Skanderborg Dyrehave – 2. etape, 2021-22

Så blev det torsdag igen – og tid til endnu en omgang NightChamp – den næstsidste her i efteråret. Denne gang var vi rykket lidt væk fra Aarhus og fundet en stille og intim stævneplads i den østlige ende af Skanderborg Dyrehave, der jo er mest bekendt for Smukfest, der normalt afvikles i skoven i starten af august. Når jeg så siger “stille stævneplads”, så skulle det vise sig at blive en sandhed med modifikationer. Netop denne torsdag aften havde et større selskab af unge mennesker – vistnok suppleret med nogle forældre – valgt at leje Capri til at holde fest. I løbet af en times tid ankom tre dobbeltdækkerbusser med unge mennesker til festen, og det gik ikke stille af sig, da festen først tog fart. Snart kunne man dufte den sødlige duft af sjov tobak, og grupper af unge mennesker forlod også lokalerne for at slynge lidt procenter indenbords ude i krattet. Sådan er det jo… Derudover oplevede jeg et enkelt tilfælde, hvor en gruppe fra festen forsøgte at skræmme løberne på vej mod målposten – nok mest i sjov.
Når man nu står der på P-pladsen og ser ud til at have noget med o-løbet at gøre, måtte man også lægge øre til en skideballe fra en mor, der forklarede mig, at de havde lejet Capri – og at de derfor havde førsteret til P-pladsen. At der så var tale om en offentlig P-plads, var hun ikke lydhør over for og ville anmelde mig. Den lader vi lige stå et øjeblik, og i øvrigt skete der så ikke mere…

Lidt ude fra skoven
Her – dagen efter løbet – kan vi konstatere, at netop aftenen og natten mellem den 18. og 19. november skulle gå hen og blive den varmeste nat nogensinde så sent på året. Således kom temperaturen på intet tidspunkt af natten under 10 plusgrader, så der var ikke noget at sige til, at mange løbere kom i mål med sved på panden. Ydermere var rigtig mange løbere lidt lang tid ude på banerne, der åbenbart viste sig lidt mere tricky end forventet. I dele af skoven var der forvirrende mange stier, andre steder var der underskov, og endnu andre steder var det svært at få overblik over, hvor det var muligt at komme igennem. Så kodeordet for en god oplevelse var: Hold tungen lige i munden, og få nu læst kortet ordentligt!
157 løbere havde meldt sig under fanerne i aftes, men som det har været tilfældet de to sidste torsdage, oplevede vi også denne aften et vist frafald inden start, og “kun” 139 løbere kom i skoven. Noget kunne tyde på, at det er en præmis, vi må leve med denne vinter.
Af de 157 tilmeldte løbere kom de 29 fra OK SNAB, Vejle, der igen i år havde valgt at anvende en NightChamp-etape til deres klubmesterskab i natløb. Det glæder naturligvis en arrangør (og banelægger), at klubben finder vores løb værdigt til at kåre deres klubmestre.
I øvrigt fik vi en – teknisk set – perfekt aften: Alle fandt frem til skoven – trods vejarbejdet, alle fandt en parkeringsplads, alle kom glade i skoven, ingen oplevede manglende eller mangelfulde reflekser, ingen glemte at stemple ind i mål, og der var vist kun en enkelt løber, der luskede i mål med defekt lys. Alt i alt betød det, at sidste løber kunne meldes i mål kl. 20:10, hvilket vist nok er en rekord!? Og det betød også, at jeg kunne lægge resultaterne på nettet i løbet af køreturen “hjem til Aarhus”, og at løberne således kunne se de forskellige resultater og baner allerede inden kl. 21.

Et blik på fremtiden
Samtidig med at vi så småt kan forberede os på en vinter med corona og derfor ikke har overblik over, hvorvidt det bliver muligt at afvikle de tre NightChamp-løb i februar 2022, arbejder jeg stadigvæk med af få disse løb på plads. Som det ser ud lige nu, er ingen af de tre løbstilladelser i hus, ligesom jeg bliver nødt til at rykke mindst et af løbene til et andet terræn. Men mon ikke det lykkes at finde tre passende skove? – Og så skal jeg i øvrigt nok, hen over de næste måneder, holde jer opdaterede på situationen…
Om det så bliver muligt at holde det afsluttende kaffebord på HNIE? – Ja, det kan jeg så bare ikke forestille mig lige nu, da coronasmitten ikke lige udvikler sig i positiv retning, tværtimod.
Og så skal vi bare være glade for, at vi kan arbejde videre med serien og kan byde løberne velkommen i skoven – hvis der da ikke kommer et forbud fra øverste sted, som det var tilfældet sidste år!

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til familien Rokkjær – personificeret i Henriette og René Rokkjær – der sprang til, da det viste sig, at jeg – sammen med min familie – blev presset af aftaler til anden side i løbet af eftermiddagen. Og også en yderligere tak til René, der lige tog en ekstra løbetur på alle posterne efter mørkets frembrud og før første start for at se, at de stadigvæk stod der og at reflekserne “virkede” efter hensigten.
Endvidere tak til min kone Claudia samt min søn, Silas, og hans kæreste, Stine, for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Og endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Næste uges afdeling af NightChamp-serien, der samtidig er den sidste her i efteråret,  finder sted i Marselisborg/Moesgaard med stævneplads og parkering ved MoMu – Moesgaard Museum. Vi er så heldige, at vi kan anvende deres P-pladser, samt at jeg kan opholde mig ved herregården Moesgaard.
I øvrigt har Moesgaard én gang tidligere været anvendt til NightChamp.

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag ved Moesgaard.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.