Budapest, 23.4.-28.4.17

Igen denne gang stod den på en skolerejse til Ungarns hovedstad, Budapest.
Og igen var det vores to 8.-klasser, der skulle af sted. Egentlig havde jeg ikke meget med klasserne at gøre, idet jeg kun havde haft dem til et kursus i IT, herunder adfærd på nettet. Men klasselærerne havde altså – på grund af mit kendskab til byen, tror jeg – ønsket, at jeg skulle være en af de fire lærere på turen.

Mandag, d. 24.4.
Af sted fra Sdr. Vang Skole søndag aften (23. april), og så stod den ellers på en nattur i bussen ned gennem Tyskland og Tjekkiet, indtil vi sidst på formiddagen nåede vores hotel i Budapest, Baross City Hotel, der lå lige over for Budapests østligste banegård, Keleti.
Hotellet havde reception på 3. sal, så vi lagde godt beslag på hotellets eneste – og ikke ret store – elevator, når vi med vores bagage skulle op og tjekke ind.

Da denne opgave var løst, gik vi ud i byen for at røre benene og få lidt liv i kroppen efter en lang tur i bussen i mere eller mindre akavede sovestillinger.
Altså guidede jeg klasserne gennem hotellets nærområde, hvor de blev præsenteret for både byparken Városliget og Heltepladsen, Hősök tér. Det blev til en frisk gåtur på godt og vel 7 kilometer, så eleverne behøvede lidt egentid, da vi midt på eftermiddagen var tilbage på hotellet.
Vores første stop på vandreturen var mindesmærket for den ungarske revolution i 1956. Monumentet, der blev indviet i 2006, består af stolper, der er anbragt i en kileform, der symboliserer mennesker, der går arm i arm, i tillid til hinanden og med fællesskabets kraft.

Fra monumentet gik turen videre til det mærkelige slot Vajdahunyad vára, der har en helt speciel historie. Første udgave af slottet, der var en kopi af Hunyad slottet i Rumænien, blev bygget i pap og træ i 1896 som en del af Tusindårsudstillingen i Budapest, og det blev revet ned igen tre år senere i 1899. Imidlertid var slottet så populært, at det blev genopbygget i sten og mursten mellem 1904 og 1908, og da det indeholder elementer fra forskellige tidsperioder, kan man i bygningerne finde forskellige arkitektoniske stilarter som romansk, gotisk, renæssance og barok.

I slotsgården står den kendte statue Anonymus af Miklós Ligeti, og i tilknytning til slottet, der nu om dage indeholder det største landbrugsmuseum i Europa, finder man Jaki kapellet, Jáki kápolna, der oprindelig blev bygget til ikke-religiøse formål (som bibliotek). Kapellet, der har samme forhistorie som Vajdahunyad vára – altså først bygget i træ og pap, senere i sten – er bygget i nyrumænsk stil.

Fra Vajdahunyad vára gik turen videre til heltepladsen, Hősök tér. Pladsen, der ligger for enden af boulevarden Andrássy út, er kendt for sit ikoniske Tusindårsmonument med statuer, der viser magyarernes syv høvdinge (Álmos, Előd, Ond, Kend, Tas, Huba og Tétény) samt andre vigtige ungarske ledere.

Pladsen har i øvrigt spillet en vigtig rolle i den moderne ungarske historie og har været omdrejningspunkt for mange politiske begivenheder, ikke mindst genbegravelsen af ​​Imre Nagy i 1989.

Nordvest og sydøst for Hősök tér ligger to vigtige kunstmuseer, Szépművészeti Múzeum, Museum of Fine Arts, og Műcsarnok Kunsthalle, Hall of Art.

Fra Hősök tér gik vi videre gennem byparken, og passerede derved Széchenyi-badet, der er det største termalbad i Europa. Badet får sit medicinske vand fra to termiske kilder med hhv. 74 og 77 grader varmt vand med mange forskellige, naturlige salte.

Den videre vej førte endvidere forbi Teleki Blanka gymnasiet, der er etableret i 1873 og i dag hører hjemme i en imponerende bygning fra 1902. Det er en af de ældste skoler i Ungarn.

Og med denne oplevelse gik turen så ellers tilbage til hotellet, hvor der som tidligere skrevet var mulighed for at slappe lidt af og hygge sig med hinanden, inden den stop på aftensmad rundt om hjørnet.

Tirsdag, d. 25.4.
Efter morgenmaden fortsatte dagen med en vandretur ind til Budapests centrum – området omkring Donau. Turen gik gennem det gamle, jødiske kvarter, hvor vi så på flere af de markante steder i den forbindelse, og da vi kom ad Kazincy utca, var det også oplagt at stoppe op ved synagogen i gaden og fortælle lidt om den jødiske menighed i Budapest. Således boede der før starten af 2. Verdenskrig ca. 200.000 jøder i byen, men i begyndelsen af krigen kom flere jøder til byen som flygtninge, primært fra Tyskland, Østrig og Slovakiet. Imidlertid ændrede situationen sig for jøderne i marts ’44, da tyskerne besatte Ungarn, og deportation af jøder startede. I november ’44 oprettedes en ghetto i Budapest, og herfra tog medlemmer af Pilekorspartiet omkring 20 000 jøder, skød dem langs Donaus bred og kastede deres lig i floden.
Da sovjetiske styrker befriede Budapest den 13. februar 1945, boede mere end 100.000 jøder stadigvæk i byen, og i dag bor der ca. 80 000 jøder i byen, der dermed har den største jødiske befolkning i Østeuropa.

Vi besøgte ikke synagogen i Kazincy utca – den var lukket, og kun åben på bestemte tidspunkter for besøg. I stedet vandrede vi videre til Gozsdu-udvar, en lille gyde med 7 bygninger, der oprindelig var en del af den jødiske ghetto. Stedet er i dag kendt for sine restauranter, barer, pubber, gallerier og caféer.
Herfra gik det videre til den største synagoge i Europa, Dahány Street Synagogue – eller bare ‘Den Store Synagoge’, der har plads til 3000 mennesker. Synagogen blev bygget i 1854-59 i maurisk stil, og dens udsmykning har rod i islamisk kultur fra Nordafrika og middelalderens Spanien. Gennem et gitter ud mod gaden kunne vi betragte mindesmærket for de ungarske jødiske martyrer – mindst 400.000 ungarske jøder, der blev myrdet af nazisterne. Mindesmærket, der er i metal, ligner en grædende pil, hvis blade bærer inskriptioner med ofrenes navne. Et bevægende sted at stå…

Fra steder, der symboliserede Budapests dystre fortid, gik vi videre til bredden af Donau – herunder forbi Anker Palota, der er et imponerende palæ/palads, der ligger ud til Deák Ferenc tér – et af byens travle trafikknudepunkter.

Donau nåede vi ved Erzsébet hid – den hvide bro mellem Pest og Buda ved Gellerthøjen, hvorefter vi vandrede langs floden nordpå og dermed forbi flere af de kendte bronzeskulpturer, der er placeret langs floden – ‘Shakespeare’, ‘Pige med hendes hund’, ‘Den lille Prinsesse’ blot for at nævne nogle af dem.

Dermed nåede vi også frem til Kædebroen, Széchenyi Lánchíd, der fører over Donau til Clark Adám tér på Buda-siden af byen.

På Clark Adám tér mødtes vi i samlet flok foran 0 km-stenen, der er en 3 meter høj skulptur, der illustrerer tallet nul, der repræsenterer kilometer zero i Ungarn og blev placeret her i 1975, og fra den samme plads går kabelbanen, Budavári Felső Sikló, op til pladsen foran borgen og præsidentpalæet.

I stedet for at tage kabelbanen op til slotsområdet (det kostede jo penge, var faktisk ret dyrt, og så var der en lang kø), så vandrede vi op ad bakken til toppen med Matthias-kirken og Fiskerbastionen, hvor de først fik lidt info om de to bygningsværker.

Matthias-kirken er kroningskirken i Buda, og den første kirke på stedet blev bygget i 1015 (påstås det), mens den nuværende kirke er fra anden halvdel af det 14. århundrede – bygget i sengotisk stil. Vi gik ikke inden for i kirken, men nøjedes med at betragte det flotte bygningsværk udefra – og ikke mindst det smukke tegltag.

Fiskerbastionen er et af de bedst kendte historiske monumenter i Budapest, og siden 1987 har den været på UNESCOs Verdensarvliste som en del af Várkerület-distriktet (Buda Borgdistrikt). Fiskerbastionen er ca. 140 meter lang, og den har 7 høje stentårne, der ​​symboliserer de syv høvdinge fra ungarerne, som grundlagde Ungarn i 895.

Bastionens oprindelige vægge blev bygget i 1700-tallet og udgjorde en del af et slot, og dens navn, der refererer til fiskererhvervet, skyldes, at borgmuren i middelalderen var beskyttet af lauget af fiskere, som boede under murene i den såkaldte Fishtown. Den nuværende Fiskerbastion blev bygget mellem 1895 og 1902 i nyromansk stil.

Fra bastionen er det et unikt panoramaover hele Budapest – bla. med et flot vue over Donau og Ungarns parlament på Pest-siden.
I øvrigt noget som andre turister end os havde fundet ud af!

Herefter fik eleverne lidt frihed – uden lærernes øjne i nakken. Nogle valgte at bruge tiden på at få lidt at spise – lige som vi lærere gjorde – mens andre f.eks. besøgte labyrinten Draculas Kammer eller Sziklakórház Atombunker Múzeum, også kaldet Hospital in the Rock.

Efter frokost gik det ned til – og over Donau ad Kædebroen igen, hvorefter vi fortsatte forbi Det Ungarske Videnskabsakademi og videre langs bredden af Donau mod nord.

Her nåede vi efter nogle hundrede meter til mindesmærket Cipők a Duna-parton, der er et mindesmærke rejst i 2005 for at ære de jøder, der blev henrettet af medlemmer af Pilekorspartiet (Ungarns nationalsocialistiske parti).
Partiets medlemmer beordrede jøder til at tage deres sko af, før de blev skudt stående på flodens bred, så deres kroppe faldt i floden og blev båret væk af strømmen. Mindesmærket repræsenterer de efterladte sko på bredden.

Efter denne rørende oplevelse fortsatte vi til parlamentsbygningen, der dels ligger langs floden og dels på Kossuth Layos tér. Bygningen, der blev indviet i 1902, og er den største bygning i Ungarn, er i stilen påvirket af dels det gotiske rådhus i Wien, dels Maria vom Siege-kirken, også i Wien. Bygningen, der rummer hele 691 værelser, er 268 m lang, 123 m bred og 96 meter høj. Tallet for højden (96) refererer til årstallet for Ungarns eksistens i 1000 år, 1896, samt erobringen af ​​det senere kongerige Ungarn i 896.

Lige bag parlamentsbygningen og i udkanten af Kossuth Layos tér besøgte vi statuen af Imre Nagy, der var et symbol for ungarernes mislykkede opstand mod kommunismen i 1956 og efterfølgende, efter en skueproces, blev henrettet. Statsmanden Nagy står på en bro i bronze, og det gav naturligvis anledning til et par gruppefotos.

Næste stop var Szabadzág tér – Frihedspladsen, hvor især tre ting optog os i varierende grad. Først og fremmest er der et interaktivt springvand på pladsen – og det fik eleverne rigtig meget ud af – i et forsøg på at undgå at blive ramt af vand, mens de sprang rundt i springvandet.
Samme sted stod Mindesmærket for den tyske besættelse. hvor de mennesker, hvis død eller deportation forbindes med tyskernes besættelse af Ungarn i 1944. Værket blev rejst i 2014 og det forestiller ærkeenglen Gabriel (Ungarns protektor), der overfaldes at en ørn (Nazityskland). Symbolikken i værket – at Ungarn var et passivt og uskyldigt offer for den tyske besættelse – fik det jødiske samfund i Ungarn til at protestere, og siden da har der været en improviseret protestaktion foran monumentet, hvor demonstranterne bla. formede en levende udstilling kaldet ‘Eleven Memorial’ lavet af genstande, som nazisterne fjernede fra jøderne. Man kan se kopier af fotografier og breve og småsten i henhold til gammel jødisk skik.

Herfra gik vi til Erzsébeth tér med pariserhjulet ‘Budapest Eye’ samt mindesmærket for Michael Jackson – og videre til Vörösmarty tér for enden af indkøbsgaden Váci út.

Og så var det ellers tid til, at eleverne fik lidt alenetid, hvor de kunne bevæge sig rundt i området og evt. gøre lidt indkøb til familien derhjemme eller lidt guf til hygge på værelset på hotellet.
Vi lærere fik hvilet lidt ud ved Anna Café på Váci út, inden vi gik på endnu en café, Gerbeaud, for at drikke en kop kakao.

Café Gerbeaud, der er et traditionelt kaffehus, der åbnede i 1858 på Vörösmarty tér, oser af kvalitet, og man føler sig sat mange år tilbage i tiden, når man kommer ind ad døren.
Kort efter den lækre kop kakao fik vi igen samling på tropperne og bevægede os tilbage til hotellet, idet det dog blev til at aftensmadsstop på vejen.

Onsdag, d. 26.4.
Dagen startede – efter morgenmaden på hotellet – med at vi kørte til Memento Park i den vestlige udkant af Budapest.

Memento Park er et temamuseum, hvor 41 kunstværker fra kommunisttiden mellem 1945 og 1989 er udstillet. Kunstværkerne var i tiden under kommunismen placeret forskellige steder i Budapest, men med jerntæppets fald blev kunstværekerne fjernet, og i stedet for blot at kassere og ødelægge dem blev de udstillet her i parken. Værkerne forestiller bla. store statsmænd som Lenin, Marx, Engels m.fl. – men der findes også statuer af personligheder fra arbejderbevægelsen og soldater fra den sovjetiske røde hær.

Et specielt mindesmærke er Stalins tribune, der fungerede som piedestal for den 8 meter høje bronzestatue af den sovjetiske partisekretær, statsoverhoved og general, Stalin. Tribunen stod tidligere på Felvonulási tér (Paradepladsen) i det centrale Budapest, hvor parader fandt sted på kommunistiske helligdage. Kommunistiske ledere stod på tribunen ved Stalins fødder og vinkede til marcherende folkemængder, der ikke havde andet valg end at juble og fejre dem.

Efter dette rørende besøg gik turen videre til Visegrádi Vár – Visegrad borgen, hvor jeg tidligere havde været med elever fra 10. klasse i Vejle. I modsætningen til tidligere var borgen nu et lukket område, hvor der krævedes køb af billetter, for at komme ind, så vi valgte at blive udenfor og i stedet stoppe ved et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne betragte Donaufloden. Det var naturligvis lidt af et antiklimaks denne dag! Det blev derfor kun til et meget kort stop, inden vi kørte videre til Szentendre.

Szentendre er en by, der kan dateres tilbage til romertiden, men den er i dag en multietnisk by, der især er et resultat af den indflydelse, som serbiske flygtninge har haft på den siden slutningen af det 17. århundrede. Byen har tiltrukket mange kunstnere og andre kreative mennesker, og den er især kendt for sine mange museer, gallerier og forretninger, hvor man kan købe kunsthåndværk af høj kvalitet.

Da det var ved at være frokosttid, fik eleverne frie tøjler til at kigge sig omkring i centrum og evt. finde et sted at spise – eller gå omkring og suge til sig af indtryk. Der var f.eks. mulighed for at kigge indenfor i Belgrade katedralen, der er en serbisk ortodoks kirke med hvad deraf fulgte. I øvrigt er byen også kendt for mange forskellige slags pandekager, og der var nogle af eleverne der fik testet smagen af flere af disse.

Efter nogle timer i Szentendre gik turen tilbage mod Budapest – med et stop ved ruinerne af (og udgravningerne af) den romerske by Aquincum, der var en vigtig by i romerriget.
Oprindelig var Aquincum en militærlejr, der var grundlagt af kejser Vespasian, og i årene derefter flyttede en del mennesker til byen, der af kejser Trajan blev udråbt som hovedstad i den romerske provins Pannonia Inferior.
Samtidig med de store folkevandringer i tiden efter år 200 e.Kr. forlod indbyggerne gradvist Aquincum, og da hunnerne erobrede området omkring år 500, var byen forladt.
Vi gik en tur i ruinerne, der flere steder var ganske velbevarede og gav et fint indblik i romernes liv i byen, og vi så rester af både romerske huse og bade…

A propos bade. Efter besøget i Aquincum kørte vi tilbage til bydelen Buda, hvor en del af eleverne skulle opleve et rigtigt ungarsk bad. Vi gjorde således holdt ved Király Fürdő – et ungarsk/tyrkisk termalbad, der ligger i Fő utca.

Og mens de fleste af eleverne var inde i de varme bade, vandrede jeg en tur langs med Donau med de resterende elever. Her fik vi bl.a. – fra kanten af Donau på Buda-siden – et flot syn af parlamentsbygningen i aftenskæret.

Efter badet blev vi samlet op af bussen og så gik det ellers tilbage til hotellet i Pest og fælles aftensmad ude i nabolaget.

Torsdag, d. 27.4.
Efter morgenmaden blev værelserne forladt og bussen pakket med vores bagage – klar til hjemturen efter den fælles aftensmad, hvor vi igen havde næsen peget mod mod Kolding.
Formiddagen havde kun et enkelt programpunkt – et besøg på Terrormuseet, der ligger på Andrássy út og vidner om barske perioder i byen. Museet indeholder udstillinger, der relaterer sig til de fascistiske og kommunistiske regimer i Ungarn i det 20. århundrede, og det er derudover et mindesmærke for ofre for disse regimer, både dem der blev tilbageholdt, forhørt, tortureret og dræbt i her i huset. Bygningen blev tidligere brugt af både Pilekorspartiet – fra 19. marts ’44 til afslutningen af 2. Verdenskrig – og ÁVH, Ungarns hemmelige politi fra 1945 til 1956.

Når man kommer ind i museet, bliver man mødt af en tank, en T-54’er, der var Sovjetunionens mest avancerede kampvogn, og hvis første større kampindsættelse fandt sted i Ungarn i efteråret 1956. Så er vi ligesom i gang…

Terrormuseet har i øvrigt udstillinger i 4 etager. Øverst oppe – på 2. salen, hvor man i øvrigt starter sin rundgang på museet – følger man kronologien i de ungarske totalitære diktaturer. Fra besættelsen af Ungarn over Pilekorspartiets rædselsregime til Gulag og sovjetiske tvangsarbejdslejre. Som ungarerne håbede, at diktaturtiden var forbi med nazismens fald og krigens afslutning, så kom der bare et nyt – og lige så brutalt – diktatur til: det kommunistiske.
Første sal i museet rummer fortællingen om det brutale kommunistiske styre. Her kan man opleve det originale forhørskammer – omtalt som gymnastiksalen af kommunisterne – på trods af, at stort set hele bygningen ellers er kraftigt renoveret. På denne sal er også værelset, hvorfra den frygtede leder af den statslige beskyttelsesmyndighed, Gábor Péter, regerede med hård hånd. Endvidere bliver vi på vejen rundt på denne etage præsenteret for Justice-rummet, hvor scener fra Imre Nagy-retsagen vises, inden vi bevæger os gennem Propaganda- og Hverdagslivsrummene, hvor fotografierne og plakaterne viser os ‘socialisme med et menneskeligt ansigt’.
Fra første sal stiger vi ind i en elevator, der fører os meget langsomt til kælderetagen, mens vi undervejs ser video med en af stedets ledere. Fra elevatoren stiger vi ud i en kælder, der før 2. Verdenskrig var husets kulkælder, men som under Pilekorspartiet blev omdannet til ‘Helvede på jord’ med små torturceller. Og for både os og eleverne var kælderen et sted, hvor man virkelig blev ramt på følelserne. Vi blev præsenteret for tre forskellige celler:
Den våde celle, hvor fangerne stod i iskoldt vand til op til knæene
Rævehullet, hvor fangerne sad i fuldstændig mørke rum med kun en halv meter til loftet, og
Detentionscellen, hvor man kun havde en halv m² gulvplads.
Og vi – vel at mærke – er vi ikke i et fjernt militærfængsel eller i et middelalderligt fangehul, men midt i den civile verden, kun en halv meter fra fortovet, fra hverdagen.
Efter besøget i Terrormuseet gik vi i samlet flok ned ad Andrássy út med retning mod centrum, idet vi dog kortvarigt gjorde holdt ved to imponerende bygninger over for hinanden: Drechsler Paladset og  Ungarns Statsoperahus.
Drechsler paladset, der er bygget fra 1883 til 1886, var i årene 1949 til 2002 hjemsted for først Statens Balletinstitut og senere Det Ungarske Danseakademi, men det blev i 1997 solgt, mens det langsomt forfaldt. Lige nu er det uvist, hvad der skal ske med bygningen…

Ungarns Statsoperahus, der er bygget fra 1875 til 1884, blev opført i nyrenæssancestil med elementer af barok, og det er en overdådigt udsmykket bygning, der anses som værende blandt de fineste operahuse i verden med hensyn til skønhed og kvaliteten af ​​akustik.

Fra operahuset gik turen videre gennem Gozsdu udvar, hvor vi kunne betragte livet på de mange caféer og gallerier i gaden.

Herefter ankom vi til Den Store Synagoge, hvor vi i dag skulle indenfor. Det betød, at drengene skulle have en kippa på hovedet, mens vi var inde i bygningen – og det gav anledning til en del sjove bemærkninger – ikke mindst blandt pigerne.

Vi havde for et par dage siden set synagogen udefra, men det var en om end endnu mere imponerende bygning, når man stod i den store sal. Og selv om vi havde set mindesmærket for de ungarske jødiske martyrer gennem gitteret, så gav det nu et andet indtryk at røre ved metalbladene med ofrenes navne.

Efter denne oplevelse slog vi os ned på en café for at nyde frokosten, inden eleverne fik fri resten af eftermiddagen for at kunne gøre deres indkøb, slappe af eller måske endda ville følges med os lærere for at få yderligere et par indtryk af byen.
Jeg gik med en lille flok elever til Stefanskirken – på ungarsk: Szent István-bazilika, hvor vi kunne nyde den imponerende kirke både udefra og indefra.

Man begyndte opførelsen af kirken omkring 1850 på en forhøjet (og dermed beskyttet mod oversvømmelser) grund tæt ved Donau, og byggeriet blev en ret dramatisk historie, idet kuplen undervejs faldt ned, så man måtte starte næsten forfra med byggeriet. Kirken, der endelig stod færdig i 1905, har fået navn efter Ungarns første konge, kong Stephen (ca. 975-1038).

Efter besøget i Stefanskirken gik turen videre til Erzsébet tér, inden vi alle samledes igen på, Vörösmarty tér, hvor den stod på aftensmad, inden vi vandrede tilbage til Keleti-banegården, hvor vi blev samlet op af bussen, der skulle bringe os tilbage til Danmark og Kolding.

Fredag, d. 28.4.
Efter en lang nat i bussen, lidt tidlig morgenmad på en rasteplads i Tyskland og en anstrengende køretur de sidste kilometer til Kolding, ankom vi sidste på formiddagen til skolen. Her kunne vi takke hinanden for en god tur til Budapest – og så var det ellers bare at komme hjem og sove i egen seng.