\n… startede turen i Billund, hvor et fly fra Great Dane Airlines skulle bringe os til Azorernes st\u00f8rste \u00f8, S\u00e3o Miguel, hvorfra vi – efter tjek af Corona-papirer – tog en taxa til vores hotel Solar do Conde<\/a> p\u00e5 nordsiden af \u00f8en i byen Capelas.<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores002.jpg\")
Hotel Solar do Conde, Capelas<\/p><\/div>\n
Efter vi lige havde f\u00e5et pakket ud, gik vi en tur til stranden til nogle fantastiske udsigtspunkter, bla. Miradouro das Pedras Negras, hvor man g\u00e5r gennem hel m\u00f8rk, r\u00e5 lava og frem til nogle stejle skr\u00e6nter – ogs\u00e5 af lava – ned mod havet.<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores001A.jpg\")
Den forrevne kyst ved Miradouro das Pedras Negras<\/p><\/div>\n
Hele kystomr\u00e5det var et flot og interessant syn, og lavakysten fortsatte s\u00e5 langt \u00f8jet rakte mod b\u00e5de \u00f8st og vest. Men mest imponerende var nok udsigten mod vest, hvor man kunne se klippeformationen Tromba do Elefante – elefantsnablen. Og ja, klippeformationen ligner rigtig nok hovedet af en elefant, der st\u00e5r med snabelen i vand!<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores001.jpg\")
Tromba do Elefante – elefantsnablen<\/p><\/div>\n
Mod \u00f8st fandt man en lille naturhavn, Po\u00e7os de S\u00e3o Vicente, hvor der var rig mulighed for at f\u00e5 en sv\u00f8mmetur i sikkerhed for det ellers fr\u00e5dende hav. Stedet havde v\u00e6ret et sted, hvor hvaler, fanget p\u00e5 havet, blev bragt i land til videre forarbejdning p\u00e5 en fabrik, der fremstillede tran af dyrenes sp\u00e6k. I dag ligger der kun ruinerne af den gamle hvalfabrik, herunder fabrikkens skorsten, men det er ikke muligt at komme t\u00e6t p\u00e5, da de ligger bag et h\u00f8jt hegn. Med et godt objektiv var det dog muligt at f\u00e5 nogle fine billeder af de sparsomme rester af fabrikken.<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores003A.jpg\")
Resterne af hvalfabrikken i Capelas: Skorstenen<\/p><\/div>\n
Over for fabrikken – og p\u00e5 den modsatte side af vejen – kan man se den plads, hvor hvalerne blev trukket i land, og her kan man ogs\u00e5 se det rustne spil, der tidligere blev brugt til dette form\u00e5l.<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores003B.jpg\")
Fra hvalfabrikken i Capelas: Spil til at hive hvalerne i land<\/p><\/div>\n
Endvidere ligger der en r\u00e6kke huse – samt en lille caf\u00e9, hvor vi fik serveret dagens kaffe. Onsdag, d. 14.7.<\/span> Blomstrende hortensiaer som ukrudt langs vejene<\/p><\/div>\n Ved ankomsten til Ponta Delgada stod vi af bussen ved en af byens smukke pladser, Campo de S\u00e3o Francisco, hvorfra der ogs\u00e5 var udsigt til byens fort, hvis korrekte navn er S\u00e3o <\/span>Br\u00e1s-f\u00e6stningen,<\/span> <\/span>og som husede Museu Militar dos A\u00e7ores, Azorernes milit\u00e6rmuseum. Et ben – godt pakket ind…<\/p><\/div>\n Der blev behandlet med desinficerende v\u00e6sker, og jeg fik en k\u00e6mpe forbinding om benet. Mange undskyldninger fra kommandanten, der ogs\u00e5 var blevet hidkaldt – og sammen med Claudia fik jeg en guidet tur p\u00e5 b\u00e5de museet og fortet – uden beregning. Og det blev aftalt, at milit\u00e6ret den kommende dag ville hente mig p\u00e5 vores hotel og k\u00f8re mig til videre unders\u00f8gelse p\u00e5 milit\u00e6rhospitalet. Jeg havde faktisk indstillet mig p\u00e5, at ferien var forbi for mit vedkommende; benet kunne lige s\u00e5 godt have v\u00e6ret br\u00e6kket eller fl\u00e6kket.<\/p>\n Fortet i Ponta Delgada<\/p><\/div>\n Som skrevet var det slet ikke meningen, at vi ville bes\u00f8ge fortet, men de forskellige milit\u00e6rpersoner havde s\u00e5 d\u00e5rlig samvittighed p\u00e5 grund af det usikrede hul, at de inviterede os ikke bare indenfor p\u00e5 fortet, men gav en en gratis guide med p\u00e5 vejen. Fortet i Ponta Delgada, gammelt hj\u00f8rnet\u00e5rn<\/p><\/div>\n Samtidig kunne vi ogs\u00e5 se en kanonstilling af nyere dato – med kanoner, der menes at stamme fra et skib.<\/p>\n Fortet i Ponta Delgada, kanonstilling<\/p><\/div>\n I \u00f8vrigt var fortet absolut et bes\u00f8g v\u00e6rd. Det er bygget i 1551-1553 p\u00e5 et forbjerg for at forsvare byen og omr\u00e5det bag byen mod piratangreb. Der er blevet bygget meget om og til p\u00e5 fortet gennem tiderne og is\u00e6r i det 19. \u00e5rhundrede. Ud over at v\u00e6re museum, fungerer fortet i dag ogs\u00e5 som base for den portugisiske fl\u00e5de.<\/p>\n Fortets g\u00e5rd<\/p><\/div>\n Efter forskr\u00e6kkelsen ved fortet, haltede jeg videre – og Claudia gik normalt – for at f\u00e5 kigget lidt p\u00e5 byen; dvs. at vi gik (halvdelen af os haltede) videre med vores oprindelige plan for en tur i byen. Igreja de S\u00e3o Jos\u00e9<\/p><\/div>\n Klosterkirken Convento de Nossa Senhora da Esperan\u00e7a er noget \u00e6ldre, idet den blev opf\u00f8rt i hvert fald f\u00f8r 1535, og det siges, at den blev taget i brug af de f\u00f8rste nonner i 1541. Convento de Nossa Senhora da Esperan\u00e7a<\/p><\/div>\n Kirken var lige s\u00e5 pr\u00e6gtig indenfor som udenfor, og den pr\u00e6senterede sig p\u00e5 bedste vis med en overd\u00e5dig forgyldt altertavle i barokstil og v\u00e6ggene bekl\u00e6dt med fliser fra det 17. \u00e5rhundrede.<\/p>\n Convento de Nossa Senhora da Esperan\u00e7a, kristent motiv p\u00e5 fliser i kirken<\/p><\/div>\n Efter vi havde tilbragt lidt tid i kirken og p\u00e5 pladsen udenfor, gik vi videre ind i byen ad g\u00e5gaden med det mundrette navn Rua Marqu\u00e9s da Praia e Monfort, og her slog det os, at vi levede i en coronatid; der var stort set ingen mennesker i byen – blot sm\u00e5 familiegrupper her og der.<\/p>\n Rua Marqu\u00e9s da Praia e Monfort<\/p><\/div>\n Bag en lille park Jardim Sena Freitas p\u00e5 venstre h\u00e5nd kunne vi skimte Pal\u00e1cio de Concec\u00e3o, Undfangelsespaladset, der er en historisk regeringskontorbygning i en fantastisk bl\u00e5 farve. Bygningen er i dag s\u00e6de for den regionale regering. Jardim Sena Freitas med Pal\u00e1cio de Concec\u00e3o i baggrunden<\/p><\/div>\n Lidt senere n\u00e5ede vi frem til centrum, dvs. torvet Pra\u00e7a de Gon\u00e7alo Velho med Portas da Cidade, byportene, der oprindelig er opf\u00f8rt i 1783 og skulle fungere som et primitivt forsvar af byen fra s\u00f8siden. Portene er i dag et vartegn for byen.<\/p>\n Portas da Cidade, byportene<\/p><\/div>\n P\u00e5 pladsen foran portene var der opstillet vogne fra forskellige af \u00f8ens distrikter, der i dagene forinden havde v\u00e6ret anvendt til religi\u00f8se processioner. Ponta Delgadas r\u00e5dhus med r\u00e5dhust\u00e5rnet<\/p><\/div>\n Mod nord\u00f8st l\u00e5 Ponta Delgadas hovedkirke, Igreja Matriz de S\u00e3o Sebasti\u00e3o, som lige skulle blive genstand for et bes\u00f8g. Igreja Matriz de S\u00e3o Sebasti\u00e3o, gavlen<\/p><\/div>\n Kirkens indgangsportal er i s\u00e5kaldt manuelinsk stil, der er kendetegnet ved at v\u00e6re en dekorativ og skulpturel stilart, der udviklede sig under kong Manuel I’s regeringstid. Mange betegner stilen som en portugisisk variation af sen gotik. Igreja Matriz de S\u00e3o Sebasti\u00e3o, kirkerummet og alteret<\/p><\/div>\n Rundt omkring i kirken fandtes der dog flere repr\u00e6sentationer af Madonnaer, bla. en interessant skulptur, hvor en kn\u00e6lende Madonna b\u00e6rer en lysestage.<\/p>\n Igreja Matriz de S\u00e3o Sebasti\u00e3o, to gange madonnaer<\/p><\/div>\n Efter en kop kaffe p\u00e5 en fortovsrestaurant gik turen videre \u00f8st p\u00e5 gennem sm\u00e5 gader, hvor vi kunne betragte den typiske lokale gadebel\u00e6gning i sort-hvide m\u00f8nstre. Turen bragte os forbi sm\u00e5 tunneller under husene, flotte facader med kakler i bl\u00e5hvide nuancer, huse, der tr\u00e6ngte til en k\u00e6rlig h\u00e5nd, og religi\u00f8se motiver over indgangsd\u00f8rene her og der.<\/p>\n Sm\u00e5 gader med flot bel\u00e6gning og tunneller…<\/p><\/div>\n Ved kirken Igreja de S\u00e3o Pedro drejede vi ned til havnen, hvor vi – ud over at vandre lidt rundt ogs\u00e5 valgte at f\u00e5 lidt frokost. Selvf\u00f8lgelig skete det p\u00e5 en restaurant p\u00e5 havnen, hvorfra der var en flot udsigt over hav og by, og hvor vi blev overv\u00e5get af sultne m\u00e5ger.<\/p>\n Igreja de S\u00e3o Pedro – set fra en caf\u00e9 p\u00e5 havnen<\/p><\/div>\n Efter frokosten gik vi videre langs marinaen tilbage til r\u00e5dhuset, der ligger ved ved <\/span><\/span>Pra\u00e7a Gon\u00e7alo Velho og stammer fra det 17. \u00e5rhundrede. I \u00e5rene efter opf\u00f8relsen forfaldt bygningen imidlertid, og f\u00f8rst i slutningen af det 20. \u00e5rhundrede moderniseredes bygningen og blev tilpasset til dens funktion. Udsigt fra r\u00e5dhust\u00e5rnet<\/p><\/div>\n Og vendte man sig om, var det byens tage og huse, suppleret med lidt tr\u00e6er og gr\u00f8nne omr\u00e5der, man havde udsigt til. Og alt gjorde sig jo godt i det fine vejr, vi var blevet forv\u00e6nt med her i dag.<\/p>\n … og mere udsigt fra t\u00e5rnet<\/p><\/div>\n Efterh\u00e5nden tr\u00e6ngte jeg til at f\u00e5 benet op – og vi fandt derfor en bus tilbage til vores hotel, hvor vi kunne nyde resten af dagen p\u00e5 vores egen terrasse, og hvor jeg kunne slappe rigtig godt af med benet oppe – noget jeg virkelig tr\u00e6ngte til efter dagens vandretur. Torsdag, d. 15.7.<\/span> Hortensia vad Miradouro do Pico do Carv\u00e3o – i truende regnvejr<\/p><\/div>\n N\u00e6ste stop var ved Miradouro da Vista do Rei med det 5-stjernede luksushotel, Mount Palace Hotel, der blev opf\u00f8rt i 1970’erne og taget i brug i 1989, men lukkede allerede 18 m\u00e5neder senere. En af hoved\u00e5rsagerne til hotellets tilbagegang og efterf\u00f8lgende lukning var den skiftende rejsebranche, hvor de rejsende blev mere prisbevidste og ikke efterspurgte luksushoteller som Monte Palace Hotel. Endvidere l\u00e5 hotellet i et afsidesliggende omr\u00e5de, og selv om naturen p\u00e5 stedet og udsigten var fantastisk, var hotellet uden fremtid. Siden da har hotellet f\u00e5et lov til at st\u00e5 og forfalde.<\/p>\n Resterne af Mount Palace Hotel<\/p><\/div>\n I \u00e5revis var det almindeligt at g\u00e5 ind for at udforske den forladte bygning og m\u00e5ske endda klatre op p\u00e5 toppen for at nyde udsigten. I dag anbefales det, at man ikke g\u00f8r det; for det f\u00f8rste er bygningen privat ejendom, idet den blev k\u00f8bt af en privat investor i <\/span>2017,<\/span> og for det andet <\/span>er den i en forfalden stand og kan v\u00e6re farlig at bev\u00e6ge sig i og p\u00e5.<\/span><\/span><\/p>\n Hotellet set fra vejen<\/p><\/div>\n Nu var det ikke s\u00e5 meget hotellet, vi kom for, men mere den enest\u00e5ende udsigt over vulkankrateret med tvillinges\u00f8erne Lagoa Verde (den gr\u00f8nne s\u00f8) og Lagoa Azul (den bl\u00e5 s\u00f8). En legende siger, at s\u00f8erne er dannet af t\u00e5rerne fra en prinsesse (den bl\u00e5 s\u00f8) og en hyrde (den gr\u00f8nne s\u00f8), der ikke m\u00e5tte f\u00e5 hinanden. Men her fra Miradouro da Vista do Rei var der en fantastisk udsigt – selv i det efterh\u00e5nden overskyede vejr.<\/p>\n Sete Cidades, den gr\u00f8nne og den bl\u00e5 s\u00f8<\/p><\/div>\n Videre gik det til en lille P-plads, hvorfra vi gik til endnu et udsigtspunkt, Miradouro da Boca do Inferno, hvorfra man havde en imponerende udsigt over landskabet med Lagoa Azul i det fjerne og Lagoa de Santiago i forgrunden. Set heroppefra er det meget tydeligt, at Lagoa de Santiago er et gammelt vulkansk krater, der nu er blevet opfyldt med stillest\u00e5ende vand, helt uden til- og fral\u00f8b. Lidt surrealistisk at se denne s\u00f8 med dens gullige overflade.<\/p>\n Lagoa Azul i det fjerne og Lagoa de Santiago i forgrunden<\/p><\/div>\n P\u00e5 vej til udsigtspunktet tog vi i \u00f8vrigt en afstikker til den idylliske lille s\u00f8, Lagoa do Can\u00e1rio, der l\u00e5 skjult mellem japanske n\u00e5letr\u00e6er af sl\u00e6gten cryptomeria – indf\u00f8rt til Azorerne for \u00e5r tilbage. S\u00f8en er – som s\u00e5 mange andre s\u00f8er i omr\u00e5det – af vulkansk oprindelse og ligger 575 meter over havets overflade. Den lille s\u00f8, Lagoa do Can\u00e1rio<\/p><\/div>\n For at komme ned til s\u00f8en skulle man vandre af en mindre sti – lidt besv\u00e6rligt, m\u00e5ske, men n\u00e5r man n\u00e5ede frem, s\u00e5 havde man det hele for sig selv. En larmende ro ved bredden af en intens gr\u00f8n s\u00f8 med blomstrende hortensia ved s\u00f8bredden og cryptomeria i baggrunden.<\/span><\/span><\/span><\/p>\n Cryptomeria og hortensia ved bredden af Lagoa do Can\u00e1rio<\/p><\/div>\n Tilbage til bilen, og derefter gik det ned til Sete Cidades med et holdt ved udsigtspunkterne Miradouro do Cerrado das Freiras og Miradouro da Lagoa de Santiago, der begge ligger p\u00e5 vejen ned i krateret.<\/p>\n Lagoa de Santiago set fra Miradouro da Lagoa de Santiago<\/p><\/div>\n Nede i krateret k\u00f8rer man til byen Sete Cidades p\u00e5 en d\u00e6mning mellem den bl\u00e5 og den gr\u00f8nne s\u00f8, og det syn, der venter, kan ikke beskrives; det skal bare ses.<\/p>\n Lagoa Azul – set fra d\u00e6mningen<\/p><\/div>\n N\u00e6ste stop var et kaffestop i Sete Cidades, hvor der s\u00e5 samtidig blev tid til at se p\u00e5 den lille landsbykirke, der l\u00e5 midt i denne sovende by, hvor der ikke skete ret meget. Udsigten fra Miradouro da Ponta do Escalvado<\/p><\/div>\n Herfra var der s\u00e5 bare en god times k\u00f8rsel langs nordkysten af \u00f8en tilbage til hotellet. Fredag, d. 16.7.<\/span> Havnen i Rabo de Peixe<\/p><\/div>\n I Ribeira Grande stoppede vi f\u00f8rst ved Igreja de S\u00e3o Pedro, hvor vi fandt Ru\u00edna de Fontan\u00e1rio, der er ruinerne af et springvand, der blev begravet under et vulkanudbrud i 1563. Man s\u00e5 endnu v\u00e6ggen med det hul, hvor vandet oprindelig er kommet ud – et stykke under nutidigt gadeniveau.<\/p>\n Ru\u00edna de Fontan\u00e1rio – br\u00f8nd under lavaen…<\/p><\/div>\n Herefter gik det videre til bymidten ved Ponte da Ribeira Grande – broen over floden af sammen navn, og vi fik nu lidt tid til at g\u00e5 rundt p\u00e5 egen h\u00e5nd i de smalle og charmerende gader.<\/p>\n Pa\u00e7os do Concelho med porten Torre Sineira<\/p><\/div>\n Vi startede – naturligt nok – p\u00e5 pladsen foran Pa\u00e7os do Concelho – den centrale bygning, der rummer byens r\u00e5dhus og den ber\u00f8mte port, Torre Sineira. Den ber\u00f8mte bro over floden Ribeira Grande<\/p><\/div>\n Herefter gik vi gennem sm\u00e5 gader til Igreja de Nossa Senhora da Estrela, der lidt h\u00e6vet over resten af byen, og endte ved kirken Espirito Santo med den imponerende og overd\u00e5digt udsmykkede rokokofacade med dobbeltd\u00f8re.<\/p>\n Udsigt fra Igreja de Nossa Senhora da Estrela<\/p><\/div>\n Videre gik vi lidt rundt i byens sm\u00e5 gader, hvor vi kunne betragte byens liv (eller mangel p\u00e5 samme – coronatid!) samt den karakteristiske byggestil med helt hvide facader, der var suppleret med de m\u00f8rke lavasten, der br\u00f8d den hvide facade. Det gav husene et interessant udtryk, som vi ikke tidligere havde set nogen steder i verden.<\/p>\n Karakteristisk \u00e6ldre hus i Ribeira Grande<\/p><\/div>\n Ellers bev\u00e6gede vi os ‘bare’ tilbage til byens torv, hvor vi var blevet sat af, og hvor vores chauff\u00f8r og guide ventede p\u00e5 os. Udsigten mod vest fra Miradouro de Santa Iria<\/p><\/div>\n Flotte var ogs\u00e5 de store bevoksninger af Afrikansk sk\u00e6rmlilje (Agapanthus africanus<\/em>) i st\u00e6rke bl\u00e5 farver rundt om udsigtspunktet.<\/p>\n Afrikansk sk\u00e6rmlilje (Agapanthus africanus<\/em>) ved Miradouro de Santa Iria<\/p><\/div>\n Vi har p\u00e5 flere af vores tidligere rejser bes\u00f8gt b\u00e5de marker med tebuske og fabrikker, der fremstillede te, men aldrig i Europa. Dette skulle dog \u00e6ndre sig ved vores n\u00e6ste bes\u00f8g, hvor vi bes\u00f8gte Ch\u00e1 Gorreana, en virksomhed, der havde dyrket og fremstillet lokal te i 5 generationer.<\/p>\n Reklameskilt ved indk\u00f8rslen til Cha Gorreana<\/p><\/div>\n Plantagen blev etableret i 1883, og den er dermed Europas \u00e6ldste fungerende te-plantage, hvor der stadigv\u00e6k produceres 100 % naturlig og kemikaliefri sort og gr\u00f8n te. Cha Gorreana – marker med tebuske<\/p><\/div>\n Ved bes\u00f8get kom vi bag om facaden og s\u00e5 b\u00e5de moderne og gammeldags t\u00f8rring af te, samt hvordan en r\u00e6kke kvinder h\u00e5ndsorterede teen. En meget interessant tur rundt i krogene p\u00e5 fabrikken. Cha Gorreana: H\u00e5ndsortering af teen<\/p><\/div>\n N\u00e6ste stop var Miradouro do Pico do Ferro, et udsigtspunkt med udsigt over vulkankrateret, hvor byen Furnas og s\u00f8en Lagoa das Furnas ligger. Og igen m\u00e5 man bare forbavses over dette flotte og varierede landskab. Hortensiaer ved Miradouro do Pico do Ferro<\/p><\/div>\n Nede i krateret l\u00e5 byen Furnas, der var vores n\u00e6ste m\u00e5l p\u00e5 denne dags rundtur, og som var kendt for den vulkanske aktivitet, der er i og omkring byen – noget ikke kunne se heroppefra, men som vi senere skulle stifte bekendtskab med p\u00e5 n\u00e6rmeste hold.<\/p>\n Miradouro do Pico do Ferro: Udsigt ned over Furnas<\/p><\/div>\n I krateret l\u00e5 ogs\u00e5 s\u00f8en Lagoa das Furnas, hvis st\u00e6rke gr\u00f8nne farve ikke skyldes den vulkanske aktivitet p\u00e5 stedet, men at organisk materiale fra de mange gr\u00e6sningsarealer omkring s\u00f8en havde ophobet sig i vandet.<\/p>\n Miradouro do Pico do Ferro: Udsigten ned over Lagoa das Furnas<\/p><\/div>\n Efter lidt tid med at kigge ned i krateret ovenfra, gik turen ned til byen Furnas i bunden af krateret. I udkanten af Furnas ligger en r\u00e6kke varme kilder, Caldeiras, som vi skulle bes\u00f8ge og hvor vi fik mulighed for at bev\u00e6ge os rundt mellem de sprudlende kilder med kogende vand og\/eller boblende jord.<\/p>\n Varm, sprudlende kilde<\/p><\/div>\n Vi gik rundt mellem de mange kilder, og s\u00e5 p\u00e5 n\u00e6rmeste hold det aktive omr\u00e5de, hvor dampen fra det varme vand stod ud af huller i jorden, ligesom der vr en kraftig stank af r\u00e5dne \u00e6g. P\u00e5 turen mellem kilderne kom vi ogs\u00e5 forbi Caldeira de P\u00earo Botelho, der er er et dybt hul i omr\u00e5det, ogs\u00e5 kendt som ‘Helvedes Mund’.<\/p>\n Caldeira de P\u00earo Botelho, ‘Helvedes Mund’<\/p><\/div>\n Undervejs p\u00e5 vejen gennem omr\u00e5det, kunne vi ogs\u00e5 se, hvordan de lokale kunne udnytte det kogende vand – f.eks. blev et af de kogende vandbassiner brugt til at koge majskolber, s\u00e5 man s\u00e5 efterf\u00f8lgende kunne k\u00f8be ved en stand i vejkanten i n\u00e6rheden.<\/p>\n Kogning af majs i en varm kilde<\/p><\/div>\n Der er flere steder, hvor kilder med drikkevand dukker frem til overfladen, nogle med varmt vand, andre med kulsyreholdigt vand, og et sted pr\u00e6senterede Jos\u00e9 os for to vandhaner lige ved siden af hinanden; den ene med varmt vand og den anden med st\u00e6rkt kulsyreholdigt vand, der var vanskeligt at drikke p\u00e5 grund af m\u00e6tningen med kulsyre. En sjov fornemmelse at f\u00e5 dette vand i munden… Hvorhen man vender sig, ser man de kogende kilder…<\/p><\/div>\n Godt sultne kunne vi nu k\u00f8re til den ber\u00f8mte restaurant Tony’s, hvor Jos\u00e9 havde bestilt bord for os. Her stod menuen p\u00e5 lokal sammenkogt ret, Cozido das Furnas, med okse- og svinek\u00f8d, kylling, blodp\u00f8lse og forskellige andre, krydrede p\u00f8lser samt k\u00e5l, guler\u00f8dder og kartofler. Retten tilberedt i et hul i jorden (n\u00e6r s\u00f8en), hvor den s\u00e5 st\u00e5r i den vulkanske varme jord og koger i flere timer. Det smagte dejligt – og var billigt. 15 Euro betalte vi pr. person for ovenn\u00e6vnte ret inklusiv forret, dessert og ost samt vin og kaffe ad libitum. Det skal bare pr\u00f8ves – men husk at bestille bord! Parque Terra Nostra: Koralbusk (Erythrina crista-galli<\/em>)<\/p><\/div>\n I haven ligger bla. en geotermiske pool, der er en jernrig og brunfarvet s\u00f8 med 35-40 grader varmt vand, der er rigt p\u00e5 mineraler. Den geotermiske pool i Parque Terra Nostra<\/p><\/div>\n Vi gik nu en times tid rundt i parken, der var inddelt i omr\u00e5der efter enten plantesl\u00e6gter eller voksested. Vi blev is\u00e6r optaget af afsnit med familierne Bromeliaceae, Zamiaceae og Macrozamia, der rigtig trivedes i det klima, der er p\u00e5 Azorerne. Parque Terra Nostra: Zamiaceae<\/em><\/p><\/div>\n Macrozamia <\/strong>er en sl\u00e6gt af palmelignende koglepalmer, der er hjemmeh\u00f8rende i Australien og hvor nogle arter kan blive op til 10 meter h\u00f8je. De er kendt for deres meget langsomme v\u00e6kst, og for at producere giftige fr\u00f8.<\/p>\n Parque Terra Nostra: Fr\u00f8stande af forskellige Macrozamia<\/em><\/p><\/div>\n Bes\u00f8get i Furnas var ved at v\u00e6re slut, men vi skulle da lige have et bes\u00f8g helt nede ved bredden af Lagoa das Furnas med – og dermed ogs\u00e5 en tur gennem det omr\u00e5de, hvor restauranterne graver deres gryder med cozido ned. Man kan bare blive ved med at forbavses og overraskes over den vilde vulkanske aktivitet i omr\u00e5det.<\/p>\n Varme kilder ved bredden af Lagoa dos Furnas<\/p><\/div>\n Og s\u00e5 lykkedes det os faktisk at finde et af de huller, som Restaurant Tony’s anvendte som ‘ovn’ – et af de mere civiliserede huller. “Ovn” i jorden, hvor vores frokost blev opvarmet<\/p><\/div>\n Mens vi gik lidt rundt mellem huller, bobler og damp, opdagede vi at tr\u00e6erne i omr\u00e5det havde deres r\u00f8dder liggende i jordoverfladen eller oven p\u00e5 jorden, hvilket vi undrede os en del over. Jos\u00e9 kunne dog give os en plausibel grund til dette f\u00e6nomen: Jorden var simpelthen s\u00e5 varm p\u00e5 grund af den vulkanske aktivitet, at r\u00f8dderne ikke ville kunne overleve i varmen!<\/p>\n ‘Ovn’ bygget ind i s\u00f8bredden<\/p><\/div>\n Det var nu ved at v\u00e6re sidst p\u00e5 eftermiddagen, og turen gik nu tilbage til hotellet i Capelas, m\u00e6ttet med indtryk fra en overv\u00e6ldende dag.<\/p>\n L\u00f8rdag, d. 17.7.<\/span> Cascata do Porto Formoso<\/p><\/div>\n Vi parkerede bilen ved noget, der ved f\u00f8rste \u00f8jekast bare lignede en interimistisk campingplads med mange unge mennesker, men som viste sig at v\u00e6re lidt af en naturperle med et flot vandfald ned i et bassin, hvor der var mulighed for at bade i det kolde, klare og rene vand. Vi n\u00f8jedes dog med at kigge p\u00e5.<\/p>\n De frodige omgivelser i slugten med Cascata do Porto Formoso<\/p><\/div>\n Vi gik ad sm\u00e5 stier langs med et lille vandl\u00f8b og omgivet af mandsh\u00f8je hortensiaer og vilde blomstrende fresier, og n\u00f8d dette sk\u00f8nne sted anf\u00f8rt af Jos\u00e9.<\/p>\n Hortensia s\u00e5 store som…<\/p><\/div>\n Fra Cascata do Porto Formoso k\u00f8rte vi videre langs kysten til et udsigtspunkt, der l\u00e5 i t\u00e6t p\u00e5 byen Salga, Miradouro da Pedra dos Estorninhos, hvorfra der var en flot udsigt over de vilde klipper p\u00e5 nordkysten. Bl\u00e5 halsurt (Trachelium caeruleum<\/em>)<\/p><\/div>\n Langs en lille sti i n\u00e6rheden kunne vi ogs\u00e5 se st\u00f8rre m\u00e6ngder af den bl\u00e5 pragtsnerle (Ipomoea purpurea<\/em>), der dominerede p\u00e5 skr\u00e6nterne omkring os.<\/p>\n Pragtsnerle (Ipomoea purpurea<\/em>)<\/p><\/div>\n N\u00e6ste stop var i naturparken Ribeira dos Caldeir\u00f5es, hvor vi havde rigtig god tid til at udforske omr\u00e5det og s\u00e5 i \u00f8vrigt drikke en kop kaffe p\u00e5 den lokale caf\u00e9. Et kig ned over naturparken<\/p><\/div>\n Naturparken var f\u00f8rst og fremmest kendt for sit ekstremt imponerende vandfald, Cascata da Ribeira dos Caldeir\u00f5es, der direkte oversat betyder ‘Brudens sl\u00f8r’. Vandfaldet er enormt fotogent, og det tiltr\u00e6kker store m\u00e6ngder af turister, der absolut skal foreviges foran vandfaldet, s\u00e5 det kan v\u00e6re sv\u00e6rt at f\u00e5 et billede uden ukendte og uvedkommende personer. Her var vi dog godt hjulpet af coronaen, der holdt antallet af bes\u00f8gende p\u00e5 et minimum.<\/p>\n Vandfaldet Cascata da Ribeira dos Caldeir\u00f5es, “Brudens sl\u00f8r”<\/p><\/div>\n Vandet fra vandfaldet l\u00f8ber videre ned i dalen og forbi 5 vandm\u00f8ller, hvoraf de \u00e6ldste stammer fra det 16. \u00e5rhundrede. Tre<\/span><\/span> af m\u00f8llerne er fredet som steder af offentlig interesse, og de var alle <\/span><\/span><\/span>i tidligere tider indt\u00e6gtsgrundlag for flere familier. Ribeira dos Caldeir\u00f5es – en af m\u00f8llerne – med et par tr\u00e6bregner<\/p><\/div>\n L\u00e6ngere nede langs floden i dalen finder man endnu et par vandfald – om end de ikke er s\u00e5 imponerende som hovedvandfaldet, Cascata da Ribeira dos Caldeir\u00f5es. Nordeste: Ponte dos Sete Arcos<\/p><\/div>\n S\u00e3o Jorge-kirken stammer fra 1796, og den er bygget p\u00e5 stedet for byens tidligere kirke fra det 16. \u00e5rhundrede, der blev \u00f8delagt under jordsk\u00e6lvet i 1522. Denne kirke blev nedrevet og genopbygget flere gange, indtil denne, nyeste kirke blev opf\u00f8rt.<\/p>\n Kirken i Nordeste, S\u00e3o Jorge<\/p><\/div>\n Ellers skete der som sagt intet i denne by, og ikke engang p\u00e5 det smukke torv var der nogen mennesker at se. Vi var overladt helt til os selv…<\/p>\n Torvet i Nordeste – byen, hvor intet sker…<\/p><\/div>\n Alts\u00e5 videre… Ponta do Sossega med den botaniske have<\/p><\/div>\n Her er der mulighed for at nyde den medbragte mad ved borde, der er gamle m\u00f8llehjul, der var anbragt under tag, s\u00e5 der var l\u00e6 for en eventuel regn.<\/p>\n Ponta do Sossega; bord af m\u00f8llesten<\/p><\/div>\n P\u00e5 turen – b\u00e5de i g\u00e5r og i dag – havde vi lagt m\u00e6rke til nogle h\u00f8je flotte planter i vejkanterne, og Jos\u00e9 havde fortalt, at der var tale om en invasiv art, som de lokale \u00f8nskede hen, hvor peberet gror, fordi den udkonkurrerer lokale planter. Vi stoppede, og han viste os, hvordan blomsterne var fulde af nektar, som man nemt kunne suge ud. Planten hedder Ingef\u00e6rlilje (Hedychium coccineum<\/em>), men han kaldte den ‘falsk ingef\u00e6r’.<\/p>\n Ingef\u00e6rlilje (Hedychium coccineum<\/em>)<\/p><\/div>\n N\u00e6ste store stop var byen Povoa\u00e7\u00e3o i det syd\u00f8stlige hj\u00f8rne af S\u00e3o Miguel. Povoa\u00e7\u00e3o er den f\u00f8rste bos\u00e6ttelse p\u00e5 Azorerne, og den blev grundlagt i 1432 af den portugisiske munk og opdagelsesrejsende Gon\u00e7alo Velho Cabral. (Man s\u00e6tter almindeligvis lighedstegn mellem bos\u00e6ttelsen Povoa\u00e7\u00e3o Velha og koloniseringen af \u00f8en S\u00e3o Miguel<\/span><\/span>.)<\/span><\/span><\/p>\n Motiv i hovedgaden i Povoa\u00e7\u00e3o<\/p><\/div>\n Vi blev sat af i den ene ende af byen, og herfra gik vi til havnen til\u00a0Porta dos Descobrimentos<\/span>, Opdagerporten, der er opsat som et mindesm\u00e6rke p\u00e5 det sted, hvor man formodede, at de f\u00f8rste bos\u00e6ttere gik i land.<\/span><\/span><\/p>\n Porta dos Descobrimentos. N\u00e6rbillede til h\u00f8jre<\/p><\/div>\n Her ved havnen blev vi s\u00e5 igen m\u00f8dt af Jos\u00e9, der samlede os op, og nu havde vi en lang tur tilbage til Capelas foran os<\/span><\/span>, men da vejen nu alligevel gik via Furnas, hvor vi var i g\u00e5r, gjorde vi lige et ekstra stop ved Lagoa das Furnas, hvor vi gik en tur i parken rundt om s\u00f8en. Capela de Nossa Senhora das Vit\u00f3rias<\/p><\/div>\n Og med denne afstikker til Furnas var dagen ved at g\u00e5 p\u00e5 h\u00e6ld, s\u00e5 herfra var det bare tilbage p\u00e5 v\u00e6relset p\u00e5 hotellet og hvile ud efter endnu en god dag p\u00e5 denne sp\u00e6ndende \u00f8. S\u00f8ndag, d. 18.7.<\/span> Naturmonumentet Caldeira Velha: Tr\u00e6bregner<\/p><\/div>\n Stedet er anlagt som et naturmonument med formidling af naturen p\u00e5 Azorerne, og det er et yndet udflugtsm\u00e5l for b\u00e5de turister og de lokale – mest p\u00e5 grund af de 4 termiske pools, der opvarmes af vand fra undergrunden.<\/p>\n Naturmonumentet Caldeira Velha: Kogende vand fra undergrunden<\/p><\/div>\n Ud over de forskellige pools, hvor der kunne bades, var der ogs\u00e5 boblende vandhuller med kogende vand, hvor man nok ikke skulle stikke f\u00f8dderne i, samt et flot vandfald, hvorunder man ogs\u00e5 kunne forfriske sig.<\/p>\n Naturmonumentet Caldeira Velha: Vandfald<\/p><\/div>\n Da vi ikke var badende g\u00e6ster, blev vi f\u00f8rt uden om k\u00f8en af turister med h\u00e5ndkl\u00e6der, der bes\u00f8gte stedet med det form\u00e5l at komme i en af de mange pools eller f\u00e5 en dukkert under vandfaldet, s\u00e5 vi kom indenfor, f\u00f8r der var overrendt…<\/p>\n Anlagte bade – godt bes\u00f8gt, selv her tidligt p\u00e5 formiddagen<\/p><\/div>\n Efter bes\u00f8get i Caldeira Velha gik turen videre over udsigtspunktet Miradouro da Bela Vista til Lagoa do Fogo, Ilds\u00f8en, hvor vi – som s\u00e5 mange andre – gjorde holdt ved flere steder, hvor man havde en flot udsigt ned over s\u00f8en. Ved det \u00f8verste af udsigtspunkterne, Miradouro do Barrosa, stod vi netop som t\u00e5gen og tilh\u00f8rende kulde kom snigende og til sidst fjerne udsigten over s\u00f8en.<\/p>\n Lagoa do Fogo, Ilds\u00f8en<\/p><\/div>\n Da vi nu alligevel ikke kunne se noget, gik turen ned til sydkysten, hvor vi stoppede ved udsigtspunktet Miradouro do Pis\u00e3o, hvor vi havde en fin udsigt ned over byen Caloura og byens kloster, der har haft en stor plads i Azorernes historie. Kysten neden for klostret med klippesk\u00e6r og et naturskabt bassin for badende var i \u00f8vrigt et flot syn.<\/p>\n Miradouro do Pis\u00e3o, med udsigt ned over Caloura<\/p><\/div>\n Herfra k\u00f8rte vi til Ermida de Nossa Senhora da Paz, der er et lille kapel, der blev bygget p\u00e5 en bjergside i 1764 p\u00e5 det samme sted, hvor der allerede stod en helligdom fra det 16. \u00e5rhundrede. Fra p-pladsen f\u00f8rer trapper anlagt i terrasser op til kapellet, der er bygget p\u00e5 det sted, hvor en hyrde i det 16. \u00e5rhundrede, da han s\u00f8gte l\u00e6 for d\u00e5rligt vejr, fandt et billede af Jomfru Maria. P\u00e5 hver terrasse er der kakler med bibelske motiver.<\/p>\n Ermida de Nossa Senhora da Paz<\/p><\/div>\n Fra pladsen rundt om kapellet er der en flot udsigt ned over byen Vila Franca med Vila Franca-\u00f8en ude i havet i horisonten, og det siges, at det skulle v\u00e6re s\u00e6rlig flot i solnedgange – men her var vi s\u00e5 for tidligt p\u00e5 den.<\/p>\n Udsigt over Vila Franca og Vila Franca-\u00f8en<\/p><\/div>\n Og det blev s\u00e5 sidste p\u00e5 p\u00e5 denne dags tur, der kun var en halvdagstur. Nyt og gammelt monument for hvalfiskeri i Capelas<\/p><\/div>\n Fra bymidten gik vi gennem sm\u00e5gader med mere eller mindre faldef\u00e6rdige huse, og vi lagde vejen forbi havnen, der er en naturlig havn, der ligger fint i l\u00e6 for klipperne.<\/p>\n Udsigt over den naturlige havn i Capelas<\/p><\/div>\n Og s\u00e5 ellers tilbage til hotellet, hvor der var bryllups og bryllupsfest, s\u00e5 der var meget at se p\u00e5 med festkl\u00e6dte folk og flotte kjoler. Men det bet\u00f8d s\u00e5 ogs\u00e5 at vores aftensmad var forlagt til mere ydmyge lokaler – samt at menuen bestod af rester fra de riges bord!<\/p>\n Mandag, d. 19.7.<\/span><\/span><\/span> Fra Jardim Bot\u00e2nico Ant\u00f3nio Borges<\/p><\/div>\n Haven har en stor samling af tr\u00e6er og planter fra det meste af verden, krydret med et par udsigtspunkter samt s\u00f8er og vandl\u00f8b. Alt i alt en forfriskende gr\u00f8n plet i byen.<\/p>\n Fra Jardim Bot\u00e2nico Ant\u00f3nio Borges<\/p><\/div>\n Efter at have g\u00e5et rundt og m\u00e6rket stemningen i haven gik turen tilbage til byen uden for murene – i f\u00f8rste omgang til et bes\u00f8g i Ponta Delgadas eneste tilbagev\u00e6rende synagoge, Sahar Hassamain-synagogen, der samtidig er den \u00e6ldste af sin slags i Portugal. Sahar Hassamain-synagogen<\/p><\/div>\n Synagogen anvendes ikke til religi\u00f8se handlinger mere – og man skal faktisk v\u00e6re mere end heldig for at finde den, idet den ligger p\u00e5 f\u00f8rstesalen i et ganske almindeligt hus. Pra\u00e7a de Gon\u00e7alo Velho med byportene<\/p><\/div>\n Og s\u00e5 sluttede denne dags bes\u00f8g i Ponta Delgadas sk\u00f8nne kirke, Igreja de S\u00e3o Pedro, som vi denne gang vovede os ind i – hvilket vi ikke fortr\u00f8d. Et flot interi\u00f8r.<\/p>\n Interi\u00f8r fra Igreja de S\u00e3o Pedro<\/p><\/div>\n Efter bes\u00f8get i kirken gik vi net til havnen\/marinaen, hvor mange af de firmaer, der udb\u00f8d hvalsafari til havet mod sydp\u00e5, havde deres kontorer. Vi skulle dog ikke ud p\u00e5 havet, men n\u00f8jedes med en gang fastfood – serveret lige p\u00e5 molen – inden vi skulle med bussen ‘hjem’ til hotellet i Capellas.<\/p>\n Tirsdag, d. 20.7.<\/span> Den lille naturhavn i Capelas<\/p><\/div>\n Men jeg n\u00f8d da at sidde p\u00e5 trapperne ved havnebassinet og betragte Claudia, der havde det som en fisk i vandet. Efter badeturen gik vi sammen op p\u00e5 den lille caf\u00e9, <\/span>Bar dos Po\u00e7os, som vi havde bes\u00f8gt allerede den f\u00f8rste dag her i byen, og vi n\u00f8d et kop kaffe eller to og udsigten til den nedlagte hvalfangstfabrik, hvor kun skorstenen og en enkelt bygning stort set st\u00e5r uber\u00f8rt tilbage.<\/span><\/p>\n Hverdagen g\u00e5r sin gang i Capelas<\/p><\/div>\n I \u00f8vrigt kunne man se flere forskellige slags skinnende firben, bla. det meget flotte Madeirafirben (Teira dugesii<\/em>), kravle rundt p\u00e5 klipperne i solskinnet, hvis man ellers gav sig tid og bev\u00e6gede sig rundt i roligt tempo, s\u00e5 de ikke blev opskr\u00e6mte. Madeirafirben (Teira dugesii<\/em>) mellem lavablokkene<\/p><\/div>\n Om aftenen k\u00f8rte vi tilbage til Ponta Delgada for at bes\u00f8ge en fiskerestaurant, som vores driver, Jos\u00e9, havde anbefalet, og her pr\u00f8vede vi til forret den lokale specialitet Lapas (albuesk\u00e6l) tilberedt p\u00e5 panden med hvidl\u00f8g og citron.<\/span><\/p>\n Lapas (albuesk\u00e6l). MUMS – eller ‘s\u00e5 er det pr\u00f8vet’<\/p><\/div>\n En l\u00e6kker ret, hvis man er til den slags. Heldigvis fik vi ogs\u00e5 en l\u00e6kker hovedret best\u00e5ende af grillet, lokal og friskfanget fisk. Onsdag, d. 21.7.<\/span> Udsigten fra Maradouro do Sert\u00e3o<\/p><\/div>\n I dag valgte vi at g\u00e5 vestp\u00e5 langs kysten til udsigtspunktet Maradouro do Sert\u00e3o, hvor der var dybe kl\u00f8fter i klipperne, inden vi gik forbi Bairro dos Baleeiros, der er hvalfangerboliger, bygget i 1964. Hvalarbejderboligerne Bairro dos Baleeiros<\/p><\/div>\n Boligerne blev stillet hvalfangerne og arbejderne p\u00e5 den lokale fabrik til r\u00e5dighed kvit og frit af det selskab, <\/span>S\u00e3o Miguel Whaling Stations Union<\/span>, de arbejdede for.<\/span><\/p>\n Torsdag, d. 22.7.<\/span> Hotel Azoris Faial Garden<\/p><\/div>\n
\nP\u00e5 vejen tilbage til hotellet gik vi forbi flere haver med store flotte eksemplarer af Cycas, vist nok japansk koglepalme (Cycas revoluta<\/em>), men ellers gik turen tilbage p\u00e5 hotellet til aftensmad og lidt afslapning p\u00e5 altanen efter dagens rejse.<\/p>\n
\nDette var dagen, hvor ferieoplevelserne for alvor skulle speedes op – f\u00f8rst og fremmest med et bes\u00f8g i den st\u00f8rste by p\u00e5 S\u00e3o Miguel, Ponta Delgada. Alts\u00e5 af sted ved middagstid med den lokale bus til hovedstaden gennem et landskab ad sm\u00e5 veje, hvor ‘ukrudtet’ i vejkanterne var meterh\u00f8je Hortensia.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores004.jpg\")
\nDet var slet ikke p\u00e5 dagens program, at vi skulle bes\u00f8ge museet – milit\u00e6r siger os ikke s\u00e5 meget – men da porten ind til fortet (og museet) stod \u00e5ben, skulle jeg da lige have et kig indenfor.
\nOg s\u00e5 skete der det, der ikke m\u00e5 ske: Jeg tr\u00e5dte ned i et hul, hvor der skulle have siddet en stele til at sp\u00e6rre for trafikken ind til fortet. Som et resultat af faldet ridser hele mit underben op, s\u00e5 blod stod ud i l\u00e5rtykke str\u00e5ler og huden var skr\u00e6llet helt af. Jeg m\u00e5tte have hj\u00e6lp af en af vagterne med at f\u00e5 benet trukket op af hullet, og en milit\u00e6rl\u00e6ge blev tilkaldt og et st\u00f8rre arbejde gik i gang med at lappe mit ben sammen.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores005.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores006.jpg\")
\nDet bet\u00f8d s\u00e5 ogs\u00e5, at vi blev proppet med informationer om fortets betydning, f.eks. at f\u00e6stningen er den \u00e6ldste og eneste tilbagev\u00e6rende f\u00e6stning i Ponta Delgada.
\nVores vej f\u00f8rte os i f\u00f8rste omgang langs de ydre mure, der endnu st\u00e5r fra dengang, fortet blev bygget, og det ligner andre f\u00e6stninger, der er bygget af portugiserne rundt omkring i verden.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores007A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores007.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores007B.jpg\")
\nOp mod den flotte og fredelige plads, Campo de S\u00e3o Francisco, ligger to kirker, Igreja de S\u00e3o Jos\u00e9 mod vest og Convento de Nossa Senhora da Esperan\u00e7a mod nord.
\nOpf\u00f8rslen af Igreja de S\u00e3o Jos\u00e9 p\u00e5begyndtes i 1709, og kirken er bygget i typisk kolonial barokstil, som en stor kirke med tre skibe med malede buer og altre, der var dekoreret med <\/span><\/span>forgyldte tr\u00e6udsk\u00e6ringer<\/span><\/span>. Specielle er ogs\u00e5 de <\/span>bl\u00e5 og hvide <\/span><\/span>flisepaneler<\/span><\/span> fra det 18. <\/span><\/span>\u00e5rhundrede<\/span><\/span>.
\nP\u00e5 stedet, hvor kirken og klostret nu ligger, l\u00e5 der tidligere en kirke fra det 16. \u00e5rhundrede, der var dedikeret til Vor Frue af Undfangelsen.
\nVi var ikke inde i kirken, der var lukket, da vi kom forbi…<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores008.jpg\")
\nIgreja de S\u00e3o Jos\u00e9 n\u00f8jedes vi med at se p\u00e5 ude fra pladsen, mens vi vovede os indenfor i Convento de Nossa Senhora da Esperan\u00e7a, der b\u00e5de er kloster og kirke.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores009.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores010A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores010B.jpg\")
\nPaladset blev bygget i slutningen af det 19. \u00e5rhundrede, og dets navn kommer af, at det byggedes p\u00e5 en plads, hvor det tidligere ‘Den Ubesmittede Undfangelses Kloster’ stod, ligesom nogle af klosterets bygninger blev bevaret og integreret i paladskomplekset<\/span><\/span>.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores011.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores012.jpg\")
\nP\u00e5 et lille torv umiddelbart vest for Pra\u00e7a de Gon\u00e7alo Velho l\u00e5 byens r\u00e5dhus, der is\u00e6r er kendt for sit t\u00e5rn, hvorfra man kan f\u00e5 en flot udsigt over midtbyen.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores012A.jpg\")
\nKirken, der er bygget mellem 1531 og 1547 i sengotisk portugisisk stil, er en smuk og overd\u00e5digt udsmykket kirke, der er ombygget ad flere omgange. Kirken har flere flotte kapeller og altre og taget b\u00e6res af to r\u00e6kker af flotte, lyser\u00f8de s\u00f8jler. Desv\u00e6rre var t\u00e5rnet under restaurering – s\u00e5 et k\u00f8nt foto kunne der ikke rigtig blive tale om.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores013.jpg\")
\nKirkens indre – dvs. kirkeskibet, koret og kapellerne – er ret kedelig og ikke s\u00e5 pomp\u00f8se, som vi ellers ofte har v\u00e6ret vant til i kirker i den portugisiske verden.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores014A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores014B.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores016A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores017.jpg\")
\nVi bes\u00f8gte ikke selve r\u00e5dhuset, men <\/span><\/span>tog turen op i r\u00e5dhust\u00e5rnet – Torre Sineira – ad smalle trapper, hvor jeg havde problemer med benet. Men turen op var det hele v\u00e6rd.
\nHer fra toppen af t\u00e5rnet var der en flot udsigt ned over havneomr\u00e5det med de omkringliggende bygninger.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores018.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores018A.jpg\")
\nSamtidig fik jeg i hotellets reception bestilt en taxa med chauff\u00f8r, der skulle v\u00e6re vores guide ind p\u00e5 det indre af \u00f8en i morgen.<\/p>\n
\nEfter en urolig nat – benet gjorde noget ondt – kunne vi st\u00e5 op til en ny dag, der startede med, at jeg blev hentet i et milit\u00e6rt k\u00f8ret\u00f8j – en stor mercedes – og bragt til unders\u00f8gelse p\u00e5 milit\u00e6rhospitalet i Ponta Delgada. Unders\u00f8gelsen endte med, at l\u00e6gen n\u00f8jedes med at rense s\u00e5rene og skifte forbindingen om benet og give mig ekstra forbinding og smertestillende piller med ‘hjem’. Derefter blev jeg k\u00f8rt tilbage til hotellet, og vores dag med sightseeing kunne begynde i noget der lignede fuld sol og bl\u00e5 himmel.
\nVi havde f\u00e5et kontakt til et taxaselskab, Servi\u00e7o T\u00e1xi, der tilb\u00f8d ture rundt p\u00e5 \u00f8en, og kort efter middag blev vi afhentet af en taxa, der skulle k\u00f8re os til nogle af de smukkeste steder p\u00e5 den nord\u00f8stlige del af S\u00e3o Miguel. Og det skete mens skyerne trak sig sammen, og regnen truede.
\nVores m\u00e5l for turen var omr\u00e5det omkring Sete Cidades, der betegnes som det mest ikoniske naturmonument p\u00e5 Azorerne og et af Portugals 7 vidundere. F\u00f8rste stop p\u00e5 denne tur var Miradouro do Pico do Carv\u00e3o, hvorfra der var en flot udsigt ud over omr\u00e5det pr\u00e6get af udslukte vulkaner, gr\u00f8nne marker og hortensiah\u00e6kke.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores200.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores019.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores201.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores020.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores021.jpg\")
\n<\/span><\/span><\/span><\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores024.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores202.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores022.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores025.jpg\")
\nDagens sidste stop blev ude ved havet ved endnu et udsigtspunkt, Miradouro da Ponta do Escalvado, der tidligere ogs\u00e5 var et punkt, hvorfra man spottede hvalerne, der kom forbi \u00f8en.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores023.jpg\")
\nAlt i alt en dag, der varmt kunne anbefales med en chauff\u00f8r og guide, der kendte alle de steder, der var v\u00e6rd at bes\u00f8ge. Dagens sidste gerning var derfor at bestille en tur med samme chauff\u00f8r til de n\u00e6ste dage.<\/p>\n
\nDet viste sig, at den chauff\u00f8r, vi havde i g\u00e5r, var optaget af andre ture i dag, s\u00e5 vi fik kontakt til en anden chauff\u00f8r, Jos\u00e9 Raposo<\/span>, der blev vores trofaste f\u00f8lgesvend resten af vores tid p\u00e5 S\u00e3o Miguel.
\nDagens tur skulle bla. bringe os til de varme kilder i Furnas, s\u00e5 vi startede med en tur langs S\u00e3o Miguels nordkyst til \u00f8ens n\u00e6stst\u00f8rste by, Ribeira Grande – undervejs med et holdt ved kirken <\/span>Igreja do Bom Jesus og den lille havn i Rabo de Peixe.
\n<\/span><\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores026.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores027.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores029.jpg\")
\nB\u00e5de porten og r\u00e5dhusets t\u00e5rn blev tilf\u00f8jet bygningen i anden halvdel af det 18. \u00e5rhundrede for at give r\u00e5dhusbygningen ‘et v\u00e6rdigt udtryk’. Der er det ekstra interessante at tilf\u00f8je, at der ovenover buen var der et rum og et oratorium (et s\u00e6rligt rum til b\u00f8n), hvor f\u00e6ngselsbetjenten boede, og at t\u00e5rnet blev bygget til uret og klokkerne, der blev midlertidigt opbevaret i en af byens kirker. T\u00e5rnet blev bygget med mursten og hvidkalket og har en h\u00f8jde p\u00e5 27 meter.<\/span><\/span><\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores028.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores030.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores203.jpg\")
\nHerefter gik det videre \u00f8stp\u00e5, hvor vi efter en lille halv time i bilen ankom vi til et af \u00f8ens mange udsigtspunkter, Miradouro de Santa Iria, hvor der var et flot vue ud over Atlanterhavet og de stejle klippeskr\u00e6nter p\u00e5 nordsiden af \u00f8en.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores204.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores030A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores031.jpg\")
\n(Der er yderligere \u00e9n te-plantage p\u00e5 \u00f8en, Porto Formosa Tea Factory, der lukkede i 1980’erne, men gen\u00e5bnede i 2001 som fungerende plantage og museum.)
\nVi blev ved indk\u00f8rslen til Ch\u00e1 Gorreana budt velkommen af flotte skilte, der reklamerede for plantagen, og p\u00e5 det sidste stykke op til fabriksbygningen gik turen gennem velfriserede manrker med tebuske side og side.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores032.jpg\")
\nOg ja, teen smagte rigtig godt.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores033.jpg\")
\nVed udsigtspunktet var der hele krat af hortensiaer, der stod i fuldt flor, hvor det hovedsagelig var farverne lysebl\u00e5, lyser\u00f8d og hvid, der dominerede.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores036.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores035.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores034.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores037.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores038.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores039.jpg\")
\nI \u00f8vrigt var det betagende at vandre i dette geoaktive omr\u00e5de.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores040.jpg\")
\nEfter maden gik turen videre til Parque Terra Nostra, der er en 12,5 ha stor botanisk have, der er 200 \u00e5r gammel.
\nAllerede p\u00e5 vej ind i haven st\u00f8dte vi p\u00e5 flere interessante planter og tr\u00e6er, og vi var is\u00e6r betaget af flere koralbuske (Erythrina crista-galli<\/em>), der netop nu stod i fuldt flor.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores042.jpg\")
\nDet blev til en tur i vandet for Claudia – jeg m\u00e5tte desv\u00e6rre – p\u00e5 grund af mine forbindinger – blive p\u00e5 land, men kunne s\u00e5 passe p\u00e5 Claudias t\u00f8j imens. Det var ogs\u00e5 godt det samme, for Claudia kom helt brun op af vandet og havde problemer med at skylle den brune farve af igen.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores041.jpg\")
\nBromeliaceae<\/strong> (ananas-familien) er en stor familie af tropiske, enkimbladede planter, hvor den mest kendte plante er ananas.
\nZamiaceae<\/strong> er en urgammel familie af palme- og bregnelignende fr\u00f8planter (kogleb\u00e6rere)<\/span>, der stammer fra tropiske og subtropiske egne og er kendetegnet ved en kraftig, ofte knoldformet stamme og stive, l\u00e6deragtige blade. Hele planten er giftig.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores043.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores044A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores045.jpg\")
\nEllers var der overalt i landskabet disse huller, der fungerede som ovne; nogle af dem mere primitive end andre, og s\u00e5gar i selve s\u00f8bredden var der gravet ud til madfremstilling.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores046.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores205.jpg\")
\nEfter morgenmaden stod vores chauff\u00f8r og guide, Jos\u00e9 Raposo<\/span><\/span>, klar ved sin Mercedes til at vise os mere af sin dejlige \u00f8, og denne dag var det den vilde, nord\u00f8stlige del af \u00f8en, omr\u00e5det Nordeste, der var vores m\u00e5l.
\nAlts\u00e5 gik turen ogs\u00e5 i dag \u00f8stp\u00e5 langs S\u00e3o Miguels nordlige kyst, men i dag ad idylliske sm\u00e5veje t\u00e6t langs vandet. F\u00f8rste stop var et sted med et vandfald, Cascata do Porto Formoso, som ellers kun de lokale kendte til, og som Jos\u00e9 ville vise os.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores047A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores048.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores048A.jpg\")
\nDer skulle v\u00e6re et 40 meter h\u00f8jt vandfald i n\u00e6rheden, men p\u00e5 grund af manglende vand i floden, kunne det ikke ses. Floraen rundt om udsigtspunktet fremstod i flotte, st\u00e6rke farver, f.eks. den gule\/orange kanna (Canna indica<\/em>) og den lyslilla bl\u00e5 halsurt (Trachelium caeruleum<\/em>).<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores206.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores053.jpg\")
\nNaturparken er ber\u00f8mt for en rig og varieret makaronesisk flora – Makronesien er en f\u00e6lles betegnelse for \u00f8grupperne Azorerne, Madeira, Kanariske \u00f8er og Kap Verde-\u00f8erne. Det er Laurissilvaskov (skov med tr\u00e6er af hovedsagelig laurb\u00e6rfamilien), der – lige som p\u00e5 Madeira – er dominerende i omr\u00e5det, men ogs\u00e5 store og flotte tr\u00e6bregner fanger \u00f8jnene, lige som der er mange hortensiaer og store kryptomerier.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores207.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores049A.jpg\")
\nDen ene af m\u00f8llerne er stadig i drift, mens en af de andre m\u00f8ller huser et etnografisk museum.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores050.jpg\")
\nEfter kaffen gik turen videre til Miradouro da Despe-te Que Suas – endnu engang med flot udsigt over Atlanterhavet, men efterh\u00e5nden ‘mere af det samme’ – inden vi kom til regionens st\u00f8rste by Nordeste. Her blev der lige tid til lidt frokost – majssuppe – p\u00e5 en lille lokal restaurant i en by, der ellers l\u00e5 helt \u00f8de hen.
\nByen er pr\u00e6get af traditionel portugisisk arkitektur, hvide bygninger trukket op med m\u00f8rkegr\u00e5 linjer, og hvor det mest s\u00e6rpr\u00e6gede nok var broen, Ponte dos Sete Arcos, og kirken, S\u00e3o Jorge.
\nPonte dos Sete Arcos, ‘De Syv Buers Bro’, er et vartegn for byen, og n\u00e5r man kommer til Nordeste fra Ribeira Grande eller Ponte Delgado, er det denne bro, der giver adgang til bymidten. Broen er opf\u00f8rt i 1882-83.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores054.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores054A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores208.jpg\")
\nSyd for byen ligger et udsigtspunkt Miradouro da Ponta do Sossega med tilh\u00f8rende botanisk have p\u00e5 13000 m3<\/sup>; et sted der er et yndet udflugtsm\u00e5l for den lokale befolkning. Her var det muligt at betragte mange eksotiske planter – bla. planter vi i Danmark ville genkende som stueplanter. Her bare i noget, der lignede deres rette element.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores055.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores056.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores057A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores058.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores058A.jpg\")
\nDenne tur bragte os forbi Capela de Nossa Senhora das Vit\u00f3rias, et lille begravelseskapel, der ligger ved sydsiden af s\u00f8en. Kapellet er bygget med Sankt Sergius klostret i Angers som forbillede og blev indviet i 1886.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores059.jpg\")
\nOg inden sengetid blev der da ogs\u00e5 lige tid til lidt aftensmad…<\/p>\n
\n<\/span><\/span>Igen blev vi afhentet af Jos\u00e9, der var klar til at vise os den midterste del af S\u00e3o Miguel, og turen gik f\u00f8rst til Caldeira Velha, hvor vi var fremme f\u00f8r de lukkede op kl. 9 og hvor vi i \u00f8vrigt blev lukket ind uden om k\u00f8en ved indgangen, fordi vi ikke skulle bade!<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores062.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores060.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores061A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores209.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores063.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores064.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores065.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores066.jpg\")
\nDerfor havde vi ogs\u00e5 god tid, da vi var kommet tilbage til hotellet, og tiden blev sl\u00e5et ihjel med en vandretur ind til vores egen by, Capelas. Ud over en frokost p\u00e5 en lille restaurant p\u00e5 2. sal, fik vi kigget lidt p\u00e5 et par af byens sev\u00e6rdigheder. Foran r\u00e5dhuset – og over for kirken – var der en skulptur af to hvalfangere, der skulle symbolisere, at Capelas oprindelig var en driftig hvalfangerby.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/10\/2107-Azores067A.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores067.jpg\")
\nOven p\u00e5 4 dage med sp\u00e6ndende og interessant sightseeing rundt omkring p\u00e5 \u00f8en. var dette dagen for endnu et bes\u00f8g i Ponta Delgada – igen med bus fra Capelas til storbyen.
\nEfter et kort bes\u00f8g i et storcenter for at k\u00f8be en ny mobil til Claudia bes\u00f8gte vi den interessante botaniske have, Jardim Bot\u00e2nico Ant\u00f3nio Borges – opkaldt efter grundl\u00e6ggeren af haven.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores070.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores069.jpg\")
\n<\/span><\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores071.jpg\")
\nH<\/span>erfra i det videre i byens centrum – endnu engang med r\u00e5dhuset, torvet Pra\u00e7a de Gon\u00e7alo Velho med byportene og byens hovedkirke, Igreja Matriz de S\u00e3o Sebasti\u00e3o.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores072a.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2021\/07\/2107-Azores210.jpg\")
\nNu havde vi v\u00e6ret p\u00e5 S\u00e3o Miguel en uges tid, s\u00e5 der skulle nu v\u00e6re plads til en slapper, hvor vi bare ikke havde noget p\u00e5 programmet. Den stod s\u00e5ledes p\u00e5 badning i den lille naturhavn mellem klipperne i Capelas – for Claudia forst\u00e5s. Jeg kunne jo ikke\/m\u00e5tte ikke komme i vandet med mit s\u00e5r og min store forbinding om benet.
\n<\/span><\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores074.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores073.jpg\")
\nMadeirafirbenet er egentlig endemisk for Madeira – deraf navnet – men der er meget introduceret i Azorerne via skibstrafikken mellem de to \u00f8grupper, og det er nu i vid udstr\u00e6kning udbredt her ogs\u00e5.<\/span><\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores075.jpg\")
![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores068.jpg\")
\n<\/span><\/p>\n
\nI dag kopierede vi stort set g\u00e5rsdagens program: badning – kaffe – kigge p\u00e5 firbenene, men nu blev programmet udvidet med en lille tur rundt i den del af Capelas, vi endnu ikke havde set. I en parentes bem\u00e6rket: Ikke fordi der er s\u00e5 meget at se p\u00e5, men alligevel kunne vi f\u00e5 \u00f8je p\u00e5 noget nyt, hver gang vi gik tur i byen…<\/span><\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores076.jpg\")
\n<\/span><\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores077.jpg\")
\nDagen startede med, at Jos\u00e9 k\u00f8rte os i lufthavnen, da vi i dag tog flyet til Faial, der skulle v\u00e6re vores base de n\u00e6ste tre dage; en flyvetur p\u00e5 en time, hvor vi fl\u00f8j t\u00e6t forbi Portugals h\u00f8jeste bjerg, Montanha do Pico, 2351 meter h\u00f8jt – og et imponerende syn.<\/p>\n![\"\"](\"https:\/\/dagsberg.net\/wp-content\/uploads\/2023\/02\/2107-Azores078.jpg\")