Nordmakedonien/Albanien, 23.-31.5.26

Denne rejse til Nordmakedonien og Albanien blev til ved en pludselig indskydelse!
Claudia og jeg skulle egentlig have været på pinsetur med familien, og da den blev aflyst, slog Hjalte til og foreslog og planlagde denne tur, der gav mulighed for at Claudia og jeg samt Hjalte og Amalie kunne være sammen en uge under sydens sol.
Den blev en tur, hvor vi lagde ud med tre overnatninger i Nordmakedonien og derefter fem overnatninger i Albanien, og hvor Hjalte fik lejlighed til at vise os nogle af de steder, han besøgte sidste efterår sammen med Amalie.
Det blev en god og minderig tur til nogle af de prisbilligste lande i Europa – med fokus på kultur, historie og natur…

Lørdag, d. 23.5.
Efter en kort nat på vores sædvanlige hotel nær lufthavnen, Copenhagen Go Hotel i Kastrup, kunne vi tjekke ind til en flyvning med Austrian Airlines, der bragte os via Wien til Skopje, hovedstaden i Nordmakedonien, hvor vi landede ved middagstid.
Herefter afhentede vi vores lejebil, og turen gik til vores hotel midt i Skopje, AEN Hotel-Old City, hvor vi tjekkede ind og fik pakket lidt ud – i øvrigt mens det stod ned i stænger.

Da regnvejret holdt inde, vandrede vi ud af døren, og efter få skridt (bogstavelig talt!) var vi lige midt i den historiske gamle bydel = Den Gamle Bazar, i Skopje.
Skopjes Gamle Basar er en af ​​de ældste og bedst bevarede osmanniske basarer på Balkan, og den har rødder tilbage til det 12. århundrede.
Samtidig er det den største basar i regionen uden for Istanbul, og den er kendt for sine smalle gader, traditionelle håndværksteder, caféer og historiske bygninger.
Vi startede vores tur gennem basaren ad Kujundjiska, Guldsmedegaden, inden vi i samme gade slog os ned blandt lokale på restaurant Kosmos, hvor vi fik serveret gode små, lækre grillretter til billige penge.

Efter denne frokost vandrede vi videre ned ad vejen til et af Basarens ikoniske steder, hvor Murat Pasha-moskeen rager op i luften bar smykkebutikken ‘Smaragd 1969’. I øvrigt et yndet sted for fotografer og folk med selfiestænger!

Vi bevægede os nu ud af Den Gamle Bazar og videre til det historiske Daut Pasha Hammam, der tidligere rummede et tyrkisk bad med en rig og spændende historie.
Badet er opført omkring 1484 på den tid, hvor Nordmakedonien hørte under det Osmanniske Rige, og det har 13 kupler af forskellig størrelse, hvoraf de to største dækkede omklædningsrummene. Badet, der var opdelt i to separate og symmetriske afdelinger, en for mænd og en for kvinder, blev bestilt af Daut Pasha, der var storvisir og statholder, men ifølge lokale fortællinger blev badet aldrig taget i brug.

Det siges, at da man tændte op under badesystemet første gang, kom der giftslanger ud af hanerne i stedet for vand, og at Daut Pashas datter blev bidt og døde. Dette fik pashaen i sorg til straks at lukke badet og opgive hele komplekset.
Efter en brand i komplekset i 1689 blev de mange badesystemer, marmorplader og springvand gradvist fjernet (eller stjålet), og derefter fungerede bygningen som lagerrum for de handlende i basaren.
I 1948 blev bygningen restaureret og omdannet til kunstmuseum.
Fra det tyrkiske bad fortsatte vi til en imponerende åben plads, hvor man i den ene ende kunne se det enorme Filip II’s springvand, der er opkaldet efter en af Makedoniens helt store herskere Filip d. 2., der var far til Alexander den Store.
Springvandet er en del af den store byfornyelse i byen, ‘Skopje 2014’, og på toppen af søjlen i springvandet ser man en stor statue af Filip II.

På samme plads – og nær springvandet – ser man den ortodokse Sankt Demetrius-kirke og dens klokketårn, der er opført på ruinerne af en ældre kirke, der var opført i det 13. eller 14 århundrede. Den nuværende kirke blev bygget mellem 1886 og 1896 og har tidligere fungeret som hovedkirke/katedral for Skopje.

Her ved pladsen – og vest for ovnnævnte kirke – ligger Holocaust Memorial Center for the Jews of Macedonia, der er opført på sted, hvor det tidligere jødiske kvarter lå, før det blev ødelagt af et voldsomt jordskælv i 1963. Museet åbnede i 2011.

Nabobygningen rummer Museum of the Macedonian Struggle, der formidler Makedoniens kamp for uafhængighed fra modstanden mod det osmanniske styre til uafhængigheden i 1991. Også dette museum åbnede i 2011.

Ellers var det endnu et springvand, der tiltrak sig vores opmærksomhed på pladsen: Fountain of the Mothers of Macedonia, der forestiller mødre i forskellige livsfaser sammen med deres børn. Også dette springvand er del af byfornyelsesprojektet ‘Skopje 2014’.

Efterhånden var vi nede ved Vardarfloden, der løber gennem Skopje og den berømte ‘Stenbroen’, der fører over floden. Broen er et symbol for Skopje, og den indgår både i byens våbenskjold og i byens flag.
Stenbroen, der er 214 meter lang og 6 meter bred, er bygget mellem 1451 og 1469 af Sultan Mehmet Erobreren, men den er flere gange blevet beskadiget og genopbygget.
Fra broen er der en fin udsigt over til det Arkæologiske Museum for Nordmakedonien, der er opført i nyklassicistisk stil – ligeledes som en del af ‘Skopje 2014’-projektet.

Lige ved siden af Stenbroen er der – nede i Vardar – en pudsig kunstinstallation, der viser en kvinde i rød bikini, som ser ud til at springe i floden. Kunstværket hedder ‘The Swimmer’ og blev opstillet i 2010 – som en del af ‘Skopje 2014’-projektet.

Vi var efterhånden kommet over på den anden side af floden til Makedonien-pladsen, og igen er det en enorm statue det første, man ser, og igen en del af ‘Skopje 2014’-projektet.
Denne gang var det statuen ‘Warrior on a Horsebach’, Kriger til Hest, der er en 12 meter høj bronzestatue oven på en 10 meter høj piedestal. Statuen har været noget af en politisk varm kartoffel i forholdet mellem Nordmakedonien og Grækenland, idet den afbilder Alexander den Store, der var makedoner. De to nationer strides stadig om, hvorvidt han var nordmakedoner eller græker…

Fra statuen kunne man kigge ned ad 11. Oktober-gaden, hvor man kunne se Triumphal Arch, der også kaldes Porta Macedonia. Triumfbuen, der ligeledes er del af ‘Skopje 2014’-projektet, er 21 meter høj og blev indviet i januar 2012, og den er dedikeret til 20 års makedonsk uafhængighed. Buen er dækket af 193 m² marmorplader, der skildrer scener fra Makedoniens historie.

Da vores mål ikke var triumfbuen, men Mother Theresas Mindehus i gågaden Macedonia Street, kom vi ikke nærmere triumfbuen, men tog den direkte rute til mindehuset ad gågaden, hvor vi undervejs passerede vi monumentet The Beggar, Tiggeren.
Ifølge kunstneren, Natasa Bozarovska, der har fremstillet skulpturen i bronze, er den inspireret af bibelske fortællinger, og den er tænkt som en afbildning af Jesus Kristus i skikkelse af en tigger. Statuen, der portrætterer en ydmyg og trist mand, der sidder på jorden og beder om almisse, har fået en del kritik af de lokale borgere i byen, der har påpeget det ironiske i, at regeringen brugte store summer på at støbe en tigger i bronze, frem for at bruge pengene på at hjælpe de rigtige, levende tiggere i byens gader.*
Den lader vi lige stå et øjeblik…

Ellers var vi efterhånden fremme ved Mother Theresas Mindehus, der blev indviet den 30. januar 2009 for at ære byens mest berømte bysbarn, der er både en katolsk helgen og modtager af Nobels Fredspris (i 1979) og blev født i Skopje i 1910.
Museet er hverken Mother Teresas føde- eller barndomshjem, men er opført på den grund, hvor den katolske ‘Jesu Hellige Hjerte’-kirke (Sacred Heart of Jesus) engang stod. Det var i denne kirke, at Moder Teresa (med det borgerlige navn Anjezë Gonxhe Bojaxhiu) blev døbt den 27. august 1910 – blot én dag efter sin fødsel. Kirken blev fuldstændig lagt i ruiner under det katastrofale og store jordskælv i Skopje i 1963.

Ved mindehuset ligger en lille park med tårnet Begova Kula, også kaldet Bey’s Tower. Begova Kula, der er opført i slutningen af det 17. århundrede eller starten af det 18. århundrede, er 14 meter højt og har tre etager.  Tårnet, der er det eneste tilbageværende af sin art i Skopje, blev anvendt dels som forsvarsværk – den nederste etage – og dels som beboelse for en  lokal beg (en osmannisk herremand eller guvernør) – de øverste to etager.

Lige bag mindehuset ligger den flotte, men genopførte kirke, Sankt Konstatin og Helena-kirken, med tilhørende klokketårn. Den første kirke på dette sted kan spores tilbage til ca. 334, og den var det første kristne tilholdssted i Skopje – i øvrigt på det sted, hvor flere kristne angiveligt blev halshugget i år 304 under romersk forfølgelse.
Den nuværende kirke blev genopbygget og fik sit nuværende udseende i årene 1830–1832, finansieret af lokale mæcener.

Vores tur fortsatte under Hjaltes ledelse gennem små gader i jagten på en lille café, han havde læst om og absolut gerne ville besøge. Det førte os forbi flere skulpturer, statuer og monumenter som f.eks. ‘Big Bull’, et monument af en muskulær tyr i fuld størrelse, der symboliserer velstand og finansiel medgang.

Også gavlmalerier var en del af bybilledet, f.eks. gadeværket ‘People Matter’, der er fra 2020, finansieret af Halkbank og hylder venskab og fællesskab.

Ellers fandt vi caféen og kunne nyde kaffen, mens det begyndte at regne udenfor, hvilket også betød, at vi blev siddende indtil regnen stilnede af.
Da vi vovede os videre var vores næste (lidt tilfældige) mål Sankt Clemens af Ohrids Kirke, der er er den største katedral for den makedonsk-ortodokse kirke og er dedikeret til Sankt Clemens af Ohrid, landets skytshelgen. Katedralen, der betragtes som en af de mest unikke arkitektoniske bygninger i nyere makedonsk historie, er en rundkirke, der blev bygget mellem 1972 og 1990.

Kirken er overdådigt udsmykket med farverige freskoer, så man bliver næsten blæst bagover, når man træder ind i kirken.
Også kirkens lysekrone, der vejer omkring 5 ton, og som er bestykket med omkring 400 pærer, var imponerende.
Vi vovede os kort indenfor, hvor der var flere vielser i gang, så vi fik ikke gået så meget rundt derinde, som vi måske havde lyst til. Det betød også, at vi heller ikke fik set det gigantisk freskomaleri af Jesus Kristus, som dækker hele 70 kvadratmeter, og hvor alene øjnene har en diameter på 1,5 meter.

Ude i den friske luft igen fortsatte vi mod Vardar-floden for at komme ‘hjem’, og her passerede vi regeringsbygningen, der er opført i årene fra 1968 til 1970 i neoklassicistisk stil. Oprindelig blev bygningen opført som hovedsæde for Centralkomiteen for Makedoniens Kommunistiske Parti i en mere rå og typisk østeuropæisk stil, men den blev ombygget til det nuværende udseende mellem 2013 og 2016.

På den anden side af Varder kunne vi – neden for Skopje-fæstingen, der er opført i det 6. århundrede – se et par bygninger, der er opført som en del af ‘Skopje 2014’-projektet, nemlig Toldstyrelsen og Vand- og Kloakvæsenet.

Lidt længere fremme passerede vi ligeledes Macedonian National Theatre, der har haft en dramatisk historie præget af både jordskælv og politiske visioner. Det oprindelige nationalteater stammer fra 1927 og blev bygget på samme sted, men denne bygning fik nogle mindre skader ved det store jordskælv i 1963, og man valgte alligevel at jævne resterne af bygningen med jorden. Den nuværende bygning blev så opført – som så meget andet i byens centrum – i forbindelse med ‘Skopje 2014’-projektet.

Efterhånden var vi så igen ved at være fremme ved Stenbroen, men vi valgte at gå lidt længere på østsiden af Vardar og først passere floden ad Kunstbroen, der har statuer i bronze af fremtrædende makedonske malere, musikere, forfattere og digtere gennem historien. Og også denne bro var naturligvis en del af ‘Skopje 2014’-projektet.

Herefter var vi ved at være tilbage i den Skopjes gamle bykerne, Old Bazaar, med de hyggelige gader og mange skjulte perler. Vi faldt således over et hjørne med en metaltrappe, der førte op til overetagen af Kapan An, der er et karavanserai fra midten af det 15. århundrede. Bygningen, der tidligere fungerede som et herberg, lager og handelscentrum for rejsende købmænd og deres karavaner, har overlevet flere store ødelæggende begivenheder i Skopje, blandt andet jordskælvene i 1555 og 1963 samt en voldsom brand i 1689.

I dag er bygningen blevet renoveret og fungerer som et kulturelt og socialt mødested.
Vi fortsatte til det lokale bryggeri, Old Town Brewery, hvor vi slog os ned og nød en lokal øl, inden vi fortsatte gennem basaren til vores hotel, hvor vi kunne hvile ud efter en dag, der havde budt på både flyrejse og byrundtur i Skopje.

Søndag, d. 24.5.
Efter en rolig nat og en udmærket morgenmad startede vi dagen med at gå en sidste gang ud i Skopje – egentlig for at besøge Skopjes historiske grøntmarked Bit Pazar.
På vej til markedet passerede vi Arasta-moskeen, der kan spores tilbage til det 15. århundrede, men den er blevet ødelagt flere gange, bla. under det store jordskælv i 1963.
Den bygning, man ser i dag, er genopbygget efter 2010.

På vej til markedet passerede vi gennem flere smukke, smalle gader og stræder, hvor livet – måske fordi det var søndag – stod helt stille, og de lå i den grad stille hen. Det gjorde bare, at vi rigtig kunne nyde miljøet – uden at der løb folk i vejen for os.

Efterhånden var vi fremme ved Pit Pazar – markedet der er det største og ældste marked i Nordmakedonien. Markedet ligger i den nordlige ende af Old Bazaar, og det er kendt for sine store mængder af friske grøntsager, frugter, lokale oste, honning og krydderier.

Den nordligste af indfaldsvejene ind til markedet sker gennem en osmannisk indgangsport, der formodentlig er opført mellem det 15. og 17. århundrede, men den er opført på et fundament flere hundrede år tidligere fra byzantinsk tid. Vejen, der førte gennem porten, var udfaldsvejen til Konstantinopel.

På markedet skete der dog ikke det store (endnu) – for det første var det søndag, og for det andet var klokken ikke mere end 9 om morgenen.
Efter turen til markedet gik vi tilbage til hotellet for at tjekke ud og hente bilen, så vi kunne sige farvel til Skopje for denne gang og drage sydpå ud af byen.
Her gik det gennem et flot, grønt bjerglandskab, hvor vi efter en en times kørsel valgte at indlægge en lille pause, da vi på vores tur så, at der skulle ligge en fæstning lige ved vejen.

Altså stoppede vi op og vandrede ad en lille og sjældent benyttet natursti op af en lille bakke, hvor vi efter fem minutters vandring kom op til en gammel ruin efter det, der engang var Kozhle-fæstningen.
Fæstningen var bygget på en 70 meter høj klippe omgivet af en skarp kurve på Pčinja-floden – et strategisk sted, der har haft betydning allerede flere årtusinder før vores tidsregning. Senere blev stedet befæstet af romerne for at overvåge og kontrollere den vigtige handels- og militærrute mellem Skopje og Thessaloniki.
Endnu senere – i det 12. til 14. århundrede – havde fæstningen vokset sig stor til et slot, der var på sit højeste under den serbiske zar Stefan Dušan (ca. 1308 – 1355).
Selv om fæstningen nu henligger som en glemt ruin, så er den det bedst bevarede eksempel på feudal arkitektur fra det 13. og 14. århundrede.

Efter at vi var kommet op på toppen kunne vi ane omridset af både de ydre ringmure, der var bygget direkte på klipperne og en stor riddersal på 24 gange 6 meter, men bedst bevaret – om end noget eroderet – var et forsvarstårn, der var bygget på det højeste sted.
Det var ret indtryksfuldt at stå her, hvor man møder historien helt råt midt i den vilde natur!
Efter besøget ved Kozhle-fæstningen og pausen kørte vi videre til næste stop, der skulle være ved Sveti Dimitrija, Sankt Dimitrios-klostret, lige syd for byen Veles.
Klostret er – sammen med Sveti Jovan Veterski og Sveti Bogorodica, der begge ligger nord for Veles – de markante ortodokse klostre, som byen er kendt for.

Nyere forskning tyder på, at klostret stammer fra slutningen af det 13. århundrede, men det fik sin storhedstid under den serbiske zar Stefan Dušan, hvor blev klostret radikalt ombygget og udvidet.
De osmannerne erobrede området i det 15. århundrede, blev hele klosterkirken dækket med jord og begravet af de lokale kristne – efter sigende for at beskytte kirken mod ødelæggelse. Det betød, at klostret forsvandt fuldstændig fra jordens overflade og gik i glemmebogen i næsten 400 år, indtil kristne indbyggere i Veles i midten af 1800-tallet begyndte at lede efter den forsvundne kirke.
Ifølge lokale legender blev kirken fundet efter religiøse åbenbaringer og drømme blandt de lokale, og herefter begyndte byens borgere at grave kirken fri med de bare næver og genopbyggede klosterkomplekset.

En inskription i kirken markerer, at renoveringen og genindvielsen stod færdig i 1855.
Da vi kom til klostret, var det lukket, og kirken låst af, men en ældre mand, der tilsyneladende boede på stedet, fandt en nøgle og lukkede os ind i en meget interessant kirke, der havde tre rum; et forrum eller våbenhus (narthex), kirkeskibet (nave) og alterrummet, der lå længst mod øst og var afskærmet fra kirkeskibet af en ikonostas.

Kirken var næsten overalt udsmykket med fantastiske freskoer og vægmalerier, der bla. illustrerede Dommedag.
Det er vanskeligt at fremhæve et eller flere malerier frem for andre, især da nogle af malerierne er renoveret, så de står tydeligt frem, mens andre fremstår i ældre og knap så god stand.
Et af de spændende freskoer var et tydeligt maleri af fem helgener, der er afbildet med glorier på en klassisk byzantinsk baggrund af dyb blå farve.
Freskoen, der stammer fra det 14. århundrede, viser flere fremtrædende helgener i den ortodokse kirke med Sankt Nikolaus, der er klædt i biskop-klæder, som den mest fremtrædende. På samme maleri ses krigerhelgener som Sankt Demetrius og Sankt Georg  i militærudrustninger.

En anden markant fresko findes i kirkens loft, og det forestiller Guds Moder, Jomfru Maria, med udbredte arme og med det velsignende Jesusbarn afbildet i en cirkelformet medaljon på sit bryst.

Også kvinder har deres plads i freskoerne, og en af disse viser de tre hellige søstre og martyrer Sankt Menodora, Sankt Metrodora og Sankt Nymphodora, der led martyrdøden i Bithynien (dengang et kongerige i det nuværende Tyrkiet) i det 4. århundrede under kejser Maximian. Søstrene, der fejres i den ortodokse kirke den 10. september, afbildes med glorier, tørklæder og hver deres kors og palmegren i hånden som symbol på deres tro og offer.

En anden vigtig fresko viser korsfæstelsen og gravlæggelsen af Jesus samt (igen en række helgener). Denne fresko har været af stor betydning for fastlæggelsen af kirkens alder, idet den karakteristiske komposition og inskriptionerne beviser, at kirken er opført i slutningen af det 13. århundrede.

Sluttelig skal jeg fremhæve et maleri, der – på trods af at det ikke er så velbevaret – tydeligvis skildrer en scene fra Dommedag med motivet ‘Havet giver sine døde igen’; en fresko, der går for at være den mest opsigtsvækkende i kirken.
I freskoen ser man en engel, der blæser i en lang trompet for at vække de døde til live. Endvidere ses en person, der sidder på ryggen af en stor, rød fisk, mens havet sender de mennesker, det har slugt, retur.

Det skal tilføjes, at vi brugte lang tid indenfor i kirken med at udforske de flotte freskoer – og naturligvis fotografere mere, end det kan beskrives og vises her.
Udenfor igen kunne vi også kaste et blik på klostrets boliger og opholdsbygninger (konakker), der stammer fra starten af dette århundrede.

Efter besøget er i kirken kørte vi videre – 25 km sydpå til Stobi Winery, der har navn efter den nærliggende antikke, romerske udgravning.
Vingården, der er grundlagt i 2009, er Nordmakedoniens mest moderne vinhus, med avanceret teknologi og en årlig produktion på ca. 4,5 millioner liter.
Vi indlagde et stop, idet vi var ved at være sultne og havde læst, at de serverede en rigtig god frokost, men vi startede med at se på en udstilling, hvor vi også kunne smage på deres forskellige vine, der faktisk faldt i vores smag.

Efter en lækker frokost fik vi en aftale om en privat guidet tur rundt i deres udstilling, produktion og lager, mens vores guide beredvilligt talte åbent med os om ikke bare vinproduktion, men også de politiske og de økonomiske forhold i Nordmakedonien – før 1991 og nu. Det var interessant at høre hendes historie og få et indblik i hendes vinkling på at leve i landet.

Vores besøg sluttede så i øvrigt med, at vi købte et par flasker af deres bedste vin – og fik en ekstra flaske foræret oveni!
Efter dette besøg havde vi bare 5 kilometer til Stobi Arkæologiske Park, der var et af dagens store mål.
Stobi Arkæologiske Park er det største og mest betydningsfulde arkæologiske udgravningssted i Nordmakedonien, og den antikke by ligger strategisk placeret, hvor floderne Vardar og Crna mødes. Gennem historien har Stobi udviklet sig fra en lokal, primitiv bosættelse til en vigtig romersk storby, der i romertiden fungerede som et blomstrende handels-, administrations- og religiøst centrum.
Der er fundet spor af den oprindelige bosættelse tilbage til 2. århundrede før vores tidsregning, men under romersk herredømme voksede Stobi markant, og byen fik status som municipium i år 69 e.Kr.
Stobi, der i gamle romerske skrifter omtales som ‘Stobis, urbs vetus’ (Stobi, den gamle by), blev senere hovedstad i provinsen Macedonia Secunda, og i sin storhedstid mellem 300 og 500 e.Kr. boede der op imod 25.000 indbyggere i byen.
I 479 e.Kr. blev byen plyndret af østgoterne, og i 518 e.Kr. blev den ramt af et kraftigt og ødelæggende jordskælv, inden den blev endeligt forladt i det 6. århundrede efter invasioner af slaviske folkeslag. De ruiner, vi kan se i dag, er således fra det 6. århundrede efter Kristus.
Efter vi havde købt indgangsbilletterne startede vi en rundtur gennem ruinerne, der flere steder var meget velbevarede og mange steder endda meget unikke.
Det første, vi stødte på, var Stobis teater, der stammer fra første halvdel af det andet århundrede og som havde plads til 7600 tilskuere. Det blev oprindelig brugt til teaterforestillinger som  skuespil, men det blev senere ombygget til en gladiatorarena. Sæderne er lavet af hvid marmor, og nogle af dem har indgraveret navne på de vigtige familier, der har haft faste pladser, hvilket også tyder på, at teatret også har fungeret som mødested for byens ledende skikkelser.

Teatret blev forladt i slutningen af det fjerde århundrede, og hvorefter det de følgende år blev revet ned og blev et sted, hvor man kunne hente byggematerialer.
Ved siden af teatret lå en bygning, der gik under navnet ‘Casino’, men som senere blev ombygget til biskoppens residens. Casino-navnet kommer fra, at arkæologerne under arbejdet med at udgrave bygningen fandt to marmorborde, et bronzebord og nogle små terninger. (Lidt søgt, måske?)
Bygningen, der var opført i det fjerde århundrede og blev ombygget ad flere omgange, var opført omkring en central gårdsplads med søjlegange og verandaer, og der er fundet flere rester af freskoer på væggene og mosaikker på både gulv og vægge.
Det er et af de få huse i Stobi, hvor man har fundet et badeværelse!

Vores næste stop var Parthenius’ Hus, der dateres til 4.-5. århundrede, og som har navn efter en inskription på græsk i huset, Παρθενίου, hvilket betyder ‘Tilhører Parthenius’.
Huset havde et meget velbevaret mosaikgulv, der ligeledes daterer sig til det 4. århundrede.

Sammenbygget med dette hus ligger Theodosius’ Palads, der er den største, bedst bevarede og mest luksuriøse private bolig, der er udgravet i Stobi. Paladset, der – inklusiv Parthenius’ Hus – har et areal på 1330 m², rummer i alt 11 værelser, herunder en spisesal.
Paladsets hjerte er en stor åben gårdhave, der er omgivet af marmorsøjler, og i midten af haven var der et springvand eller en fontæne.

Paladset er kendt for sin rige, kunstneriske udsmykning. De overdækkede korridorer er belagt med detaljerede geometriske mosaikker af den type, der kaldes opus tessallatum, mens spisesalen og de fineste modtagerum var belagt med farvede marmorfliser, der var skåret ud i figurer for at danne mønstre; en teknik der betegnes opus sectile.

Væggene var dækket af freskomalerier i flere lag, og det var her, at arkæologerne bla. har fundet en velbevaret Dionysos-mosaik.
Paladset har fået sit navn, fordi man mener, at den romerske kejser Theodosius boede her under sit besøg i Stobi i år 388.
Næsten ved siden af Theodosius’ Palads lå byens største bygning, Peristerias Hus, der er opført i det 4.-5. århundrede. Huset er et af de største og mest betydningsfulde beboelseshuse, der er udgravet i byen, og det vidner om den velstand, som byens aristokrati nød på dette tidspunkt. Huset var – meget usædvanligt – omgivet af gader på alle fire sider, og på grund af fundet af trapper i bygningen ved man, at huset har haft mindst to etager. Huset har rummet både beboelse og rum til opbevaring, husholdning og kontorer, og det har haft sin egen private badeafdeling, der var tilknyttet beboelsesdelen.

Husets hjerte var en åben gårdhave omkranset af søjler, hvor gulvet var belagt med sandstensfliser, og der har været to spisesale, hvoraf den ene er kendt for sine rige gulvmosaikker.
En af mosaikkerne indeholder en cirkel med flere navne, bla. Peristeria og Perpetoua, er var medlemmer af den aristokratiske Peristeria-familie, der ejede dette hus, eller snarere boligkompleks.

På ydersiden af huset er byens centrale og offentlige drikkevandsfontæne eller reservoir, der ligger, så man har direkte adgang til det fra byens hovedgader, Via Principalis Inferior og Via Axis.
Frisk kildevand blev ført til reservoiret fra kilderne på et nærliggende bjerg – ført hertil gennem en lukket, underjordisk kanal. Herefter fordeltes vandet via rørledninger under gaderne til byens huse og de store badehuse, der lå lige på den anden side af hovedgaden.

Et af byens badehuse var Magnae Termae, Det Store Bad, der var et klassisk romersk kurbad og wellness-center fra det 5. århundrede. På trods af at badet og bygningen, der rummede badet, ligger i ruiner, kan man – da gulvet er væk – se romernes geniale hypokaust-system (gulvvarme). Da gulvene er væk, så ser man direkte ned på de mange små murstenssøjler, som bar gulvet, og hvor varm luft fra store ovne cirkulerede under fødderne på de badende romere.

Tæt ved badet ligger Synagoge-basilikaen – ofte omtalt som Synagogue II.
Oprindelig var her tale om en synagoge fra slutningen af det 3. århundrede eller begyndelsen af det 4. århundrede, hvor mosaikgulvet var forsynet med geometriske rombe- og skælmotiver. Synagogen blev senere – i det 5. århundrede – omdannet til en kristen basilika.

Synagogen deler mur med det kendte Polycharmos-hus, også kaldet ‘Salmernes Hus’, der går for at være en af de mest fascinerende private ejendomme fra den romerske tidsalder. Huset er især berømt for sin forbindelse til byens jødiske kultur samt de smukke mosaikgulve, og det har sit navn efter Claudius Tiberius Polycharmos, der var en fremtrædende skikkelse i Stobi og ophavsmand til synagogen i byen.
Husets mosaikker er især velbevarede i husets spiserum, triclinium, og det mest berømte motiv afbilder to rådyr, der står på hver sin side af et drikkekar med rindende vand, og som refererer til salme 42 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente.

I øvrigt er der i Polycharmos-huset andre smukke og velbevarede mosaikker, der viser prægtige jagtscener, blomsterranker, diverse fugle og vilde dyr samt geometriske mønstre.

Efterhånden havde vi tilbragt en times tid med at vandre rundt i denne fantastiske ruinby, der blev ved med at overraske os, og som man kun kunne holde af, hvis man ellers er til det, romerne havde efterladt til os og som arkæologerne havde blotlagt.
Tilbage stod kun toppen af poppen, Den store Episkopale Basilika (bispens kirke) og Dåbskapellet.
Den Episkopale Basilika er i virkeligheden to basilikaer, der er bygget oven på hinanden, hhv. i det 4. og det 5. århundrede. I selve kirkens hovedskib (Nave og Narthex) er der 16 store felter med motiver, der beskriver kamp- og jagtscener mellem vilde rovdyr som f.eks. leoparder, løver og pantere, samt byttedyr i form af hjorte, gazeller og vildsvin.

Derudover er der indsat mange forskellige mindre felter med forskellige fugle som ænder og duer, og det hele er suppleret af meander-borter med romber, sildeben, knuder og ottetakkede stjerner.
Man kunne stå på en platform, der var hævet lidt over det imponerende gulv med alle illustrationerne og derved få et flot overblik over de forskellige motiver.

Dåbskapellet, der er opført samtidigt med basilikaen, er en kuppelformet bygning, der har en firkløverformet grundplan. I midten ad rummet findes det dybe dåbsbassin, og rundt om bassinet er der seks par marmorsøjler, der formodentlig har båret en baldakin.

Kapellet havde et mosaikgulv med nogle af de smukkeste og bedst velbevarede senantikke mosaikker overhovedet, og det mest berømte motiv viser store, farvestrålende påfugle, hjorte og mindre fugle, der drikker af det hellige vand. Dette siges at skulle illustrere teksten i Salme 42 i Salmernes bog, kendt for linjen: ‘Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb…‘

Mosaikken med påfuglen er så berømt, at den i dag pryder den makedonske 10-denarer pengeseddel.

Med vores besøg ved Den Episkopale Basilika og Dåbkapellet var vores besøg her i Stobi Arkæologiske park forbi, og vi kunne køre videre til Prilep og vores næste hotel i udkanten af byen med marker som naboer, Hotel Focus, som vi efter et par mislykkede forsøg endelig fandt frem til.
Hotellet har ingen hjemmeside, men lejer værelser ud bla. via deres Facebook-side.
Efter check-in valgte vi at vandre ned i centrum af Prilep for at finde et sted at spise, og vi havde udset os en restaurant, Makedonska Kukja LAKI, hvor vi kunne få serveret rigtig traditionel, makedonsk mad.
Turen gik ned ad bakken fra hotellet og førte bla. forbi den lille ortodokse kirke Sankt Naum af Ohrid, der var færdigbygget i 2017, men hvor de lokale troende og præsteskabet har afholdt gudstjenester og mindre ritualer foran den ufærdige kirke allerede under opførelsen af kirken.

Videre førte vores vej forbi flere gamle bygninger som det historiske Bekteshovci-hus, der er opkaldt efter ejerne, familien Bektesh. Huset er opført i 1923 på bestilling af en velhavende købmand (Petar Bekteshoski), der havde tjent sin formue i USA som handelsmand i begyndelsen af 1900-tallet.
Huset er fredet og især kendt for facaden med klassiske søjler og dekorative relieffer.

Længere fremme passerede vi Kirken for den Hellige Forvandling (Church of Holy Metamorphosis), der også kaldes kaldes den græske kirke, og blev opført i 1871. Kirken er speciel ved af have tre kirkeskibe, fem kupler og et særpræget og iøjnefaldende klokketårn.

Efterhånden var vi kommet til byens basar i det centrale Prilep og dermed to bygninger, som byen er kendt for: Çarshi-moskéen, også kaldet Basar-moskeen, og Klokketårnet.
Çarshi-moskéen, der også kaldes Basar-moskeen, blev bygget i 1475-76 af den lokale, osmanniske godsejer og handelsmand Haji Hussein. Moskeen regnes for at være en af de ældste osmanniske moskeer på europæisk jord.
Moskeen blev svært beskadiget under etniske uroligheder i august 2001, da vrede indbyggere i Prilep angreb moskeen og satte ild til den, og i dag henstår den som ruin med stort set kun minareten og to altaner bevaret.

Det 39 meter høje, sekskantede klokketårn, Saat Kula, er opført i 1825-26, da det erstattede et ældre trætårn fra 1600-tallet. Tårnet er byens vartegn, og det er ofte betegnet som ‘Makedoniens Skæve Tårn i Pisa’, da det – på grund af forskydninger i undergrunden – har fået en hældning på mere end en meter. Af samme grund er det ikke muligt at komme op i tårnet.

Vi var nu fremme ved vores restaurant, men inden vi gik indenfor kunne vi lige nyde synet af Memorial og the Defenders of Prilep, der er et mindesmærke for de 10 makedonske soldater, der mistede livet ved landsbyen Karpalak i august 2001, da de faldt i albansk baghold.
(Det var denne episode, der udløste optøjerne i Prilep og nedbrændingen af Basar-moskeen, som fortalt ovenfor).

Efter en lækker aftensmad på restauranten kunne vi vandre tilbage til vores hotel for at hvile ud efter en meget begivenhedsrig dag!

Mandag, d. 25.5.
Efter en nat, hvor vi flere gange kunne høre larm og skænderier, kunne vi vågne op til en flot dag – vækket af sangen fra flere sydlige nattergale, der huserede i buskene uden for vores vinduer. Men selv om vi bestræbte os, kunne vi ikke se fuglene, kunne de i den grad høres.
Mens vi spejdede efter nattergalene, dukkede der imidlertid en anden fugl, en grønspætte (Picus viridis), op lige uden for vores vinduer, og den fik vi et blik af både på en pæl og i græsset neden for vores altan.

Ellers var det bare at få pakket og af sted for at finde et sted, der kunne byde på morgenmad, der ikke var inkluderet på vores hotel.
Altså af sted til den lille, idylliske by Resen, hvor vi – efter godt en times kørsel – fik parkeret og søgt mod byens centrum, hvor vi fik serveret lækker morgenmad på en café lige ved torvet – med et fint springvand som nabo.
Efter morgenmaden spadserede vi tilbage til bilen og kom her forbi flere gamle, tøndehvælvede bygninger, der i det 20. århundrede – i den jugoslaviske æra – var opført som militære bunkers eller depoter, der var opført for at modstå luftangreb.
Det, vi så, var bygninger, hvor enderne var muret til, og disse bygninger anvendes i dag som boliger, værksteder eller til opbevaring.

En enkelt af bygningerne brugtes også som overbygning til byens marked.
Ellers var det videre mod Ohrid, som var vores næste mål, dog med en afstikker til Duvalo Dormant Volcanic Field, der er en aktiv fumarole (gashul) med en kraftig udstødning af kuldioxid og svovlbrinter.
Allerede flere kilometer før vi nåede frem til stedet, kunne vi lugte svovlforbindelserne, der hang tungt i luften, og det blev ikke bedre, da vi nåede frem.
Efter at vi havde parkeret gik vi frem til området, hvor gassen gennem små kratere sivede ud fra undergrunden, der er præget af seismisk aktivitet. Denne aktivitet skaber små, naturlige kanaler, hvorfra gasserne kan søge op fra undergrunden til jordoverfladen, hvor den siver ud gennem sprækker og dræber al vegetation.

På grund af den aktivitet, der er i undergrunden, frygter lokalbefolkningen, at ‘vulkanen vågner’, men geologer slår fast, at dette ikke vil ske.
Vi vandrede rundt på den golde jordoverflade og kunne betragte mange fumaroler, store som små, og vi kunne se, at svovlen flere steder sad som gule skorper ved hullerne.
I tiden under det Osmanniske Rige har man i en lang periode, der strakte sig fra det 16. til det 19. århundrede, udvundet svovl her ved Duvalo. Da produktionen var på sit højeste, udvandt man omkring 1700 kg svovl årligt – primært til fremstilling af krudt – men minedriften ophørte i løbet af 1800-tallet, i takt med at det Osmanniske Rige mistede kontrollen over Balkan.

Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt, at vi var de eneste turister her ved denne meget specielle seværdighed. Men så meget desto mere kunne vi nyde stedet uforstyrret.
Inden vi kørte videre gik vi lidt rundt blandt stedets blomstrende robinietræer (Robinia pseudoacacia), der primært bruges til udendørs formål, hvor der er brug for stor slidstyrke og lang holdbarhed uden brug af kemisk imprægnering. Træet kaldes også uægte akacie.

Herefter kørte vi de sidste få kilometer ind til Ohrid, hvor vi kørte direkte til vores hotel, Villa Jordan, der lå i anden række ved Ohridsøens bred – tæt på byens centrum.
Hotellet har ingen hjemmeside, men lejer værelser ud bla. via deres Facebook-side.
Efter vi havde indkvarteret gik vi en tur i byen, der summede af liv, og vi kunne rigtig mærke, at vi nu var kommet til en rigtig turistby.

Vi valgte at følge de mange andre besøgende i byen ved at tage den brede søpromenade ind til den centrale plads, der var opkaldt efter St. Klemens af Ohrid, der var en forfatter, biskop og helgen, der levede fra 840-916 og som spillede en afgørende rolle for udbredelsen af kristendommen blandt de slaviske folk. For byen Ohrid var han vigtig, idet han grundlagde den litterære skole i byen, som efterfølgende blev et vigtigt centrum for uddannelse.
På pladsen er der opført en statue af St. Klemens af Ohrid.

Fra pladsen gik vi ind i den gamle bydel og basaren ad en brede og travle indkøbsgade, der ligeledes bærer navnet St. Klemens af Ohrid.

I denne gade besøgte vi en forretning, der solgte de berømte Ohrid-perler.
Produktionen af disse håndlavede kunstige perler produceres kun i Ohrid, og de er lavet af knuste muslingeskaller og dækket med en skal lavet af en emulsion fra skællene fra den endemiske plasica-fisk (Alburnus scoranza) fra Ohridsøen.
Fremstillingen af perlerne er et familiehåndværk, og det er kun to familier, Talevi og Filevi, der kender opskriften på den særlige emulsion, der anvendes til fremstillingen af perlerne. Det er derfor også de eneste, der sælger de ægte Ohrid-perler.
Vi fik en god snak med en sælger fra den ene af familierne, Talevi, og vi fik da også købt lidt perler, som vi ville have med hjem til vores piger.

Længere fremme af basargaden stødte vi på Ali Pasha-moskeen, der er byens største og mest betydningsfulde moske, der er opført i 1573 af Sulejman Pasha, men ombygget og renoveret i 1823 efter ordre fra viziren Ali Pasha af Yanina (hvorefter den fik sit nuværende navn).

Herefter var vi fremme ved byens vigtigste torv og centrale knudepunkt, Krushevska Republika, der har navn efter Kruševo-republikken, som kortvarigt var en oprørsstat i Makedonien – oprettet under Ilinden-oprøret mod Det Ottomanske Rige i 1903.
I generationer har dette torv været et mødested og et handelscenter med det enorme Chinar (eller orientalske platantræ) som det mest berømte vartegn. Træet siges at være mellem 600 og 1100 år gammelt, og en lokal legende fortæller, at det skulle være plantet tilbage i det 9. århundrede af den hellige Sankt Klement af Ohrid.

Træet, der er pladsens naturlige samlingssted, er 18 meter højt og har en diameter på mere end 13 meter. Træet bærer naturligvis præg af sin høje alder, og stammen er i dag delvist hul og flækket, efter at en kraftig storm i 2002 knækkede en af de helt store hovedgrene. For at beskytte træet er dets tunge grene holdt oppe af kraftige metalstolper.

Fra pladsen fortsatte vi gennem basaren ad gaden Gotse Delchev – og igen var det caféer, restauranter, souvenirbutikker og kunsthåndværkere, der holdt til i de små huse langs gaden.
Et stop i en forretning, der solgte nyristet og nymalet kaffe, blev det også til – og det lidt som at komme ind i en kaffebutik i Danmark for 50 år siden – og også kaffehandleren virkede som et levn fra dengang. For Hjalte blev det også til køb af lidt kaffe.

Ikke alle huse i gaden var lige velbevarede, og inden vi drejede om hjørnet for at gå op ad bakken mod byens fæstning, kunne vi betragte flere faldefærdige huse, der ikke virkede helt stabile og så ud, som om de kunne styrte sammen, hvornår det end måtte være.

Ellers gik vi gennem skoven op mod toppen og nåede derefter op til Gorna Porta (Øvre Port), der er den eneste tilbageværende af de oprindelige porte ind til den ældste bydel i Ohrid.

Da vi var kommet gennem porten, lå byens ældste bydel for fødderne af os, og her kunne vi rigtig se de historiske fæstningsmure, der omgiver bydelen og herunder også Samuels Fæstning. De ældste rester af murene stammer fra 3. århundrede f.Kr., men de fleste mure, man ser i dag, er opført i slutningen af det 10. århundrede under zar Samuel, der også lagde navn til fæstningen.

Noget af det første, man ellers bemærker, når man er kommet gennem byporten, er byens antikke, græske teater, der er opført omkring det 3. til 2. århundrede f.Kr, og selv om det er opført i græsk tid, blev det – da romerne regerede i området – brugt til gladiatorkampe og henrettelserne. Efter Romerrigets fald blev teatret dækket med jord af de lokale, og det blev først genopdaget ved en tilfældighed i 1980’erne.

I samme område er der flere eksempler på osmannisk arkitektur, der kendes på en underetage, der er bygget af rå sten for at give stabilitet på de skrånende områder, og en udskudt overetage, der er understøttet af kraftige bjælker, for at forøge boligarealet.

På bakken bag et af disse huse ligger den ortodokse kirke Sankt Bogorodica Perivlepta – kirken for Den Hellige Jomfru Maria Perivleptos – der er bygget i 1295.
Kirken kaldes ofte for Sankt Klemens Kirke, fordi Sankt Klemens af Ohrids relikvier (knogler/hellige rester) blev flyttet hertil, da hans oprindelige kirke, Kirken af Skt. Clemens og Panteleimon i Plaoshnik, blev ødelagt og omdannet til moske af osmannerne omkring 1472.
Kirken er også kendt for renæssancemalerier fra 1294-95, der er fremstillet af to malere, Mihajlo og Evtihie, der malede scener fra Jesu og Jomfru Marias liv samt detaljerede portrætter af historiske helgener og gejstlige.
(Efter at have fået ovennævnte viden kan jeg godt se, at vi burde have besøgt kirken!)

Vi bevægede os i stedet videre til Kirken af Skt. Clemens og Panteleimon, der – som nævnt ovenfor – var Sankt Klemens’ oprindelige kirke.
Kirken er en genopbygget byzantinsk kirke, der ligger inden for det arkæologiske område Plaošnik – med udsigt over Ohridsøen. Sankt Klemens første kirke på stedet blev grundlagt i år 893 og opført på resterne af en tidligere basilika, og denne kirke indeholdt Sankt Klemens af Ohrids relikvier, indtil kirken under osmannerne blev omdannet til moske og senere blev fuldstændig ødelagt.
Den bygning, vi kunne besøge i Plaošnik i dag, var en nøjagtig kopi af den oprindelige kirke, der stod færdig og blev indviet den 27. august 2002.

Plaošnik menes at være vuggen for det glagolitiske alfabet, som er forløberen for det kyrilliske alfabet. Det menes ligeledes, at Klemens brugte stedet til at undervise sine disciple i oldkirkeslavisk, ligesom det med sikkerhed vides, at Klemens blev begravet i kirken, da han døde i år 916. Og naturligvis var der en mosaik af Sankt Klemens over kirkens dør.

Ved vores besøg  på stedet var det i første omgang kirkens indre og den udsmykning, der var interessant, og vi var ikke de eneste, der havde valgt at besøge kirken i dag. Der var mange besøgende, der bad ved de forskellige ikoner og kyssede dem, så en ansat i kirken brugte meget tid på at pudse og rengøre ikonerne.
Kirkens vægge var ‘overmalet’ med kristne temaer og bibelske motiver som Jesus Fødsel, Den Sidste Nadver, Opstandelsen, Himmelfarten samt illustrationer af andre episoder fra Jesus liv. Alle disse kristne motiver er suppleret med  malerier af apostle, helgener og kirkefædre.

Fra den ene kirke til den næste…
Efter besøget inde i kirken gik vi udenfor i varmen for at nyde udsigten over Ohridsøen og byen, der lå langt under os, inden vi begyndte at gå nedad mod søens bred, hvor vi skulle se Sankt Johannes’ Kirke i Kaneo.
Denne kirke ligger på en klippe over Kaneo-stranden, og den er dedikeret til Johannes af Patmos – forfatteren af ​​Johannes’ Åbenbaring, som måske er den samme person som apostlen Johannes. Man ved ikke, hvornår kirken er opført, men af ældre dokumenter tyder det på, at den blev bygget før år 1447, mens arkæologer mener, at kirken er fra det 13. århundrede. Kirken har flere smukke freskoer på kirkens vægge samt i kuplen.

Efter dette kirkebesøg gik vi langs søens bred tilbage mod centrum og den gamle bydel i Ohrid, og her passerede vi først en del restauranter og boder, der vekslede med små stykker strand, hvor badegæster havde forsamlet sig. Herefter fortsatte turen på en lille træbro, Ohrid Boardwalk, der var bygget nedenfor klipperne, der gik direkte ned i vandet, indtil vi nåede ind til de første bygninger i Ohrid og kunne fortsætte ad de små veje og stræder.

Vi kom tilbage til byen netop der, hvor Sankt Sofia-kirken var opført. Kirken, der stammer fra middelalderen og er genopbygget i det 11. århundrede, er kendt for velbevarede og værdifulde freskomalerier.

Vi fortsatte forbi Robevi-familiens hus, der i den oprindelige udgave var opført af brødrene Robev i 1827 for penge de havde tjent på handel med luksusvarer, tekstiler, skind og andre eftertragtede råvarer mellem det Osmanniske Rige og Centraleuropa.
Det oprindelige hus brændte ned til grunden i 1861, da det det blev udsat for et brandattentat ved en lokal forbryder, men huset blev genopbygget med sit nuværende udseende i 1863-64.
Huset rummer i dag National Museum of Ohrid.

Længere fremme passerede vi den nedre del af bymuren med Den Nedre Port, Dolna Porta, der var den primære indgang til byen for handlende og besøgende, der kom ad søvejen. Porten er meget mere undseelig end den Øvre Port, som vi tidligere på dagen havde passeret.

Da vi var sidst på eftermiddagen, blev vi enige om at finde et sted, hvor vi kunne spise vores aftensmad, så vi vandrede tilbage til basaren for at finde en restaurant med lokal, makedonsk mad på menuen. Det betød så også, at vi løb ind i lidt lokal folklore med musik og dans på en scene, der var opbygget på en lille plads nær Ali Pasha-moskeen, så vi slog os ned et øjeblik for at nyde optræden af forskellig art.

Ellers var det videre til restauranten og aftensmaden, inden vi gik tilbage til hotellet langs søbredden, mens solen gik ned. En smuk aften.

Tirsdag, d. 26.5.
Efter en nat i lækre senge og rolige omgivelser stod den på morgenmad med udsigt over Ohridsøen i en restaurant, hvor både kaffen, maden og betjeningen var i top. En god start på dagen, inden vi kørte til et indkøbscenter, hvor tre fjerdedele af os slog sig løs i et par timer i en lokal afdeling af dm (drogerie markt). Imens kunne jeg så udfylde ventetiden ved at nyde et par kopper kaffe.
Efter shoppingoplevelsen gik det videre sydpå langs Ohridsøen, indtil vi kunne køre ind på P-pladsen ved en af Nordmakedoniens helt store seværdigheder, Sveti Naum – på dansk: St. Naum-klostret.
Selve klostret, stedets lille havn og de krystalklare kilder, der er udspringet til Crni Drim (Sorte Drim)-floden, tiltrækker mange turister, der skal løbe spidsrod mellem en mængde souvenirboder, der fylder godt op langs vejen hen til seværdighederne.

Da vi var kommet forbi boderne, fortsatte vi ned til den lille havn neden for klostret.
Havnen i sig selv var ikke noget at bruge tid på, men ved bredden stod en træskulptur, eller et moderne kunstværk, der forestiller Sankt Naum. Skulpturen er fremstillet i 2005 på blot 15 timer, og den er udskåret af en stamme af valnøddetræ, der stadigvæk havde rødderne i jorden.
I øvrigt er Sankt Naum en bulgarsk forfatter og helgen, der grundlagde klostret på dette sted i år 905.

Fra havnen fortsatte vi til en anløbsbro, hvor vi havde fået plads i en af bådene, der havde licens til at sejle med turister på Sorte Drim-flodens kilder.
Der er kun et vist antal både, der har tilladelse til at sejle rundt på kilderne, kun et vis antal ture pr. dag og uden hjælpemotor. Derudover må der kun være 6 personer i en båd!
Vi havde en fin tur på tre kvarter på vandet, hvor vi nåede helt ind i bunden af kildesøen, og hvor vores bådfører samtidig var vores guide, der på lerforståeligt engelsk fortalte os om kilderne og livet omkring dette vådområde.

Vandet i kilderne stammer fra Prespasø, som ligger ca. 150 højere oppe i terrænet end Ohridsøen, på den anden side af det massive Galičica-bjerg. Prespasøens vand siver ned gennem bjergets porøse kalksten og løber i underjordiske floder, før det bryder op til overfladen som Sorte Drim-flodens kilder her ved Ohridsøen.

Området med kilderne danner en lille, selvstændig sø, der består af 45 individuelle kilder. Nogle af kilderne bryder frem oppe på land, mens ca. 30 af dem vælder op direkte fra bunden af kildesøen. Dette kan ses som bobler på bunden gennem det krystalklare vand, hvilket vi naturligvis også var vidner til.

Lidt facts om kilderne: Vandet er ekstremt rent og kan drikkes direkte fra søen. Al vandet udskiftes i søen på 12 timer. Vandet har en konstant temperatur på 8-10° året rundt. Der strømmer 10-15 m³ op kilderne under søen i sekundet. Vandet løber fra kildesøen og ned i Ohridsøen. Kildeområdet er strengt overvåget på grund af det økosystem.
Efter en skøn, rolig og afslappende tur på kildesøen fortsatte vi den korte tur op ad bakken til Sankt Naums kloster og klosterkirke, hvorefter vi trådte ind gennem den gamle træport til klostergården.
Over porten var der en smuk mosaik, der forestillede et berømt mirakel, som – ifølge legenden – blev udført af Sankt Naum, hvor han spænder en bjørn for en plov. Selve den detaljerede, originale fresko af denne scene kan man se inde i klosterkirken i det kapel, hvor Sankt Naums grav findes.

Går man gennem porten, kommer man til en ret stor klostergård, og midt i gården ligger klosterkirken, der er stedets hovedattraktion. Kirken, som man ser i dag, hedder i virkeligheden ‘De Hellige Ærkeengles Kirke’, og den er dedikeret til ærkeenglene Michael og Gabriel, og den er bygget oven på den første kirke på stedet, der var opført i år 905.
Den oprindelige kirke blev fuldstændig ødelagt under osmannerne, mens den nuværende kirke, der er kendt for sine to kupler og stenbuer ved indgangen, er opført i flere omgange mellem det 16. og 17. århundrede – direkte oven på de gamle fundamenter.

Når man træder ind i kirken, kommer man ind i et lille, mørkt kirkerum, narthex, hvor væggene er dækket af farverige, ortodokse freskomalerier, der stammer fra 1806, og som bla. skildrer Sankt Naums liv og hans mange mirakler.

Fortsætter man dybere ind i kirken i nave (kirkeskibet), kan man i et lille sidekapel se en simpel og flad sten, hvorunder Sankt Naum ligger begravet siden år 911.
Legenden siger, at man stadig kan høre hans hjerteslag, hvis man lægger øret mod stenen, og netop det tiltrak mange pilgrimme, der bad ved stenen og lyttede til hjerteslaget.
(Der findes dog også en videnskabelig forklaring på den rytmiske bankelyd, man kan høre, idet lyden er skabt af de underjordiske kilder og søens bølger, der presses gennem klippesprækkerne dybt under kirken.
Til klostret hører også en kirkebygning med et markant klokketårn, der er af noget nyere dato, idet det blev opført i 1925-26.

Med disse indtryk på nethinderne kunne vi søge tilbage mod P-pladsen og bilen, hvorefter det gik mod grænsen til Albanien – først med grænseformaliteter for at komme ud af Nordmakedonien, og senere, 500 meter længere fremme, for at komme ind i Albanien. Men det gik da forholdsvis smertefrit!
Vi havde nu intentioner om at gøre holdt i Pogradec for at spise frokost, men vi kørte i stedet videre og fandt en café langs landevejen mod Korçë, hvor vi havde vores næste hotel. Altså kunne vi tjekke ind på vores hotel, Bujtina Oxhaku, sidst på eftermiddagen og hvile lidt ud i de lækre omgivelser, mens Hjalte lige løb en tur i bakkerne omkring byen.
Mens Hjalte var på sin løbetur, gik Amalie og jeg ham i møde ved Martyrernes Kirkegård, der ligger på en bakke højt hævet over byen (og hotellet). Stedet er et monument for de albanske partisaner, der kæmpede en kamp mod de italienske og senere tyske besættelsesstyrker under 2. Verdenskrig. Kirkegården blev etableret som gravsted for de 940 partisaner, der mistede livet under frihedskampen.
Senere, i 1969, rejste landets kommunistiske styre – som en del af den albanske kulturrevolution – en bronzestatue, der skulle forestille en af partisanerne.

Efter at Hjalte var tilbage, vandrede vi ned til centrum af Korçë ad meget stejle, brostensbelagte smågader og stræder, idet vi søgte mod byens berømte bryghus, hvor vi ville spise aftensmad.
Undervejs passerede vi gennem en del af byen, der virkede meget fattig med flere (mange) huse, der virkede faldefærdige og ubeboede; i hvert fald var der ikke gjort meget for at forskønne dem! Vi så huse hvor kalken eller malingen var skallet af, hvor vinduesglasset var erstattet med pap, eller hvor planter voksede ud og ind gennem sprækker i murene.

Nogle af husene lå bag store mure, trukket lidt væk fra vejen og delvist gemt væk bag en haves buske og træer, mens andre var knap så skjulte.
Mellem disse huse kunne man så også se større, velholdte huse bag forkromede gitre.
Alt i alt var det noget af en kontrast, vi var vidner til.
Da vi var helt nede ad bakken, ankom vi til byens torv med den imponerende Ortodokse katedral ‘Kristi opstandelse’, der er et vartegn for byen.
Katedralen er opført mellem 1994 og 2002 som erstatning for den tidligere Sankt Georg-katedral, der blev ødelagt af det kommunistiske regime i 1968, og den står som et stærkt symbol på landets åndelige genopvågnen efter kommunismen. Kirken er bygget i neo-byzantinsk stil med ydervægge, der holdt i nuancer af rosa, blå og brun med gyldne detaljer, og den var et stolt bygningsværk!

Vi fortsatte til bryggeriet, Birra Korça, der er Albaniens ældste bryggeri – grundlagt i 1928.
Her slog vi os så ned i deres store ‘Bierstube’, og efter lidt lang tid venten fik vi da også serveret en øl, men en bestilling af noget spiseligt kunne de ikke finde ud af at tage imod,

Det endte i stedet med, at vi gik de få meter til den nærliggende restaurant, Birrari Panda, hvor de til gengæld kunne byde på lækker traditionel albansk mad i rigelige mængder.
Så aftenen blev reddet, og vi kunne gå mætte op ad bakken til hotellet og de ventende senge…

Onsdag, d. 27.5.
Vi startede dagen med en rigtig lækker morgenmad på vores hotel, inden vi endnu engang vandrede ned i centrum af byen, idet vi i dag ville besøge byens gamle basar. Og endnu engang forbi huse, der havde set bedre tider.

Vi tog turen ned forbi  byens statsejede teater ‘Andon Zako Çajupi’, der åbnede i 1951, men flyttede til den nuværende bygning i 1971.

Fra teatret fortsatte vi ind i basaren, der kan spores tilbage til slutningen af det 15. århundrede, hvor de første bygninger og kroer blev etableret for at kunne huse rejsende købmænd og karavaner.
Basaren blev ramt af flere store brande, og efter en voldsom brand i 1879 blev den næsten fuldstændig genopbygget, så det man ser i dag er huse fra slutningen af 1800-tallet.
I 2014-17 blev hele basaren renoveret, og området blev mere eller mindre omdannet fra et traditionelt handelsmarked til et moderne og livligt café- og kulturområde med en charmerende og afslappet stemning.
Også i basaren gik vi rundt i gaderne, og især Iliria-pladsen, der blandt de lokale omtales som ‘Den Gamle Basars Plads’, og som også var kendetegnet ved de mange restauranter og caféer, var et behageligt sted at opholde sig.

Ud over en del steder, hvor man kunne nyde en kop kaffe, var de også i basaren forretninger, som f.eks. solgte vævede kelim-tæpper, og et gennemgående træk var, at de ville sælge os tæpperne, som de påståede var håndvævede, med stor rabat.
Selv om der var mange flotte tæpper iblandt, holdt vi os dog fra at købe, da vi ret nemt kunne se, at der var tale om produkter, der var fremstillet på maskine og ikke i hånden.

Efter at have gået rundt i basaren, fortsatte vi til en åben plads med Iljaz Mirahori-moskeen, der er opført mellem 1494 og 1496, og den er dermed en af de ældste moskeer i Albanien. Moskeen, der blev bygget af og har navn efter byen Korçës grundlægger, Iljaz bej Mirahori, overlevede  kommunisternes hetz mod religiøse bygninger ved at den bl.a. blev brugt som lager.

På pladsen nord for moskeen står det tilhørende, 17 meter høje klokketårn, der gemmer på en dramatisk historie. Tårnet blev opført under det osmanniske styre i 1784, og var unikt i den henseende, at det blev bygget i et samarbejde mellem byens muslimske bagere og de ortodokse, kristne indbyggere, idet de muslimske borgere byggede selve tårnet, mens de kristne donerede uret og klokken. Dermed hjalp tårnet de handlende og håndværkerne i basaren med at holde styr på tiden.
I 1960 jævnede et voldsomt jordskælv tårnet med jorden, og først i 2015-16 blev tårnet – som en del af renoveringen af hele basarområdet – genopbygget som en tro kopi af det oprindelige tårn.

Herfra fortsatte vi gennem den livlige basar, der bla. bød på flere interessante kunstneriske udsmykninger, inden vi igen gik op ad bakken til vores hotel for at pakke bilen og fortsætte vores tur sydpå i Albanien.
Efter ca. halvanden times kørsel valgte vi at gøre holdt i den lille by Borovë for at se mindekirkegården for Borovë-massakren under 2. Verdenskrig.
Kirkegården er anlagt i perioden 1968, hvor ligene af ofrene for massakren blev flyttet hertil fra den lokale landsbykirkegård, og på denne mindekirkegården ligger ofrene grupperet efter familier – ikke i snorlige rækker, som man ellers er vant til.
Omkring kirkegården er der en rund stenmur, hvor der er flere skulpturelle relieffer.

I øvrigt er massakren, der fandt sted d. 6. juli 1943, en af de mest dystre begivenheder i Albaniens historie under 2. Verdenskrig, og den var en tysk hævnaktion for albanske partisaners overfald på en tysk militærkonvoj nær Borovë, hvor flere tyske soldater blev såret eller dræbt i et baghold.
Efter partisanernes angreb marcherede tyske tropper mod Borovë, og selv om landsbyens beboere intet havde at gøre med partisanangrebet, skånede de tyske soldater ingen.
Soldaterne brugte flammekastere til at sætte ild til landsbyens stenhuse, skolen og kirken.
I alt 107 civile albanere blev myrdet; mange skudt på stedet, mens en gruppe af borgerne blev spærret inde i kirken og brændt levende.
Det var et rørende besøg på kirkegården – især med den bagvedliggende historie i baghovedet.

Efter besøget gik det videre til Barmash, hvor vi – lige uden for byen – gjorde holdt ved den lille ortodokse kirke, Shën Triadha, Den Hellige Treenighed.
Kirken er en rekonstruktion af en tidligere, oprindelig kirke på dette sted – formodentlig opført i det 18. eller 19. århundrede under den osmanniske periode, hvor mange lokale, ortodokse samfund i området opførte traditionelle stenkirker. Man ved dog, at kirken blev ødelagt omkring 1967 i forbindelse med det kommunistiske styres forbud mod religion.
Den nuværende kirke, der stammer fra begyndelse af 2000-tallet, er bevidst opført som en tro kopi af den oprindelige kirke for at ære den oprindelige landsbykirke.

Efter dette lille stop fortsatte vi gennem bjerge og skove til bjergbyen Leskovik, der ligger i et historisk vinområde, der er berømt for lokale vinmarker og familieejede vinhuse som Max Mavrud og Melesin Distillery.
Og vores besøg i byen gjaldt først og fremmest Melesin Distillery, der er et relativt nyt og prisbelønnet destilleri, der i 2025 har vundet priser for deres gin.

Vi blev på stedet for at spise frokost og derudover både smage deres Goat Gin, der havde vundet guld på San Francisco World Spirits Competition, og som var en virkelig lækker gin. Så naturligvis skulle vi have et par flasker med hjem herfra…

Efter frokosten vandrede vi lidt rundt i byens gader, hvor det slog os, hvor faldefærdige mange af husene var, hvilket vel kan forklares med, at vi var i en del af Albanien, der hørte blandt de fattigste områder i landet.
Det slog os i øvrigt, at der ved mange af bygningerne var placeret dukker eller bamser på pinde i haverne eller på hegnet om bygningen. Denne tradition, der kaldes ‘Syri i keq’ – direkte oversat ‘det onde øje’ – refererer til en udbredte folketro på, at hvis en person med misundelse, jalousi eller onde hensigter kigger på din ejendom eller dine afgrøder, vil ‘det onde øje’ bringe ulykke, sygdom eller uheld.
Dukken eller bamsen fungerer i så fald som en afleder ved at absorbere den onde energi, som så ikke rammer dit hus eller havens afgrøder.

Begrebet kendes også fra Tyrkiet under navnet ‘nazar’ eller forbinder det med den blå øje-amulet, som bruges til at beskytte mod det.
Vores videre tur førte os til grænsefloden Sarantaporos mellem Albanien og Grækenland, hvor vi havde til hensigt at besøge de varme kilder, hvor svovlholdigt vand siver frem fra jorden og løber ud i naturlige klippebassiner.
Uheldigvis blev vejen frem mod kilderne mere og mere ufremkommelig – og blev til mindre og mindre tydelige spor i terrænet – og i hvert fald ikke noget vi ville vore at køre gennem med vores lejebil.

Derfor parkerede vi og gik en tur i det næsten tørlagte flodleje, der bla. blev forsynet med varmt vand fra kilder i baglandet. Mest af alt var floden helt tør, men her og der var der lidt stillestående vand, hvor man kunne soppe. I øvrigt gik der lidt sport i at finde forskellige interessante sten midt ude i ‘floden’.
Floden Sarantaporos er en biflod til Vlosa, der munder ud i Adriaterhavet, og de to floder er interessante, idet de er en vigtig del af et af Europas sidste helt vilde flodsystemer (Vjosa-systemet), som flyder frit i hele sin længde uden kunstige opstemninger og dæmninger. Derudover har flodsystemet et væld af sjældne og truede dyre- og plantearter, ligesom store dele af flodens afvandingsområde er blevet udpeget som beskyttet naturlandskab for at modvirke trusler fra planlagte vandkraftværker.

Efter et ophold på næsten en time her midt i den vilde natur, kørte vi videre til Përmet, hvor vi havde booket overnatning for de næste to nætter i et lille pensionat, Chri Chri Guesthouse, som Hjalte og Amalie også brugte på deres tur til området sidste sommer.
Pensionatet, der ikke har nogen hjemmeside, lå lidt afsides i den lille landsby Leus et par kilometer udenfor Përmet – oppe ad en bjergskråning, så vi måtte parkere bilen, hvor vejen hørte op. Herefter tilkaldte vi ejeren af pensionatet, og vi blev så fragtet det sidste stykke i et køretøj, der var i stand til at klare både ‘vejen’ og stigningen.
Herefter blev vi indkvarteret på værelser med udsigt over bjergene…

Torsdag, d. 28.5.
Efter en nat så tæt på naturen, som det næsten var muligt, stod vi op til en rigtig landmands-morgenmad med alt godt fra naturen og haven.
Dernæst vandrede vi ned til bilen, og turen gik til den nærliggende Langarica-kløft – Lumë i Lengaricës, som Hjalte og Amalie allerede besøgte sidste år og nu gerne ville præsentere os for. Vi kørte derfor til den lille P-plads, der lå, hvor kløften rigtig blev interessant at besøge – og herfra startede vi vores vandring op mellem de stejle klipper, der danner Langarica-floden, dels gåede på flodbredden, dels ude i flodens vand.
(Langarica-floden er en sideflod til Ljosa).

Efter en kort vandretur nåede vi den osmanniske Kadiu-bro, Ura e Kadiut, der er bygget mellem 1760 og 1770 for at forbinde handelshuse og landsbyer på hver sin side af floden.
Broen er bygget ved flodens smalleste sted på fast underlag af klipper, og den har en spændvidde på 6,4 meter.

Nær broen og på begge sider af floden er der termalbade, kendt som Benjas termiske bade, Llixhat e Bënjës, der forsynes med varmt, svovlholdigt vand fra 6 kilder i undergrunden. Dette tiltrak – ud over mange turister – også en del lokale besøgende, da det blev fortalt, at kilderne havde en helbredende effekt mod kronisk gigt,  mave- og hudsygdomme. Vandet var 26-32° varmt – året rundt.

Vi droppede at bade i kilderne for nu, men fortsatte op i og langs floden.
Efterhånden, som vi vandrede, blev kløften smallere og smallere, og det blev mere og mere vildsomt at gå her, hvor strømmen i vandet samtidig blev stærkere og mulighederne for at vandre på bredden blev dårligere og dårligere – i og med, at der ofte slet ikke var nogen flodbred, da klipperne gik lodret ned i vandet.

Det betød så også, at vi kun kom langsomt fremad, og for mig var det et stort problem, at mine badesandaler var smuldret væk under mine fødder, og at jeg havde problemer med at holde balancen i det frådende vand – på glatte sten ned i vandet.

Altså blev turen så ikke helt så lang, som de unge mennesker måske kunne have ønsket sig, og vi vendte derfor om og gik tilbage til de termalske bade, hvor vi kunne sidde og nyde det varme, helbredende vand, inden vi vandrede tilbage til bilen.

Herefter kørte vi til den lille landsby Petran ved Vjosa-flodens bred, hvor vi – med udsigt over floden – kunne indtage en sen, men lækker frokost.
Lige ved restauranten var der også en hængebro, der førte over på den anden side af Vjosa-floden – og sådan en bro skulle da prøves, også selv om den var lidt ‘livlig’.

Herefter kørte vi tilbage til vores guesthouse for at slappe lidt af oven på dagens store anstrengelser – og bare nyde roen og luften i bjergene.
Her var det så i øvrigt, at vi fik øje på en skorpion, Euscorpius hadzii, der kravlede rundt i håndvasken på vores badeværelse! Denne type skorpion er ret almindelig i Albanien, og den er – lige som alle andre skorpioner med kraftige kløer og tynd hale – ganske ufarlig.

Ellers slappede vi af med en lokal øl og endnu en gang lækker aftensmad, inden vi krøb til køjs.

Fredag, d. 29.5.
Efter en god nats søvn og endnu en landlig morgenmad blev det tid til at sige farvel til bjergene her syd for Përmet for at køre nordpå i Albanien.
Efter aftale med vores vært, der tidligere havde været borgmester i byen, blev der dog lige åbnet for den lokale seværdighed i Leus – den lokale, ortodokse kirke, Kisha e Shën Marisë, der kan oversættes med Marias Hensovelses Kirke, og som ligger lidt skjult fra vejen. Den nuværende kirkebygning stammer fra det 18. århundrede, men historiske kilder peger på, at den er bygget oven på resterne af en tidligere kirkebygning, der stammer fra det 6. århundrede, og som blev opført under den byzantinske kejser Justinian 1.

Kirken, der er opført som en tredelt basilika med en central kuppel, er bygget i sten med en åben buegang på ydersiden, men det, der gør den mest interessant, er, at væggene er dækket af fantastiske og farverige freskoer i byzantinsk stil, samt den detaljerede ikonostase i håndskåret valnøddetræ.

Freskoerne i hovedskibet er fra 1812. I kuplen ses Kristus som den Almægtige, der kigger ned på menigheden, omgivet af profeter og engle. På væggene ser man scener fra Jesu liv, herunder Jesu fødsel, dåb, korsfæstelse og opstandelse, og da kirken er indviet til Jomfru Maria, har den store fresko, der viser hendes død og himmelfart (Dormition), en særlig central og æresfuld placering.

I kirkens forrum/narthex findes et af de mest fascinerende motiver, hvor kunstnerne har malet en dramatisk version af Dommedag.

Billederne, der viser de fordømte sjæle og syndere, der pines i Helvede, er fyldt med moralske advarsler og bizarre detaljer – bla.  djævle og monstre – hvilket var en udbredt pædagogisk metode i datiden til at holde kirkegængerne på dydens sti.

Det var et særdeles udtryksstærkt besøg…
Herefter fortsatte vi vores tur på landevejene nordvestpå, hvor det første stop blev ved Këlcyra-vandfaldene, hvor vandet pjasker direkte ned i Vjosa-floden.
Vandfaldene, der ofte bare betegnes som Vjosa-vandfaldene, skabes af underjordiske karst-kilder kendt som ‘Rrepet e Këlcyrës’ (Këlcyras platantræer), hvor vandet springer frem fra klippevæggene i en højde af cirka 80 meter over flodens overflade og danner flotte kaskader, når vandet falder ud over klippekanten.

Vi valgte at indlægge en kaffepause ved vandfaldene, og kunne sidde på altanen på en restaurant med udsigt over både Vjosa og den noget rustne bro, der virkede noget usikker, men som var den eneste forbindelse, der førte over floden.

Efter kaffen vandrede vi lidt rundt langs floden – bla. for at få et bedre udsyn til vandfaldene, og mens vi stod her, blev vi lige holdt tilbage af en gedehyrde, der lige skulle have sin flok over broen. En lidt pudsig oplevelse.

Inden vi kørte videre fik Hjalte kontakt til en mand, som de også havde mødt på deres tur sidste år, og så skulle der lige tages lidt billeder med Hjalte til hest, iklædt cowboyhat og guitar. (Sidste år var det vist Amalie, der stod for skud!)

Efter pausen gik turen videre til Tepelenë, hvor vi besøgte (og holdt pause ved) Ali Pashas akvædukt, Ujësjellësi i Ali Pashait, som Hjalte og jeg også besøgte for to år siden. Akvædukten er bygget i starten af det 19. århundrede med det formål at lede ferskt vand fra bjergene ind til Ali Pasha store fæstning, Tepelene Slot. Akvædukten blev alvorligt beskadiget under et jordskælv i 1930’erne, men den blev genopbygget – stadigvæk for at kunne bringe bjergvand til byen, men genopbygningen skete med moderne materialer, således at den i dag ikke fremstår nøjagtig i sit oprindelige udseende; den fungerede dog som vandingskanal til landbruget helt op til nyere tid.

Vi brugte lidt tid med at botanisere under og ved broen, og vi fandt flere interessante planter i området.
En af de planter, der fandtes i større mængder, var rød høgeskæg (Crepis rubra), der er en hårdfør plante fra kurvblomstfamilien, der er hjemmehørende på Balkan og som vokser vildt på tørre, stenede marker. Den er en vigtig brik i det lokale økosystem, da den producerer masser af nektar og pollen og derfor er vigtig fødekilde for bier, svirrefluer og sommerfugle.

En anden markant plante var en tidsel med det engelske navn guldtidsel (Picnomon acarna), der ikke har noget dansk navn. Også denne plante elsker tørre, stenede voksesteder og har sin udbredelse i Middelhavsområdet, herunder Balkan.

I øvrigt var biodiversiteten høj på sletten under viadukten, og vi stødte bla. på blå arve (Lysimachia monelli) samt flere arter af skabiose og salvie i smukke farver.
Tilbage ved bilen fik vi øje på en smuk og farvestrålende europæisk biæder (Merops apiaster), der havde slået sig ned på en elledning over os. Sikkert ventende på, at middagsmaden – flyvende insekter – ville flyve forbi!

Fra akvædukten og Tepelenë fortsatte vi til det arkæologiske område Apollonia, der ligger 12 km vest for den lidt større by Fier, og som ligeledes er et sted, som Hjalte og jeg besøgte, da vi var i Albanien for to år siden.
Apollonia var en by, der blev grundlagt i år 588 f.Kr. af græske kolonister fra Korinth og Korfu, der opkaldte byen efter den græske gud Apollon. Byen blev – på grund af sin strategiske beliggenhed tæt ved Vjosa-floden – hurtigt en vigtig handelsby, hvor de vigtigste varer var korn, vin og olivenolie.
Under Filip II af Makedonien og hans søn Alexander den Store udviklede Apollonia sig til en vigtig vasalstat, men forblev selvstændig.
I år 229 f.Kr. kom Apollonia under romersk overherredømme, da byen valgte at alliere sig med Romerriget under den første illyriske krig, og i de følgende århundreder oplevede byen en periode med økonomisk og kulturel velstand. Det var også i denne periode, at bygninger som Odeon, det romerske teater og flere templer blev bygget.
Under romerne blev byen ligeledes et lærings- og filosoficentrum, hvor bla. den senere kejser Augustus studerede retorik og filosofi i sine unge dage – og i øvrigt befandt sig, da han modtog meddelelsen om mordet på Caesar i år 44 f.Kr.
Apollonia var en vigtig by indtil et kraftigt jordskælv i slutningen af det 3. århundrede e.Kr. førte til, at Vjosa-floden ændrede forløb og fik havnen til at sande fuldstændigt til.
Det resulterede i, at byen mistede sin strategiske betydning for skibsfart og handel, og at området omkring byen forvandledes til en usund sump. Størstedelen af byens befolkning forlod herefter byen, som forfaldt og stort set blev glemt.
Først i perioden fra 1924 til 1939 blev Apollonias centrum gravet fri, herunder Bouleuterion, byens rådssal, der i dag er byens vartegn.
Efter vi havde parkeret bilen, løste vi billet til parken og besøgte først Mariaklostret, hvis bygninger i dag er museum, samt Kisha Fjetja e Shën Mërisë, Kirken for Jomfru Marias hensoven.

Kirken, der er opført mellem 1200 og 1250 under det byzantinske styre, er bygget oven på en ældre kristen basilika og et hedensk tempel, og den er delvist opført med genanvendte sten, søjler og relieffer fra de antikke græske og romerske ruiner i Apollonia.

Inde i kirken befinder man sig i et lyst rum uden de store freskoer, som vi ellers havde set i kirkerne på vores tur rundt på Balkan, og blikfanget er kirkens imponerende ikonostase med en dør ind til alterrummet. Til højre for døren ses Jesus og til venstre Jomfru Maria med Jesusbarnet – helt traditionelt.

Fra klostret, kirken, museet gik vi over i oldtidsbyen, hvor de mest imponerende ruiner er det første, man falder over. Den vigtigste og mest imponerende af alle ruinerne var for os Bouleuterion, der stemmer fra 2. årh. e.Kr. og som i romersk tid fungerede som byrådssal – et bygningsværk, hvor seks korinthiske søjler og et trekantet gavlfelt stort set er det, der er tilbage. Byrådssalen har haft plads til omkring 300 mennesker.

Over for Bouleuterion ligger byens Odeon – (dengang) overdækkede teater. Man ser tydeligt tilskuerrækkerne, hvor der har været plads til 300-400 siddende tilskuere fordelt på 15 rækker, primært forbeholdt byens aristokrati. Odeon er ligeledes fra 2. årh. e.Kr.

Ved siden af teatret ser man resterne af en søjlegang på 78 gange 9 meter med en dobbelt funktion; dels skulle den danne overgang til skråningen bagved, og dels skulle den være forbindelse mellem Apollonias vigtige, centrale dele. Der har oprindelig været 27 søjler i søjlegangen, men kun deres baser har overlevet tidens tand, og bagvæggen er domineret af 17 velbevarede nicher, hvor der har stået marmorstatuer.

Vi vandrede lidt rundt blandt ruinerne og kom bla. også forbi Apollons Obelisk, der er en monolitisk kalkstenssøjle, der er dedikeret til guden Apollon i hans funktion som Agyieus – beskytteren af gader, veje og huse. Det menes ligeledes, at obelisken kunne have været en gnomon – viser på et solur.

Bag obelisken var indgangsportalen i temenos-muren til det hellige område, der ligger bag muren. Når man trådte gennem muren og op ad den bagvedliggende bakke, kom man til temenos, der er stedet, hvor Apollotemplet og det hellige alter lå.

Vi gik naturligvis op i området, hvor der i dag ligger en restaurant, men i stedet for at benytte restaurantens tilbud valgte vi at betragte en af stedets mange græske skildpadder (Testudo hermanni). Apollonias ruiner er kendte for at huse en stor og vigtig bestand af disse vilde skildpadder, der er truet i naturen og klassificeret som ‘Sårbar’ på IUNCs Rødliste – truet af tab af levesteder og naturbrande.

Herefter gik vi tilbage gennem ruinerne og til vores bil for at køre videre til Fier, hvor Hjalte og Amalie kendte et godt og billigt spisested. Ellers var vores besøg i byen kort, og det mest interessante – ud over maden – var nogle smukke, farverige gavlmalerier.

Dagen sidste etape gik fra Fier til Berat, hvor vi skulle overnatte på et B&B, Vila Malasi, der lå midt i et kvarter med stejle brostensveje med bratte sving i Mangalem-kvarteret på nordsiden af floden Lumëi Osumit, der deler byen i to dele.
Det betød så også, at stedets ejer kom os i møde og kørte bilen op og parkerede den på stedets lille gårdsplads, hvilket viste sig at være en god ide! Vi havde nok aldrig fået bilen derop uden at lave skader på den.
Efter vi havde fået vores værelser, lod vi bil være bil og vandrede tilbage til centrum i Berat. Det gav os også muligheden for at få nogle flotte billeder op over byens ældre kvarterer med de hvide huse med de mange vinduer. Det er ikke uden grund, at byen kaldes ‘De tusind vinduers by’, og atr den er på UNESCOs Verdensarvliste.

Vi gik gennem byen, mens skumringen var lige om hjørnet – hen til Gorica-broen, Ura e Goricës, der har en lang og broget historie. Oprindelig – siden 1700-tallet – stod der en træbro på stedet, men den blev erstattet af en stenbro, der stod færdig i 1780. Under 1. verdenskrig spærngte østrigske tropper broen i luften, inden den blev genopført med moderne forstærkninger i 1930’erne.

På den anden side af broen – ved indgangen til den ældste del af Berat – havde vi bestilt bord på den traditionelle restaurant Te Ura, hvor vi har spist flere gange tidligere, og hvor vi har løbende kontakt til ejeren, Lani Froto. Som sædvanlig rigtig lækker mad i rigelige mængder og udsøgt god betjening.
Efter maden gik vi i aftenmørket tilbage til vores guesthouse for at hvile ud efter en ekstremt oplevelsesrig dag. Og igen var det et smukt syn at gå gennem byen med de oplyste vinduer, der var noget helt andet end at se de samme bygninger i dagslyset…

Lørdag, d. 30.5.
Efter en god nats søvn og en lækker morgenmad på terrassen valgte vi at vandre endnu en tur gennem Berat, inden vi tjekkede ud og fortsatte vores tur i Albanien.
Først passerede vi Xhamia e Beqareve, Beqar-moskeen eller Singlernes Moske, der ligger tæt ved floden i Mangalem-kvarteret.

Moskeen blev bygget i begyndelsen af ​​det 19. århundrede for at tjene Beqar-laugene, som er en forening af ugifte håndværkere.
Moskeen er kendt for ret avancerede malerier fra 1827-28 på facaderne.

Herfra vandrede vi over i Gorica, der er den sydlige del af byen, der er helt friholdt for biltrafik. De små, meget smalle og krogede gader er overalt brostensbelagte og visse steder er de – på grundt af store niveauforskelle – erstattet af trapper, med de gamle, hvidkalkede huse liggende tæt, side om side. Meget charmerende, men et krævende sted at vandre rundt.

Her og der er det muligt at kigge ned over floden, broerne og over på den lidt nyere bydel på bakkerne på den modsatte side af floden.
Flere steder var der også små informationstavler på husene, der fortalte om den historie, som husene gemte på og havde været en del af.

Vores tur gennem den gamle bydel endte (igen) var Te Ura, hvor Lani bød på kaffe, inden vi skulle tilbage til bilen og videre i dagens program. Det var hyggeligt at sidde og snakke med ham og genopfriske minder fra vores tidligere besøg i hans restaurant.

Vi dvælede dog ved torvet i Berat, hvor vi kunne se det tidligere Pasha-palads, Sarajet e Vrionasve, der er tæt forbundet med en af Albaniens mest magtfulde adelsfamilier. Komplekset er opført af Ahmet Kurt Pasha sent i det 18. århundrede som en luksuriøs bolig- og administrationsbygning, og for at vise sin magt og rigdom lod Ahmet Pasha transportere sten fra ruinerne af Apollonia hertil for at bygge paladsets søjler og arkader.
Komplekset overgik senere til en anden af Albaniens indflydelsesrige familier, inden det i 1945 blev konfiskeret af det kommunistiske regime og i 1947 næsten jævnet med jorden.

Nær resterne af Pasha-paladset ligger Sultanens Moske, Xhamia e Sulltanit, der er bygget ca. 1492 efter ordre fra den osmanniske sultan Bayezid II. Udefra syner moskeen måske ikke af så meget, men den gemmer på et rigt dekoreret indre med et massivt malet træloft, rosetter med korancitater og en frise med Guds 99 smukke navne – de navne og egenskaber, som i islam bruges til at beskrive Gud.

Ellers forlod vi Berat for denne gang for at køre til vores sidste overnatning i Albanien, Atrium Deluxe Resort i feriebyen Golem syd for Albaniens næststørste by, Dürres.
Og her var vi så kommet til afslapning, solbadning og badning i Adriaterhavets bølger, og dagen blev rundet af med pizza i et nyåbnet pizzaria nær stranden.

Derefter blev det også til en vandretur i strandsandet, mens solen gik ned i Adriaterhavet, inden vi gik tilbage til hotellet for en sidste nats søvn.

Søndag, d. 31.5.
Dagen startede med meget tidlig morgenmad, inden vi trillede mod Tirana for at aflevere bilen, tjekke ind til hjemturen og en rimelig kort flyvetur via München til København, hvor vi tog Kombardoen det sidste stykke til Aarhus.
Her kunne vi så pakke ud efter en dejlig ferie i Nordmakedonien og Albanien.