Kasakhstan (8.7.-19.7.17) □

Rejsebeskrivelse under udarbejdelse!
Vi – dvs. både Claudia og jeg – var meget begejstrede for vores besøg på Verdensudstillingen i Hannover (EXPO Hannover) i år 2000, og vi besøgte faktisk udstillingen indtil flere gange i løbet af året i forbindelse med vores familiebesøg i byen.
Da vi derfor, i løbet af foråret læste, at Verdensudstillingen i år ville blive arrangeret i Kasakhstans hovedstad, Astana, besluttede vi – med de gode minder fra Hannover in mente, at det måtte vi da opleve. Og Kasakhstan, verdens 9. største land, ligger jo ikke så vanvittigt langt væk fra Danmark. Altså blev billetterne bestilt til 10 dage i landet, der var lidt uden for vestlige turisters bevidsthed. Ingen af dem, vi kendte, havde erfaringer med at rejse i landet, og det skulle endvidere vise sig at blive lidt af en udfordring at kommunikere med folk på andet end russisk og kasakhisk – sprog, som vi ikke beherskede.

Lørdag, d. 8.7.
Dagen for afgangen oprandt og vi tog toget til København for at sætte os i et fly til Istanbul, hvorfra vi skulle videre med et fly til Kasakhstans største by, Almaty. Med andre ord – blot en rejsedag og med i alt 8 timer i et fly…

Søndag, d. 9.7.
Vi landede i Almaty International Airport først på eftermiddagen, hvorefter vi fik hjælp til at finde og booke en taxa, der kunne bringe os til vores hotel, Grushevy Hospitality Boutique, der lå i den østlige ende af byen, men alligevel tæt ved centrum. En uproblematisk tur på knap en halv time.
Vi oplevede herefter en venlig modtagelse på hotellet, men det krævede lidt arbejde at få forklaret, hvem vi var, og at vi havde reserveret et værelse. Efter lidt tid kom der dog skred i det, og vi fik vores værelse – med en dobbeltseng med en madras, der næppe var mere end 1 cm tyk. Det kunne godt blive nogle hårde nætter forude…

Efter indkvarteringen besluttede vi os for at kigge lidt på byen, så vi tog vandreskoene på og vovede os af sted. Det var imidlertid sværere end som så, selv om vi var udstyret med GPS i telefonerne, idet vejskilte var med kyrillisk skrift, mens vores telefoner brugte latinske bogstaver. Altså var vi fra starten kraftigt udfordret! Efterhånden lærte vi os dog at manøvrere rimelig sikkert rundt i bybilledet.
Vores vandretur bragte os til Panfilov-parken, der er dedikeret til 28 soldater fra en Alma-Ata infanterienhed fra den Røde Hær, som angiveligt døde under 2. Verdenskrig i slaget ved Moskva. I parken, der er opkaldt efter den sovjetiske general Ivan Panfilov, der forsinkede den tyske fremrykning ind i Moskva under Operation Barbarossa, brænder en evig flamme for de faldne soldater. Flammen brænder foran et imponerende monument for ovennævnte infanterienhed.

Vores besøg i parken gjaldt dog i første omgang den smukke og maleriske Voznesensk-katedral, der er placeret midt i parken. Opførelsen af katedralen begyndte i september 1904 i anledning af 50-året for grundlæggelsen af Almaty, og den blev indviet i juli 1907.
Katedralen, der med sin højde på 56 meter er den næsthøjeste trækonstruktion i verden, blev i perioden 1929-95 – under det kommunistiske styre i Sovjetunionen – brugt som museum, men har ellers fungeret som russisk-ortodoks kirke både før og efter denne periode.

Rundt om parken er i øvrigt flere spændende og betydende bygninger; mod syd ligger det nationale, pædagogiske universitet, og mod øst både det militærhistoriske museum og et museum med musikinstrumenter.

Fra parken vandrede vi videre nordpå til den Grønne Bazar, der er et marked, der har eksisteret siden 1875, og som er et vigtigt handelssted i Almaty. Markedet fungerede oprindelig som gæstegård for rejsende købmænd fra nær og fjern, men da Almaty i 1887 blev ramt af et stort jordskælv, blev det meste af området – inklusiv markedet – ødelagt. I 1927 blev basaren rekonstrueret og fik navnet Central Farm Market, men i folks bevidsthed var det dog kendt som Kök Bazaar – den Grønne Bazar. Vi vandrede lidt rundt i basaren – dog uden at lade os friste af de mange forskellige tilbud på krydderier, tilberedte fødevarer, tekstiler mm.

Fra markedet fortsatte vi nordpå til en af de største moskeer i Kasakhstan, Almaty Central Mosque, der er bygget på stedet for en ældre, nedbrændt moske fra 1890.
Moskeen, der er bygget i perioden fra 1993-99 og er forsynet med en 36 meter høj og forgyldt kuppel, er designet til at kunne rumme 7000 bedende.
Moskeens kuppel har i øvrigt sin egen historie, idet den oprindelig var malet blå; herefter blev den først – i 2006 – dekoreret med keramiske fliser med blomsterdekorationer, der i 2010-2011 blev udskiftet med en belægning af guldplader.

Fra moskeen gik turen videre østpå til Central park, hvor vi først vandrede lidt rundt i parken med flere søer, hvor man i en af disse kunne betragte springvandet Na Ozere i den sydlige ende af den størst af parkens søer. I parken finder man en del attraktioner som forlystelsespark med vandland, biograf, zoologisk have samt en del spisesteder.

Vi valgte at bruge lidt tid på den zoologiske have, der desværre viste sig at være noget misligholdt og slet ikke levede op til vestlig standard i forhold til, hvordan man holder dyr i fangenskab.

Dyrene var i flere tilfælde uplejede og forsømte, og de havde meget lidt plads i bure og indhegninger, der tilsyneladende ikke blev rengjort ret ofte. Samtidig kunne vi bare måbe over de besøgendes omgang med de indespærrede og forsvarsløse dyr. Der blev kastet ting, herunder sten og grene, ind i burene og man førsøgte at ramme dyrene, som om det var det skydespil, hvor man fik point efter, hvor godt man ramte.

Noget deprimerede forlod vi ret hurtigt den zoologiske have igen og forsøgte at få lidt at spise i en af restauranterne – hvilket ikke lykkedes; der var tilsyneladende ikke nogen af de ansatte i restauranten, der var villige til at kommunikere med os på engelsk, så vi måtte forlade spisestedet igen med uforrettet sag og sultne maver…
Altså gik vi ud af parken og tilbage sydpå langs en af byens mange floder, som vi fulgte sydpå langs den befærdede Karmysova Street.

Her passerede vi det velrenommerede og imponerende Kazakhstan Hotel, inden vi kom til endestationen for svævebanen, der skulle føre os op til Kök Töbe, der er et af Almatys vigtigste vartegn.

Kök Töbe er en 1100 meter høj bakke med forlystelser, spisesteder og udsigtsplatforme og stedet besøges hvert år af både byens borgere og turister i stort mål. Vi gik lidt rundt i området, hvor vi først stødte på en meget fotograferet statue, der forstillede de 4 Beatler, og ellers var vi betaget af den fantastiske udsigt over både Almaty og bjergene i horisonten.

Og da solen var ved at gå ned og sulten nu rigtigt meldte sig, fandt vi en restaurant, hvor vi valgte noget spiseligt fra menukortet ved at pege; igen var engelsk en ikke-eksisterende mulighed. Men lidt at spise blev det dog til, mens vi kunne se den nedgående sol fra vores restaurant.

På vej ned med svævebanen igen delte vi i øvrigt vogn med et par unge kvinder med deres børn, hvilket affødte nogle skønne billeder…

Mandag, d. 10.7.
Efter en meget sparsom morgenmad bestående af lidt porridge (grød) og tørt brød, begav vi os af sted på endnu en dag, hvor vi vandrede rundt og kiggede på seværdighederne i Almaty. Og i dag gik turen i første omgang mod nordvest til nogle af byens mange fristeder i form af velholdte parker med damme og springvand – suppleret med imponerende, gamle bygninger.
Vi havde egentlig ikke nogen overordnet plan med, hvad vi ville se, men gik bare…
På vores vej passerede vi først parken på Astana-pladsen, hvor vi kunne opleve en fredfyldt plet i den ellers så larmende by.

Parken er meget velholdt med gamle træer, farverige blomsterbede, mange springvand og stier på kryds og tværs, og i midt i parken står mindesmærket for Aliya Moldagulova og Manchuk Mametova, to kvinder, der kæmpede under Anden Verdenskrig, og som fylder en del i kasakhernes bevidsthed og selvforståelse.

Fra parken havde vi udsigt til den imponerende bygning, der rummer det Kazakh-britiske tekniske universitet. Universitetet blev grundlagt i 2001, og dets forskning er koncentreret om hovedsektorerne af den kasakhiske økonomi – olie og gas, informationsteknologi, bank og finans, ledelse og telekommunikation.

Vores tur fortsatte forbi flere imponerende bygningsværker, bla. en bygning, der efter sigende skulle tilhøre regeringspartiet, Nur-Otan, der har været ved magten i landet siden partiet blev grundlagt i 1999. Partiet, der ledes af præsident Nursultan Nazarbayev, har vundet alle præsidentvalg og nationale parlamentsvalg i Kasakhstan, ofte med påstande om svindel.

Senere passerede vi et andet interessant stykke arkitektur i form af regeringsbygningen for det tidligere kasakhiske socialistiske sovjetrepublik (KaSSR), der blev opløst i 1991, da Kasakhstan blev en selvstændig stat.

I øvrigt var det – på grund af manglende informationer ved bygningerne, hhv. kun informationer på russisk/kasakhisk – som oftest svært at sætte navne og/eller funktion på de enkelte, mange gange smukke, bygninger.

Vi valgte nu at søge lidt væk fra byens larm og fandt en metrostation, hvorfra vi kunne komme til et kulturområde, der bød på både teater, cirkus og stadion.
Den mest imponerende bygning her var Auezov Teater, der rummer en stor sal med plads til  1000 tilskuere samt et eksperimentelt teater med 250 pladser. Bygningen er udformet med rene linjer, og en række ensartede søjler får facaden til at stå højtidelig og storslået i kontrast til de øvrige bygninger omkring teatret.

Teatret har eksisteret siden 1925, men først i 1982 rykkede det ind i denne bygning, der i øvrigt også rummer et teatermuseum.
Over for teatret ligger det kasakhiske statscirkus, der hører hjemme i en bygning, der åbnede i 1972, og siden Sovjetunionens sammenbrud har man flyttet stort set alle cirkusaktiviteter i Kasakhstan hertil.

Efter denne kulturafstikker bevægede vi os tilbage mod storbyens liv og larm, idet vi dog undervejs lige fandt en frokostrestaurant, Line Brew Reserve, hvor vi kunne blive betjent på engelsk – og følgelig faktisk vidste, hvad vi puttede i munden. Og maden var suppleret med en lækker, kold, lokal øl, Line Brew.

Efter frokosten vandrede vi videre til Republikpladsen, der er hovedtorvet i Almaty og en plads, hvor flere store begivenheder fandt sted. Pladsen, der oprindelig hed Brezhnev Pladsen, blev anlagt i 1980 under navnet  for at fejre 60-årsdagen for grundlæggelsen af ​​Den Kasakhiske Republik, og den var indtil Sovjetunionens sammenbrud hjemstedet for massedemonstrationer, festivaler og militærparader. I 1986 opstod et oprør – kendt som Jeltoqsan – på pladsen. Ved oprøret forsamledes studenter og ligesindede sig om morgenen den 17. december og marcherede fra Brezhnev-pladsen over til centralkomiteens bygning. Som et resultat af oprøret troppede russiske militære specialenheder op i byen, og det kom til et voldeligt opgør, hvor omkring 200 mennesker blev dræbt.

I dag virkede pladsen fredelig med fontæner, Golden Warrior-monumentet og ti basrelieffer, der beskriver historiske begivenheder i Kasakhstan. I centrum for det hele står den 28 meter høje søjle/obelisk med Den Gyldne Mand – herskeren, der står og kontrollerer en vinget leopard, hvilket symboliserer statsmagten.
Rundt om monumentet – placeret i hesteskoform – findes de ti relieffer i bronze, hvorpå historiske begivenheder fra den kasakhiske historie er beskrevet. Hver relief fortæller sin del af en historien fra oldtiden til i dag, ikke i kronologisk rækkefølge, men med scener fra forskellige markante begivenheder.

Ved foden af obelisken er der en åben bog i bronze, der repræsenterer Kasakhstans forfatning fra 1995. Håndaftrykket i bogen tilhører præsident Nursultan Nazabayev, og med tiden har millioner af besøgende lagt deres hånd i hans og samtidig læst ordene på den tilstødende side. Efter sigende vil man derved få et ønske opfyldt.

Syd for pladsen finder man borgmesterens residens og kontorer – med andre ord: Rådhuset.

Fra Republikpladsen gik vi videre og kom forbi Golovizin Trade House – en gammel købmandsbolig fra begyndelsen af det 20. århundrede, som en overgang fungerede som børnehospital.

På sydsiden af Karbanbay Batyr Street passerede vi den store og imponerende bygning, der rummede Abay Operahus. I virkeligheden er der her tale om et teater, der officielt åbnede i 1941, og som er opkaldt efter den kasakhiske digter, komponist og filosof Abai Qunanbaiuly. Bygningen, der er en unik blanding af stalinistisk arkitektur og italiensk neoklassisk arkitektur samtidig med at den indeholder kasakhiske elementer, huser i dag både opera, ballet og teater.

Fra operahuset førte vore vej videre forbi Videnskabsakademiet nogle gader væk. Akademiets hovedaktiviteter er (naturligvis), men står derudover for uddannelse af videnskabeligt personale og investering i videnskabsbaseret udvikling. Forskningsområderne på akademiet omfatter alle de områder, som vi i vesten opfatter som naturvidenskab – ingen nævnt, ingen glemt, og alle førende forskere inden for alle naturvidenskabens genrer er tilknyttet dette akademi.
Herfra gik vi tilbage til vores hotel, men undervejs stødte vi på flere statuer og mindesmærker, der var opført til ære for kendte personer med tilknytning til Kasakhstan:
Shoqan Walikhanov (1835-65) – kasakhisk lærd, etnograf og historiker
Taras Shevchenko (1814-61) – ukrainsk digter, forfatter, kunstner, offentlig og politisk figur, folklorist og etnograf. Shevchenko levede i eksil i Kasakhstan fra 1847-57.
Jambyl Jabayev (1846-1945) – kasakhisk traditionel folkesanger

På hotellet kom vi i snak med direktøren og noget af personalet, og vi fik et billede af dem foran hotellet, inden vi gik rundt om hjørnet til Shaslik Dvor Restaurante, der er en traditionel kasakhisk restaurant, hvor man vælger det kød, man kunne tænke sig at spise, hvorefter det bliver tilberedt på en stor grill, og hvor man fra sit bord kan følge fremstillingsprocessen.

Tirsdag, d. 11.7.
Efter morgenmaden tjekkede vi ud fra hotellet og tog en taxa til lufthavnen, hvor vi nu havde godt en time i luften foran os, inden vi igen kunne sætte fødderne på jorden, denne gang i Kasakhstans hovedstad, Astana.
En taxa til hotellet og så ellers videre ind til centrum af byen, hvor vi blev sat af ved Astana Operahus, der er en relativ ny bygning opført i perioden fra 2010-13. Operahuset har en akustik, der anses for at være en af de bedste i verden, og det har to sale: hovedsalen, der har 1250 pladser, som er vært for opera- og balletforestillinger og har en orkestergrav med plads til op til 120 musikere, samt kammersalen, der har 250 pladser, til kammermusikkoncerter.

Vi havde ikke til hensigt at besøge operahuset, men bevægede os over gaden til Khan Shatyr, der er et delvist gennemsigtigt teltformet indkøbs- og underholdningscenter, bygget i en neo-futuristisk stil og indviet den 5. juli 2010 på 70 års fødselsdagen for Kasakhstans præsident, Nursultan Nazarbayev. Teltet, der har en ellipseformet grundflade på 200 gange 195 meter og er 90 meter højt, dækker over underholdningsfaciliteter, åbne pladser og brostensbelagte gader, indkøbscenter, minigolf, monorail og – øverste oppe – en strand med sand fra Maldiverne.

Khan Shatyr er bygget til at ligne en yurt – et traditionelt centraasiatisk telt – og det er i øjeblikket den største teltstruktur i verden. Det er lavet af ethylen tetrafluorethylen, der kan absorbere varme, så der inde i teltet er en konstant temperatur på 20-30 grader, også selv om det er stærk frost udenfor. Så når man er indenfor, føles det som at gå rundt i en Mall i Dubai, men vi nøjedes med at få lidt at spise, inden vi skulle videre ud at kigge på byen.

Fra Khan Shatyr gik vi videre gennem Lovers Park (Gashyktar Park) og videre ad Nurzhol Boulevard med retning mod Ak Orda Præsidentpaladset – en gåtur, der førte forbi en række imponerende bygninger og flere udstillinger i forbindelse med EXPO, Verdensudstillingen, der jo i disse dage afvikledes her i hovedstaden.

I Lovers Park var der imponerende bede med blomster i alle mulige farver, et springvand og Tolepbay Yerbolats statue Lovers, der viser et forelsket par. Statuen, der blev opført i 2005 og afsløret af præsident Nursultan Nazarbayev, skabte en del debat i 2016 – for blot et år siden.
En kasakhisk mand, der lige var flyttet til Astana, forsøgte at dække pigen med et stort tørklæde, og hans handling fik en række af byens borgere til at spekulere på, om pigens sparsomme beklædning kunne få udlændinge til at tro, at kasakhiske kvinder er ‘let tilgængelige’.

Under vores besøg stod statuen dog, som den var tænkt.Vores tur fortsatte under KazMunaiGas-bygningen, der er hjemsted for Kasakhstans olie- og gasministerium – en meget imponerende bygning, der havde et flot guldagtigt genskin i det ellers sparsomme sollys…

På den anden side af bygningen stødte vi på det første hint til, at Astana var værtsby for Verdensudstillingen, idet der var opstillet en række dukker uden ansigter, der hver især repræsenterede et land eller en organisation, der havde en stand på udstillingen.

Længere nede ad boulevarden skiftede udstillingen til forskellige kunstinstallationer, der hovedsagelig satte fokus på vores miljø og anvendelse af klodens ressourcer.

Hele boulevarden var flankeret af det ene imponerende bygningsværk efter det andet; ministerier, partibygninger, nationale arkiver, kontorbygninger, hoteller, indkøbscentre og futuristiske beboelsesejendomme. Et flot syn.

Hermed var vi fremme ved byens vartegn, Baiterek, der er et 105 meter højt udsigtstårn med et observationsdæk i 97 meters højde. Tårnet, der stod færdigt i 2002, blev bygget som et symbol på overførslen af ​​hovedstaden fra Almaty til Astana i 1997, og det skal illustrere et folkeeventyr om et mytisk livstræ og en magisk lykkefugl, Simurgh, der lagde sit æg i sprækken mellem to grene af træet.

Efter at have dvælet lidt ved tårnet, fortsatte vi ad boulevarden – forbi ‘Singing Fountain’ og mellem de to gyldne tårnagtige bygninger, der markerede indgangen til området med præsidentens palads.

Her – på pladsen bag de to gyldne bygninger – lå endvidere Kasakhstans senat (til venstre) og regeringskontorer (til højre). Og foran os lå så – for enden af boulevarden – præsidentens palads, der her sidst på eftermiddagen var badet i den nedgående sols stråler.

Efter denne spændende vandretur fra Khan Shatyr til præsidentpaladset fandt vi lidt at spise, inden vi tog bussen tilbage til vores hotel i udkanten af byen. Her måtte vi bare undre os over, hvordan den offentlige trafik her i byen fungerede; der var masser af busser, afgang med højst 5 minutters interval, stopfyldte busser og en pris på under en krone for en billet.
Hvorfor er dette ikke muligt i Danmark?

Onsdag. d. 12.7.
Efter en god nats søvn i helt fine senge og morgenmad på hotellet tog vi endnu engang bussen – denne gang til Qaraötkel–broen, der er en buebro, der bæres af en parabel. Broen, der er bygget i 2007-08, er en vejbro, spænder over Ishim-floden. Broen har en spændvidde på 180 meter.

Herfra gik det videre – igen i bus (vi var ved at vænne os til det) til Mangilik El Triumfbuen, hvis navn betyder ‘Evigt Land’. Triumfbuen, der åbnede på 20 års dagen for Kasakhstans selvstændighed, er 20 meter høj – som symbolet på 20 års uafhængighed, og inde i triumfbuen er der permanente fotoudstillinger, der fortæller om det unge Kasakhstans historie, arv og kultur.

Fra triumfbuen gik turen videre til det område, der rummede EXPO-udstillingen, symboliseret ved en stor globus, The Sphere, der med en diameter på 80 meter formodentlig er verdens største lukkede kugle. The Sphere, der er konstrueret af stål og glas, rummede såvel den kasakhiske udstilling som Museum of Energi.

Umiddelbart øst for The Sphere ligger indkøbscentret Mega Silk Way, hvor vi i øvrigt brugt lang tid på at gå rundt og betragte de forskellige kunstneriske installationer. Allerede uden for hovedindgangen til centret finder man en skulptur, der viser en række cyklister i fuld fart – noget der leder tankerne hen på cykelholdet Astana.

Indenfor i centret er der mange kunstneriske indslag, og allerede i indgangspartiet bliver man mødt af vingede heste i loftet. Herefter stod den på hvalfinner i gulvet og artister og klovne hængende fra loftet i liner eller stokke. Stemningen i centret var meget vestlig og vi følte ikke, at vi var langt hjemmefra, så her gav vi os tid til lidt frokost i en af restauranterne.

Herefter forlod vi centret og tog bussen tilbage mod centrum fra indgangen til Nazarbayev Universitetet, der lå umiddelbart nær indkøbscentret. Universitetet, der er etableret i 2010 på foranledning af præsident Nursultan Nazarbayev, er et forskningsuniversitet med voksende international berømmelse, idet det kombinerer uddannelse og innovation på et topmoderne campus fra det 21. århundrede. Universitetets forskere arbejder i moderne laboratorier på en række forskellige forskningsprojekter og bringer dem ud i livet – støttet af interne og eksterne midler. Undervisnings- og forskningssproget på Nazarbayev Universitetet er engelsk.

På vores vej tilbage mod centrum og videre mod vores næste mål passerede vi markante bygningsværker som Alau Ice Palace, Saryarka Velodrome, De Gyldne Tårne, Nur-Astana-Moskeen og ikke mindst præsidentpaladset, Ak Orda.
Alau Ice Palace – indviet i 2011 – er en hal til afvikling af hurtigløb på skøjter (speedscating), og hallen var bla. vært for hurtigløbsarrangementerne ved de asiatiske vinterlege i 2011.

Saryarka Velodrome – indviet i 2011 – er en indendørs cykelløbsbane, der har form som en cykelhjelm og som hovedsagelig anvendes til cykling og basketball.

De Gyldne Tårne, ofte omtalt som Øldåsebygningerne af lokalbefolkningen – bygget umiddelbart efter at Astana blev udpeget som hovedstad i 1998

Nur-Astana-Moskeen – indviet i 2008 – er Centralasiens tredjestørste moske med plads til 5000 bedende. Dens højde på 40 meter symboliserer profeten Muhammeds alder, da han modtog åbenbaringerne, mens minareternes højde på 63 meter symboliserer den alder, Muhammed havde, da han døde.

Præsidentpaladset Ak Orda, der ligger på den vestlige bred af Ishim-floden, blev indviet officielt i 2004, og det er præsidentens og hans administrations arbejdssted, ikke hans bolig. Bygningen kunne godt minde lidt om The White House i Washington.

Så var vi efterhånden fremme ved vores næste stop, Kasakhstans Nationalmuseum.
Nationalmuseet, der åbnede sine døre for publikum i juli 2014 og er det største museum i Centralasien, skildrer Kasakhstans historie og kultur fra forhistorisk tid til i dag, og det indeholder en uvurderlig samling af skatte, der er vurderet som en del af landets kulturarv.

Museet vækker i første omgang opmærksomhed på grund af dets karakteristiske udvendige form, og det består af 7 blokke repræsenterende hvert sit tema med en højde fra 2 til 8 etager – med et samlet areal på 74.000 m². Ved indgangen til museet bliver man mødt af en imponerende skulptur, der viser 4 kasakhiske krigere til hest, og indenfor blev vi næsten overvældet af både dimensionerne og udstillingerne, og i ankomsthallen blev vi nærmest overfaldet af en enorm, gylden ørn, hængende under en kugle.

I udstillingerne var det især ‘Hall of Gold’, der for os vesterlændinge var interessant, og vi så flere imponerende genstande i guld – eller forgyldte.

Efter besøget i museet bevægede vi os ud i solen igen og vandrede de få meter over på Uafhængighedspladsen, Independence Square, med Kazakh Eli-Monumentet, og en plads, der i øvrigt er domineret af en række markante bygningsværker.
Vi startede med at kigge nærmere på Kazakh Eli-monumentet midt på pladsen – et monument, der består af en søjle på et firkantet hvidt fundament af marmor, som er dekoreret med basrelieffer, der skildrer de vigtigste begivenheder i den republikken Kasakhstans historie.

Monumentet er 91 meter højt, hvilket symboliserer året 1991, hvor landet blev uafhængigt.
Kasakh Eli-monumentet er ikke kun et symbol på suverænitet, men afspejler også den traditionelle kultur og historie, og den hellige fugl Samruk, der sidder på toppen af ​​monumentet, repræsenterer Kasakhstans stræben efter bæredygtig udvikling og fremskridt.
Øst for Uafhængighedspladsen ligger to markante bygninger, Uafhængighedspaladset, Palace of Independence, og ‘Shabyt’ University of Arts.
Uafhængighedspaladset, der er formet som et trapez, hvor ydersiden er i blåt glas med et gitter af hvide metalrør, er bygget fra december 2007 til oktober ’08, og det bruges til statslige møder og konferencer samt årsmøder for det regerende Nur Otan-parti. Paladset er åbent for offentligheden, og gæsterne kan bla. besøge et galleri med brugskunst, Museum of City History of Astana, og en firedimensionel biograf.

‘Shabyt’ University of Arts har til huse i en futuristisk bygning, der ligner en kegle med afskåret top og fremstår som et kunstnerisk vidunder. Arkitekternes vision for bygningen var at forme et krater, der vrimler med kreative ideer, og det har de bestemt opnået. Universitetet huser syv fakulteter for kunstneriske discipliner inden for kultur, kunst og uddannelse, og der studeres med udgangspunkt i innovation, traditioner og integrationsprocessen i kulturelle rum.

Nord for Uafhængighedspladsen ligger Hazrat Sultan Moskeen. Opførelsen af moskeen, der er bygget i klassisk islamisk stil med traditionelle kasakhiske ornamenter, startede i juni 2008 og blev afsluttet i 2012, hvor moskeen slog dørene op for publikum d. 6. juni kl. 12:30.
Hazret Sultan Moskeen har den største kuppel i Kasakhstan med en højde på 51 meter og en diameter i bunden af ​​kuplen på 28,1 meter, og derudover har den otte mindre kupler samt fire minareter – én i hvert hjørne af moskeen, og hver med en højde på 77 meter.

Vest for Uafhængighedspladsen ligger en af Astanas største parker, Præsidentparken, der blev anlagt i 2008 for at fejre 10-året for Astana som hovedstad for Kasakhstan. Parken i sig selv er vel ikke så interessant, men midt heri ligger Freds- og Forsoningspaladset, Palace of Peace and Reconciliation – formet som en pyramide og bygget mellem 2004 0g 2006.
Pyramiden, der er formet som et tetraeder med sidelængder på 62 meter, er opbygget af ligesidede trekanter med en sidelængde på 12 meter – holdt sammen af en stålkonstruktion. Bygningen, der egentlig blev bygget for at huse den treårige kongres for ledere af verdens- og traditionelle religioner, indeholder i stil hermed kontorer for en række religioner, herunder jødedom, islam, kristendom, buddhisme, hinduisme, daoisme, med flere. Den huser også et operahus med 1.300 pladser, et nationalt kulturmuseum, et nyt ‘civilisationsuniversitet’, et bibliotek og et forskningscenter for Kasakhstans etniske og geografiske grupper.

Vi besøgte ingen af bygningerne i området, men nøjedes med at betragte den imponerende, moderne arkitekturer. I stedet begav vi os gennem Præsidentparken med kurs mod Ishim-floden, og kunne derved komme lidt væk fra byens trafik og larm, indtil vi nåede Astanas længste bro på 982,5 meter, Arys-broen, hvor Syganak Street krydser Ishim-floden. Syd for broen, og lidt tilbagetrukket, ligger Præsidentens Kulturcenter, der ligner en halvkugle, der hviler på toppen og dermed vender omvendt af, hvad man kunne forvente. Bygningen rummer flere videnskabelige, kulturelle og uddannelsesmæssige institutioner i Astana.

På den anden side af vejen ligger endnu en bygning med en uventet form, Kasakhstans Centrale Koncertsal, der er bygget fra 2004 til 2009, hvor den blev indviet på Kasakhstans uafhængighedsdag, den 15. december. Apropos bygningens form, så skulle den illustrere dynamikken i en blomsts kronblade. Bygningens udvendige struktur består af en række buede skrå vægge af beton med en blåmalet glas på bagsiden, noget der beskytter bygningens indvendige funktioner mod stedets barske vejr.
Bygningens foyer, der er 30 meter høj og fylder mere end 3000 m², har til formål at skabe en offentlig plads, der kan byde Astanas borgere velkommen året rundt. Bygningen indeholder tre musiksale, omsluttet af restauranter, butikker og barer. Hovedkoncertsalen med sine 3500 pladser er en af ​​de største af sin slags og kan rumme et væld af forskellige arrangementer, fra klassisk til popmusik, ballet og konferencer.

En lang dag var ved at være til ende, og da vi efterhånden havde været hele dagen undervejs, søgte vi mod et trafikknudepunkt, hvorfra vi kunne tage bussen hjem på hotellet, men da vi steg ud af bussen opdagede jeg, at jeg i dagens løb havde mistet mine briller. Derfor blev Claudia fulgt til hotellet, og jeg tog endnu en tur til Præsidentparken, hvor jeg mente, at de måtte være tabt. Fandt jeg dem? Nej – så jeg tog tilbage til hotellet med uforrettet sag, og vi kunne gå ud og få lidt let at spise i nabolaget, inden vi kunne gå til ro. Og resten af denne rejse måtte så klares iført mine solbriller…

Torsdag, d. 13.7.
Så oprandt dagen, som vi havde set frem til i længere tid, og som var årsagen til hele denne rejse til Kasakhstan. Vi skulle ud at opleve EXPO-udstillingen, der i år havde temaet ‘Future Energy’ – med undertitlen: Løsninger til at tackle menneskehedens største udfordring.
Og hvordan sikrer vi sikker og bæredygtig adgang til energi for alle, samtidig med at vi reducerer CO₂-udledningen?
Efter morgenmaden på hotellet tog vi bussen til messeområdet, som vi jo var i nærheden af i går, hvor vi kunne se den store kugle, Nur Alem-pavillonen, der både rummede Kasakhstans udstilling og et videnskabsmuseum, der i øvrigt efter afslutningen af Verdensudstillingen blev omdannet til ‘Museum of Future Energy’ – og det var så også her, vores besøg startede.

Første del af vores rundgang i området havde til formål at besøge de enkelte landes stande, der havde til huse i en række bygninger placeret i en trekvartcirkel rundt om Nur Alem-pavillonen, og de var altså – i modsætning til udstillingen i 2000 i Hannover – ikke selvstændige enheder, huse, pavilloner for hvert deltagende land.
Mange af de større lande havde egne stande med eget, internationalt personale, der beherskede et eller flere af ‘de store sprog’, mens andre lande var gået sammen om en fælles udstilling – ofte passet at en eller flere lokale folk, der kun kunne kommunikere på kasakhisk eller russisk. Her kunne der være tale om studerende eller tilfældige kasakhere, der måske var udkommanderet til at varetage opgaven – at repræsentere dette eller hint land. Og i flere tilfælde stødte vi på et personale, der intet anede om det land, hvor de var ‘udkommanderet’ til at repræsentere, og intet anede om energipolitiken i de lande, de skulle præsentere for os besøgende.

I det hele taget var der megen variation i de forslag til fremtidig energiforsyning og -forbrug, der blev forelagt os af de forskellige deltagende lande og organisationer, og i en del af udstillingerne var der mere tale om at præsentere landet som sådant end at fortælle hvilke bud, man havde på fremtidens energi. De europæiske og nordamerikanske lande var meget mere konkrete og vidtgående i deres bud på, hvordan kloden kunne forsynes med energi uden at det gik ud over miljøet – men det var vel naturligt nok.

Men det var i øvrigt interessant at se de mange bud på en verden med et mere afbalanceret energiforbrug, lige som der tilsyneladende var intentioner nok fra forskellige landes sider om at finde alternativer til fossile brændstoffer.
Lader vi lige energien hvile et øjeblik, så var der i øvrigt mange spændende og både interaktive og innovative udstillinger, så der var nok indtryk for alle sanserne.

Efter en tur rundt i nogle af landenes udstillinger/pavilloner, fortsatte vi til en interaktiv udstilling, hvor man ved hjælp af bevægelse, kropsvarme og andre kropslige udtryk kunne skabe kunst af forskellig slags.

Herefter overmandede sulten os, og vi fik lidt at spise, inden vi bevægede os videre gennem de resterende landes udstillinger, hvor vi mere og mere fokuserede på lande, som for os var fremmedartede og anderledes, lande fra Asien, Syd- og Mellemamerika, Oceanien samt Afrika – og det endte mere eller mindre i en slags rejseanbefalinger…
EXPO havde i øvrigt udstillinger fra 115 lande og 22 organisationer, og Danmark var ikke et af dem!

Om vi blev klogere på fremtidens energi? – Jeg tror det ikke, og besøget her på EXPO indskrænkede sig da også mere eller mindre til ren underholdning.

Efter en hel dag på Verdensudstillingen og godt mættede med sanseindtryk og næsten mørbankede i hovederne, tog vi bussen tilbage til hotellet, hvor vi havde en sidste nat foran os, inden det i morgen formiddag gik med indenrigsflyet tilbage til Almaty.

Fredag, d. 14.7.
Efter morgenmaden tog vi en taxa til lufthavnen i Astana – i øvrigt en flot lufthavn med et noget anderledes udseende, end hvad man (vi) ellers er vant til.

Herfra fløj vi så først på eftermiddagen sydpå og kunne lande i Almaty og – ligeledes i taxa – lade os transportere til vores hotel for resten af ferien, Hotel Ambassador, der lå lige i centrum af byen, meget tæt på parken på Astana-pladsen, hvor vi havde været forbi tidligere på ugen.
Efter indkvarteringen blev det til en vandretur ud i nabolaget for at få rystet flyveturen ud af kroppen, og det var rart at kunne vandre i skyggen af de mange træer langs vejene i en by, der ikke var præget af store, imponerende prestigebyggerier.

Vores vandretur bragte os forbi Uyghur Teater – et teater, der startede i 1934 som et omrejsende teater, men som i 1969 flyttede ind i den nuværende bygning på Nauryzbay Batyr Street. Teatret er det første professionelle teater i Kasakhstan med baggrund i det uighuriske folks historie, og det har gennem tiderne oplevet vanskelige forhold på grund af modsætninger undertrykkelser af det uighuriske folk både i Sovjetunionen og Kina.

Videre gik det forbi det fornemme Rixos-hotel og Hard Rock Cafe, inden vi rundede det store medicinske universitet, Kazakh National Medical University, der har 11000 studerende fordelt på 8 medicinske fakulteter. Universitetet er etableret i 1930.

Sidste stop denne eftermiddag var bygningen, der rummer Forfatterforeningen i Kasakhstan, hvorefter vi gik tilbage mod hotellet.

På vejen blev der dog også lige gjort et stop for lidt aftensmad på en lille, men god restaurant i nabolaget.

Lørdag, d. 15.7.
Allerede hjemmefra havde vi for flere måneder siden – gennem hjemmesiden Viator – fået kontakt til en ung, driftig mand fra Almaty, der nu de næste tre dage skulle være vores chauffør og guide i omegnen af Almaty. Vi havde i første omgang kun aftalt denne lørdags besøg i Tamgaly, knap 175 km ad støvede landeveje nordøst for Almaty, men efter lidt mailen frem og tilbage med ham, koblede vi yderligere et par dage på. Mere derom senere…
Dagen startede med, at han hentede os i sin bil og så gik det – i bogstaveligste forstand – ud over stepperne ad øde landeveje, der førte os til området ved Tamgaly, der rummer mere end 5000 petroglyffer fordelt på en række steder i området.

Efter at vi havde løst billetter, gik turen ind i den lille kløft, som er det primære område for illustrationerne og hvor de vigtigste ca. 3000 glyffer findes – dog lige med et skilt, der advarede os mod diverse giftige dyr i området.

Petroglyfferne i Tamgaly stammer fra fire forskellige tidsperioder, hvor den ældste er mellembronzealderen (ca. 2100-1550 f.Kr.), hvor petroglyfferne har en tendens til at have et naturalistisk udseende. Der er således eksempler på solguder (solhoveder), forklædte personer, mænd med køller, bueskytter med ulvemasker, tilbedere, bevæbnede krigere, dyre- og menneskeofringer, erotiske scener, fødende kvinder, vogne, tyre, æsler, heste, kameler, orner, ulve, hjorte osv. Nogle af dyrebillederne viser endda dyr, der som art er uddøde i dag.
Ud over dette er der i Tamgaly-kløften også glyffer fra den sene bronzealder (ca. 1550-1200 f.Kr.), jernalderen (1200-550 f.Kr.) og middelalderen.

Vi startede med en guidet tur til nogen af de bedste positioner med petroglyffer, således at vores guide var sikker på, at vi fik set de mest interessante og tydelige illustrationer, og at vi ikke følte, at den lange tur herud var spildt.

Senere – efter en times tid – vi fik lov til selv at bevæge os rundt i vores eget tempo i nogen af de mindre interessante områder under betingelse af, at vi så os godt for og passede på, hvor vi satte fødderne – og så i øvrigt tog os i agt for slanger, skorpioner, giftige edderkopper og andet kryb, som området var kendt for. Disse giftige dyr så vi dog ingen af!

Til gengæld fik vi oplevet mange flotte glyffer i noget vekslende kvalitet, og det, der måske overraskede os mest, var, at vi bare måtte gå rundt overalt, og endda kunne træde rundt på illustrationerne, hvis det var det, vi havde behov for. Det var ingen ansatte til at holde opsyn, og ingen afspærringer nogen steder – så vi kunne ikke rigtig gøre noget galt.

Det var en meget stor oplevelse at se dette velbevarede og interessante kulturhistoriske område, der da naturligvis også står på UNESCOs Verdensarvliste.

Efter at vi havde brugt nogle timer her i Tamgaly, der på kasakhisk betyder ‘malet eller markeret sted’, gik turen den lange vej på ca. 3 timer tilbage til storbyen igen.
Her gjorde vi et par stop ved nogle mindesmærker, der egentlig ikke sagde os noget, men havde en symbolsk værdi for kasakherne. Det ene af monumenterne var en hyldest til to fætre, Suranshi og Sauryk Akynbekuly, der døde i kamp engang i det 19. århundrede, og dermed ofrede deres liv ​​for deres hjemlands uafhængighed og for at vinde fred og frihed for fremtidige generationer.

Vel tilbage i centrum af Almaty stod den så bare på lidt aftensmad i nabolaget – og så ellers på hovedet i seng; vi havde jo en lang dag på vejene igen i morgen.

Søndag, d. 16.7.
(6662-6783)
Som aftalt blev vi efter morgenmaden afhentet ved vores hotel af vores guide, der lige havde en overraskelse med til os, idet en ekstra person, en ung, hollandsk kvinde, gerne ville deltage på turen, hvis vi kunne acceptere dette. Og hvorfor ikke?
Vi startede med at køre ud af Almaty med retning mod øst, og vores første stop blev i en lille landsby, hvor der netop i dag var marked. Ud over en række farvestrålende boder med frugt og grønt, var der en del primitive spiseboder, og hvor der var gang i madlavningen over interimistiske, hjemmebyggede grills.

Det virkede ikke på os som om at hygiejnen var i højsædet i de forskellige spiseboder – så det blev ved en kop tør kaffe uden tilbehør, også selv om vi efterhånden var lidt småsultne…

Næste stop var Black Canyon, hvor vi gjorde holdt og nød udsigten og fik nogle flotte billeder i kassen. Black Canyon (også kendt som Karaoy Gorge) er en del af den større Charyn Canyon, og den er kendetegnet ved sine dramatiske klipper og det forrevne terræn. Klippeformationerne er primært sammensat af sedimentære bjergarter, der er blevet eroderet over millioner af år, hvilket har skabt en række forskellige former og strukturer. Udsigten ned over kløften er fantastisk med stejle vægge og Charyn-floden, der løber igennem i bunden, og den skarpe kontrast mellem de mørke klipper og det grønne på flodbredderne skaber et malerisk landskab.

Black Canyon er ikke ret besøgt og betragtes som en skjult perle, der giver et indblik i områdets naturlige skønhed og geologiske historie.

Efter dette korte stop kørte vi videre til landsbyen Saty, hvor vi havde fået plads på et lille, primitivt og familieejet guesthouse, hvor vi var de eneste gæster. Stedet havde et gæstehus med et par værelser, et spise- og fællesrum samt et primitivt toilet, og her blev vi – Claudia og jeg -tildelt vores eget rum med 6 senge – så der var nok af muligheder for at finde et sted at sove. Vi blev modtaget af madmor med en landlig frokost, der var sammensat af de ting, hun kunne finde i haven, suppleret med urtete fra en stor samovar, der stod midt på bordet; ikke nogen prangende anretning, men det var originalt at prøve.
Efter frokosten blev der lige tid til at vandre lidt rundt i Saty, og her oplevede vi en by, hvor tiden tilsyneladende havde stået stille. Når vi kom væk fra den asfalterede landevej, var der bare små grusveje og spor, der førte ind til bygningerne, der lå i anden række, og mellem de mindre velholdte huse var der også små, åbne stalde til dyrene, der i øvrigt gik løst omkring blandt bygningerne.
Ved siden af gæstehuset havde vores værtsfamilie deres eget hus, og udenfor huset var der et primitivt bad i et skur af blikplader og en lille yurt, som de brugte som soveværelse. I øvrigt var deres ejendom – i lighed med de andre huse i byen – primitiv, og som taget ud af et billedblad fra forrige århundrede.
Efter frokosten kørte vi ad svært passable veje videre mod de tre Kolsoi-søer, en tur på 14-15 km, men det tog alligevel mere end en time at køre strækningen. De mest almindelige køretøjer på vejen derud var gamle Lada’er og traktorer, der havde set bedre dage, og rundt om i svingene måtte man forvente overraskelser i form af løsgående heste, køer eller får. Jeg var glad for, at jeg ikke var føreren af bilen her. Og måske netop derfor kom vi frem.
Bilen blev parkeret ved den nordlige bred af den første Kolsai-sø eller ‘Den Nedre Kolsai-sø’, der var et flot syn, selv om vejret ikke var det bedste. Herefter gik vi sydpå mod den anden af de i alt tre søer – vores mål for i dag. Det var ikke muligt at tage turen i bil, da der ganske enkelt ikke var en vej mellem søerne, så det blev på gåben, at vi begav os af sted. På den noget anstrengende tur langs søen i det kuperede terræn opdagede vi mange spændende planter, heriblandt edelweiss (Leontopodinum sp.) og vintergrøn (Pyrola sp.) – alt imens vejret skiftede og regnen satte ind.
Det betød, at vi gjorde holdt efter et par kilometer, og da en lokal guide kom os i møde på den smalle og efterhånden smattede sti og rådede os til at vende om, fulgte vi rådet og vandrede tilbage til bilen. Og godt det samme, for vejret blev ikke bedre – og frem til den næste sø var vi alligevel aldrig kommet inden mørket var faldet på. Vi nøjedes derfor med synet af den første Kolsai-sø, inden vi vendte tilbage til Saty.
(Efterfølgende erfarede vi, at det tager 6-7 timer at vandre turen mellem de to nederste Kolsai-søer, så det var godt, at vi vendte om).
På vej til vores guesthouse oplevede vi en kreativ bilvask – i den lokale flod. Ja, hvorfor ikke?
‘Hjemme igen’ fik vi endnu en gang sund og nærende kost – fremtryllet af konen i huset, produceret af de urter, hun havde i haven, og æg fra de fritgående høns. Og så igen te fra den store samovar midt på bordet!
Og så var det ellers tid til at krybe under dynerne…

Mandag, d. 17.7.
(6784-7097)
Efter endnu en sund morgenmad og betaling til værtsfamilien for overnatning og diverse mad- og drikkevarer (i alt hvad der svarer til knap 100 kr.), fortsatte vi i bil til Kaindy-søen ad om muligt endnu dårligere veje end i går. I dag gik det dels ad markveje og dels gennem flodlejet til P-pladsen ved søen, hvor bilen blev parkeret og vi fik hilst på en familie, der boede her i deres yurt. Vi var de eneste gæster her, og der var hverken opsyn, billetkontor eller andre faciliteter som toilet eller souvenirbod, så efter lidt snak med ovennævnte familie gik vi mod Kaindy-søen, der er et fantastisk syn med sit blågrønne vand og træstammer stikkende op af vandet.
Søen blev dannet som et resultat af et jordskælv i 1911, der udløste et kalkskred, der herved kom til at danne en naturlig dæmning over Kaindy-floden. Den opståede sø er i dag ca. 400 meter lang og 30 meter dyb på det dybeste sted. Ved dannelsen af søen blev skoven på stedet oversvømmet, og træernes nøgne og afbarkede toppe stikker nu op af vandet – uden sidegrene. Det giver hele søen et surrealistisk udseende.
Vi startede med at kigge ud over søen fra søbredden, inden vi gik op på en bakke og betragtede hele sceneriet ‘lidt fra oven’. Endelig bevægede vi os op til stedet, hvor Kaindy-floden løb ind i søen, så vi fik det hele fra tre forskellige vinkler.
Efter en times tid var det på tide at få sagt farvel til dette fascinerende sted, og turen gik nu tilbage mod Saty – til dels i flodlejet og med vilde heste som følgesvende noget af vejen.
Dagens næste stop var Charyn Canyon, hvor vi dels skulle gå en tur nede i kløften, dels skulle besøge et udsigtspunkt, hvorfra der var en fantastisk udsigt over kløften.
Charyn Canyon, der er  km lang, er dannet ved erosion af stedets røde sandsten, udført at vinden og ved at Charyn-floden har ståret sig en vej ned gennem sandstenene. Dette har skabt nogle flotte formationer, og det overordnede indtryk af Charyn Canyon er, at selv om den er meget mindre end Grand Canyon, så er den lige så imponerende!
Efter at vi var steget ud af bilen, startede vores besøg her med en vandretur nede i kløften – hvor vi kunne betragte de flotte klippeformationer nedefra, og det blev en tur på halvanden time – frem og tilbage. Man følte sig helt lille i det voldsomme landskab, med udsigten til klipper og sten, der flere gange så faretruende usikre ud. Vi kom dog gennem kløften uden af komme til skade – og i øvrigt uden at møde andre turister.
Da vi var blevet samlet op af vores guide, kørte vi lidt længe ind i området til et udsigtspunkt, hvorfra vi havde et flot overblik over kløften og flere mindre sidekløfter. Især denne oplevelse var meget stærk.
Helt høje af indtrykkene fra Charyn Canyon kørte vi tilbage til Almaty, hvor vi undervejs fik en kop kaffe sammen med vores guide, og sidst på eftermiddagen kunne vi så stige ud af bilen ved vores hotel – og takke vores guide for tre helt fantastiske dage i hans selskab.
Herefter var der bare tid til lidt aftensmad på en lille restaurant nær hotellet, og endelig kunne vi os på langs og lade de sidste dages indtryk fæstne sig…

Tirsdag, d. 18.7.
(7100-7373)
Efter morgenmaden gik vi endnu engang ud i byen, og med udgangspunkt i de oplysninger, vi havde fået af vores guide de seneste dage, var målet skiområdet Shymbulak, der ligger i den øvre del af Medeu-dalen, 25 km syd for Almaty.
Shymbulak er det største skisportssted i Centralasien, og det har siden 1961 været vært for adskillige USSR-mesterskaber og siden 1983 været det olympiske skitræningscenter for Sovjetunionen, lige som det i 2011 var vært for de asiatiske vinterlege 2011.
Vi tog bussen fra centrum i Almaty og blev sat af ved bussens endestation ved Ledovoye Pole ‘Medeu’, der er verdens højst beliggende skøjtebane, og som ligeledes går for at være en af de flottest beliggende.
Fra skøjtestadion tog vi tre skilifter op til Talgar-passet, der ligger i 3200 m.o.h., og dermed er det højeste punkt på skisportsstedet. Den samlede længde af lifterne er 3620 meter, og der er 3 stationer af dem; den første er Intersection Station (2260 m.o.h.), derefter 20th Prop Station (2.630 m.o.h.) og endelig Talgar pass Station (3200 m.o.h.).
Vi ankom efter ca. en halv time til Talgar-passet, og i området heromkring vandrede vi rundt i frodige enge med et væld af planter, som vi på vores breddegrader betragter som sjældne og eksotiske. Vi så så forskellige planter som en lokal troldurt (Pedicularis physocalyx), edelweiss (Leontopodium campestre), melet kodriver (Primula farinosa), flere arter af bakkestjerne (Erigeron sp.), ensian (Gentiana sp.) og Alpe-astres (Aster alpinus) – bare for at nævne nogle af de specielle planter, der fandtes her i rigelige mængder.
Efter vi havde vandret rundt i planterne og nydt blomsterengen, gik vi videre til sneen – og ind i sneen; en lidt mærkelig følelse, da vi befandt os i juli måned… Man blev helt pjattet og ungdommelig igen!
Efter at have nydt den kolde, klare og rene bjergluft, fandt vi en plads på baren i 3200 meter, hvor vi – ud over en kop kaffe – også fik en snak med en ung, lokal guide, der gerne ville have os med på en længere tur heroppe. Det var tiden så ikke lige tid; vi skulle jo hjemad i morgen, så i stedet tog vi liften ned til skøjtebanen igen – og bussen hjem til hotellet.
Vi stod af ved Abay Qunanbaiuly-monumentet, der var rejst til ære for den kasakhiske digter, komponist og teologfilosof af samme navn. Abai Qunanbaiuly, der levede fra 1845 til 1904, var en kulturel reformator af de europæiske og russiske kulturer på grundlag af oplyst islam, og i hans hovedværk, Ordenes Bog, der en teologisk, filosofisk afhandling og digtsamling, inspirerer han sine landsmænd til uddannelse, læsefærdighed og god moralsk karakter for at undslippe fattigdom, slaveri og korruption. Alt i alt en meget vigtig person for kasakherne.
Fra monumentet og videre mod hotellet passerede vi flere steder, som vi tidligere havde passeret – og i stedet for at fokusere på de mange flotte og gamle bygninger, fangede vores øjne flere beboelsesejendomme, der i Danmark ville gå under betegnelsen slum.
Vel tilbage på hotellet fik vi lige hvilet lidt på vores lækre værelse, mens vi ventede på at aftenmaden kunne stå på bordet på en af de mange restauranter i vores gade, Zheltoksan St.

Onsdag, d. 19.7.
Sidste morgen i Almaty – og egentlig bare en rejsedag hjem til Europa.
Så efter morgenmaden fik vi bestilt en taxa, der bragte os til lufthavnen, hvorfra vi rejste videre med Turkish Airlines tilbage til København via Istanbul. Og så var det ellers bare at finde en ledig togafgang til Vejle, hvor vi de næste dage kunne fordøje en helt igennem fantastisk tur til Kasakhstan.