder en mur på Mesrop Mashtots-avenyen nær Cascade Complex.

Efter at vi havde kigget på alle de mange kunstfærdigt udformede bogstaver, gik vi videre til terrasseanlægget, Cascade Complex, der består af 5 terrasser forbundet med 572 trin. Komplekset, der er 302 meter langt og 50 meter bredt og hælder 15 grader, er tegnet i 1920’erne af Alexander Tamanyan, påbegyndt i 1970’erne under sovjettiden og senere færdiggjort og restaureret i 2000’erne af filantropen Gerard Cafesjian, der også lægger navn til stedets kulturcenter.

Inde i selve bygningen huses Cafesjian Center for Kunst, der er byens kendte kunstmuseum og kulturcenter med udstillingshaller, hvor der afholdes permanente og midlertidige udstillinger.

Efter et længere besøg i kunstudstillingerne (noget atypisk for os!), slog vi os ned i en café på pladsen neden for terrasserne, hvor der samtidig blev tid til en kop kaffe og lidt sval luft fra en ventilator. Dejligt forfriskende i varmen, og herfra kunne vi også iagttage livets gang på pladsen neden for Cascade Complex.

Efter kaffepausen gik vi videre gennem de små gader forbi Hovhannes Tumanyans museum, der er et litterært museum, der blev grundlagt i 1953 og dedikeret til digteren Hovhannes Tumanyan. Museet var lukket – så vi nøjedes med at beundre bygningen…

Videre gik vi ad små gader og herefter ad den brede gågade Northern Avenue med en del interessante og internationale brands. Her i gaden var der forretninger i flere etager, bla. under jorden, men mest imponerende virkede det store hotel, Hotel North Avenue, der skinnede i farver, der kunne minde om helt nyt og glinsende kobber.

Vi nøjedes med at beundre hotellet udefra og fortsatte derefter mod centrum af centrum, Republikpladsen, der var omgivet af mange interessante og vigtige bygninger som f.eks. regeringsbygningen og det historiske museum.
Den mest markante bygning, der grænser op til pladsen, er Regeringshus nr. 1, der er det officielle kontor og residens for Armeniens premierminister. Bygningen er opført i to etaper, idet den nordvestlige del af bygningen er bygget mellem 1926 og 1929 af Alexander Tamanian, mens resten af bygningen, herunder parlamentssalen og facaden ud mod Republikpladsen, blev færdiggjort under ledelse af hans søn mellem 1938 og 1952.

En anden markant bygning på pladsen er Armenia Marriott Hotel, der er opført i perioden fra 1950-58 i klassisk armensk stil med lyserøde tufsten, der er en lokal vulkansk sten, der opte blev brugt ved opførelse af bygninger i Yerevan og som oprindelig gav byen ‘Den Lyserøde By’.

Tilbage til hotellet gik det ad Vernissage, en uformel indkøbsgade med et væld af boder, hvor der bla. blev solgt kunsthåndværk af traditionel slags.

Mange af boderne solgte skakspil, fra helt billige brætter og maskinfremstillede brikker til kunstfærdigt udformede spilleplader og -figurer, håndfremstillede og skåret i enten dyre træsorter, i sten eller i metal. Her var det tydeligt, at Skak var landets nationalsport, og noget hver mand (og kvinde) gik op i.

Videre gik det forbi en statue af Vardan Mamikonyan (ca. 387-451), der var en var en legendarisk armensk militærleder, adelsmand og nationalhelt, der var bedst kendt for at have ledet et stort oprør mod det persiske Sasaniderige for at forsvare armenernes ret til at praktisere deres kristne tro.
Vardan Mamikonyan har fået nærmest helgenstatus for sin indsats mod perserne i Slaget ved Avarayr i år 451, hvor han ledede en undertalshær på omkring 60.000 mand mod en enorm persisk overmagt, og selv om armenerne tabte slaget, og Mamikonyan og de fleste af hans soldater faldt, blev slaget en enorm moralsk sejr.
Perserne indså, at armenerne hellere ville dø end at opgive deres tro, og perserne droppede derfor efterfølgende kravet om religionsskifte.

På vej gennem parken mod hotellet kunne vi betragte en hærfugl (Upupa epops) på nært hold; en flot fugl, vi desværre ser meget sjældent i Danmark. Fuglen hoppede lidt hjælpeløst rundt på jorden, og det var tydeligt, at den var skadet; måske var vingen brækket?

Efter frokost og lidt afslapning på hotellet, var dagens næste – og sidste – programpunkt en tur med Yerevan City Tour Bus, hvor vi fik en tur, der gav os overblik over byens seværdigheder.
For os virkede busturen noget overfladisk med korte og ikke særligt interessante informationer om de bygninger, mindesmærker og områder, vi i høj fart passerede – uden chance for et ordentligt foto. En anden sag var det, at den ‘engelsk’, der blev talt af guiden om bord på bussen, var meget langt fra den engelsk, vi selv talte!
På turen passerede vi den kendte brandyfabrik, Ararat, hvor vi desværre ikke gjorde holdt.
Fabrikken blev grundlagt i 1887, og den har haft en lang broget historie fra grundlæggelsen, hvor man producerede brandy ved hjælp af fransk destillationsudstyr, over sovjetisk nationalisering i 1920’erne til privatisering i 1998, da den franske koncern Yerevan Brandy Company overtog produktionen.

Selv om det var svært at forstå guiden, kunne vi dog af sammenhængen forstå, at vi undervejs passerede den for armenerne meget betydningsfulde St. Sargis Vicarial kirke, der ligger over for Ararat-fabrikken, på den anden side af Hrazdan-floden. Kirken er er sæde for den armenske apostolske kirkes Araratian Pavelige Bispedømme, og den er bygget mellem 1835 og 1842.

Der var indlagt et enkelt stop på turen, nemlig ved ved mindesmærket for 50 års dagen for oktoberrevolutionen, hvorfra vi havde en flot udsigt over byen.
Der er tale om et berømte sovjetiske monument, en 65 meter høj obelisk, der blev indviet i 1967 for at fejre, at det var 50 år siden, at den russiske Oktoberrevolution fandt sted i 1917.
En kilometer nord for monumentet ser man tydeligt de karakteristiske ‘kyssende bygninger’, der i virkeligheden hedder Northern Ray Towers. Bygningerne associeres ofte med sovjetisk byggestil fra 1960’erne og 70’erne, men de er i virkeligheden opført i 2013 i såkaldt neo-brutalistisk stil. Et noget anderledes indslag i bybilledet!

Mindesmærket for Oktoberrevolutionen ligger i øvrigt oven for og højt hævet over Cascade Complex, som vi jo havde besøgt tidligere på dagen. Derfor er der også – fra monumentet – en fantastisk udsigt ned over bykernen i Yerevan.

Efter busturen passerede vi – på vej til aftensmaden – Armeniens mindste kirke, Katoghike-kirken, der har en interessant historie. Kirken blev opdaget, da man i sovjettiden i 1936 rev en større basilika, Guds Moders Basilika, ned for at gøre plads til boliger. Indkapslet i murene af basilikaen opdagede man Katoghikekirken, der bare er 5,4 gange 7,5 meter stor.

Katoghike-kirken kan dateres tilbage til det 13. århundrede (med indskrifter fra bla. 1264), men forskere mener, at rødderne eller ældre strukturer på stedet kan gå endnu længere tilbage. Kirken overlevede det store jordskælv i 1679, og mellem 1693 og 1695 blev der så bygget en meget større basilika (Guds Moders Basilika) hen over og udenom den lille kirke, som derved blev indlemmet i den nye bygning.

Nord for denne lille kirke byggede man i perioden 2009-15 en større kirke, Sankt Anna Kirke, der nu står som baggrund for byens mindste kirke.
Aftensmaden indtog vi på restaurant Kavkazskaya Plennitsa (direkte oversat: Kaukasisk Fange), der – viste det sig senere – skulle være byens bedste restaurant.
Foran restauranten står en bronzeskulptur af den sovjetiske komedietrio Tpyc, Balbes og Byvalj – der oversat betyder Kyllingen, Fjolset og Den Erfarne.

Tirsdag, d. 23.7.
Efter en god nats søvn blev vi fra morgenstunden afhentet af vores guider fra Land of Noah, der skulle køre os ud i det Armenske landskab med stop ved nogle af seværdighederne i den nordlige del af landet. Første stop på turen var monumentet for det Armenske Alfabet, der lå ca. 35 km nord for Yerevan ved byen Artashavan.
Monumentet, der er bygget i 2005 for at markere 1600-årsdagen for alfabetets oprettelse, består af de 39 store, udskårne armenske bogstaver, og det er placeret nær det sidste hvilested for manden, der skabte alfabetet, Mesrop Mashtots.

Mesrop Mashtots er bedst kendt for at opfinde det armenske alfabet omkring år  405, hvilket var et vigtigt skridt i styrkelsen af ​​den armenske nationale identitet, men han var samtidig komponist, teolog, statsmand og hymnolog (en person, der arbejder med kirke- og salmesangens oprindelse, udformning og udvikling).
Han er æret som en helgen i den armenske apostolske kirke. 

Monumentet er meget besøgt og har stor betydning for armenerne både i udlandet og hjemme i Armenien, og mens vi var der, kom en bus med studenter fra USA med armenske rødder og besøgte bogstaverne.
Efter besøget gik det videre nordpå, hvor vi stoppede i en lille by med mulighed for at komme på toilet, købe en kop kaffe og så i øvrigt se, hvordan kvinderne fremstillede de originale armenske fladbrød.

Dejen til brødene blev fremstillet i hånden, inden dejen, klump for klump, blev trykket helt flade og bagt i en maskine – et arbejde, der blev varetaget af flere kvinder ad gangen.
Dette skete mens andre brød blev bagt i store ovne i gulvet, hvor brødene klæbedes til væggene i ovnene og blev bagt langsomt i ovnen over levende ild…

Efter dette korte stop i et kombineret bageri og cafeteria, skulle næste stop have været Sanahin kloster og kirke, men på vejen faldt vi så lige over et vejarbejde, hvor vi blev holdet tilbage i en halv times tid, inden man lukkede os igennem.

Den ufrivillige pause blev brugt til at plukke og spise hvide og røde morbær (Morus alba og Morus rubra), der voksede langs vejen.

Vi så godt træerne lige ved vejen, og vi så også de hvide og røde bær, men når man ikke er helt sikker på, hvad det var (og om de kunne spises), så var det rart at både vores guide og chaufføren kunne hjælpe os på vej og vise os, at bærrene var ikke bare ufarlige, men også direkte lækre. Så der blev plukket en hel del bær, mens vi alligevel ventede på fri bane!
Derved blev vores ufrivillige stop så heller ikke så uinteressant.

Så omsider nåede vi frem til Sanahin, der er et kloster, der blev grundlagt i det 10. århundrede, og som i dag er på listen over UNESCO-verdensarvsteder.
Klostrets første kirke blev bygget omkring år 928, og både klostret og kirken har haft en stor betydning gennem tiderne, og det har bla. i en lang periode – siden år 969 – fungeret som bispesæde for den apostolske kirke. Og som det er typisk for den apostolske kirke, indeholder hverken klostret eller kirken farvestrålende freskoer eller malerier. Derimod finder man her talrige khachkarer (sten med kunstfærdige indgraveringer, der repræsenterer et kors) og biskoppegrave spredt ud klostrets område.
På klostrets område ligger en række kirker, kapeller, et klokketårn, et akademi og en boghandel – og alt daterer sig til før år 1100!
Det siges i øvrigt, at et stigende antal turister besøger klostret, fordi det er blevet optaget på rejseplanerne for et antal armenske rejsebureauer; det mærkede vi dog intet til.
Vi var der helt alene – som i helt alene…
Vi fik en interessant guidet tur gennem klostrets forskellige bygninger, hvor vi først stødte på Sankt Gregor-kapellet (Surb Grigor), der er opført i 1061 og herefter det høje, slanke klokketårn, der er opført i det 13. århundrede.

Vi bevægede os ind i kirkens forhal, en gavit, der nogen gange endvidere omtales som ‘den store sal’. Lokalet, der kunne rumme mange mennesker, brugtes under gudstjenester, møder og rådslagninger, lige som det fungerede som mausoleum, hvilket kan ses på de mange historiske gravsten, der er en del af stengulvet. En del af forhallen og de tilstødende korridorer husede klostrets berømte akademi (Grigor Magistros-akademiet), hvor lærde sad på stenbænke langs væggene.

Igen ude i det fri kunne vi se endnu et par interessante bygninger, nemlig det gamle bibliotek og (igen) Sankt Gregorius-rotunden, men denne gang fra en anden vinkel.
Biblioteket er et af de mest betydningsfulde og fascinerende eksempler på middelalderlig arkitektur og bogkultur i Kaukasus. Det blev bygget i år 1063 og fungerede både som et scriptorium (et sted, hvor man skrev og kopierede bøger i hånden) og som et opbevaringssted for værdifulde manuskripter og hellige relikvier.
Sanahin er i øvrigt på UNESCOs Verdensarvliste.

Efter besøget i Sanahin klostret, gik turen videre til det nærliggende og næsten lige så gamle Haghpat kloster – der ligeledes kan pryde sig af at være på listen over UNESCO-Verdensarvsteder. Og selv om afstanden mellem de to klostre er ca. tre kilometer i luftlinje, så var der alligevel en en køretur på tre kvarter mellem de to steder med den omvej, vi var nødt til at køre!
Haghpat, der er et klosterkompleks, der er bygget mellem det 10. og 13. århundrede, ligger halvvejs oppe ad en bjergskråning, hvor det ligger godt beskyttet og giver munkene mulighed for at leve et tilbagetrukket og ydmygt liv. Komplekset indeholder flere kirker, hvoraf den største, Surb Nshan-katedralen, er den vigtigste.

Klostret er – på trods af sin beliggenhed – beskadiget mange gange. I 1130 ødelagde et jordskælv dele af klostret, der dog blev genopført ca. 50 år senere. Det var også genstand for adskillige angreb fra væbnede styrker – og ikke mindst fra et stort jordskælv i 1988. Ikke desto mindre er meget af komplekset stadig intakt og fremstår i dag uden væsentlige ændringer.

Surb Nshan-katedralen, også kaldet katedralen for det hellige kors’ tegn, er det absolutte midtpunkt og vigtigste bygning i Haghpat-komplekset, og den står som smukkeste og mest velbevarede eksempel på armensk middelalderarkitektur. Byggeriet af katedralen påbegyndtes i år 976 af dronning Khosrovanuysh og stod færdig i 991, og hun opførte bygningen for at sikre et langt liv og lykke til sine to sønner.
Bortset fra et par mindre reparationer i det 11. og 12. århundrede har bygningen bevaret sit oprindelige udseende indtil i dag.

I modsætning til Sanahin kan man her i Haghpat finde nogle (få) malerier på væggene, ligesom der er et par billeder med scener fra biblen på væggene.
Mest markant er et kalkmaleri af Kristus Pantokrator, der findes i apsis – den halvrunde bue bag alteret – i katedralen. Maleriet, der er udført i starten af det 13. århundrede (før 1212), indeholder sjældne inskriptioner på både armensk og georgisk, hvilket kan tolkes som en tæt kulturel og religiøs forbindelse på denne tid.
I midten af maleriet sidder Kristus Alherskeren siddende på en trone og flankeret af to skikkelser, der går i forbøn for menneskeheden, Jomfru Maria på hans højre side og Johannes Døberen på hans venstre side.

I en af kompleksets bygninger ser man en række huller i gulvet. Det er nedgravede beholdere til opbevaring af vin – helt i stil med den måde, man omgikkes de gyldne dråber i regionen både før og nu.

I det hele taget fremstod Haghpat-komplekset som ‘mere moderne’ og nyere end Sanahin, og det var det jo på sin vis også.
Efter besøget i Haghpat-klostret gik turen videre gennem landskaber præget af minedrift, og vi passerede bla. et par af de mange miner i området, der er (var) rige på bla. sølv, kobber og molybdæn.
Efter et kort stop med udsigt op til et molybdænværk, kørte vi videre til det sidste punkt på dagens religiøse program, et besøg i Surp Astvatsatsin (Gud hellige moder) kirke i Akhtala.

Akhtala er et område, hvor man virkelig – ikke mindst i Sovjettiden – havde drevet rovdrift på landskabet og undergrunden under dette. Ikke mindst kobber og sølv var de grundstoffer, som man hentede op fra undergrunden, og selv om det ikke sker mere, var sårene på landskabet tydelige. Flere steder henlå malm og dækkede den ellers frodige jord, så intet kunne vokse her. Det var et lidt trist syn, om end den malm, der dækkede jorden flere steder i området, gav landskabet et surrealistisk udseende med mange farver.

Andre steder henlå miner i mere eller mindre dvale som skampletter i landskabet. Vi kørte bla. forbi et stort mineområde, Akhtala Mining and Processing Enterprise, der er bygget direkte ind i de grønne bjergsider, og som hovedsagelig er kendt for produktion af kobber.
Arkæologiske udgravninger viser, at der har været udvundet metaller her siden bronzealderen, men egentlig minedrift startede i 1763, da man inviterede ca. 800 erfarne græske minearbejdere til at bosætte sig her og arbejde i guld-, sølv- og kobberminerne i området.
Den moderne minedrift tog sin begyndelse i 1920’erne i den tidlige Sovjet-tid, og i dag udvindes stadigvæk kobber fra minerne, der i dag kæmper med store miljømæssige udfordringer på grund af giftigt spildevand.

Nå, tilbage til besøget i Surp Astvatsatsin kirke i Akhtala.
Kirken er bygget oven på en eller flere kirker, der – i følge lokale sagn – daterer sig til det 5. eller 7. århundrede, og man ved faktisk ikke, hvornår den nuværende kirke er bygget.
Kirken har en lang og rig historie, og dens arkitektur er en interessant blanding af armenske og georgiske stilarter, men den er mest berømt for sine byzantinske vægmalerier eller freskoer, der dækker næsten alle kirkens indvendige vægge – hvilket er meget atypisk for armenske kirker.

Freskoerne, der er i byzantinsk stil, er bestilt og finansieret af en magtfuld armensk fyrste, Ivane I Zakarian i perioden mellem 1205 og 1216, og freskoernes stil og udtryk kan forklares med, at han konverterede til den georgisk-ortodokse tro.
Vægmalerierne er fremstillet af en gruppe på 8 lokale og regionale malere, og de afbilder vigtige scener fra kristendommens historie i Armenien.

Malerne blandede byzantinsk ikonografi – som var populær i Georgien – med armenske traditioner og motiver, og der ses bla. inskriptioner i kirken, som er skrevet på både armensk, georgisk og græsk.
Desværre er mange af malerierne blevet ødelagt gennem tiderne.

Efter besøget i Akhtala gik turen tilbage mod Yerevan  – efter en lang og begivenhedsrig dag i det nordlige Armeniens bjerge. Og da vi efterhånden skrev sidst på eftermiddagen, var trafikken på vejene så også præget af dette. Det var således også nu, bønderne hentede deres køer og andre dyr hjem – og det foregik af samme veje, som vi skulle bruge…

Onsdag, d. 24.7.
Efter en god nats søvn kunne vi stå op til endnu en dag i selskab med vores guider fra Land of Noah, og første punkt på dagens program var et besøg ved templet i Garni.
Templet blev sandsynligvis bygget af kong Tiridates i det første århundrede, og skulle efter sigende fungere som et tempel til solguden Mihr. I det 4. århundrede, da Armenien blev omvendt til kristendommen, blev det omdannet til et sommerhus for kongefamilien.
I følge nutidige forskere var det slet ikke bygget som et tempel, men en grav, og derfor blev det ikke ødelagt, da armenerne ødelagde hedenske symboler i landet efter landet blev kristent.

Templet blev ødelagt ved et jordskælv i 1679, men blev nænsomt genopbygget mellem 1969 og 1975 med det oprindelige udseende.
Ved siden af templet er der rester af et paladskompleks samt et badehus.

Ved indgangen til templet står den sten med græsk inskription, som man fandt på kirkegården i Garni i 1945. Den indhuggede skrift på stenen nævner kong Tiridates – deraf navnet Tiridates Inskriptionen – og den bruges som bevis for tidspunktet for Garni-templets opførelse.

I dag er Garnitemplet i øvrigt en af de vigtigste (og mest besøgte) turistattraktioner i Armenien.
Fra templet er det en storslået udsigt ned over Garni-kløften med imponerende vægge af basaltsøjler, dannet af Goght-floden.
Når man står og kigger ned i kløften, kan man se to floder. Til højre ses den primære flod, Azat-floden, mens bifloden Goght, der kommer fra venstre løber sammen med Azat nede i kløften – næsten for fødderne af os.

Ser man til højre i kløften, kan man se de smukke og interessante 6- eller 8-kantede basaltsøjler, der ligner orgelrør. Søjlerne er dannet ved, at tyk, flydende lave ar nedkølet og efterfølgende størknet. Lavaen kom fra vulkaner i området, der for 127.000 år siden var i udbrud, og lavaen flød ned og fyldte floddalen. Herefter kølede lavaen ned, og der dannedes det geometriske mønster, der kan ses i dag.

Mange tusinde år senere skar Azat-floden sig gennem landskabet, og flodens vand eroderede det blødere materiale væk og blotlagde de fantastiske søjler, der i dag hænger på kløftens vægge.
Det enestående syn af basaltsøjler omtales som ‘Symphony of the Stones’.

Efter besøget i Garni gik turen videre til Geghard klostret, der blev grundlagt helt tilbage i det fjerde århundrede, mens mange af de mest kendte kirkebygninger i klostret er fra det 13. århundrede.
Klostret er opført på det sted, hvor en hellig kilde udsprang i en hule, der tilskrives Sankt Gregory, der er skytshelgenen for den armenske apostolske kirke. Siden år 2000 har klostret stået på UNESCOs verdensarvsliste.
Klostret, der er delvist bygget ind i – eller skåret ud af – klippen bagved, huser både kirker og gravkamre, der er udhugget dybt ind i klippevæggen, og mere traditionelle, fritstående kirkebygninger, og den dag i dag bor der munke i nogle af hulerne, lige som stedet er et vigtigt pilgrimssted.
Når man kommer til klostret, føres man fra P-pladsen ad en stejl vej syd om klostret til indgangen til klostretområdet, der er placeret mod vest. Herfra kommer man ind i klostrets gård, hvorfra man kan se mange huler i klipperne, først og fremmest over klostret og mod nord. Nogle af hulerne har udhuggede indgange, der minder om nutidige døre, mens andre indgange ‘bare’ er ubearbejdede huller i klippen.

Nogle af hulerne er stadigvæk beboet af munke, mens andre er gravkamre eller små kapeller og kirker.
For at komme op til hulerne tager man en stejl og smal trappe, hvorefter man kommer til et plateau, hvorfra der både er udhuggede indgange til nogle kirker, ligesom man her kan se flere karchkarer – korssten – der er anbragt i nicher i klippevæggen.

Det var muligt at komme ind i flere af de huler, der fungerer eller fungerede som kapeller, så det gjorde vi selvfølgelig, og når man kom indenfor i en hule, så stod man i et forholdsvis mørkt rum, hvor den eneste belysning i bedste fald var sollys gennem huller i loftet.

Især en af de udhuggede huler, som vi besøgte, var interessant. Det var en såkaldt zhamatun, der er en traditionel, armensk forhal eller gravkammer, der var Proshyan-dynastiets mausoleum. Hulen, der blev hugget ind i bjergvæggen i 1283, fungerede som indgang til en mindre klippekirke, der ligger ved siden af den store Avazan-kirke (Kildekirken) og Katoghike-kirken, der er klostrets hovedkirke.
I denne zhamatun var der udskåret et relief, der viser Proshyan-familiens våbenskjold, forestillende to løver, der er forbundet med en kæde samt med en ørn med et lam i kløerne. Ret dramatisk!

I hulen var der også indhugget en del armenske kors, såkaldte blomstrende kors, der er kendetegnet ved at enderne deler sig ud i to spidser. I armensk tro symboliserer korset – ud over Kristi død – også liv, genfødsel og evighed.

Klostret er især berømt på grund af de relikvier, det husede.
Det mest berømte af relikvierne var det spyd, der havde såret Kristus på korset, og som angiveligt bragt hertil af apostlen Thaddeus. (Det så vi dog ikke!)
Den centrale kirke, Katoghike-kirken, er bygget i 1215 på en åben plads foran klippen, og foran kirken ligger en kvadratisk forhal, der er noget større end selve kirken.

For klostret har denne forhal en praktisk betydning, idet rummet – ud over at blive brugt til bøn – også blev brugt til undervisning og til at modtage de mange pilgrimme, der besøger klostret. Rummet har en fantastisk akustik, og det anvendes ofte til opførelse af traditionel armensk korsang.
Ud over at man fra forhallen går direkte ind i Katoghike-kirken, så fører en anden indgang i et hjørne direkte ind i Avazan-kirken, der er den første kirke på stedet, og som er hugget direkte ind i klippen bagved.

Over indgangsportalen til forhallen ses et basrelief, der er udskåret mellem 1215 og 1225, og som viser en løve, der angriber en okse. Løven og oksen er symboler i fyrstehuset Zakarids våbenskjold, samtidig med at de to dyr forbindes med magt og styrke i middelalderens Armanien.

Da vi forlod klostret og var på vej til P-pladsen, kom vi i snak med en mand, der sad og flettede blomsterkranse, som han solgte til pilgrimme, som tog kransene med ind i klostret som personlig ofring i hulerne. Manden er en lokal kunsthåndværker.

Geghard-klostret er – sammen med Templet i Garni – en af de mest besøgte seværdigheder i Armenien.

Efter besøget i Geghard-klostret, gik turen videre til Armeniens største sø, Sevansøen, der tog imod os på bedste vis. Søen er 1242 Km² stor og 79,4 meter dyb på det dybeste sted, og den fremstår helt turkisblå på grund af jordbundsforholdene på stedet.

Og her ved søen lå der – naturligvis – et betydningsfuldt klosterkompleks, Sevanavank.
Klostret er et must-see, om ikke andet på grund af den smukke beliggenhed, højt hævet over Sevansøens bred. Oprindelig er klostret bygget på sydsiden af en lille ø i søen, men på grund af et dræningsprojekt i søen, startet under Josef Stalin, faldt vandstanden i søen 20 meter, og øen blev landfast.

I følge en inskription i klostret, er det bygget af en prinsesse Mariam i år 874, på et tidspunkt, hvor Armenien stadigvæk kæmpede for at befri sig fra arabisk styre.
Klostret havde meget strenge regler og var hovedsagelig beboet af munke fra andre klostre, der havde syndet. Arbejdsgangene på stedet var tilbagestående, og bla. blev manuskripter i midten af det 19. århundrede stadigvæk kopieret manuelt – som før bogtrykkerkunstens opfindelse.

Klosterkomplekset består af to kirker, Surp Arakelots, der betyder ‘De hellige apostle’, og Surp Astvatsatsin, der betyder ‘Guds hellige moder’, der begge er bygget med en grundplan formet som et kors.
Surp Astvatsatsin er mærkbart større end sin nabokirke, og dens størrelse gør, at de indvendige hvælvinger og mure også har ekstra forstærkninger. Surp Arakelots er den mindre af de to og mangler disse forstærkninger.

Vi var inde i begge kirkerne, og især besøget i Surb Arakelots var inspirerende. Først og fremmest havde kirken et smukt alter med et stilrent maleri af Jomfru Maria og Jesusbarnet. I kirken så vi også en del khachkarer, der var særdeles velbevarede.
Også uden for kirken var der også opstillet – lidt tilfældigt – en del af disse khachkarer.

Efter besøget ved Sevansøen gik turen nordpå til byen Dilijan, hvor vi skulle besøge Haghartsin-klostret, der er et større kompleks beliggende i bjergene i Dilijan-naturparken. Klosterkomplekset består af tre kirker, Surb Grigor-kirken, Surb Stephanos-kirken og Surb Astvatsatsin-kirken, samt en gavit (et indgangsparti eller en forhal) og et refektorium (en spisesal).
Komplekset er bygget i flere etaper mellem det 10. og 13. århundrede, og kirkerne er ligeledes opført på forskellige tidspunkter; den ældste af dem, Surb Grigor-kirken er dateret til det 11. århundrede, Surb Stephanos-kirken, der er kompleksets mindste kirke, er opført i 1244, og Surb Astvatsatsin-kirken (Helligmoderens Kirke) stod færdig i 1281.

Da vi kom frem til klostret, var der mange mennesker til stede, og det viste sig, at der var gang i to bryllupper samtidig, og for det enes vedkommende var vielsen i gang i Surb Astvatsatsin-kirken, mens vi var på besøg. Af respekt for ceremonien undlod vi derfor at besøge kirken, som ellers var den mest interessante af de tre kirker i komplekset.

Vi gik derfor til forhallen til Surb Grigor-kirken, hvor der i gulvet ligger gravsten, der er identificeret som Bagratuni-dynastiets kongegrave. Selv om stenene er meget slidte, har forskere kunnet tyde en inskription tilhørende kong Smbat I.
Til Smbat I, også kaldet Smbat Jernhånd, der regerede fra 890 til 914 knytter sig flere grusomme historier, og det endte med, at han blev tortureret og korsfæstet af sin svorne fjende, Yusuf Ibn Abi’l-Saj fra Azerbaijan. En stykke armensk historie, der er værd at sætte sig nærmere ind i.

På grund af den megen virak på kompleksets område på grund af bryllupperne blev vores besøg nok ikke så interessant, som det ellers kunne have været, og vi fokuserede derfor på de mange små ting, vi kunne iagttage udenfor selve bygningerne.
F.eks. faldt vi over et smukt solur, der var udskåret på facaden af Surb Stepanos-kirken.

Lige bag kirkerne finder man resterne af et valnøddetræ, der blev svært beskadiget af et lynnedslag i 2013, og som efter sigende skulle have stået på stedet i mere end 800 år. Træet er kendt som et lokalt vartegn, og i følge folketroen vil ens ønske gå i opflyldelse, hvis man kravler gennem (= klemmer sig igennem) åbningen i den brændte træstamme!

Efter besøget i Dilijan gik turen langs den vestlige bred af Sevansøen til Noratus-kirkegården, der har verdens største samling af khachkarer, og som dækker et område på 7 hektar.
Kirkegården rummer næsten 1000 meget velbevarede khachkarer og gravsten, der daterer sig tilbage til en periode fra det 10. – 18. århundrede.
Hver af stenene er helt unik og dækket af detaljerede, indhuggede mønstre, symboler samt scener, der skildrer bryllupper, jagt og datidens bondeliv.
Det er udarbejdet en rute, som man bør følge mellem stenene med en udførlig beskrivelse af de mest markante af khachkarerne; en rute, som vi kun fulgte i store træk.
Flere gange stødte vi på rækker af sten som et samlet mindesmærke for en hel slægt.

Karchkarer kaldes også armenske korssten, og de har i deres enkleste form motiver med rige detaljer i form af indviklede geometriske mønstre og et stort centralt kors, der symboliserer det levende træ og Jesu opstandelse – eventuelt med det armenske evighedssymbol i bunden.
Mere interessant var det, at vi på vores vej rundt på kirkegården stødte på sten, der fortalte hele historier om den (eller de) afdødes liv, fortalt i billeder i stedet for tekst.
Et sted så vi en sten, som man ved en hel del om. Stenen er for et brudepar, og relieffet på stenen viser det øjeblik, hvor de fejrer deres bryllup – omgivet af gæster, der sidder ved festbordet. Fra lokale fortællinger ved man, at festen blev afbrudt ved et voldeligt overfald, hvor parret og hele bryllupselskabet blev massakreret og døde. I stedet for at afbilde døden, havde man altså valgt at afbilde den glæde, der blev brat afbrudt.

Et andet sten – kendt som ‘Landmandens Sten’ – viser scener fra en velanset farmers hverdagsliv, fortalt som en kort tegneserie. Man ser på stenen både en høstfest med vin og mad og bonden, der styrer sin plov, der trækkes af to okser.

Øverst på stenen er der en inskription, der mindes den afdøde og beder om Guds nåde.
Vi så også flere gange sten med afbildning af den døde med hænderne i korsagtig bedestilling, hvilket symboliserer ydmyghed, hengivenhed og et håb om Guds nåde.
Nogle af disse sten var desuden forsynet med indskrifter – en slags ‘Livets Bog’ for den afdøde med den afdødes navn, dødsår og eventuelt en bøn.

Karchkarer, der er meget karakteristiske for middelalderens armenske kunst, er (naturligvis) optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.
Der er – ud over det ovenfor beskrevne – flere levn og historier om Noratur-kirkegården – og den var absolut et interessant sted at besøge.
Efter dette – dagens sidste – besøg udenfor hovedstaden gik turen tilbage til Yerevan, hvor vi vovede os en aftentur ud i byen, bla. for at få noget at spise.
Det gav os også mulighed for at se det berømmede springvand på Republikpladsen, hvor musik, vandstråler og farver var blandet i en smuk symfoni, der var overværet af rigtig mange mennesker – nok mest turister…

Torsdag, d. 25.7.
Denne dag var vores sidste på vores rundrejse i landene i Kaukasus.
Turen startede – som næsten altid – lige efter morgenmaden, hvorefter vi blev kørt til vores første stop, klostret Khor Virap, der ligger tæt på grænsen til Tyrkiet og med flot udsigt til bjerget Ararat på den anden side af grænsen.
Bjerget Ararat er med sine 5137 meter den højeste top i Tyrkiet og består af to store vulkankegler,Stor-Ararat og Lille-Ararat. I Europa har bjerget været kendt som Ararats bjerge, der i Bibelen beskrives som hvilestedet for Noahs Ark, og selv om bjerget ligger uden for det moderne Armeniens grænser, er det et vigtigt nationalt symbol og er blevet betragtet som et helligt bjerg af armeniere.
Bjerget har haft en fremtrædende plads i armensk litteratur og kunst og er et ikon for armensk nationalisme, lige som det er afbildet på Armeniens våbenskjold sammen med Noahs Ark.

Den første bygning på stedet var et kapel, der blev bygget i 642 og er bygget over det fangehul, hvor Gregor Lysbringeren blev holdt fanget fra år 287 til 301 af Kong Trdat III, fordi han insisterede på at praktisere kristendommen.

Legender fortæller, at konge Trdat, der stadigvæk var ikke-troende, på et tidspunkt bliver syg. Han blev fortalt, at kun den fængslede Gregor kunne helbrede ham, og Gregor blev derfor sat fri og bad for kongen, som blev rask.
Det fik kongen til at konvertere til kristendommen og blive døbt, hvorefter kongen og Gregor i fællesskab udbredte kristendommen i Armenien. Armeniens officielle overgang til kristendommen skete efter traditionen i 301, hvor Trdat III proklamerede kristendommen som statsreligion.
Vores besøg i Khor Virap startede med, at vi besøgte klostergården, der indeholdt to bygninger, Surb Astvatsatsin-kirken, som blev opført i 1662, og St. Gevorg-kapellet, der er en noget ældre bygning, der kan føres tilbage til år 642, bygget over fangehullet, som stadigvæk kan ses og besøges.
Vi var naturligvis inde i kapellet og kunne ved selvsyn se nedgangen til fangehullet, der er 6 meter dybt – og vi kravlede ikke derned, da der var mange andre, der gerne ville ned og se, hvordan Gregor blev holdt fanget.
Ude på gårdspladsen igen kunne vi i muren på Surb Astvatsatsin-kirken se en indmuret sten med en relief, der viste hvordan Gregor bad for kongen.

Efter at have besøgt kapellet og set relieffet på Surb Astvatsatsin-kirken, gik vi indenfor i denne kirke, der dog ikke var så interessant, men typisk armensk med meget lidt udsmykning. Det eneste, der stak lidt af, var alteret med en ikon af Jomfru Maria med barnet – som vi jo efterhånden havde set det så mange steder.

Fra klostergården gik vi op på bakken bag klostret, hvorfra vi ikke bare havde en flot udsigt ned over Khor Virap – set lidt fra oven, men også fuldt udsyn til Ararat. Desværre var det lidt diset, men alligevel blev der eksperimenteret med lidt selfies…

På samme sted ser man et stenkors på en lille sokkel, og dette kors markerer Armeniens status som verdens ældste kristne nation. I følge kirkelig tradition og lokale legender mødtes de to apostle Thaddæus og Bartholomæus tilfældigt på netop dette sted, da deres veje krydsede hinanden på deres missionsrejser. Thaddæus kom til Armenien omkring år 43, mens Bartholomæus ankom mellem år 60 og 66.
Begge apostle led martyrdøden i Armenien, og de æres i dag som landets første kristne oplysere, og Armeniens kirkes navn ‘Den Armensk-Apostolske Kirke’ kan spores tilbage til de to apostle.

Alt i alt var Khor Virap et interessant og betydningsfuldt religiøst og historisk sted, hvor vi brugte lang tid på at udforske området.

Men vi skulle jo videre, og næste stop efter en god times kørsel var landsbyen Surenavan, der er et paradis for storke og dermed også storkereder, hvilket skyldes en kombination af ideelle geografiske forhold, lokal beskyttelse af storkene og fuglenes adgang til rigelige mængder af føde.
Vi stoppede op og vandrede en tur i nogle af byens gader, og det slog os, at der på næsten hver eneste telefonpæl var en (beboet) storkerede – med enlige, rugende fugle, storkepar eller par med unger. Det var et imponerende syn at vandre ned ad gaden og se, hvor godt storkene tilsyneladende trivedes.

For det første ligger byen Surenavan ligger klos op ad store vådområder og flodsystemer i regionen, og disse områder fungerer som et enormt spisekammer for de storkene, hvor de nemt kan jage fisk, frøer, insekter og små gnavere til sig selv og deres unger.
For det andet er Armenien et knudepunkt og stopover for de hvide storke på deres trækruter, og  Surenavan ligger placeret, så fuglene naturligt slår sig ned her for at yngle i forbindelse med deres rejser.
For det tredje har Surenavan lange rækker af elmaster og høje pæle, der har givet storkene perfekte, hævede platforme, hvor de kan bygge deres reder i sikkerhed for rovdyr.

Og endelig er storken i armensk kultur et helligt symbol på held, velstand og familielykke, og den betragtes ofte som en budbringer fra Gud. Landsbyboerne beskytter derfor fuglene og lever i tæt harmoni med dem.
En stor oplevelse for os, der kun ser en stork med år imellem!

Næste stop var vinsmagning i Areni Winery – i byen af samme navn (Areni).
Forløberen for denne vingård var verdens formodentlig ældste vingård, der blev opdaget i 2007 i et hulekompleks, der går under navnet Areni-1.
Vingården i hulen blev udgravet af et team af armenske og internationale arkæologer, og man har efterfølgende dateret den til perioden mellem 4100 og 4000 f.Kr., og den er dermed med afstand den pt. ældste kendte vingård.
(Vi skulle besøge denne hule senere på dagen!)

Vi stoppede ved Areni Wine Winery, hvor vi først prøvesmagte forskellige af deres vine, inden vi fik lov til at besøge deres vinlager med både tønder og flasker i store mængder.
Vi fravalgte dog at investere i nogle flasker vin…

Efter at have nydt vinen, kørte vi videre til det sidste klosterkompleks på vores rejse rundt i Armenien, nemlig Noravank kloster, der ligger på en klippe afsats højt oppe i bjergene et kvarters kørsel fra Areni.
Noravank-komplekset, der er grundlagt i 1105 af en biskob ved navn Hovhannes, består af de to kirker Surb Karapet og Surb Astvatsatsin samt Surb Grigor-kapellet, der er kendt for en hvælvet sal. Ud over disse kirkelige bygninger er der i området også ruiner af forskellige civile bygninger, både inden for og uden for kompleksets mure.

(Der er en del navneforvirring vedr. Surb Karapet – Sankt Johannes Døberens kirke, der også tit går under navnet Surb Stepanos – Sankt Stefans Kirke. Hvor det første er det navn, som kirken er bedst kendt under i dag, hentyder det andet navn til, at kirken er indviet til Stefanus den første martyr).
Vel ankommet til P-pladsen kunne vi kigge på på klostrets største kirke, Surb Astvatsatsin, der lå lidt over os.

Herefter vandrede vi op til klosterkomplekset og ind ad hovedindgangen i fæstningsmuren, og her stod vi så for enden af Surb Astvatsatsin – på ‘bagsiden’, og vi kunne til højre for kirken se den anden af kompleksets kirker, Surb Karapet og de bygninger, som omgav denne kirke.

Ved vores besøg koncentrerede vi os først om Surb Astvatsatsin, som på flere måder var enestående. Først og fremmest er kirken kendt for sine to etager, hvor man havde adgang til andensalen via en smal stentrappe (uden gelænder) på bygningens forside.
Det virker meget faretruende at bevæge sig op i højden af den 30 cm brede trappe, hvor man ikke rigtig har noget at hold sig fast ved, og man har under hele opstigningen (og nedstigningen) en fornemmelse af, at man falder om et øjeblik.

Men op af trappen kom vi da og herfra gik vi ind ad døren til det, der er kirkens egentlige kirkerum/oratoriet.
Over indgangsdørene – både til stuetagen og 1. salen er der overliggere, tympanoner, der har smukke basrelieffer. Over indgangen til stueetagen ses den hellige Jomfru med barnet og ærkeenglene Gabriel og Mikael ved hendes sider, mens overliggeren på førstesalen viser Kristus flankeret af apostlene Peter og Paulus.

Mens det egentlige kirkerum ligger på første sal, er stueetagen et mausoleum for en vigtig armensk adelsfamilie, Orbeliandynastiet.
Surb Astvatsatsin-kirken stod færdig i 1339.
Den mindste og samtidig vigtigste af hele kompleksets to kirker, Surb Karapet, var opført i perioden fra 1216 til 1227 og har mod vest et forrum, en gavit, der er opført i 1261.

Gavitten var et interessant sted med flere markante installationer og udsmykninger.
Blandt disse udsmykninger er en basrelief, der er en afbildning af Gud Fader med markante, asiatisk udseende mandeløjne, der menes at være fremstillet af den armenske arkitekt og billehugger Momik i det 13. eller 14. århundrede, skulle efter sigende have været årsag til, at mongolerne skånede klostret for ødelæggelse under deres erobringer i middelalderen.

Fra Gavitten går man ind i selve kirken, Surb Karapet, der – som det er almindeligt her i Armenien er enkelt indrettet uden den store udsmykning ud over alteret.
Kirken fremstår meget mørkt, og der er en særlig spirituel atmosfære herinde, og det eneste lys i rummet kommer fra en lille åbning øverst i hvælvingen, hvilket kan give nogle fantastiske effekter på solrige dage, som i dag.
Vi kunne således stå i rummet og fange solens stråle i hænderne, hvilke så fantastisk ud – og så endda uden fotoredigering!

Men denne lysende oplevelse i Naravank-komplekset kørte vi videre til vores sidste beaøg på denne dags program, nemlig et besøg i den tidligere omtalte Areni-1-hule, også kaldet Birds Cave, lige uden for Areni.
Der var – som vi kunne forstå på det – ikke nogen offentlig adgang til hulen, og vi fik kun adgang, da vores guide havde sine forbindelser og kunne få udleveret en nøgle.
Hulen, der består af i alt tre rum med et samlet areal på 500 m², er endnu ikke helt udforsket af arkæologerne, men under udgravningerne har de fundet metalknive, frø, korn, reb, fade, tøj samt tørrede druer og blommer, alt sammen noget, der daterer sig til 4200-3500 f.Kr.

Som beskrevet tidligere var det også yderst interessant, at man i hulen fandt potter og potterester samt redskaber, som man kan forbinde til vinfremstilling, og at man derfor er sikker på, at man her har at gøre med verdens pt. ældste vingård og vinproduktion.

Endvidere har man her i hulen i 2008 fundet verdens ældst kendte lædersko, mere end 5500 år gammel, og en nederdel fra ca. 3900 f.Kr.
Den fundne sko stammede helt tilbage fra kobberstenalderen, og den var fremstillet af ét enkelt stykke koskind, der var skåret til, syet med en lædersnor foran og bagpå, og var lavet til en højre fod. Størrelsen af skoen svarer til en moderne størrelse 37, og man ved ikke, om den har tilhørt en mand eller en kvinde, da mænd dengang generelt var mindre af bygning end i dag.

Den fundne sko var ekstremt velbevaret, hvilket skyldes et køligt og tørt mikroklima i hulen, samt at skoen lå beskyttet under et tykt, forseglet lag af fåremøg, som har holdt ilt og nedbrydende organismer væk i årtusinder.
Efter besøget i hulen gik turen tilbage til Yerevan, hvor vi kunne slappe af inden hjemrejsen til Danmark, så eftermiddagen blev brugt til lidt slentren rundt i centrum samt besøg i et indkøbscenter, hvor det blev til et par kopper kaffe til mændene og tid til indkøb til kvinderne.

Fredag, d. 26.7.
Efter en kort nat var det tidligt op og af sted til lufthavnen, hvor vores fly afgik 4:45 retning København – så det var 4 trætte mennesker, der landede i København midt på formiddagen – og så stadigvæk havde en biltur tilbage til Jylland.