Marokko, 9.-20.3.25

Forårstur til Afrikas nordvestligste land – sammen med Manuela, Claudias søster, og hendes mand, Dirk, som vi bla. var i Barcelona sammen med sidste år.
Forberedelserne til turen tog rigtig fart i den sidste halvdel af februar, hvor flybilletter blev bestilt, overnatningerne booket og hvor vi havde briefet ideer og forslag til indholdet af rejsen. Det betød, at vi besluttede at tage 4 overnatninger i Marrakesh, 3 i Casablanca og 4 i Fez – og så ellers fastlægge det nærmere indhold af de enkelte dage, når vi var landet i varmen.
Og så besluttede Manuela og Dirk i øvrigt at tage lidt ekstra dage, når de nu engang var af sted, men det er jo denne beretning uvedkommende.

Søndag, d. 9.3.
Vores rejse startede allerede i går, lørdag, med transport til Kastrup, hvor vi havde bestilt overnatning på Copenhagen Go Hotel – blot en enkelt station med regionaltoget fra lufthavnen. Efter indkvarteringen blev der så også lige til til et besøg hos Hjalte og Amalie, der stod klar med aftensmad i Vanløse. Ellers bare tilbage til hotellet og en kort overnatning, idet vores fly til Marrakech – med mellemlanding i Beauvais-lufthavnen ved Paris – afgik allerede kl. 6:50.
Efter en tur uden problemer ankom vi så midt på eftermiddagen til Marrakech, hvor vi blev afhentet af hotellets shuttle og kørt til på vores hotel, Riad dar Lfen, et meget lille hotel med 8 værelser beliggende i bydelen Kasbah, tæt på Medinaen, og dermed ganske tæt på alting.
Og vi var da i den grad glad for, at vi ikke selv skulle finde den sidste vej gennem små, smalle gyder ind til hotellet, der lå skjult bag en facade, der ikke afslørede, det her lå et hotel.
Men vi blev taget rigtig godt imod af Yoones, der bestyrede hotellet for sin fætter, og vi fik tildelt vores værelse, inden også Manuela og Dirk kunne byde os velkommen – de var ankommet i går. Vi fik ligeledes en rundtur i den lille riad: Hotellet var forsynet med smukke fliser – typisk for Marokko – og der var flere flotte malerier på døre og vægge på de øvre etager.

Efter at vi var blevet indkvarteret i vores værelse, gik vi alle fire en tur gennem de travle gader i Kasbah-bydelen, forbi Moulay al-Yazid moskeen og videre til til Place des Ferblantiers – oversat: Blikkenslagernes Plads.
Videre gik turen gennem en af de trange handelsgader, Riad Zitoun Lakdim, til byens største og kendteste plads, Djemaa el Fna, der var hjemsted for markeds- og madboder, gøglere, historiefortællere og optrædende med både slanger og aber.

Vi slog os ned på en restaurant, der lå med udsigt til hele pladsen, og her fik vi lidt aftensmad, hhv. salat og tagine, suppleret med friskpresset appelsinjuice.
Efter at have nydt maden i eftermiddagens sol, vandrede vi videre til Koutoubia, der er en moske, der blev bygget i 1158, mens moskeens minaret, der er 77 meter høj, er fra omkring 1195.  Koutoubia er den anden moske, der ligger på stedet, og med den store minaret, der kan ses langvejs fra, er den blevet et vigtigt vartegn og symbol på Marrakesh.

Ikke-muslimer er forment adgang til de fleste af moskeerne i Marokko, også Koutoubia, og vi måtte derfor nøjes med at kigge på bygningsværket udefra – hvilket også gav os lejlighed til en tur gennem Parc Lalla Hasna, der ligger ved moskeen.

Fra parken gik turen tilbage til Djemaa el Fna, hvor livet rigtig var ved at folde sig ud, da solen var ved at gå ned, og muslimerne derfor igen måtte spise efter at have fastet hele dagen her i Ramadanen.

I øvrigt nød vi solnedgangen og mørkets frembrud fra en café – igen med udsigt over pladsen, hvor den stod på is, hhv. alkoholfri drikkevarer, inden vi bevægede os tilbage til vores hotel og en god nats søvn.

Dagens sidste gerning var dog, at vi – gennem Yoones – fik bestilt en lokal guide, der ville føre os gennem nogle af de historisk betydningsfulde steder i Marrakech i morgen.

Mandag, d. 10.3.
Efter en rigtig fin morgenmad på hotellet gik turen hen til Café Nid’Cigogne – lige over for Moulay al-Yazid moskeen, hvor vi mødtes med vores guide.
Efter at han havde præsenteret sig, gjorde han os opmærksomme på det specielle ved stedet – det ynglende storkepar på et tårn over for caféen.

Herefter gik turen videre gennem små og charmerende gader, hvor vi flere steder kunne se mure, huse og bygninger, der måtte støttes af stilladser og andre stativer for ikke at styrte sammen. Dette var et resultat af jordskælvet, der ramte Marrakech om aftenen den 8. september 2023, og der var rigtig mange bygninger, der var mere eller mindre kollapset som en følge af rystelserne – og siden da ikke var blevet istandsat.

Vores vej førte videre gennem det jødiske kvarter, Mellah, og forbi Joseph Bitton-synagogen, der er en af syv synagoger i Marrakech.

Et besøg her blev det ikke til, og vi vandrede i stedet videre til byens mest kendte synagoge, Slat Al Azama, der lå samme kvarter, lige i nærheden, og som var åben for besøgende.
Denne synagoge blev grundlagt af jøder, der var blevet fordrevet fra Spanien i 1492, og den er en del af en større bygning, som bestod af et privat hus med en central gårdhave, en riad. En sådan integration af en synagoge i et privat hjem var i øvrigt typisk for de fleste synagoger i Mellah i Marrakech. Gårdhaven var – som det meste af bygningen – holdt i blå og hvide farver, og det var et dejligt fredfyldt sted at opholde sig, midt i den pulserende storby.

Synagogen blev renoveret efter 1950, hvor der blev tilføjet ​​en fløj til kvinder (ezrat nashim), som er unik i Marokko, hvor traditionen foreskriver, at kvinder opholder sig i et separat rum ved indgangen til synagogen.

Efter besøget i synagogen gik turen videre til Bahia-paladset, hvor vi kunne spise os lykkelige for, at vi var i følge med en guide, der kunne føre os uden om den meget lange kø til billetsalget. Og som man jo nok kan gætte, så var der rigtig mange besøgende i paladset, der er et af ‚must-see‘ seværdighederne i byen. Alligevel nød vi turen gennem paladsets forskellige afdelinger.

Bahia-paladset er opført i flere etaper, og de ældste bygninger stammer fra 1860’erne. Senere blev bla. Grand Courtyard – den store gårdhave, der nok er den flotteste gård i hele paladset, tilføjet i 1896-97.
I dag henligger paladset som museum, om end den marokkanske konge ved særlige lejligheder modtager udenlandske gæster her.
På vores tur gennem paladset kom vi først kom vi ind i den lille riad – præget at fire store bede med planter og træer – og en have, hvor der var proppet med besøgende.

Turen gik videre gennem en bygning med enormt flot loft og med en imponerende kamin i den ene ende, hvorefter vi kom ind i endnu en gårdhave; denne gang dog uden planter.

Den tredje gårdhave, Grand Courtyard, var ligeledes uden det, man forbinder med en have, nemlig planter; til gengæld var den en smuk, åben plads med hvid marmorbelægning omgivet af buegange i klare, lyse gule og blå farver.

I stedet for at lade roen falde over os på dette skønne sted, jagede vores guide os videre ind i et lille museum, der udstillede genstande fra paladsets ældre periode – og det var herefter tid til at bevæge os videre ud i byen. (Jeg kunne nu godt have brugt nogle minutter mere i den store gårdhave, men sådan skulle det ikke være).
I stedet gik turen videre gennem små gader til Djemaa el Fna og videre ind i souken, hvor det flere steder gik ind og ud af små forretninger – i det hele taget kunne man (= vi) her sagtens miste orienteringen.

Gennem små og skjulte indgange fra ‚dead-end‘-sidegader blev vi ført til flere berber-værksteder, hvor vi fik demonstreret vævning og blev indført i forskellen mellem tæpper lavet af berbere, nomader og tuareger. I den forbindelse fik vi kendskab til materialer som silke, uld og kameluld, naturfarver som indigo, valmue og cochenille samt mønstre, der var typiske for de forskellige vævere. Alt i alt en interessant fortælling, hvor mere end 20 tæpper i forskellige størrelser blev pakket ud og præsenteret for os, selv om vi havde fortalt, at vi ikke var interesserede i at købe.

I en anden forretning så vi ting (al mulig ragelse, ville de fleste nok mene), der var fremstillet af berbere – det hele anbragt i et sammensurium. Alt i alt en oplevelse, og da vi ikke var kinesere, fik vi også lov til at fotografere nogle af de mange genstande.

Så var turen kommet til et firma, der fremstillede og solgte naturmedicin mm., og her fik vi en grundig gennemgang af diverse olier og deres anvendelse – f.eks. olie af appelsinknopper, arganolie og olie af kaktusblomster. Alt i alt en spændende demonstration, der endte med at vi købte lidt natursæbe, appelsinolie og en pose ægte indigo. Herefter gik vi op på stedets flade tag, hvorfra der bla. var en fin udsigt ned over souken.

Vores næstsidste programpunkt sammen med vores guide var koranskolen Madrasa Ben Youssef, der blev bygget i 1564-65, og som var den største koranskole i Marokko. Skolen, der har navn efter den tilstødende Ben Youssef-moske, er bygget op omkring en næsten kvadratisk, central gårdhave med en lavvandet pool i midten.

I den sydøstlige ende af gården findes et stort rum, der fungerede som en bedesal, udstyret med en mihrab med en særlig rig stukudsmykning. Rundt om denne gårdhave er der i alt 130 studenterværelser med plads til 800 elever.

Vi havde god tid til vores besøg her i madrasaen og nød denne skønne bygning, der blev taget ud af drift i 1960 og åbnede som museum/historisk sted i 1982.

Inden vi tog afsked med vores guide besøgte vi et karavanserai, der både fungerede som et arbejdende værksted og solgte kunsthåndværk, der var fremstillet på stedet.

Og så var ellers tid til at sige farvel til vores udmærkede guide, der efterlod os ved Café Arabe, hvor vi indtog vores frokost – med vin, forstås.
Efter frokosten søgte vi tilflugt i Le Jardin Secret – en skjult have lige over for caféen.
Haven var i det 19. århundrede en af ​​de største riads i medinaen i Marrakech og tilhørte den sidste sultan i Marokko før det franske protektorat.

Riaden består af to gårdhaver, hvoraf den større er konstrueret som en islamisk paradishave bygget på geometriske former og koransymbolik. Den mindre have illuderer en udsigt over paradiset, som beskrevet i Det Gamle Testamentes tilblivelsesbog, hvor ‚Gud Herren lod alle træer vokse op af jorden, som er behagelige at se og gode at spise.‘

Et behageligt sted at gå rundt – men lidt dyrt i entré – i forhold til, hvad man fik for pengene.
Fra haven gik turen tilbage gennem souk og medina til Blikkenslagernes Plads, hvor vi nød en lokal øl i solnedgangen.

Og så hjem til hotellet og bestille morgendagens udflugt og så ellers bare slappe lidt af efter en oplevelsesrig dag…

Tirsdag, d. 11.3.
Dagen startede med endnu en gang morgenmad i gården på vores skønne, rolige riad, inden vi – sammen med Yoones fra hotellet – gik til vores opsamlingssted, hvor en bil, der skulle bringe os til dagens udflugtsmål, Ouzoud Vandfaldene, ventede på os.
Fra Marrakech gik turen så nordøstpå ad vejen til Fez, indtil vi efter ca. 3 timers kørsel nåede til Ouzoud, hvor en lokal guide ventede på os. Herefter startede turen til – og rundt om – vandfaldene, men allerede inden vi havde set vand, stødte vi på nogle af de derboende berberaber (Macaca sylvanus), der er den eneste eneste makak-art, der lever uden for Asien.

De holder naturligt til i skovområder med fyr, eg og cedertræer i de nordafrikanske bjerge (Atlas- og Rifbjergene) i Marokko og Algeriet, men da berberabernes levesteder er truet af træfældning og i øvrigt af de lokale betragtes som skadedyr og jages, har aberne status af ‚sårbar‘ på IUCNs Rødliste.
Her ved vandfaldene var der for mindre end 10 år siden en bestand på flere tusinde berberaber, men på grund af ‚regulation af bestanden‘ og turisternes fodring af aberne, er der nu – jvf. vores guide – blot 45 aber tilbage. Almindelig dødsårsag: overvægt og velfærdssygdomme. I parentes skal det så lige bemærkes, at mange af de lokale beboere lever af at sælge frø og nødder til turisterne, så de kan fodre aberne…
Da vi havde haft fokus på aberne i et stykke tid, bevægede vi os til kanten af vandfaldet, hvor vandet faldt i dybet, og det slog os, at jorden var våd og fedtet, og vandet var farvet helt rødbrunt og slet ikke var så hvidt og imponerende, som vi havde set i reklamer for stedet. Forklaringen var, at man i området havde haft en periode med masser af regn – noget man var rigtig glade for her på stedet, hvor regn ellers er en mangelvare. Man kan så som udefra kommende spekulere på, om ikke regnen var et resultat af klimaforandringer – og i så fald være mindre begejstret.

Efter at have betragtet, hvordan vandet styrtede ned i dybet for vores fødder – og i øvrigt have nydt den flotte udsigt, vandrede vi videre til en lille berberlandsby, hvor vi besøgte en lokal bondefamilie, der havde åbnet deres mere end 400 år gamle hus for os. Et hus, hvori hele familien i øvrigt stadigvæk boede.

Vi gik rundt i huset, der var på to etager, og så, hvordan familien havde indrettet sig med sove- og spisepladser samt et åbent ildsted på førstesalen – deres køkken.

I huset faldt vi også over en dør, hvorover der var malet det berbiske flag – tre vandrette felter i farverne blå, grøn og gul som baggrund for et rødt bogstav ⵣ i berbernes alfabet, Tifinagh.
I flaget repræsenterer den blå farve havet, den grønne farve bjergene og den gule farve ørkenen, mens det røde ⵣ repræsenterer modstand og frie berbere.

Efter besøget indenfor i huset fik vi en demonstration af, hvordan man stadigvæk fremstiller arganolie som i tidligere tider, idet en kvinde malede argannødder i en kværn, hvorfra olien flød. (Der var naturligvis også mulighed for at købe produkter, f.eks. arganolie, som man her i huset fremstillede).

Fra huset vandrede vi ned ad bakken ad mudrede stier, der så noget glatte og farlige ud, til foden af det 110 meter høje vandfald, der herfra var meget imponerende – farven til trods.
Inkluderet i vores sightseeingtur til vandfaldet var også en tur på et kvarters tid i en båd i den sø, vandfaldet havde dannet, og her blev vi sejlet helt hen til vandstrålerne.

Ellers stod den på frokost, tagine med kylling og friske appelsiner til dessert, inden vi vandrede op ad trapperne til p-pladsen, hvor vores minibus ventede.

Nu kunne vi så sige farvel til vores udmærkede guide, hvorefter der var tre timer i bilen tilbage til Marrakech, hvor vi blev sat af ved en af de bedst kendte porte ind til vores bydel, Bab Agnaou, der blev opført omkring 1190 og i tidernes morgen var den vigtigste offentlige indgang til den kongelige kasbah.

Fra porten gik vi til vores riad, hvor vi lagde planer for resten af eftermiddagen: Først lidt aftensmad – dromedarburger for mit og Dirks vedkommende – på den legendariske Café Clock, inden vi vandrede en tur i det sene eftermiddagslys til Djemaa el Fna.
På vej tilbage til vores riad besluttede vi at slå os ned på en café, Kasbah Café.

Her vi nød stemningen, betjeningen og det lune aftenvejr – mens en is eller en crêpe gled ned.

Onsdag, 12.3.
Efter morgenmaden havde vi foran os den sidste dag i Marrakech, hvor vi ville prøve at slappe lidt af med at finde bla. en have eller to, hvor vi kunne nyde det fine vejr med temperaturer på over 20 grader og sol fra en næsten skyfri himmel.
Vi besluttede, at vi ville bruge formiddagen på at besøge en af de større haver i Marrakech, Le Jardin de la Menara – godt 5 kilometer fra vores riad, så vi startede dagen med at slentre langs bymuren og gennem Parc Lalla Hasna ved Koutoubia.

Herfra gik det så ellers forbi et af byens 5-stjernede hoteller, La Marmounia (ingen adgang for os, fordi vi havde kondisko på!) Hotellet er bredt anset for at være et af de bedste hoteller globalt og er tidligere blevet kåret som det bedste hotel i verden.
Gennem årene har hotellet haft utallige betydningsfulde gæster, herunder politikere som Charles de Gaulle, Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt, Nelson Mandela, Ronald Reagan og Helmut Kohl – samt mange flere fra kunstens og underholdningens verden.

Uden besøg i dette fornemme hotel fortsatte vi gennem den nyanlagte Parc Oliveraie Ghabat Chabab, hvor vi stødte på en gruppe sahara-frøer (Pelophylax saharicus), en enkelt skildpadde – formodentlig sluppet løs af fangenskab – og flere grupper af dromedarer, der blot ventede på, at turister ville betale for en lille ridetur eller et foto sammen med (eller på) dromedaren.

Da vejret var varmt (+20 grader), og solen skinnede fra en skyfri himmel, gjorde vi i øvrigt holdt for en kop kaffe i Menara Mall undervejs. (Der blev vist også lige tid til lidt indkøb af tøj, som jeg husker det).

Efter pausen fortsatte vi vores tur og endte i Le Jardin de la Menara – der mere lignede en olivenplantage end en egentlig have. Midt i ‚haven‘ var der en kunstigt anlagt sø eller vandreservoir samt en pavillon i to etager fra det 19. århundrede. Haven blev etableret ca. 1157, og er – sammen med Agdal Gartens og medinaen i Marrakech – på UNESCOs Verdensarvliste. Reservoiret og pavillonen er ofte afbildet med de høje Atlasbjerge i horisonten, hvilket betragtes som en af ​​de ikoniske udsigter i Marrakesh. Og smukt var det da, med de snedækkede bjerge som baggrund!

Efter besøget i Menara-haven tog vi en hestevogn tilbage til centrum af byen og vandrede så videre til en anden have, Cybercity Parc, hvor der var frit internet til byens borgere. Og her var der virkelig tale om en smukt anlagt og fredfyldt park, hvor vi satte os ned og planlagde resten af dagen.

Det betød, at vi via en landsby for kunsthåndværkere på den modsatte side af gaden vandrede videre til Cafe des Epices, som vi havde passeret på vores sightseeingtur for et par dage siden. Her nød vi så en sen frokost på tagterrassen med udsigt over byen – og igen bjergene.
Efter frokosten – der i øvrigt ikke var noget at skrive hjem om – vandrede vi til Almoravid Koubba, der er en bygning, der formodentlig stammer fra 1125 og er det eneste overlevende eksempel på Almoravid-arkitektur i Marrakesh. Almoravid Qubba formodes at have været en del af den nærliggende Ben Youssef-moske, og at have været en pavillon, der blev brugt til rituelle afvaskninger før bøn.

Pavillonen, der er 12 meter høj og bygget af sten, mursten og cedertræ, er indvendigt rigt dekoreret med udskårne blomster og andre organiske strukturer, og uden for har man fundet latriner og flere indretninger, der relaterer sig til vand – formodentlig et springvand, vandbassiner og et vandtrug. Forsyningen af vand til disse indretninger skete fra en nærliggende cisterne.
Da vi var ved at være tæt på lukketid, valgte vi ikke at besøge Almoravid Qubba – og nøjedes med at kigge på udefra. Så i stedet blev det til endnu et tagterrassebesøg, denne gang for at nyde en kop kaffe (med kager) med udsigt over både Almoravid Koubba og det nærliggende Marrakech Museum.

Samtidig med at vi nød kaffen, blev der også tid til at betragte nogle af de fugle, der kunne ses på tagene i nærheden, først og fremmest berberbulbul (Pycnonotus barbatus) og husværling (Emberiza sahari). Begge de to arter er typiske for Marokko og Nordafrika.

Herefter gik det tilbage over det store torv, Djemaa el Fna, til vores riad for den sidste overnatning i Marrakech, inden turen i morgen skulle gå videre til Casablanca.
Her er det måske på sin plads at harcelere mod de mennesker, der optrådte på torvet med deres lænkede berberaber for morskabs skyld og for at tjene nogle håndører – direkte afskyeligt!

I øvrigt en flot solnedgang over Djemaa el Fna-pladsen!

Torsdag, d. 13.3.
En sidste gang morgenmad i vores skønne riad, før vi med en shuttle blev bragt til biludlejningsfirmaet ude i byen, hvor vi skulle have overdraget vores lejebil for de næste dage. Selve udleveringen af bilen gik uden problemer, om end især Dirk var noget bekymret for bilens tilstand – f.eks. med et dæk, der næppe ville gå gennem synet i Danmark. Altså sørgede han for at optage en video af både dækket og de mange skrammer, bilen havde. (Hvilket senere viste sig at være en god ide!)
Dernæst trillede vi af sted med retning mod vores næste hotel, Prestige Apartment Hotel – direkte ud til stranden i Casablanca. Hotellet, der først og fremmest var valgt på grund af adgangen til strand og hav, nåede vi lidt før kl. 14 – efter knap 3 timers kørsel – hvorefter vi kunne parkere bilen i p-kælderen under hotellet.
Vores værelser viste sig af være store lejligheder med køkken, opholds-, fjernsyns- og spisestue, stort badeværelse samt soveværelse – så plads havde vi rigeligt af, især da der var bestilt en lejlighed til hvert par. Så gik der tid med udpakning og benene lidt oppe, inden vi efter en times tid mødtes for en gåtur langs stranden til byens fyrtårn, hvilket så ikke viste sig at være helt så let, idet det blæste kraftigt og stranden var spærret af, da det var for farligt at færdes der.

I stedet gik vi ad strandpromenaden til El Hank-fyrtårnet, hvorfra der var en flot udsigt til Casablancas vartegn og Marokkos største moske, Hassan-II moskeen.
El Hank-fyrtårnet er opkaldt efter den halvø, hvor det er opført, og det er med sine 51 meter det højeste fyrtårn i Marokko. Fyrtårnet kom i drift i 1920.

Hassan-II moskeen, som vi havde en fantastisk udsigt til fra fyrtårnet på El Hank-halvøen, er den næststørste fungerende moske i Afrika – og den 14. største i hele verden, og dens 210 meter høje minaret er synlig langvejs fra. Vi besluttede os til at besøge moskeen, nu vi alligevel var i byen – men det måtte blive en af de næste dage, da det efterhånden var ved at være sidst på eftermiddagen, og der var lukket for besøgende.

I stedet koncentrerede vi os – småsultne, som vi efterhånden var – om at finde et sted at spise, hvilket ikke viste sig så let, som vi havde forventet, og turen gik derfor videre langs vandet – og omgivet af palmer – indtil vi fandt en restaurant, Marina Juice, der havde åbent og ydermere havde et bord til os. Menuen bød på tagine – og faktisk den hidtil bedste tagine, vi havde fået stillet foran os her i Marokko.
I tillæg blev vi – mens vi spiste – underholdt ved bordet af en tam lori-papegøje.

Efter maden og solnedgangen fik vi et ekstra billede af moskeen, nu badet i aftenlyset – og projektørlys.

Herefter satte regnen ind, ikke bare lidt regn, men en regn, hvor himlen virkelig havde åbnet sine sluser, så vi var drivvåde fra yderst til inderst – bogstavelig talt, da vi en halv time senere nåede tilbage til hotellet.
Af med al tøjet og under dynerne for at få lidt varme i kroppen igen.

Fredag, d. 14.3.
I dag startede vi med lækker morgenmad på hotellet – i øvrigt mens regnen styrtede ned udenfor, og da vejrudsigten for dagen sagde regn, 10 grader og kraftig blæst, havde vi ikke de store forventninger til sightseeing og hygge i byen denne dag.
I stedet startede vi med et besøg hos vores nabo, Anfaplace Mall, hvor der blev købt lidt tøj, der passede til vejret.

Og alt imens dette skete, tja, så holdt regnen altså op – i det mindste for en stund, og vi vovede derfor at praje en taxa, der kunne køre os til Place des Nations-Unies, der lå lige i centrum af byen. Pladsen, der tidligere hen Place de France, blev designet og anlagt i 1915. Rundt om pladsen står den dag i dag flere stolte Art Deco-bygninger fra kolonialtiden.

Fra pladsen bevægede vi os ad mindre gader sydvestpå til Sacre Coeur-katedralen, der er en imponerende, stilren katolsk kirke, der er opført i 1930, men som ophørte med religiøse handlinger efter Marokkos selvstændighed i 1956. I dag er kirken et kulturcenter, der bla. har huset flere kunstudstillinger, og da kirkebygningen er åben for offentligheden, listede vi os – i lighed med mange andre turister – indenfor.

Over for kirken ligger i øvrigt en interessant villa, Villa des Tourelles, der blev bygget i 1931, og hvorfra der er en smuk udsigt over katedralen. I dag ligger den tilsyneladende ubenyttet hen og forfalder mere eller mindre bag store hække af blomstrende buske.

Ellers fortsatte vi gennem gader med endnu flere imponerende Art Deco-bygninger, indtil vi endte på Mohammed V-pladsen, en af byens større pladser, der er delt i to dele af Hassan II-boulevarden. Især området øst for boulevarden var interessant, og her var flere af byens vigtige bygninger er beliggende.
Palais de Justice, byens retsbygning, ligger og troner i pladsens østlige ende. Palæet, der er bygget i 1925, er et godt eksempel på moderne fransk-arabisk arkitektur med en stor central indgangsportal og buegange på begge sider af denne. Vi vovede os indenfor i bygningen og nød stilheden et øjeblik; og selv om vi ikke blev smidt ud eller mødte nidstirrende blikke, så var vi noget usikre på, om vi var velkomne – og om vi måtte fotografere.

Til venstre for retsbygningen lå det franske konsulat – en lidt tilbagetrukket, lysegul bygning i nogenlunde samme stil, og syd for pladsen kunne man betragte byens rådhus, Hotel de Ville, igen i samme stil og fra samme periode – bygget i 1930’erne. Alt i alt var der tale om en række bygninger fra den franske storhedstid i Marokko.

På den modsatte side af boulevarden var resten af Mohammed V-pladsen afspærret, uvist af hvilken grund, men her kunne vi se den modernistiske CasArt‘ Théâtre de Casablanca, byens teater. Teatret, der er opført i 2009, dækker over 26500 m².

Fra Mohammed V-pladsen gik vi lige rundt om hjørnet til Place Nevada, en skaterpark, med flotte grafitti, og mens vi stor her og betragtede grafittien, begyndte det at regne, så det gjaldt om at søge lidt læ bag et af parkens skure.

En pudsig og uventet oplevelse var det, at en kvinde tilbød os et ekstra tørklæde, hun havde, mens vi ventede i læ for regnen sammen med hende! Vi tog dog ikke mod tilbuddet, da der blot var tale om en lille byge, og efter denne korte pause gik vi så videre i retning af medinaen – i håbet om undervejs at finde en lille café for en kop kaffe.
En mission, der ikke lykkedes, her midt på dagen under ramadanen, men vi passerede da undervejs flotte Strelitzia Nicolai, en plante, der ellers er hjemmehørende i Sydafrika, og som vi i øvrigt aldrig havde set før.

I stedet fortsatte vi forbi Place des Nations-Unies og videre ind i medinaen, hvor vi nød den intense stemning. Som altid interessant at vandre rundt i en medinas små, trange stræder med energiske handlende, der falbød deres varer. Omvendt kunne stemningen her i Casablanca slet ikke måle sig med det, vi havde oplevet i Marrakech.

Da vi var ved at være igennem de små handelsgader og ude på den anden side, satte det igen ind med et kraftigt og denne gang længerevarende regnvejr, så vi søgte læ under et par altaner, og mens vi stod her, blev vi budt indenfor i tørvejr i en lille, meget lille, frisørsalon, hvor vi fik en god snak med ejeren, Hassan, der udtrykte stor tilfredshed med regnvejret, der for ham betød liv… Ja, sådan man jo også se på det.
Efter at regnen havde stilnet af, sagde vi farvel og tak for husly til Hassan og fortsatte forbi den ikoniske Rick’s Bar – kendt fra filmen Casablanca med Humprey Bogart og Ingrid Bergmann. Det skal lige her indskydes, at filmen slet ikke blev optaget her i byen, og at baren i virkeligheden blot havde navnet til fælles med baren i filmen. Men det havde ejeren så alligevel kunnet score kassen på, idet baren var både et yndet fotoobjekt og et spisested, hvor det var svært at få et bord uden forudbestilling.

Efter et par fotos af barens facade gik vi videre til Marina Mall, hvor vi fandt et sted, der serverede kaffe – lige som vi fandt et par forretninger, hvor vi kunne gøre lidt indkøb.
Og så gik det ellers herfra i Petit Taxa tilbage til hotellet, og derefter spiste vi en usund burger i Anfaplace Mall. Dagen sluttede med, at vi gik tilbage på hotellet, hvor der var tid til lidt Solitaire-spil, inden der skulle ses dyner efter en våd dag i byen.

Lørdag, d. 15.3.
Vi stod op til en dag, der startede vådt, men hvor solen tittede frem allerede før vi var helt færdige med morgenmaden, hvor vi bla, sad og diskuterede dagens program.
Derfor fik vi bestilt en taxa, der skulle bringe os til byens store seværdighed, Hassan-II moskeen, hvor vi fik billetter til en rundvisning kl. 11, og da vi var der i rigtig god tid, vandrede vi lidt rundt på moskeens område og beundrede det flotte bygningsværk udefra.

Moskeen blev bygget i perioden fra 1886 til 1993, delvist på land og delvist over havet, og ud over selve moskeen er der på området også en madrasa (koranskole), hammam (badehus), et museum om islamisk historie, konferencesale og et stort bibliotek, der siges at være det ‚mest omfattende i den islamiske verden‘.
Under bygningen af moskeen arbejdede 1400 mand om dagen og 1100 om natten, mens mere end 10.000 kunsthåndværkere arbejdede med den kunst, der skulle forskønne moskeen. Indvielsen af bygningen skete d. 30. august 1993 – på årsdagen for profeten Muhammeds fødsel.

Vores rundvisning startede med et besøg i det store bederummet med plads til 25000 bedende, mænd og kvinder på adskilte pladser. Bagefter et besøg i afvaskningsrummet under moskeen. Alt i alt et rigtig spændende besøg.

Efter dette besøg tog vi endnu en Petit Taxa til Habous-kvarteret, hvor vi blev sat af ved den tidligere guvernørbolig, Mahkamat al-Pasha.
Bygningen, der er opført i 1941-42, har gennem årene fungeret som retsbygning, residens for pashaen (guvernøren), parlamentarisk receptionssal og fængsel. I dag er det en parlamentarisk bygning, der ikke kun huser domstolen, men også bruges ved modtagelse af statslige gæster.

Vores første gerning her på stedet var imidlertid at finde en café, der kunne og ville skænke os en kop marokkansk kaffe, og det lykkedes i den nyåbnede Café maQam – et superhyggeligt sted med udsigt over kvarterets tage.

Efter kaffen var det tid til at gå rundt i området, der er opbygget af franskmændene i 30’erne og som går under navnet „Den nye Medina“. Kvarteret virker som en gammel middelalderby iklædt arabiske medina-aktiviteter.

Vores rundtur i kvarteret sluttede med et ophold i/ved en rolig park – samt et kig på Palace Royale, hvor kongen netop i disse dage opholdt sig. Derfor ‚no visit and no photo‘.

Ellers tog vi blot tilbage til hotellet med en efterfølgende Ramadan-menu på den nærliggende restaurant, Anatolia. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi gik ind til, men der var tale om 5 overdådige serveringer med alle gode spiselige ting – you name it, it was there.
Det var simpelthen for meget, og det var med overfyldte maver, vi kom til at tilbringe en urolig nat…

Søndag, d. 16.3.
Så blev det dagen til at komme videre på vores rejse, så efter morgenmaden, pakning af kufferterne og efterfølgende bilen og tjek-ud fra hotellet, gik det videre ad motorvejen mod Fez, hvor vi skulle tilbringe resten af ferien. Og selv om bilens advarselslamper lyste, så blev det en tur på 300 km uden problemer – først langs kysten til Rabat, og derefter videre ind i landet, hvor vi stødte på store plantager af kork-eg.

Efter tre timers kørsel efterfulgt af lidt kamp for at finde en egnet p-plads, kunne vi parkere bilen forholdsvis tæt på vores riad midt i byen, Riad la Clé de Fes, som lå ganske tæt ved medinaen. Her fik vi så en fornem modtagelse og blev indkvarteret i to store og rummelige værelser, indrettet i original stil.

Efter vi var blevet indkvarteret på værelserne og bestilt en guidet tur næste dag gennem medinaen og souken, vandrede vi ud i byen gennem interessante og travle gader til et område. Det førte øs lidt vestpå i byen, hvor vi undervejs blev erindret om, at vi ikke er i et veludviklet, europæisk land: en mand på sit æsel.

Eller gjaldt turen et område, der ikke var inkluderet på morgendagens tur, nemlig Mellah, det jødiske kvarter, samt Le Palais Royal – det kongelige palads, der også kendes som Dar el Makhzen.
På vej mod det kongelige palads passerede vi gennem Rue Bou Ksissat, hvor der er mange huse med flotte altaner i træ, hvilket i øvrigt er typisk for det jødiske kvarter.
Det oprindelige, kongelige palads blev bygget i 1276, samtidig med bydelen omkring paladset, Fes el-Jdid – og lidt uden for den gamle by, Fes el-Bali. Dette palads forfaldt imidlertid, og først senere, da Fez igen blev hovedstad i Marokko, blev det renoveret og udvidet.

Vores besøg gjaldt Place des Alaouites foran indgangspartiet til paladset med de 7 porte – én port for hver dag i ugen. I den anden ende af pladsen – modsat indgangsportene til paladset – fandt vi Bab Al Amer, der er en af ​​de historiske byporte i Fez. Dette var oprindelig den sydvestlige indgang til Fes el-Jdid.

Fra byporten gik vi videre ad den travle handelsgade gennem Mellah, hvor vi så mange interessante altaner af vekslende grad af vedligeholdelse, men det var bare med til at gøre stedet endnu mere interessant. Især altanerne lige i nærheden af den lokale port midt på vejen, Bab El-Magana, var en interessant syn.

Vi fortsatte over på den anden side af Rue Bou Ksissat og gennem endnu en port, Bab el-Semmarine, og endte på denne måde på Rue de Fes el-Jdid, en handelsgade, hvor folk bevægede sig langsomt fremad, når det endelig var muligt for stande midt på gaden, små køretøjer med varer eller motorcykler midt gennem folkemængden. Man må undre sig over, at det gik godt!

Og således endte vi ved en lille restaurant, La Noria, ved bredden af et lille vandløb. Her blev den traditionelle marokkanske aftensmad så indtaget i den charmerende have.

Efter maden gik turen hjemad til vores riad – forbi byens mest kendte port, Bab Boujloud og gennem de meget små gader…

Mandag, 17.3.
Efter en god nats søvn bød starten af dagen på en lækker morgenmad og derefter afgang til biludlejningen for at aflevere vores bil, og her viste det sig – som antydet tidligere ved afhentningen af bilen – at det var værdifuldt, at Dirk havde optaget videoen, før vi kørte fra udlejeren i Marrakech.
Da vi afleverede bilen ville repræsentanten fra udlejningsfirmaet i Fez i første omgang ikke tro på, at vi havde fået den udleveret med så mange fejl, skrammer og skader, så her blev blev videoen et værdifuldt bevis, og vi slap uden ekstra tiltale.
Ellers gik det nu videre med vores guide Ahmed og chauffør Abdoul på en tur rundt til de steder i byen, der lå lidt længere væk fra centrum. Første stop var her kvarteret omkring kongepaladset og Mellah, hvor vi i dag fik sat nogle ord på de ting, vi havde oplevet allerede i går.

Vores korte rundgang førte os til indgangsportene til paladset, hvor vores guide kunne fortælle om symbolikken i indgangspartiet samt fortælle om det cedertræ, der var anvendt her.
Herefter gik vi gennem Rue Bou Ksissat, hvor vi ud over at nyde de smukke altaner også fik smagt på nogle af de varer, de handlende faldbød her – og vi var især positivt overrasket over kombinationen af friske dadler fyldt med lige så friske valnødder.

Endvidere trådte vi indenfor i en karavanserai, der var skjult i gaden, og man kun kunne finde, hvis man vidste, nøjagtig hvor man skulle søge…

Umiddelbart herefter trådte vi ned i handelsgaden i Mellah og gjorde holdt ved de samme faldefærdige altaner, som vi også havde betragtet i går – ganske tæt ved Bab El-Magana, en middelalderlig port i kvarteret. Også en anden af gårsdagens porte, Bab el-Semmarine, fik vi genset – og bemærkede i denne anledning, at flere storkepar havde stået sig ned og bygget rede i tårnene ved porten.

Herefter blev vi igen samlet op af Abdoul og kørt til Borj Sud, hvorfra der er en flot udsigt ned over den gamle by, Fes el-Bali. Borj Sud er et fort, der er etableret af det saadiske dynasti i 1582, og sammen med et lignende fort nord for byen, Borj Nord, gav det mulighed for at kontrollere og forsvare byen mod eksterne angreb. Nu var det bare ikke så meget selve fortet som udsigten herfra, der var målet med vores tur herop.

Næste besøg gjaldt Art D’Argile, der er et værksted, hvor man fremstillede både keramik og de typiske mosaikker fra området – håndlavet, forstås. Vi fik her en guidet tur gennem værkstedet, hvor der arbejdedes med de forskellige teknikker – startende med drejning af skåle, fade, krukker og vaser i ler, dekorering/bemaling og brænding, til vi blev præsenteret for det endelige produkt. Interessant var det også at se, hvordan farvede fliser blev slået i stykker i forskellige, små formere, der derefter senere kunne samles igen i en smuk mosaik. Det var virkelig håndarbejde, og det stod herefter lysende klart, at sådanne produkter ikke var for alles pengepunge.

Herefter sagde vi farvel til vores chauffør, og Ahmed, vores guide for resten af dagen, overtog og førte os nu gennem medinaens og soukens små gyder, mens der blev sat ord og fortællinger på de ting, vi så undervejs.
Første punkt på denne tur rundt i det gamle Fez, der står på UNESCOs Verdensarvliste, var et sted, som jeg personligt havde glædet mig allermest til på hele turen til Marokko, nemlig Chouara Garveriet, der garver og farver læder og er et af de tre garverier i byen. Det er det største garveri i byen og sandsynligvis etableret kort efter byens grundlæggelse, og det er placeret i bydelen Fes el Bali og langs floden gennem byen, Oued Bou Khrareb.

Det spændende ved garveriet er, at garvning af læder gennem årene har været udført på samme måde, som det sker i dag, og som vi ved selvsyn fik at se. Garveriet er pakket med runde stenkar fyldt med hvide væsker (lud eller læsket kalk, formoder jeg) eller farvestof til at blødgøre og farve huderne, og de lædervarer, der produceres i garverierne, eksporteres til hele verden.

Da vi spurgte til det, påstod man, at der kun brugtes naturlige farver, men det er sikkert noget af en tilsnigelse, og det var derfor tankevækkende, at det brugte vand fra stenkarrene blev ført urenset ud i floden Oued Bou Khrareb – og dermed videre gennem byen.
Men bestemt et imponerende sted, der levede helt op til forventningerne.

Fra garveriet gik vi videre til en ældre mand, Haj Ouazzani, der var vidt berømmet for brokadevævning af silketæpper – og i øvrigt var ven med vores guide. Manden, der bla. havde vævet tæpper til kongen og var i gang med endnu et tæppe, mens vi var på besøg i hans lille væveri, er den sidste af sin slags – med andre ord et håndværk, der er på vej til at uddø. I lokalet stod kun den væv, som han arbejdede på, og som hjælper i arbejdet havde han sin søn, der trak i de mange tråde, der bestemte, hvilken farve der skulle væves ind i tæppet.
Efter sigende ønskede sønnen i øvrigt at videreføre sin fars erhverv – så måske er det alligevel ikke forbi med at fremstille brokadevævede tæpper i det lille værksted i fremtiden.
Og væveren selv styrede hele processen med skytter, der indeholdt hver sin farve i tæppet.
Det skal lige tilføjes, at den 70-årige væver, Haj Ouazzani, kun arbejder på bestilling.

Efter det interessante besøg hos væveren gik vi videre gennem nogle gader, hvor det var metalarbejde, der var det fremherskende, inden vi gik over en lille bro over Oued Bou Khrareb og derefter gennem uldfarver-gaden, hvor kar med farve fyldte hele forretninger og værksteder. Et farvestrålende syn.

Turen fortsatte gennem fiskehandlernes gade, inden vi stak hovederne indenfor i en af byens ældste madrasaer, Madrasa Cherratine, der blev bygget i 1670. Navnet Cherratine, der betyder ‚rebslagere‘, refererer til et nærliggende marked, hvor rebslagere arbejdede.

Madrasaen, der er opført i mursten og cedertræ, er den største madrasa i området, og den har i sin tid kunnet huse mellem 130 og 150 studerende, der boede i små kollegieværelser i de to øverste etager i bygningen. I øvrigt minder bygningen, der er under delvis renovering, i opbygningen om den madrasa, Madrasa Ben Youssef, som vi besøgte i Marrakech.

Ellers bestod turen af kig ind i flere af de karavanseraier, vi passerede på vores vej, hvoraf de fleste af dem fungerede som arbejdende værksteder og/eller som små indkøbscentre for kunsthåndværk. Mange var renoveret, mens andre næsten stod, som da de var blevet bygget. Fun fact: Der er mere end 30 karavanseraier fordelt rundt omkring i byen!

Næste point-of-interest var byens største og ældste moske, Al-Karaouine, hvor vi måtte nøjes med et par kig ind ad de åbne porte; non-muslims må blive udenfor. Moskeen, der har plads til 20000 bedende, blev grundlagt i 800-tallet af Fatima Al-Fihri, der var datter af en af de mange flygtninge, der var kommet til Fez fra den tunesiske by Kairouan. Moskeen var – indtil bygningen af Hassan II-moskeen i Casablanca – landets største moske, og det er stadigvæk den helligste. Det er her fra moskeens ældste minaret fra 956, at det daglige kald til bøn begynder, og det er denne moskes lærde, der fastlægger tidspunkterne for ramadanen.
Fun fact: Der er mere end 300 moskeer i Fez!

Fra moskeen drejede vi videre ind i souken, der var et virvar af små, smalle gader, og her stødte vi på flere gader, hvor forretningernes eneste handelsartikel var sytråd – i alskens forskellige farver.
Her, hvor vores rundtur så småt var ved at være til ende, endte vi ved Moulay Idriss II’s mausoleum, der ligesom moskeen var et helligt muslimsk sted, hvor ikke-troende var forment adgang, så også her blev det også ved et kig ind i det allerhelligste udefra…

Nu, hvor det var ved at være sidst på eftermiddagen, besøgte vi forskellige forretninger, som et krydderi- og helsemarked, hvor vi – lige som i Marrakech – fik et udsøgt kursus i anvendelsen af en række naturolier og cremer.

Herefter fortsatte vi til en tæppehandel, et alternativt væveri og en smukt indrettet restaurant, Nejjarine, der osede af charme og kvalitet.

– inden turen gik tilbage til vores riad gennem virvaret af små gyder. I øvrigt en tur, hvor man kunne få øje på minareter her og der, hvis man da kiggede op…

Aftensmaden? Ja, den indtog vi i vores riad – tagine med kylling. Ikke så tosset, og så kunne vi endda få vin til maden.

Tirsdag, d. 18.3.
Efter morgenmaden skulle vi i dag på ‚udflugt‘ – væk fra Fez, idet vi skulle besøge to forskellige steder, der begge var på UNESCOs Verdensarvliste, nemlig ruinerne af den romerske by Volubilis og kongebyen Meknès.  Altså blev afhentet af Abdoul, der også var vores chauffør i går, og turen gik derefter vestpå gennem olivenlunde, ferskenplantager og bønnemarker, indtil vi – knap et par timer senere – nåede frem til P-pladsen ved Volubilis, hvor vi blev sat i kontakt med vores guide gennem ruinbyen.
Det viste sig, at vi havde fået en særdeles kompetent guide, der ikke blot vidste alt om Volubilis, men også kunne relatere til den romerske historie – og dermed gav os en spændende indføring i byens betydning og livet i byen, da den var på sit højeste.

Volubilis blev anlagt omkring det 3. årh. f.Kr. i et frugtbart landbrugsområde af fønikerne, men først senere, under romersk styre fra det 1. årh. e.Kr., voksede byen sig stor og blev en magtfaktor. Byen blev efterfølgende forsynet med en række store, offentlige bygninger i det 2. årh. e.Kr., herunder en basilika, templer og en triumfbue, og dens velstand, som hovedsagelig kom fra oliven- og hvededyrkning, afspejlede sig også i opførelsen af ​​mange fornemme byhuse med store mosaikgulve. Volubilis blev – bla. som følge af dens betydning som eksportør af olivenolie til Rom – den romerske hovedstad i provinsen Mauretanien, der var Roms sydvestligste provins.

Volubilis havde i sin storhedstid mellem 12 og 20.000 indbyggere, men omkring år 285 faldt byen til lokale stammer og blev herefter aldrig generobret af Rom på grund af dens afsides beliggenhed. Stedet fortsatte med at være beboet i mindst yderligere 700 år, først som et kristent samfund, og derefter som en tidlig islamisk bosættelse. I slutningen af ​​det 8. årh. blev byen sæde for Idris ibn Abdallah, der var grundlæggeren af ​​Idrisid-dynastiet i Marokko, men i det 11. årh. var Volubilis blevet forladt, efter at magtsædet blev flyttet herfra til Fes.
Mange af bygningerne i byen forblev stort set intakte, indtil de blev ødelagt af et jordskælv i 1755 og efterfølgende plyndret af marokkanske herskere, der brugte mange af stenene fra ruinerne til at bygge Meknès.
Som skrevet havde vi en fantastisk vidende guide, der samtidig var en god formidler, og under vores rundgang i området gjorde han meget ud af at vise ikke mindst de flotte eksempler på velbevarede huse med atriumgårde med mosaikker, saunaer, termer, bade, et akvarium, vaskested og latriner. Det hele rammet ind af fortællingen om, hvordan byen havde været opbygget med en velbevaret hovedgade, templer og en triumfbue, der blev rejst i år 216 eller 217 e.Kr.
Vores tur startede i Venusrejsens Hus, der er kendt for flere velbevarede mosaikker. Først så vi en mosaik, der forestillede Diana, der bliver overrasket i badet af Actaeon, og dernæst – i værelset ved siden af – Bortførelsen af Hylas af nymferne i en sø.

På vej mod næste stop passerede vi byens akvædukt, eller resterne af den – helt overgruet, men man kunne godt fornemme, at vandet her i tidernes morgen havde flydt gennem byen.

Ellers var næste stop et hus, hvor der blev produceret olivenolie, og vi så rester af både oliemøllesten og underlaget for stenen, hvor olien opsamledes.

Fra dette hus kom vi videre ud på hovedgaden i Volubilis – en bred vej, Decumanus Maximus, der første fra en af byens porte, Tingis-porten, til Caracallas Triumfbue.

Fra den brede hovedgade bevægede vi os til et af de markante huse i byen, Herkules‘ arbejderhus med mosaikker, der fremstillede scener fra Hercules‘ 12 legendariske prøvelser, der skulle være umulige at bestå. Mosaikkerne af prøvelserne er velbevarede, og fremstillet på en sådan måde, at det er ret nemt at genkende prøvelserne, f.eks. at dræbe den nemeiske løve, at stjæle Diomedes heste osv.

I samme hus kunne vi også betragte et vomitorium, der efter sigende var et bassin med vand, hvor romerne gik hen og kastede op under middagen – for at få plads til mere mad. Fiskene i bassinet blev således ‚fodret‘ med opkastet og levede, indtil de senere servere ved en ny middag…

En anden speciel ting ved huset var atriet med det noget særprægede, fligede bad, hvor man lige som sad i små nicher, når man benyttede badet. Denne måde at indrette badefaciliteterne på, havde vi aldrig tidligere stiftet bekendtskab med.

På vejen videre passerede vi House of the Knight, der har navn efter fundet af en bronzeridder i bygningen i 1918. Også i dette hus findes smukke mosaikker, og den – synes jeg – flotteste af disse – viser Dionysos/Bacchus, der støder på den sovende Ariadne på Naxos; en begivenhed, der er omtalt af Ovid i Metamorfoserne.

Nabohuset til House of the Knight, var et hus, der kaldes Søjlernes hus – et hus, der har fået sit navn på grund af de mange søjler, både ved indgangen til huset, i atriumgården med en stor, cirkulær pool og i de private haver, der er tilknyttet huset.

Fra Søjlernes Hus trådte vi ud på den store plads foran triumfbuen og for enden af Volubilis‘ hovedgade, Decumanus Maximu, og her var den mest markante indretning – ud over selve triumfbuen – det offentlige vaskested eller brønd, der var et sted, hvor slaverne kom og vaskede tøj, og den dag i dag ser man sliddet på stenene som følge af tøjvasken.

Lige ved siden af vaskestedet, hvor man også hentede vand til husholdningen, fandtes latrinet, hvor slaver sad og varmede sæderne for de rige romere, der efterfølgende skulle forrette nødtørften.
Triumfbuen, der blev rejst for enden af ​​Decumanus Maximus i år 216 eller 217 e.Kr. til ære for kejser Caracalla og hans mor Julia Domna, er cirka 8 meter høj og et af ​​Volubilis‘ bedst bevarede bygningsværker. Buen havde tidligere en bronzevogn på toppen, hvilket skulle være en kraftig påmindelse om byens loyalitet over for Rom, men denne vogn er nu gået tabt.

Fra triumfbuen fortsatte vi vores rundtur mod Forum, idet vi dog undervejs lige kunne kaste et blik på endnu en fin mosaik – denne gang i Atletens Hus. Denne mosaik forestillede en atlet, der rider baglæns på et æsel.

På Forum – torvet – stod mange sokler til statuer, men selve statuerne var væk.
Velbevaret er derimod basilikaen, der var opført umiddelbart øst for Forum. At kalde det for en basilika er nok noget af en tilsnigelse, idet bygningen under romerne formodentlig var et sted, hvor juridiske og administrative aktiviteter fandt sted – en slags retsbygning. Resterne af basilikaen står i dag tilbage med buede søjler, der bringer minder om byens tidligere storhed.

Det sidste top på vores guidede tur gennem Volubilis var Templo Capitolino, der ligger lige syd for basilikaen, og som er dedikeret til de romerske guder Juno, Jupiter og Minerva. Templet, der blev opført i år 219, var rejst på et podium for enden af et helligt område, og foran templet stod (står stadigvæk) offeralteret, hvor dyr blev ofret til guderne.

Her fra templet gik vi så tilbage til P-pladsen, hvor vi skulle tage afsked med vores guide, der i løbet af den sidste times tid havde forsynet os med mange historier og gav os mulighed for at se og beundre de dels velbevarede, dels restaurerede huse og administrative bygninger, men det var nok især mosaikkerne.
Efter besøget i Volubilis kørte vi videre mod en anden af Marokkos 4 kongebyer, Meknès, men vi gjorde først et kort stop med udsigt ned over den hellige by, Moulay Idriss Zerhoun, der er berømt for at være stedet for Idris I’s grav, og som derfor den dag i dag er et pilgrimssted for muslimer, der valfarter til graven.

Vi kunne også – fra vores udsigtspunkt se Sentissi-moskeen med Marokkos eneste cylindriske minaret, der stak op over byens huse.

Efter en kort køretur ankom vi så til det store torv i Meknes, Al-Hadeem Square, hvor vi mødtes med vores guide, en indfødt berber, der skulle føre os en tur gennem byen, der bebos af 80 procent berbere. På stedet, hvor vi mødtes med ham, kunne vi se over på Bab El Mansour Laalej, der er en fantastisk flot og monumental port ind mod den gamle bydel. Porten, der stod færdig i 1732, var oprindelig den ceremonielle hovedindgang til Sultan Moulay Isma’ils Kasbah.

Turen startede gennem medinaen med både originale varer og billige kinesiske efterligninger, men på hele fremtoningen at dømme var det hurtigt klart for os, at vi her havde med en guide at gøre, der bare skulle have turen overstået. Det hele blev jabbet igennem uden den store entusiasme!

Efter at have hastet gennem medinaen kom vi til Najjarine Moskeen, der er en af de ældste moskeer i byen, bygget i det 12. århundrede – og sædvanen tro blev det blot til et kig ind i moskeen, der var fint gemt bag medinaens mure. Herfra gik det videre gennem små gader, hvor berbernes flotte døre prægede billedet – og hvor vi fik historien bag dørene: Dørene er små, at mændene er nødt til at bøje hovederne, når de går ind gennem døren. Meget symbolsk – berbernes samfund er nemlig matriarkalsk!

Vi så også på vores tur gennem gaderne flere vinduer, hvor kvinderne kunne sidde inde i deres hus og kigge ud – uden at forbipasserende kunne kigge ind. På ruten passerede vi endvidere et flot maleri af en kampscene med berbere på en af murene ind til Riad Yanis.

Turen gik herefter videre til det sidste sted på ruten gennem centrum i Meknès til Moulay Isma’ils mausoleum. Her passerede vi gennem Le portail de Moulay Isma’ïl, der førte ind til mausoleet, men inden vi besøgte det, skulle vi lige have afviklet et toiletbesøg.

Derfor stak vi hovederne indenfor hos en håndværker, der fremstillede damascerende, et helt specielt håndarbejde, hvor sølvtråde bankes ned i oxiderede jern-overflader og derved danner et unikt mønster. Denne teknik findes kun her – i Meknès samt i Eibar og Toledo i Spanien, hvor det dog er guldtråde, der arbejdes med.

Vi fik demonstreret teknikken, og det var spændende at se, hvordan arbejdet foregik – langsommeligt som den nu engang var…

Efter dette kunsthåndværkerindslag gik vi videre til mausoleet, der indeholder graven af ​​sultan Moulay Isma’il, der regerede Marokko fra 1672 til sin død i 1727. Mausoleet, der er placeret inde i hans tidligere Kasbah og er det vigtigste historiske og religiøse sted i byen, blev opført i 1703, men blev ændret og udvidet ad flere omgange.

Vores guides sidste opgave var herefter at føre os rundt om hjørnet til restaurant Palais Ismailia, hvor vi først sagde farvel til ham og derefter nød en lækker 3-retters menu på tagterrassen, hvorfra der var en fin udsigt ind i den kongelige park, der bla. kunne byde på både en golfbane og en stork, der stod og slikkede sol!

Efter frokosten gik turen tilbage til Fez, hvor vi – efter en lille pause med benene oppe – gik en  aftentur gennem byens smalle gader og forbi den smukke port Bab Boujloud. Her blev der også lige tid til en alkoholfri øl på Moorish Cabana Hostels tagterrasse.

Onsdag, d. 19.3.
Sidste dag i Marokko blev brugt på en tur til Atlasbjergene syd for Fez, så efter morgenmaden blev vi endnu engang samlet op af Abdoul, der igen i dag var vores chauffør. Turen gik gennem et område med æbleplantager, indtil vi efter nogle kilometer nåede Atlasbjergene og der begyndte at gå opad.
Dagens første stop var den indtørrede sø, Dait Aoua, der ligger nord for Ifrane, og som tidligere var et yndet udflugtsmål for folk I området, der søgte til søen for at holde picnic.
Søen er imidlertid i dag en eng med græssende dyr, idet vandet er helt væk efter 3-4 år uden regn i området – og området har derfor mistet sin betydning som rekrativt område, og selv et fornemt hotel, der lå ved søbredden, er bukket under og har måttet dreje nøglen om.

Næste stop var byen Ifrane, der blev anlagt af den franske administration så sent som i 1928 på grund af stedets alpine klima, hvorefter det hurtigt blev en ferieby, hvor europæerne kunne komme væk fra sommervarmen i lavlandet i Marokko. I Ifrane, der har øgenavnet ‚Marokkos Schweiz‘ og går for at være den reneste by i Afrika, parkerede vi tæt ved byens vartegn, en stenløve nær hotel Chamonix. Løven blev udskåret af en tysk soldat under Anden Verdenskrig, hvor Ifrane kortvarigt blev brugt som krigsfangelejr, til minde om den sidste vilde Atlas-løve, som blev skudt i nærheden af Ifrane i begyndelsen af ​​1920’erne.

I Ifrane gik vi først en tur på en mark nær pladsen, hvor vi havde parkeret, inden det blev til en tur op i byen. På marken så vi både storke og et par ravne (Corvus corax), der spankulerede rundt nær os.

Turen op i byen gik ad små gader, hvor man godt kunne forstå, at byen blev sammenlignet med Schweiz – med mange smukke bygninger nær torvet, bygget i en europæisk, landlig stil.
Mange af husene havde storkereder på tagene – nogle af dem endda flere reder, og det var noget af en oplevelse at se de omkringflyvende storke i luften lige over os.

Fra Ifrane gik turen videre til et udsigtspunkt, hvor vi fra en platform havde en storslået udsigt over bjerglandskabet – et sted, der tiltrak instagrammere, hvilket vi ved selvsyn kunne konstatere. Det kunne godt være lidt af en udfordring at få plads til at skyde det helt rigtige billede over landskabet.

Fra udsigtspunktet gik turen videre til berberbyen Azrou, som er kendt for mange bygninger med grønne tegltag og en moske, Hassan II-moskeen, med en meget høj minaret.

Navnet Azrou betyder direkte over sat klippe, og det refererer til en forreven klippe i byens udkant.

Vi brugte tiden på at vandre lidt rundt i byens gader, der udstrålede en vis charme, inden vi satte os ned for at nyde en let frokost.

Efter pausen i Azrou kørte vi videre til dagens sidste stop i nationalparken Reserve naturelle de cèdres. Parken er hjemsted for 75% af verdens bestand af den endemiske blå ceder (Cedrus atlantica), og i området finder man endvidere de stærkt truede berberaber (Macaca sylvanus), som vi også så ved Ouzoud-vandfaldene for en uges tid siden.

Især cedertræerne – men også aberne, der opholdt sig tæt på p-pladsen, hvor de tiggede mad fra turisterne – var en oplevelse.
Andre sjældne dyr i nationalparken er i øvrigt serval (Leptailurus serval constantinus), Cuviers gazelle (Gazella cuvieri) og Barbaryleoparden (Panthera pardus panthera) – men vi var ikke heldige at se nogen af disse dyr, desværre.

Alligevel var det imponerende nok at gå en tur blandt de 30 til 40 meter høje, majestætiske cedertræer, der også – på grund af nålenes farve – kaldes sølvceder. Efter en vandretur på godt en time gik vi tilbage til Abdoul og minibussen, og turen gik tilbage til Fez.

Efter en lille pause i vores værelser i riaden, gik vi ud i byen for at få lidt at spise, og vi fandt her en lille restaurant med udsigt over porten Bab Boujloud, hvor vi kunne nyde aftensmaden, inden vi slog os ned for lidt hygge på Medina Café.
Ellers var det bare hjem i seng – vi skulle jo tidligt op i morgen for at nået flyet tilbage til Europa.

Torsdag, d. 20.3.
Efter en kort nat stod Abdoul klar i riadens gård kl. 3:30 for at bringe os til lufthavnen, hvorfra vi skulle flyve med Ryanair til Frankrig for en mellemlanding i Beauvais-lufthavnen, inden turen kunne ende i København, hvor vi havde en aftale med Sarah og Henrik, inden Kombardobussen bragte os tilbage til Aarhus.